Kunstneren, der aldrig blev

Skrevet d. . Uploaded i familie,mig,sjovhed.

img_3295

Huset er solgt, og der har været gang i en større grovsortering for at finde ud af, hvilke ting der var værdige til at komme med hjem til Århus, hvor pladsen er noget mere beskeden. Derfor fik jeg forleden – aftenen før flyttemændenes ankomst – følgende besked fra min mor: “Bliver du meget såret, hvis jeg smider dette kunstværk fra din skoletid ud?” Og så et vedhæftet billede.

Jeg var lige ved at blive kvalt af grin. For jeg kan godt huske det her maleri. Jeg kan huske det usædvanligt tydeligt. Det er vel blevet fremstillet omkring 4. klasse, og jeg havde aldrig været så stolt af noget i mit 11-årige liv. For at sige det ligeud, så var jeg simpelthen stensikker på, at jeg havde knækket koden til kunst. At jeg var på vej til at blive en legendarisk maler på linje med Monet. Vi havde sågar blomstertemaet til fælles, ikke?

For ja, for hvem det ikke skulle være tydeligt, så forestiller mit mesterværk en rosenbusk. Og mit store aha-øjeblik bestod i bund og grund i, at jeg havde opdaget, at man ved at blande lidt hvid i en farve, kan skabe noget mere dybde i sin portrættering af et motiv. Så nu var mine roser ikke længere bare røde klatter. De havde fået flere lag, flere dimensioner. De var som taget ud af et fotografi! Syntes jeg i al min barnlige stolthed. I virkeligheden var de selvfølgelig bare røde og nu også hvide klatter.

Og før nogen spørger, må jeg hellere understrege, at det altså ikke er et lyn, der er ved at slå ned i min rosenbusk. Det er en solstråle. Og jeg kan godt huske, at jeg let modvilligt tænkte, at det vist ikke helt var sådan, en solstråle så ud, men jeg valgte i stedet at fokusere på, hvordan jeg havde gjort min busk lysere der, hvor solstrålen ramte. Fordi det er sådan noget, talentfulde kunstnere har in mente, når de maler. Attention to detail. Jo jo.

Så stolt har jeg været af mit færdige maleri, at jeg valgte at sætte mine initialer (i lille, diskret størrelse!) nede i venstre hjørne. Så det en dag i fremtiden ville være lettere for eksperter at autentificere, at dette virkelig var fremstillet af mig og ikke bare af en efteraber inspireret af min genialitet. Jeg har altid været betænksom på den måde.

Det rigtigt sjove ved denne historie er, at jeg kan huske hele processen omkring maleriet meget tydeligt. De realistiske roser og legen med solstrålen. Den ubeskrivelige stolthed. I tyve år har jeg levet med visheden om, at jeg engang kreede et mestervæk af de helt store. Hvor det var, vidste jeg imidlertid ikke. Faktisk havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvorvidt det stadig eksisterede. Det være sig altså, indtil førnævnte SMS tikkede ind fra min mor, og jeg blev konfronteret med virkeligheden af mine artistiske egenskaber. Hold nu kæft. Det er lang tid siden, jeg har grinet så meget.

Og det, kære forældre, er grunden til, at I skal gemme jeres børns kunsteskapader, hvis I kan fornemme, at der er tale om mere end bare den gennemsnitlige hverdagstegning. I hvert fald indtil de er 31(ish) og kan sige god for, at det måske faktisk ville gøre sig glimrende i en skraldespand. 😀

Related Posts:

Kommentarer (15)

Der er lukket for kommentarer.