Pet Peeves #4
Tegninger fra Live fra Lolland
De pænt indpakkede småsvinere. Nogle gange sågar storsvinere. Man ser dem gerne i Facebook-debatter, stort set alle politiske diskussioner og så på blogs. Jeg bliver næsten lidt sindssyg, både på egne og andres vegne, af at læse dem. Her er mine haderitter. (Altså mine favorit-hadere. Der manglede et ord.)
Just saying. Budskabet er jo egentlig klart nok. “Jeg vil gerne lige påpege, hvor meget du tager fejl, men jeg har ikke mod på at gøre det til en stor diskussion, så jeg fake-bagatelliserer det.” Det er en bombe af nederenhed. Man smider den og stikker af. Som fx dengang Sneglcille fortalte, at hun havde været nødt til at opgive amningen, og en læser sendte hende en artikel om, at ammebørn er mere intelligente end flaskebørn. Just saying.
Ikke for noget/no offense. Sætningsindledninger der så sikkert som amen i kirken efterfølges af både noget og masser af offence. At bruge dem er lidt ligesom at komme med en kæmpelang undskyldning og opfølge den med “men”. Alt før men gælder ikke, og selvom du skriver no offence, betyder det ikke, at du kan løbe fra lige at have skrevet en topnederen sviner.
:)/;). Smileys kan være tricky, for de kan menes oprigtigt eller vildt sarkastisk. Jeg bruger den almindelige smiley for at vise, at jeg ikke er sur, og blinkesmileyen for at vise, at jeg joker, men jeg er udmærket klar over, at de begge også snildt kan signalere passiv-aggressivitet eller nedladenhed. Og så bruges de også flittigt post svinere som en slags formildende omstændighed. Eller i hvert fald et forsøg på samme. Live fra Lolland skrev et fremragende indlæg om det fænomen, efter hun mere eller mindre var blevet anklaget for plagiat. Jeg oplevede det selv i kommentarfeltet på indlægget om, at jeg går prof. En læser skrev, at hun nok ikke ville læse så meget med længere, for det var, hvad hun havde oplevet skete, når bloggere, hun elskede, fik en læs mere-knap. Jeg svarede, at det var helt okay, og foreslog hende at begynde at følge blogs via Bloglovin’ eller Facebook, hvor man får serveret direkte links og derfor slipper for helvedesknappen. Desværre blev mit svar vist tolket med det modsatte af den velvilje, det var skrevet med, og jeg fik som svar, at hun ikke havde tænkt sig at ændre på sine vaner, for blogs “er jo immervæk bare tom underholdning, intet andet (…).” Smiley. Og bevares, jeg ved da godt, at blogs for mange er toiletlæsning eller forsøg på at gøre togture kortere, men lad da lige være med at tvære det ud i hovedet på de af os, der måske nok peger fingre af grimme kjoler på den røde løber, men også udstiller vores usikkerheder, taler om de tunge ting og deler vores liv i det hele taget.
Jeg må indrømme/hvis jeg skal være ærlig/jeg er nødt til at sige. Det er dem her, jeg ser mest, og det er så meget karma, for fuck nu af, hvor har jeg været slem med dem i fortiden. Og er det sikkert stadig ubevidst til tider. Det er de udtryk, man starter med, når man vil af med noget kritik, som, man godt ved, ikke er helt nødvendig eller for den sags skyld god stil, men det går en så meget på, at man ikke kan lade være. Så man prøver at pakke det lidt pænt ind, hvilket essentielt gør det dobbeltirriterende. For nej, du må ikke indrømme, du skal ikke være ærlig, og du er ikke nødt til at sige. Du har lyst til at komme med dit synspunkt, fordi du føler irritation over det, du læser. Og sådan har vi det allesammen ind imellem. Men for det meste er den følelse flygtig, mens ens kritik er nederen, sårende og dybt unødvendig. Så la’ da vær’.
Jeg føler lidt, at jeg bør afslutte med en disclaimer, der hedder, at konstruktiv kritik selvfølgelig altid er velkomment, og det er ikke den slags, jeg her sigter efter. Men det kan man forhåbentlig også snildt levere på en måde, der er hjælpsom frem for sårende eller svinende, og i øvrigt helt fri for just sayings og sarkastiske smileys. I hvert fald hvis man gør sig lidt umage. 🙂 (Det er en ikke-sarkastisk smiley.)
