Jeg skal bare bede om for 42 kroners hverdagslykke, tak

Tænker I ind imellem over, hvordan jeres barndoms-jeg ville have det med jeres voksen-jeg? Jeg kan huske som barn nogle gange at have kigget på visse voksne og tænkt: “Sådan der bliver jeg aldrig!” Og altså, selvom Lille-Miriam helt sikkert ville have optur over, at vi stadig ser Disney-film med stor fornøjelse, spiser ostehaps og har en kat, så er der helt sikkert punkter, hvor hun ville være skuffet. For voksne var så fucking kedelige dengang. Og sarte. Jeg var så træt af altid at blive tysset på og bedt om at gå udenfor, når jeg larmede og fyldte for meget, og nu er jeg uden tvivl blevet en sart voksen, der foretrækker, at højtråbende børn forlader rummet, fordi mine ører er vant til et markant lavere lydniveau.

Det giver selvfølgelig mening, at man lidt glemmer, hvordan det er at være barn i takt med, at man bliver voksen. Fordi man gør sig nogle erfaringer og får nogle andre perspektiver. Og så engang imellem bliver jeg alligevel ramt lige i maven af en virkelig intens genkendelighedsfølelse af, hvordan det var at være barn. Som den anden dag.

Jeg var i Aldi for at købe ind, og da jeg nærmede mig kassen for at rode spotvarerne igennem for interessante kups, bemærkede jeg en gruppe på syv børn, der stod med en bunke sodavand og knirkende hjerner for at få et regnestykke til at gå op. De blev ved med at sende folk foran dem i køen, fordi de skulle finde ud af, om de havde penge nok. Den var kneben, kan jeg afsløre. Men måske gik den lige? De var helt enormt søde, som de stod der, og hver smed i puljen, hvad de havde af mønter, så de kunne få en enkelt sodavand hver og sikkert sætte sig i solen et sted og nyde den sammen. Hvor har jeg selv været der et utal af gange. Talt 25-ører i håb om lige at have råd til et par Shake-tyggegummier. Eller en Spice Girls-slikkepind. Så få penge, der var så værdifulde dengang.

Og pludselig væltede den der følelse ind over mig. Følelsen af, at voksne altid har så mange penge, og de gider aldrig bruge dem på noget sjovt, og de er altid så fornuftige og siger “ikke i dag” og “du kan få en rugbrødsmad, hvis du er sulten”. Og jeg kiggede ned i min kurv, der ganske rigtigt indeholdt flåede tomater og broccoli, men også Kinder mælkesnitter, fordi det er en af hverdagens små glæder, og jeg er en voksen, der har råd til den slags. Og så blev jeg ramt af en spontant lyst til at dele ud af mine voksenprivilegier.

Det var nok dels at have set børnene diskutere deres finanser på den gode side af fem minutter, og dels at jeg var ret overbevist om, at de havde glemt at indregne pant i deres regnestykke, men allermest var det at kunne huske den der lykkelige overraskelse, det var, når man spurgte en voksen om fx en is, og de faktisk sagde ja. Så da mine varer begyndte at køre på båndet, hørte jeg mig selv sige: “Unger! Smid jeres ting op på båndet, så betaler jeg.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg kaldte dem “unger”. Jeg tror, det er, fordi det er, hvad min mor plejede at kalde min søster og mig, og det er, hvad min søster kalder sine børn, og måske er det upassende at sige til børn, man ikke kender, men de var heldigvis mere optagede af betydningen af mine ord end mit ordvalg.

Først afslog de høfligt. “Ej, det behøver du altså ikke!”, men jeg kunne godt se, de nok lidt håbede på, at jeg holdt fast i mit tilbud. Så jeg gentog, at jeg gerne ville betale, og de hoppede næsten på stedet af begejstring. Det viste sig, at en af drengene havde fødselsdag, og det var det, der skulle sodavandsfejres. Jeg erklærede, at det så kunne være hans fødselsdagsgave og sendte dem af sted med deres sodavand, mens de stadig råbte tak på vej ud af butikken.

Jeg var så glad, da jeg gik derfra. Jeg tror, deres sodavand endte med at koste 42 kroner. Det er halvdelen af, hvad jeg giver for en drink i København en lørdag aften – på et billigt sted. 42 kroner, jeg sagtens kan undvære og ikke vil mangle. Og 42 kroner, der gav mig en følelse af at have givet syv børns dag et gevaldigt boost opad. Otte, hvis vi tæller Lille-Miriam med, for det er lige præcis sådan noget, hun ville have drømt om, vi ville gøre som voksen.

Hold kæft, hvor er det undervurderet lige at tage kontakt til sit indre barn engang imellem. Kæmpe anbefaling.

Comments (126)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.