Og så fik jeg travlt!
Jeg syntes virkelig, jeg var i fremragende tid, da der i starten af december med posten ankom Pokémon-bamser til den store guldmedalje. Det er altid mest anstrengende at købe gaver til børn – især når man ikke har nogen selv. Fætter BR er et minefelt af gråd og latter, og ofte er jeg fuldstændig ude af stand til at differentiere mellem de to lyde. Jeg bruger som regel det første kvarter på at forsøge selv at finde en ting eller to fra ønskesedlerne først. Det virker aldrig rigtigt, for jeg aner simpelthen ikke, hvad der gemmer sig bag de meget fancy navne og dermed i hvilken afdeling, jeg skal lede. Jeg kan huske, at der et år var så travlt, at jeg ville have været nødt til at uddele nakkeslag til en hel række søde bedstemødre, hvis jeg skulle have bare den mindste chance for at få kontakt til en servicemedarbejder, og det nænnede min samvittighed alligevel ikke, så i stedet besluttede jeg mig for systematisk at gennemgå butikken, indtil jeg fandt, hvad end “beyblades” skulle være for noget. Jeg holdt op mod en halv time, så havde jeg mest af alt lyst til at sætte mig ned og tude. Var sekunder fra at købe en lyserød glitter-enhjørningbamse til mig selv som trøst, men i stedet forlod jeg butikken og besluttede mig for at opruste og prøve igen en anden dag.
Så altså, da børnenes gaver i år var overstået, fik jeg en rigtig fin følelse af at være i hamrende god tid. Så jeg lænede mig lidt tilbage og nød december. Hørte julemusik, pyntede juletræ, glædede mig til juleferie. Og så pludselig vågnede jeg i dag og opdagede, at det på en eller anden måde er blevet d. 16. december, og jeg er ikke kommet videre med julegaverne. Til gengæld har jeg planer hver eneste dag frem til d. 21., hvor jeg tager hjem på juleferie. Det er pisseflot, Miriam.
Gad vide, om den der hjemmeside stadig sælger tallerkenvarmere med fri fragt?
Anja
Miriam, hvorfor kan jeg ikke længere finde indlægget hvor du viste de fine Pokemons frem? 🙂 Og hvor har du i øvrigt bestilt dem fra?
MiriamsBlok
Jeg har slet ikke lavet sådan et indlæg! 😀 Jeg viste dem frem på Snapchat, men det var vist det. Jeg købte dem på eBay. 🙂
Anja
Haha, så forvirret man kan blive når man følger dig alle steder! 😉 Og tak, så vil jeg gå på jagt! 🙂
Katrine
Miriam lavede en meta-henvisning til min (!) hemmelighed i et indlæg! Det må være lige omkring det største der er sket i mit liv.
Har forresten stadig aldrig haft den før omtalte tallerkenvarmer i brug (for jeg laver for helvede da ikke mad der er fancy nok til at kræve varme tallerkner), men hvis der er meget fodkoldt i min lejlighed, har jeg flere gange brugt den som fusse-varmer. Jaja, koppen er da halvt fuld.
Rikke Simonsen
Hahaha det er jo genialt!
MiriamsBlok
Hahaha, men det var eddermame også en stenet omgang gaver! 😀
Leahsephira
hahaha kan godt lide den lille kommentar med tallerken varmere 😛 Ja køb du en masse af dem 😀 <3
MiriamsBlok
😀
Jasmin
Jeg ved godt det er lidt nævenyttigt det her, men næste gang du står i BR og panikker, så prøv Google. Google er din ven, når det gælder obskurt (for folk der ikke er indehavere af afkom) legetøj.
MiriamsBlok
Jeg shopper tit online, men nogle gange er BR faktisk lettere, fordi man netop kan få råd af et rigtigt menneske. 🙂
Anne S
Fandme sjovt indlæg😄. Vild med dig, Miriam. Held og lykke med resten af indkøbene
MiriamsBlok
Tak! 😀
Janni "Gulde" Iversen
Åh ja. Toysarus kan være et skrækkeligt sted at komme ind med en ønskeseddel fuld af ukendte emner. Vi skulle købe 1 års fødselsdags gave… jeg tog mig selv i at Google mindst halvdelen af listen. Men altså, lego og pokemon havde jeg jo helt styr på. Ved ikke hvad der er mest flovt, haha 😀
MiriamsBlok
Haha, ja, det er virkelig op ad bakke at følge med i alt det nye legetøj!