Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Når man bliver nødt til at slette et punkt fra sin bucket list…

Det er ikke, fordi jeg har en forventning om, at jeg når alle punkterne på min efterhånden ret lange bucket list. Jeg ved godt, det egentlig er hele pointen med en sådan liste, men jeg har flere punkter, der også skal bruge en hel del held/tilfældighed/skæbneindblanding, før de kan blive til noget. Fx ligger en tur i jule-Tivoli hånd i hånd med en mand, jeg er forelsket i, ret langt deroppe ad, men det er lidt svært at fremtvinge en forelskelse, bare fordi det er december.

Udstregningerne sker dog mere hyppigt, efter jeg fik overstået mine 12 år på SU, for lur mig om der ikke er nogle halvdyre ting på de flestes lister. Mit håb om at kunne besøge alle 50 stater i USA har i hvert fald ikke været billigt indtil nu. (Altså, det er ikke, fordi jeg på nogen måde er blevet stenrig, men jeg har et okay beskedent forbrug og vælger så netop at prioritere fx roadtrips). Andre ting, der helt bestemt ikke er råd til på en SU: Verdensstjerne-koncerter. 90’er-divaerne er nogle dyre damer, men sidste år fik jeg krydset Mariah Carey live (eller i hvert in person, ahem) af, og en af tre (lidt for) gavmilde julegaver, jeg har købt til mig selv den seneste måned, er en billet til Celine Dion, der kommer til Danmark i sensommeren næste år. Whitney var selvfølgelig også på listen i sin tid, men det punkt måtte opgives af åbenlyse årsager.

Og nu er det så sket igen. At jeg ufrivilligt må slette et koncert-punkt fra min bucket list. For i går læste jeg med stor sørgmodighed nyheden om, at Marie Fredriksson er gået bort. Roxette var en udpræget del af soundtracket til min barndom. Jeg har meget stærke minder om de somre, min søster og jeg tilbragte hos min kusine på familiegården lidt uden for Fårvang, hvor vi i hvert fald et år tvangsindlagde alle voksne i råbeafstand til en opvisning af den dans, vi havde lavet til “The Look”. Helt som det sig hør og bør. Jeg nævnte faktisk Roxette så sent som for to uger siden i indlægget om min musiksmag, der nægter at udvikle sig yderligere, for jeg hører dem stadig jævnligt. De leverer lige stærkt på feel-good bangers og intens hjertesmerte.

Af samme årsag var det selvfølgelig på min bucket list at se dem live, og lige nu bebrejder jeg selvsagt mig selv, at jeg ikke gjorde en større indsat for at få det til at gå i opfyldelse noget før. Men det er vel det, en bucket list også skal. Minde os om, at livet ikke varer evigt, og det er godt at få nogle oplevelser under bæltet, mens tid er.

Hvil i fred, Marie. Tak for musikken.

Kommentarer (10)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.