Hele historien, del 15

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

wang-xi-348566Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13, del 14.

Redaktøren og jeg faldt relativt hurtigt ind i den samme rutine, der essentielt gik på, at når han var single, så så vi en del til hinanden. Legede kærester, endda. Jeg fik naturligvis ikke meget opmærksomhed, når han gik ind i et nyt forhold, for ekskæresten, der spøger i kulissen, er aldrig voldsomt populær hos den nye kæreste, og det vidste både han og jeg. Hans forhold varede aldrig synderligt længe. Hvorfor kan man måske tænke sig til, men hver gang han igen stod uden partner, kom han rendende tilbage til mig. Efter tredje(?) gang gjorde jeg ham opmærksom på det faktum, hvortil han svarede, at “visse ting er sande, men man behøver ikke tale højt om dem.”

Iført mine evigt rosenrøde Redaktør-briller så jeg selvfølgelig hver eneste gang hans tilbagevenden som et tegn på, at vi var meant to be. Nu måtte han da også snart se det? Ude på den anden side kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg nok mere agerede selvtillidsboost til hans sårede ego. Hvis der var noget, Redaktøren ikke kunne tolerere, så var det at være en fiasko. Og det var han jo lidt, når han ikke kunne få et forhold til at fungere, men hos mig var han altid helten. Jeg kendte ham ud og ind, inklusiv alle de grimme ting, og jeg elskede ham fuldkomment alligevel. Det var let at slikke sår i mit selskab.

Men selv når han var single, var vores relation problematisk. Det smarte var jo, at fordi jeg ikke længere var hans kæreste, så kunne han slippe af sted med meget mere uden at være nødt til at stå skoleret. Der var fx dengang, vi havde aftalt at drikke drinks, men han lige skulle spise forretningsmødemiddag først, så ville han skrive, når han var færdig. Da jeg ikke hørte fra ham, skrev jeg og spurgte til tidshorisonten, hvortil jeg fik at vide, at de var forsinkede, men han ville nok være færdig om en halv time. Og sådan forløb hele aftenen, hvor han konstant proklamerede, at de var liiiiige ved at være færdige, hvorfor jeg satte mig ud på altanen og røg en cigaret til. Indtil klokken var blevet 3.30 om morgenen, jeg sad i min stue helt dullet op, og det endelig gik op for mig, at han i virkeligheden havde fundet noget mere interessant at lave og i stedet for at aflyse, havde besluttet sig for at holde mig hen med dårlige undskyldninger hele aftenen. Og han nægtede at have gjort noget forkert.

Der var også dengang, hvor jeg lånte ham flere tusinde kroner, fordi han havde “glemt sin pung i Århus”. Det var bare til på mandag, ikke? Bortset fra at det endte med at tage mig omkring 1½ år at få dem igen. Og der havde vi været igennem så mange løgne, at det næsten var latterligt. Fra “du får dem til den første!” til “jeg har overført”, selvom han blev underligt stille, når jeg bad om bevis derpå. Jeg skrev et fuldstændig harmdirrende vredt (og ja, nok temmelig udhængende) indlæg om det i sin tid, som egentlig ret godt reflekterer den utrolige frustration, det var ikke at kunne stole på ham. Nogensinde. Truslen om at sladre til hans far virkede til sidst. Redaktøren blev tosset, men han begyndte at betale mig tilbage. Hvorfor jeg trak min beslutning om at afbryde al kontakt med ham tilbage. ‘Cause I’m smart like that.

Problemet var selvfølgelig, at jeg overordnet set havde det ad helvede til i disse år. Og rigtig tit gjorde Redaktøren alting værre. Men når jeg forsøgte at tænkte tilbage til sidst, jeg var glad, så var det, da vi var kærester. Når vi var gode sammen, var vi så afsindigt gode, og hver gang jeg sidenhed fik et glimt af det, opstod der en gnist af håb om, at jeg en dag ville blive glad igen. Så jeg knyttede min potentielle glæde til Redaktøren, hvilket var både enormt urimeligt og ret upraktisk, fordi det i dag mest af alt virker til, han udnyttede mig, når han havde brug for det. Men i lang tid var jeg fuldstændig overbevist om, at hvis jeg bare kunne få Redaktøren igen, sådan 100%, så ville alt blive godt igen. Projicering 101.

Der er nogle af jer, der har spurgte ind til, om jeg nogensinde konfronterede ham med den psykopatiske opførsel, jeg oplevede i de år. Ja, det gjorde jeg. To gange. Første gang spurgte jeg ham, om han godt var klar over, at han besad en del psykopatiske træk, hvilket fik ham til at smile lidt mærkeligt og svare: “Ja. Faktisk ville jeg havde været psykopat, hvis jeg ikke havde været klar over det.” Det kommer sig af teorien om, at psykopater ikke selv kan se, at de er psykopater, men man kan jo så argumentere for, at han med det udsagn netop bekræftede den teori. Det tog mig et stykke tid at afkode det der sære smil, fordi det var en følelse, der var så malplaceret i situationen. Det var stolthed. Psykopater er ofte rivende intelligente, charmerende og manipulerende, så hvorfor skulle han ikke være stolt over at blive sammenlignet med en sådan?

Anden gang jeg konfronterede ham med det var midt i et heftigt skænderi. Jeg råbte af ham, at hans opførsel ikke var normal, og alle vidste det. Han råbte tilbage, at jeg selv opførte mig fuldstændig sindssygt, og det kunne jeg jo ikke så godt sige noget til. For jeg var skingrende sindssyg i de år. Det var jeg. Jeg skal ikke sidde og lade, som om jeg var blid som et lam, og Redaktøren var djævelen selv. Jeg har været irrationel til den helt store guldmedalje, og jeg har været en strid kost. Som fx dengang jeg spurgte ham, om han ville være kistebærer til min begravelse. Jeg var virkelig langt nede på det tidspunkt og var desperat efter omsorg. Jeg var suicidal, men ikke lige på nippet til at gøre noget ved det. Jeg skulle lige have styr på alt det praktiske først, så mine forældre ikke stod med det alene, når jeg var væk. Den reaktion, jeg håbede på efter den udmelding, var, at han ville spørge, om jeg var ok. Om jeg havde brug for en krammer. Om han kunne gøre noget. I realiteten blev han enormt utilpas og skyndte sig at afslutte samtalen. Det burde være gået op for mig, at han ikke kunne give mig det, jeg havde brug for. Men jeg blev ved med at forvente det alligevel.

Forskellen på Redaktørens og min sindssyge er imidlertid, at jeg ikke har en lang liste over folk i min fortid, der har brændt nallerne seriøst på mit bekendtskab. Mine issues går primært ud over mig selv, mens jeg kender flere af Redaktørens tidligere venner, kærester og kolleger, der alle ønsker ham hen, hvor peberet gror, fordi de begik fejlen at stole på ham og led konsekvenserne. Min søster har fx en veninde, der arbejdede med ham engang, og i hendes omgangskreds refererer de udelukkende til ham som “Stjernepsykopaten”.

Der begyndte først for alvor at ske fremskridt for mig, da Redaktøren efter nogle år igen fik en ny kæreste. Som altid blev jeg lagt på is, men denne gang smuldrede forholdet ikke, og den lange pause fra Redaktøren gjorde gode ting for mig. Vores evige op-og-nedture havde haft en meget større effekt på mig, end jeg havde været klar over. Min sygdom gjorde, at der hverken var meget overskud eller meget socialliv at gøre med, så han fyldte mere, end han burde. Og uden hans konstante mindfucks, vandet fra den skiftevis varme og kolde hane, var der pludselig væsentligt mere stabilitet i mit hoved.

Det var en ret lang periode, nok et år eller mere, hvor vi kun havde sporadisk og ret dramafri kontakt. Venskabelig kontakt. Positiv kontakt. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde brug for ham på samme måde længere. Og jeg kunne mærke, det var godt for mig at være væk fra ham. Ikke at være afhængig af ham.

Og så en dag havde han søgt det ultimative drømmejob. Og han var på ingen måde kvalificeret, men Redaktøren havde aldrig været til en jobsamtale, hvor han ikke fik jobbet. Hans sociale kundskaber klarede den slags bagateller for ham. Men han fik ikke jobbet, og det var et rap over snuden, han lige skulle kapere. Det var svært. Så han tyede til gamle metoder: Mig. Jeg fik en sms, hvor der stod, at det var så lang tid siden, vi havde set hinaden, og om vi ikke skulle ses og drikke nogle bobler. Og jeg vidste godt, at hans kæreste var meget lidt glad for mig, så jeg skrev og spurgte, om hun mon var okay med det. Og Redaktøren svarede ganske skamløst, at han ikke havde brug for at fortælle hende alt, han gik og lavede.

Og lige der gik det endelig op for mig. Af alle de usandsynligt mange dråber, der havde været, var det endelig dråben, der gjorde udslaget. Jeg ville ikke blive lykkelig af at få Redaktøren tilbage. Nogensinde. For der var ikke skyggen af tillid eller tiltro tilbage. Det var simpelthen ikke muligt at skabe en lykkelig slutning med de to mennesker, vi var. Så jeg gav slip. Sagde nej til bobler og dermed også for første gang nogensinde nej til Redaktøren.

Jeg hører stadig hans stemme inde i mit hoved nogle gange. Den, der fortæller mig, at det alt sammen, hele historien, er noget, jeg bilder mig ind. At det er mig, der er noget galt med. Det er dælme effektiv gaslighting, når den virker mange år ind i fremtiden.

Selv efter jeg gav slip på Redaktøren, tog det lang tid at give slip på vreden og bitterheden. Det kom endelig for lige knap to år siden. I dag er jeg mest af alt bare ligeglad. Vi har talt overfladisk sammen måske 2-3 gange siden da. Jeg har ikke styr på det, for det betyder ikke noget for mig mere. Jeg håber, han har det godt, men jeg bliver ikke længere oprørt, når jeg tænker på ham. Det er nok den største sejr. Jeg har stadig en masse bøvl med mit helbred på bekostning af de år, som jeg regner med at udspecificere i et kommende indlæg, som nok kommer til at opklare en masse ting for en masse mennesker. Men mit hjerte. Mit stakkels, iturevne hjerte, som jeg aldrig troede skulle blive helt igen, det har det godt i dag. Rigtig godt. Endelig.

Og det var hele historien.

Related Posts:

Kommentarer (73)

  • Michelle

    Og tak, for at fortælle den. Jeg er sikker på det hjælper en masse derude som både sidder på den anden side og er på vej ud og den der er på vej ind til forhåbentlig at lave en u vending. Og en masse som nok bare synes det er rart ikke at være alene og at nogen sætter ord på. Du skriver sindssygt godt, så det takker jeg for, selvom jeg da ville ønske du ikke havde behøvet skulle gennem alt det der.

  • Katrine

    Kære M❤️
    Du er en gudsbenådet fortæller og jeg har tårer langt ned af begge kinder. Shit, altså. Tænk at du er kommet så godt igennem og væk fra det hele. Jeg har den allerstørste respekt for at du er et helt menneske i dag, på den ultimative seje måde!
    Kæmpe knus og mange tanker❤️

  • S

    OMG, jeg har lige fået den vildeste aha-oplevelse!

    Du beskriver netop mit forhold til min X, vi kunne ikke finde ud af at være kærester, vi kunne ikke finde ud af at være kærester med andre og hver gang ødelagde vi hinandens forhold ved at genoptage kontakten.
    Vi har gjort det i 12 år!

    Vi har netop ikke haft kontakt i 1 år, det er det længste tid EVER, hvor vi ikke har haft kontakt og wauw, hvor kan jeg sætte mig ind i, hvor følelsen af at tid gør godt.

    Jeg glæder mig til at komme dertil, hvor jeg ikke får sug i maven af en SMS fra ham.

    Du er sej!

    Pas på dig ❤️

  • Mette

    Af hjertet tak for din historie! Efter nu femtenene afsnit er det langt om længe gået op for mig, at jeg har oplevet noget i samme kategori, at han har psykopatiske træk, at jeg bare nikkede ja, hvorfor jeg havde det forfærdeligt i gennem hele gymnasiet, hvorfor det, i mit hovede ikke var en stopper at han havde voldtaget mig, det er to år siden – jeg har fået hjælp, både profesionelt og nu af din historie, mange tak <3

    • MiriamsBlok

      Åh, jeg er vel nok glad for, hvis jeg har kunnet rykke lidt på den forfærdelighed, det er at have været udsat for en psykopat. Krammer til dig!

  • Maria | Blog Undone

    Tak for at fortælle din historie – i alle 15 bidder. Det er så sejt, at du er kommet ud på den anden side efter så intens manipulation. Hvor lyder han dog som et usundt bekendtskab. Som fast læser gennem mere end fem år, kan jeg sagtens mærke den udvikling, du har været igennem. Det må du gerne være stolt af ❤️

  • Mit Uperfekte År

    Jeg har simpelthen været så glad for at læse din historie, Miriam. Det at du tør åbne op og fortælle om, hvor “dum” og “blind” du har været, gør det meget nemmere også selv at have været både døv, blind og dum, når det kom til at se og forstå, hvem min kæreste egentlig var. For kærlighed gør virkelig blind, og desværre er det ikke altid en god ting. Jeg også virkelig glad for at høre, at dit hjerte er blevet okay igen, for jeg håber stadig sådan på, at mit bliver det sammen en dag. Heldigvis tror jeg, at jeg er på rette vej – i sidste uge skrev jeg alle de løgne, som min ekskæreste nogensinde har sagt om mig og om os op på et papir. Og ved siden af skrev jeg sandheden. Og det at se det stå sort på hvidt har virkelig gjort noget for følelsen af, at det nok alligevel var min skyld. Bare en lille smule. At jeg jo altså opførte mig skørt og skingert. At jeg nogle gange var en crazy bitch. For da jeg stod der og gloede på alle løgnene og sandhederne, så indså jeg, at jo, det kan godt være, at jeg var alle de ting. Men det var ham, der fik det frem i mig. Det var ham, der gjorde mig skør. Og efter han er blevet forvist ud af mit liv, har jeg aldrig været mere i balance.

    Tak for dig ❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg tror også, det er det, der er vigtigt at påtale. Flovheden. For det er den, der gør, at vi ikke tør dele.

  • Eva

    Det er så stærkt at du deler, og selvom jeg aldrig selv har været sammen med en psykopat (hvad jeg ved af) er der alligevel visse træk og beskrivelser som jeg kan genkende og relatere til. Det er stærkt at du er kommet videre og mod en masse odds har formået at blive ganske velfungerende. Godt gået og tak fordi du deler ❤

  • Skalotteløg

    Sejeste Miriam! ❤️ Tak for historien. Alle kan blive offer for en psykopat, og det er helt vanvittigt, hvordan sådan nogle typer kan ødelægge andre mennesker. Du er SÅ stærk og sej, at du deler en af de mest smertefulde perioder i dit liv med os. Tak for det – jeg føler mig pludselig ikke længere så dum over, at jeg også faldt for sådan en psykopat engang.

  • Miriam

    Tak for at du deler din historie.
    Og tak for det håb du giver ved at fortælle at dit hjerte idag er helt igen!

  • Sara

    Pyh det er hård læsning… hver gang jeg har læst en bid af din beretning, kommer jeg til at tænke på Tina Dickows’ ‘Friend in a bar’.
    Det er så uforståeligt for mig at andre mennesker har et så stort kontrolbehov. Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet noget lignende, men jeg synes det er stærkt af dig, at du er kommet ud på den anden side igen ✊🏻

  • Ida T

    Kære Miriam. Jeg har lige læst hele historien i én køre. Af hjertet tak, for at have hældt dit eget hjerte så explicit og udførligt ud. Jeg tror vi er mange der kan nikke genkendende til rigtig rigtig mange aspekter i din historie. Selv kan jeg nikke genkendende til flere forhold med svigt, manipulation, løgne, tillidsbrud, utroskab, osv. Tak for at beskrive alt det svære, og for at fortælle at der er lys for enden af tunnelen. For satan hvor er du modig og stærk og vild at du fortæller en så svær historie, så ærligt og rå. Du er så vild!

  • Michelle

    Jeg ved ikke, om det er upassende at sige “Tillykke”. Det skal forstås i den aller bedste, venligste og varmeste forstand! For satan hvor er det sejt, at du er kommet så langt, at du nu kan dele ud af din historie. Det er satme vigtigt og noget, du bør fejre, hvis du spørger mig 🙂

  • 'Lisa'

    jeg ønsker dig så inderligt et langt og dejligt liv fremover med hele verden for dine fødder ❤️ Frihed er én af de største ting man kan have i livet, må du aldrig miste den igen!

  • Nana

    De følelser og tanker du beskriver i indlægget her – det er som om du beskriver hvordan jeg havde det med “min” Redaktør. Jeg sagde nej for knap fire måneder siden.
    Jeg har vel nok troet at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan – det er en helt lettelse, og nok også lidt af en åbenbaring, at vide der er andre der har haft det på nærmest præcis samme måde som jeg.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, vi er mange. Der er bare ikke så mange, der taler åbent om det, fordi man føler sig som sådan en idiot.

  • Janni

    Kære (fantastiske, skønne, inspirerende) Miriam.

    Jeg har tøse-hygge-med-hårfarve-og-procenter-og-peanuts-aften med min bedste veninde og da vi begge følger dig, men ikke har fulgt dig meget længe, besluttede vi at dykke ned i nogle ældre indlæg. Her falder vi så over “Hele historien” og imens min veninde sidder og strikker og drikker Somersby, læser jeg højt… Da jeg nåede til de afsluttende sætninger..: “Men mit hjerte. Mit stakkels, iturevne hjerte, som jeg aldrig troede skulle blive helt igen, det har det godt i dag. Rigtig godt. Endelig.” udbryder min veninde begejstret “JA! SÅDAN MIRIAM!” og vi skålede for dig, for din styrke, for din fantastiske evne til at skrive så man føler at man sider midt oven i dit virvar af følelser. Vi skålede for at du overvandt din sorg og vi skålede af taknemmelighed for at blive lukket ind i din private fortælling. Og efter alt det skåleri blev vi lidt “tipsy”. ? Skål for dig Miriam! Og tak for hele historien. ?

  • Camilla

    Hej Miriam,
    Jeg begyndte at følge dig på Instagram for et par måneder siden (og heraf også flittigt din blog). Her til aften faldt jeg tilfældigt over hele historien. Og jeg vidste nærmest allerede fra første indlæg hvad dette skulle handle om, og hvad din eks var. For jeg har også været i et forhold med en narcissistisk psykopat. Det er snart 1,5 år siden vi gik fra hinanden. Det er begyndt at gå meget, meget bedre. Han spøger stadig rigtig meget, men historier som dine er SÅ hjælpsomme. At se at andre har været udsat for det samme og at vi alle følte os lige sindssyge i det og bagefter. Fordi – som en kommentar påpegede – DE fik det frem i os! Jeg glæder mig til, at jeg ikke tænker på ham hver dag mere. Du er stærk, jeg er stærk, og det er alle, som har været udsat for en psykopat. For de ødelægger folk uden at blinke! Åh, jeg kunne skrive en roman om mit had til min eks, som kørte mig HELT i bund og fik mig til at tvivle på ALT om mig selv. Men se hvor langt vi begge er nu <3 Tak for at dele din historie <3
    Knus

    • MiriamsBlok

      Fuck psykopater! Dejligt at høre, at du også er kommet langt. En dag hader du ham forhåbentlig slet ikke mere. <3

  • Rikke

    Hej Miriam
    Jeg har fulgt din blog længe, men har først nu set disse indlæg. Jeg læste alle 15 i et rap. Og hold da op en historie. Men hvor er du bare sej! ❤️ Jeg havde en kæmpe respekt for dig, inden jeg læste disse indlæg, og nu er den steget med 500%. Du er mega sej! ❤️
    Kæmpe krammer fra en trofast læser

  • Mille

    Puha, det lyder desværre alt for bekendt. Jeg slap fri af min psykopat for godt 13 år siden. Arene vil nok altid være der, men de bliver mindre med tiden.

Der er lukket for kommentarer.