Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Et venligt adjø til en uvelkommen krise

Da jeg gik på juleferie, var jeg presset til op over begge ører. (Det kan man vist ikke sige rent billedsprogmæssigt, men I forstår nok). Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg var lige på grænsen til at knække. Hele tiden. Der var mange ting i det, men de fleste havde tilknytninger til Corona og alle dets gerninger og al dets væsen. Blandt andet havde jeg gået og båret rundt på en støt stigende præstationsangst, som jeg ikke helt kunne finde ud af at tackle. Den der følelse af hele tiden at skulle levere. Både over for kunder, men også over for jer. Behovet for at gøre alle glade. Og så at sidde i den anden ende og skulle finde på noget skrive om, når det mest spændende, der sker, som regel er en tur i Netto. Ingen inputs, ingen stimulans. Bare isolationshverdag. Jeg sad dagligt foran min computer og stirrede på en blank skærm i håbet om, at et eller andet ville komme til mig. Nogle gange lykkedes det. Som regel gjorde det ikke. Det sendte mig faktisk lidt ind i en krise, fordi jeg var bange for, jeg var ved at miste lysten til at skrive. Og hvis den ikke er der mere, hvorfor fanden er man så blogger? Og hvad skal jeg lave, hvis jeg ikke skal blogge mere?

Da jeg gik på juleferie, var min angst nok det mest voldsomme, den nogensinde har været. Jeg gik bare og prøvede at tage mig sammen til at ringe til min læge, for det føltes, som om alting var ved at falde fra hinanden, og det satte sig i kroppen og var nærmest uudholdeligt. Jeg havde svært ved både at spise og sove, til gengæld oppede jeg mit ellers sparsomme forbrug af cigaretter betragteligt. Det knagede i kroppen og knagede i hovedet, og jeg kæmpede med næb og klør for at bevare kontrollen.

I bakspejlet har det unægteligt også været en af grundene til, at det var så vigtigt for mig med den juleferie. Jeg havde brug for trygheden, for kærligheden, for pausen. For at blive rykket ud af mit Corona-trummerum. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den ferie ville gøre så stor forskel, som den gjorde. Ikke mindst på skrivekrisen.

På mange måder føler jeg mig stadig helt høj. Jeg holdt ferie herinde fra i tre uger. Det har jeg aldrig gjort før, og jeg blogger altså på tiende år. Der var flere dage, hvor min computer slet ikke var tændt. Og det, der skete, var, at bekymringerne over ikke at kunne levere gik væk, og da de var trådt tilpas langt ned, var der plads til, at inspirationen og skriveglæden kom tilbage. Jeg begyndte at få idéer til indlæg, men jeg valgte bevidst at holde fast i min ferie og ikke skrive dem. Og med den beslutning kom savnet. Og jeg fik igen lov til at mærke alle de ting, der gør, at jeg elsker at blogge, og det var nærmest en lille smule magisk, for jeg var ægte bange for, at den følelse havde forladt mig permanent.

Jeg fik gjort mig rigtig mange tanker i min ferie. De fleste af dem gode og konstruktive. Når presset fylder, så blokerer det alt det andet, alt det gode, og så kommer man i bund og grund til at sabotere sig selv. Jeg. Jeg kommer til at sabotere mig selv. Jeg er lige ud sagt nødt til at tage en fucking chill pill. Lade det være okay ikke at sige noget, hvis der ikke er noget at sige. Tage pauser og fridage, når jeg har brug for det. Være cool med, at mit Insta-feed er smådødt, fordi jeg ikke har nogen til at tage billeder og alligevel mestendels er i joggingtøj for tiden. Holde op med at føle, jeg skylder og bare gøre mit bedste. Det er helt sikkert noget, jeg skal øve mig på. Men bare det at træffe beslutningen om at øve mig har gjort alverden til forskel. Det har lettet i mit hoved og givet plads til det, der har fortjent at være der. Idéerne flyder, glæden har genindfundet sig, alt er så meget bedre, end det var for en måned siden.

I’m back, baby!

Comments (42)

  • Hvor er det bare dejligt at høre❤️ det glæder mig for dig.
    Det er altså i mine øjne skønt når indlæggene kommer naturligt og når du har noget på hjerte. Vi er mange (måske især singler) der kan relatere, der sker bare ikke ret meget i øjeblikket, derfor elsker jeg at følge med, også når det ikke er store beåndede indlæg, men små hverdagsglimt fra Corona hulen

    • Jeg elsker også de små hverdagsindlæg, men selv dem kunne jeg bare ikke rigtigt få frem. Forhåbentlig kommer de lige så stille med resten også. <3

  • Så dejligt du er tilbage! ❤️ Man kan jo ikke lade være med at blive lidt bekymret som mangeårig følger, når du tydeligvis ikke trives. Jeg skriver man og ikke jeg, fordi jeg er aldeles overbevist om at vi er mange derude, der har det sådan. Stort kram og Hurra!

    • Nej, det var sgu kommet til at stå lidt mere kritisk til, end jeg tror, jeg selv havde lagt mærke til. Det bliver først rigtig tydeligt for mig nu, hvor det går markant bedre!

  • And i love youre back.

    Med detsagt. Vil jeg gostalå etslag for joggin bukser, ingenting, Netto go Herbert… jeg harikke opdaget en pind andet en jeg elskeratfølge med i dit trummerum af filmaftner i badekarret, med Herbert på sidelinien, gode fif til hvor der er tilbud på ben og jerrys. Kortog gost jeg elsker din dagligdag. Fordi den er din og den ligner min. Det på trods af en anden alder, et hus, hund, børn og et arbejde der ikke er at blogge. Beriger du på stortset daglig basis min hjerne og sind. Hvis jeg skulle følge kun en, var det dig. Du gør mig glad

  • Jeg tror jeg taler for alle os følgere når jeg siger, at vi ville savne dig utrolig meget hvis du ikke skulle blogge mere! (selvom du ikke kan tage før-billeder) Og vi er meget glade for, at ferien hjalp! ❤️

    • Det er jeg glad for! Det var også nogle meget forvirrende følelser, for jeg har aldrig haft lyst til at stoppe. Jeg har haft lyst til at have lyst til det hele! Det ville bare ligesom ikke funke for mig.

  • He he..
    Så tittede det kristelige lige frem. Med forsagelsen/trosbekendelsen i forhold til corona…

    Takes one to know one

  • Hvor er det skønt at høre! Du er så sej, og for mig er du på en måde ligesom Carrie, der blogger ud til verden – formulerer ord og følelser, jeg elsker at læse. Tak, Miriam. Dejligt, at du har det bedre.. kram fra en meget (!!) gammel og trofast læser. Den eneste blog, jeg rent faktisk stadig følger med i. ❤

    • Blogmediet har virkelig ændret sig meget, og det tror jeg også er lidt en udfordring at navigere i for en, der har været i gamet så længe. Men hold kæft, jeg sætter pris på jer, der har hængt ved i årevis! <3

  • Du er SÅ velkommen tilbage ❤ og sætter utrolig stor pris på du deler din hverdag med os, både de store tanker og hudløst ærlige indlæg, turene til Netto, en ny serie anbefaling, lidt Herbert spam, eller et par grimfede musthaves af strømper eller nattøj. Kort sagt, jeg elsker hele pakken !

  • Og vi er her jo stadig, når du kommer retur! ❤
    Du har været savnet, men det er dig absolut vel forundt at tage en pause fra det hele ❤

  • Godt du er tilbage og føler dig ovenpå igen☀️ Jeg oplevede nøjagtigt det samme, holdt Jule/Nytårsferie, detoxede fra blog og sociale medier – og fik langsomt lysten til skriblerier tilbage. Af og til, skal der simpelthen bare ro på øverste etage, med absolut ingenting – og masser af det💙

    • Det er lidt en svær balance, når det både er interesse og job, men jeg må være bedre til at holde fast i noget fritid også!

  • Jeg ville savne dig frygteligt, hvis du en dag stoppede bloggen, det ville føles helt tomt..
    Vi er jo en slags veninder, som godt nok ikke sådan rigtigt kender hinanden, altså jeg føler jo, jeg kender dig lidt, og jeg ville helt sikkert sige meget højt og tydeligt “HEEEEJ MIRIAM” og vinke ivrigt, hvis jeg mødte dig en dag, altså indtil, jeg ville komme i tanke om, at du jo ikke kender mig lige så godt som jeg kender dig!
    Nogle gange skal man tage en pause, for at føle savnet rigtigt!
    Jeg holder utroligt meget af lige præcis din blog og din humor, og din kat!

    • En eller anden dag gør jeg nok, men lige nu kan jeg ikke forestille mig lave andet! Og du skal i øvrigt endelig sige hej! Jeg har også den der veninde-følelse. Men jeg tænker også, at man jo typisk følger med, fordi man kan relatere til et eller andet, så der er jo noget fællesskab herinde. <3

  • Har savnet dig. Husk nu at man også gerne må starte stille og forsigtigt op igen.
    Jeg følger kun én blok og det er din. Orker ikke alle dem med børn, huskøb osv.( ligner mit liv for meget)
    Jeg er sådan en der bare venter på at du skriver noget. Det behøver ikke være nu, du bliver ikke erstattet alligevel, om du så venter 2 måneder mere, med at skrive igen. …Bare du holder hemlighederne kørende😜

    • Haha, du har ret! Men det er også vigtigt for mig, at der er balance i tingene. Jeg har jo løbende samarbejder, og jeg magter ikke at være sådan en blogger, der kun udgiver ting, der er en sponsor bag. Der skal helst være markant mere indhold, der er reklamefrit. MEN en fridag hist og her burde kunne lade sig gøre!

  • Det er også ok at sætte ambitionsniveauet ned på indlæg. Små indlæg som (beauty) anbefalinger og andet er også helt ok. Var faktisk skuffet over, at ingen bloggere /influencere havde lavet indlæg om hvad de havde fået i julegave, For det plejer at være så hyggeligt. Det har jeg kun set ét sted (hos “venterpaavin”)

    • Du har ret! Lige julegaveindlægget synes jeg selv er lidt uinteressant, men der er bestemt områder, hvor jeg godt kan skrue lidt ned i stedet for egne krav til, hvad der kvalificerer til at være et godt indlæg.

  • Hvis der er noget du kan med dit skriveri, så er det at få netop en tur i Netto til at lyde som ugens højdepunkt. Et indlæg der kan lyde kedeligt, men med din måde at beskrive forløbet på, er det aldrig kedeligt. Det er derfor jeg læser med 😀

    • Hvor er du sød! Det kan godt ske, jeg skal øve mig lidt i at oppe de der indlæg, der ikke vil så meget, men bare er lidt hyggelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.