10 ting, jeg hader fra dybet af mit hjerte

1. Filmen “The Happening”. (Spoiler, hvis du ikke har set den, men hvis det er tilfældet, så er jeg samtidig lidt misundelig på dig). Skurken er planter. Seriøst?!

2. Midtersædet i et fly. Man har ikke vinduet. Man har ikke snerten af mere benplads, der er ved gangsædet. Til gengæld skal man dele begge sine armlæn og rejse sig, hver gang vinduesplads-indehaveren skal tisse.

3. Udtrykket “just saying”, når det bliver leveret efter en lidt nederen udtalelse, så afsenderen føler, de lige kan snige sig af sted med den, som om det tilgiver alt nederenheden.

4. Koriander. Jeg ved godt, det er genetisk betinget, om det smager godt, men der er bare så meget mad, jeg virkelig elsker, hvor det er standard lige at runde af med et bjerg af koriander. Åh, alle de tacos, jeg er gået glip af på den front…

5. De der plastic-havemøbler, der kan bære omtrent ti kilo, før et ben knækker af. Hvorfor findes der så mange af dem??

6. “Walking on Water” af Zididada. Det var aldrig en sang, jeg brød mig synderligt om, men den var tilfældigvis også super populær, da jeg var ungarbejder på en fabrik, hvor vi hørte radio otte timer om dagen. Sange, man ikke kan lide, bliver kun værre af at at være tvangsindlagt til at høre dem tre gange dagligt.

7. Valmuer. Okay, hadet her er måske ikke så voldsomt, men jeg synes, det er ret flabet at være en virkelig pæn blomst, der vokser vildt til fri afbenyttelse og så være sådan lidt: “Hvis du plukker mig, bliver jeg sur og falder fra hinanden.”

8. Tyggegummi, der mister smagen efter 30 sekunder. Wrigley’s, jeg taler til jer.

9. At en film kan blive fjernet fra en streamingtjeneste, mens man er ved at se den. Føler, der burde være love mod den slags. (Med mindre vi taler om “The Happening”, det er klart til alles fordel, at den ikke kan ses nogen steder).

10. Excel. Jeg kan ikke finde ud af det lort.

Kommentarer (38)

  • Valmuer skulle efter sigende kunne holde hvis man lige svitser dem af med en ligther (altså, i bunden af stilken, ellers tror jeg ikke de er så kønne🤪).. det er vist noget med at de ellers ‘bløder’ og derfor visner asap, og det skulle man kunne forhindre ved lige at brænde dem i et sekunds tid eller to🥀🌸

    • Mit problem er ikke så meget, at de visner hurtigt, mere at de taber bladene, når man forsøger at plukke dem, så jeg kommer sjældent meget længere! 😀

  • Jeg er en håbløs sproglig humanist med absolut ingen teknisk forståelse. Jeg var også en indædt Excel-hader, indtil jeg blev tvunget til at lære det af min arbejdsplads. Nu ELSKER jeg Excel – det kan jo ALT 😍

    • Man kan måske sige, at jeg ikke så meget hader Excel, som jeg hader at blive tvunget til at bruge Excel! 😀

    • Det synes jeg bestemt ikke! Jeg føler, det er alment kendt, at Excel kan alt hele verden… Hvis man altså ved, hvordan det skal bruges! 😀

  • Jeg FØLER valmuer! Har også de der dage, hvor jeg går i stykker, hvis man plukker mig. Til gengæld er jeg VIRKELIG ikke fan af nelliker! De er billige, så de kommer aaaaaaltid i buketter, men det er sgudda en begravelsesblomst! Kan godt være at jeg kan se lidt død ud i sværen ind i mellem, men vi er der ikke helt endnu 😅

  • Men. Miriam! Jeg er næsten altid enig med dig. Og så kan du ikke lide The Happening?
    Jeg synes den er utrolig stærk, underholdende, skræmmende. Virkeligt god. Har set den nogle gange. Kan godt se den igen.
    Så. I very much disagree 😉

    • Haha, den er ellers helt kult i sin elendighed, den har en iMDB-score på imponerende fem! 😀

  • Åh! The Happening! Det er helt vildt så dårlig den er. Den slags film burde selv protestere imod at blive optaget og klippet sammen. Nøj jeg følte mig snydt da jeg så den.
    Hvad med Birkenstock, dem har du glemt, eller hader du dem ikke fra dybet i dit hjerte? Jeg har netop bestilt et nyt par til samlingen… Men når nu det er det eneste jeg går i fra 1/5 – 30/9 ca. Så er det jo vigtigt at have nogle at skifte med❤️😉

    • Jeg orkede ikke lige det enorme backlash, der plejer at følge med, når jeg fortæller, jeg ikke bryder mig om dem. 😀

  • Jeg lever efter reglen om at midtersæder har ret til begge armlæn som plaster på såret 😆. Og jeg tænker altid over det både når jeg har midtersæde og når jeg ikke har 😅

  • The Happening er en film, der på linje med The Room, skal ses og grines af og gøres grin med samtidig. Helst sammen med en hel flok af vennner.

  • Jeg hader også Excel og jeg har valgfag med datavisualisering næste måned… Gæt hvad vi primært skal arbejde i. Jeg dør. Og ber, beder? til exel guderne om velsignelse.

  • Men… hvad KAN Excel?? Altså, hvad bruger i det til udover lidt regnskab? 🤷🏻‍♀️

    • Jeg lærte at se skønheden i et excel ark i mine studiedage.

      Når man har et forsøg der måler på en ting og man skal finde svaret på en anden ting via en masse forskellige ligninger, så er der ikke noget så smukt som at se hvordan en rettelse ændrer hele rækken af tal og pludselig giver mening 7 kolonner fremme 🙂 Lettelsen når man ikke skal taste 40 tal forfra ind i lommeregneren, muligheden for at lege med tallene og se hvad der sker når man skifter en værdi med en anden og hvordan tingene ændrer sig, muligheden for at hive data ind fra et andet ark og dermed bevare nogle udregninger selvom jeg udskifter udgangspunktet.

      Men jeg indrømmer gerne at jeg vist er temmelig nørdet.

      • Men alt hvad Excel kan, det kan SQL jo bedre og nemmere? Synes at Excel er meget sådan klik-klik og meget format uden indhold, når SQL kan køre alt bag Excel og man har bedre kontrol. Måske fordi jeg lærte SQL først og derfor ser Excel lidt som en udvasket udgave af SQL. Eller sagt anderledes: for langt de fleste, så er SQL bedre at bruge end Excel til langt de fleste funktioner

    • Udover i mit arbejder bruger jeg Excel til rigtig meget. Hver gang der er noget der skal planlægges – fester, ferier, klassearrangementer, husprojekter – plejer min datter at drille mig med om jeg har fået lavet et Excel ark – og det har jeg – altid! Det er genialt som planlægningsværktøj – det er meget nemmere at lave lister mv. i end word og hvis der er økonomi, datoer mv. kan man indsætte formler der automatisk regner ud, opdaterer, retter til mv. Så nemt, når først man lige har lært basics.

  • Jeg er nødt til at forsvare nelliker. I Frankrig opfattes den ikke som en begravelsesblomst (har jeg ladet mig fortælle af en franskmand), og de har lang levetid. Købte i Netto en stor buket for to uger siden, og de står stadig smukt.

  • Valmuer skal hives op med roden – og hurtigst muligt i vand. Så holder de længe ❤️🙌🏽

    • De er fra H&M, men jeg vil ikke anbefale dem! De er for korte, og de sidder sgu lidt sært. 😀

  • Tak for et dejligt genhør med zididada… overvejede at skrive teksten her, der øjeblikkeligt poppede op i min hjerne… men det ville næsten være for provokerende 😁 hvorfor kan jeg egentlig deres sange udenad ? De er jo elendige 😂

  • What, er det genetisk bestemt, om man kan lide koriander? Hvordan kan min storesøster så hade koriander, når jeg elsker det? Måske er jeg blevet forbyttet ved fødslen 🧐

    • Der er noget genetik inde over, der gør, om det har den der sæbe-smag, mange beskriver. Men derfor kan man jo også bare ikke kunne lide det, fordi man ikke kan lide det, tænker jeg. 😀

    • Personer, som synes, at koriander smager/lugter af sæbe har ofte en genetisk variant (DNA’et ser en lille smule anderledes ud) på kromosom 11, hvor en masse gener for forskellige dele af lugtesansen sidder.
      Det drejer sig formentligt om en lille ændring i genet OR6A2, som laver en receptor i næsen, der opfanger kemikalier af typen aldehyder, som blandt andet bidrager til korianders smag.
      https://flavourjournal.biomedcentral.com/articles/10.1186/2044-7248-1-22

  • Jeg ELSKER til gengæld folk, der lever efter etiketten om, at midtersædet har begge armlæn og rent faktisk belære andre om dette i flyet! Smukt!

Der er lukket for kommentarer.