Det går i arv

Jeg har skrevet lidt om det før. Da jeg brugte mine teenageår på at stalke Nik & Jay (med verdens stiveste smil). Det var gode tider. Jeg havde to sabbatår, hvor jeg boede hjemme og arbejdede fuld tid, og mine forældre afkrævede mig af en eller anden grund hverken penge for kost eller logi, så jeg følte mig seriøst rig. Og mange af de penge brugte jeg altså på tog- og koncertbilletter. Jeg tror aldrig, jeg har set så meget af Danmark som i den periode. Øster Hurup, Vissenbjerg, Skanderborg, Kalundborg – engang var jeg endda faretruende tæt på at tage turen hele vejen til Bornholm, men dertil rakte en ungarbejderløn alligevel ikke helt. I min faste rode-kommode har jeg stadig en Mayland-kalender eller to liggende, der er klistret til med armbånd, afrevne billetstumper og et særligt udvalg af de billeder, der blev bare nogenlunde acceptable. Jeg kan ikke engang huske, om vi kørte engangkameraer eller noget mere genanvendeligt, men jeg har i hvert fald et fuckton af oldschool fremkaldte billeder, hvoraf store dele af dem er for mørke til, at man på nogen måde at kan ane et motiv.

Begejstringen stilnede langsomt af i takt med, at jeg blev ældre. Da jeg fyldte 22 og startede på uni, var jeg mere eller mindre holdt op. Nik, Jay og jeg holdt en god, lang pause fra hinanden. Det var min søster, der fik mig på rette spor igen. Lokkede mig tilbage i universet med de catchy beats og den overvældende begejstring for similer. Jeg har indhentet siden da. Jeg er godt med på både bagkatalog og de nyere numre nu.

Nik & Jay har en tendens til at smitte lidt, og således er det ikke kun mig, min søster fik (gen)lokket i Nik & Jay-fælden. Hendes unger er også med. Min ene nevø har mere end én gang med stor skepsis spurgt, om det er rigtigt, at jeg har været i byen med Nik & Jay? Der er pt i hvert fald ti af deres sange på den fælles playliste til vores roadtrip om lidt over en måned. Og min niece har plaget i årevis om at få lov til at komme med til koncert. Nu er hun næsten 12 år, så det må også være på tide; ergo er den koncert i aften. I min kapacitet som moster havde jeg æren af at forære hende billetter i fødselsdagsgave tilbage i november sidste år. Jeg er egentlig en herredårlig langtidsplanlægger, men billetterne blev revet væk, så det var lidt nødvendigt at tænke langsigtet.

Så i aften sker det. Begejstringen går i arv. Vi skal mødes først og spise lidt mad, hvorefter vi hopper på et S-tog til K.B. Hallen og gør et forsøg på at finde en plads, hvor man kan ane bare en snert af scenen. I gamle dage havde jeg stået i kø i timevis for at sikre mig forreste række, men efterhånden er jeg godt tilfreds med at stå nede bag i. Der er også bedre plads til at danse…