Critics Choice Awards 2023 ifølge Miriam

Jeg har aldrig forstået, hvorfor alle prisuddelingerne ligger lige i røven af hinanden, men sådan er det åbenbart bare, og derfor får I her året andet rød løber-indlæg. Mine favoritter var Phoebe Dynevor – dels fordi jeg elsker sarte, feminine kjoler, og dels fordi sarte, feminine kjoler også minder mig om Bridgerton, som vi gerne snart vil have næste sæson af, tak. Og så har jeg smidt Britt Lower på, fordi det er så sjældent, jeg ser et vellykket jakkesæt på en kvinde, og det her er virkelig smukt.

Speaking of mindre vellykkede jakkesæt, så er jeg principielt ikke imod gule pailletter, som Amber Ruffin har iført sig, men det er lidt uheldigt, at det ser ud, som om der kravler en form for kakerlakker oven på de pailletter. Overdelen af Amanda Seyfrieds kjole giver mig associationer til det der ene sjal med frynser, som alle bedstemødre i verden ejer.

Cate Blanchett cosplayer den som Karen Blixen i galla, og af en eller anden grund er jeg faktisk lidt vild med det? Kerry Washington er i kjole med Royal Copenhagen-mønster, hvis man købte sit Royal Copenhagen på Wish.

Connie Lim er iført noget, der kunne være både regntøj og motorcykeltøj, og så giver det mig også gevaldigt lyst til at købe en æske Quality Street. Problemet med Danielle Deadwylers kjole er, at materialet ikke falder så let på grund af mængden af pailletter, og det betyder, at det der stofstykke mellem benene kommer til at minde en lille smule om en elefantsnabel.

Lea Thompson i en kjole, jeg ville have ELSKET som femårig. I dag er jeg nok lidt mere skeptisk. Jeg forstår ikke helt de der kjoler, der ser ud, som om de er ved at falde fra hinanden som Elle Fanning fx har på her. Minder mig om alle katastrofe-catwalks i Project Runway, efter en designer løb tør for tid og måtte finde stoflimen frem.

Devery Jacobs i et slags kunstværk, som muligvis er navngivet noget i stil med “faldskærm – but make it fashion!”. Jeg forguder Claire Foy, det gør jeg, men hendes kjole ligner grangiveligt et kreativt projekt fra en folkeskoleklasse. Det er særpræget at kigge på en gallakjole og tænke “fingermaling”.

 

Billeder fra people.com

Kommentarer (4)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.