Heja Hillerød!

Just hjemvendt fra det dejlige, men meget langtvækliggende Hillerød Hospital, hvor jeg igen-igen-igen har været til samtale om behandlingsforløb. Nu er der dog endelig sat en startdato, og jeg glæder mig lidt til at komme i gang, selvom det sikkert bliver røvubehageligt.

Jeg kom naturligvis også ti minutter for sent ud af døren, fordi jeg drømte, at jeg stadig gik på HF, og da alarmen ringede, var jeg åndssvagt træt og i øvrigt overbevist om, at min første blok var engelsk, og den kunne jeg da godt pjække fra, så jeg slukkede lykkeligt vækkeuret og sov videre. Min underbevidsthed hader mig.

Jeg var lidt nervøs for, om lægen nu skulle være ung og lækker. Det er sket før, og det er helt ærligt svært at sidde og forklare detaljeret, hvor dårligt man har det, når man allerhelst vil råflirte med doktormanden. Han var ved første øjekast godt nok forholdsvis ung, men ikke voldsomt lækker… Indtil jeg fandt ud af, at han var australsk oprindeligt, og pludselig forvandlede han sig til Hugh Jackman. Suk. Jeg er nødt til at overkomme min kærlighed til alle engelske accenter. Heldigvis viste dansk med australsk accent sig at være mere kluntet end sexet, så resten af samtalen forløb uden problemer.

Jeg havde min cykel med, og selvom København er pandekageflad, så kan Hillerød alligevel prale af et par bakker. Da jeg kom drønende ned ad en af disse bakker på vej tilbage til stationen, gik jeg helt i barndom med benene svingende frit uden behov for at træde i pedalerne. Og lige da spænede et egern hen over vejen, og jeg smilede over sommeridyllen med solen bragende ned fra oven… Og så kørte jeg over et kæmpe bump og knækkede to negle i et forsøg på at sikre min taske fra at hoppe ud af cykelkurven, og så kunne idyllen rende mig…