Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Om bitterhed og tilgivelse

Jeg har aldrig elsket et andet menneske så højt, som jeg elskede min ekskæreste. Aldrig mødt et menneske så intelligent, så socialt begavet, så propfuld af potentiale, at han kunne opnå alt i hele verden. Men jeg har heller aldrig før oplevet et menneske på den måde smide det hele væk i et forsøg på at komme hurtigere til toppen. Røvrende alle dem der holdt mest af ham og var der fuckup efter fuckup.

Hold kæft, hvor gjorde det ondt. Vrede og frustration og afmagt i én stor pærevælling. Jeg har råbt og skreget og grædt mig selv til uigenkendelighed og aldrig fået noget ud af det. Til sidst gav jeg op. Eller i virkeligheden gav vi nok op. Og sandheden er, at stædighed hos begge parter til trods, så skulle vi nok have gjort det år, før vi endelig gjorde.

Jeg sad tilbage med bitterhed til op over begge ører og ingen måde at slippe af med den på. Egentlig var jeg overbevist om, at den aldrig helt ville forsvinde. At jeg altid ville klandre ham for at have taget så meget fra mig og fucket mig helt permanent op og værst af alt – være ligeglad med at have gjort det. Men så i går aftes lå jeg i min seng og var så småt ved at falde hen. Mine tanker vandrer altid til nogle decideret aparte steder, og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var vred længere. At jeg måske faktisk endda havde tilgivet ham. Og i stedet for at falde i søvn, begyndte jeg at græde. For det var en helt exceptionel og totalt uventet ting, der var sket. Og jeg havde ikke engang registreret det.

Det lettede helt enormt. Jeg skal stadig leve med, at jeg har et ordentligt læs ar på sjælen, men det var bitterheden, der vejede mest. Det er tusinde gange nemmere at komme ovenpå igen uden den. Jeg har ikke længere behov for svar og undskyldninger og forklaringer. Jeg kan acceptere, at der skete, hvad der skete og bevæge mig videre. Da jeg vågnede i morges kunne jeg ikke dy mig for at stalke selv samme ekskæreste. Han ser glad ud. Det gør mig glad. For jeg har stadig aldrig elsket et andet menneske så højt, som jeg elskede ham, så der vil nok altid være en brøkdel af mit hjerte, hvor han er til at finde. Og det er okay. For jeg er okay nu.

Kommentarer (31)

  • Synes overhovedet ikke det lyder nemt – tværtimod. Pointen er vel, at man intet aktivt kan gøre. Pludselig kommer det helt af sig selv. Det er i hvert fald sådan jeg forstår, og erfarer, det…

  • Så glad på dine vegne! Kender godt selv følelsen, når det en dag går op for en, at man har givet slip. Der opstår en ro indeni, som er så skøn efter al den tid med smerte og vrede. YAY YOU!

  • Ak, desværre. Som det også bliver sagt nedenfor, så er det sådan noget, der kommer med tid og afstand. Det hjalp dog først rigtigt, efter vi totalt cuttede kontakten. Men altså, det tog stadig et par år.

  • Oplevede det selv samme sidste uge – det gik pludselig op for mig at jeg ikke mere fik en knude i maven over at tænke på min ex og de ting han gjorde ved mig, men kan i stedet smile over de gode ting vi nåede at have sammen 🙂 var også lige ved at græde da det gik op for mig!

  • Jeg fik lige helt en klump i maven og tårer i øjnene. På trods af mine kun 22 år har jeg brugt ca. 5 år af mit liv på en fyr, som kun har gjort livet surt for mig, men den dag for et par måneder siden, hvor jeg gik forbi ham på gaden og faktisk kunne smile til ham og sige hej – at opdage min bitterhed og vrede var væk, DET var en lettelse.
    Så nøj hvor kan jeg følge dig – og det bliver kun bedre!

  • Hvor er det stort at læse dit indlæg – skrevet så fint og indfølende at jeg næsten følte det var mig det skete for….
    Men hvor er jeg dog glad på dine vegne.

  • Hvor er jeg glad på dine vegne Miriam!

    Jeg venter selv på dagen, både med en veninde, en eks og en far som spøger med masser af bitterhed. Krydser for at den kommer engang i fremtiden.

  • Av, den her ramte mig aller inderst lige hvor det gør ondt. Jeg har stået og står stadig i selv samme situation.. Jeg er ikke kommet til at gi slip – men det giver mig håb et læse din historie. I will get there

  • Nu genlæste jeg lige det her indlæg…. Jeg lagde aldrig en kommentar første gang jeg læste det, men nu bliver jeg nødt til det, fordi den her fortælling er så fint skrevet og smertefuldt rammende… Tak, jeg vil fokusere mere på tilgivelse end bitterhed.

  • Wow en fortælling. Jeg har lige brudt med min kæreste gennem 10 år. Årsagen er ikke, at jeg ikke elsker ham. Men jeg kan ikke mærke hans kærlighed. Han forlod mig for 4 år siden, da vores søn var 10 måneder, fordi jeg bitchede for meget. Efter 3 måneders HELVEDE fik jeg lokket ham til at komme tilbage og jeg lovede, at jeg ville ændre ALT ved mig selv. Det har jeg så forsøgt. Hos psykolog, på google, i hovedet, i samtaler med ham og med venner. Men efter 4 år har jeg stadig ikke formået at ændre alt ved mig selv. Jeg er stadig en bitch. Ofte. Endnu mere nu, fordi han i disse sidste 4 år kun har erklæret sin kærlighed til mig 3 gange. Ellers har han sagt, at han venter på at kunne komme til at elske mig igen, men det kan han ikke, så længe jeg stadig er så hidsig, utålmodig og utilfreds. Den onde cirkel.
    Nu har jeg brudt, fordi jeg dør af at føle mig så uelsket og forkert hele tiden. Ville ønske, det var mit valg, men jeg føler mig presset til at bryde med ham for hans skyld. Så han kan slippe fri. Tilbage sidder jeg med følelsen af ikke at være værd at elske. Jeg har aldrig haft et forhold før ham og jeg kommer nok aldrig til det igen. Selv min far siger, at ingen anden ville nogen sinde kunne holde mig ud. Jeg kæmper virkelig med mit selvværd og tanken om, at jeg er uelskelig og jeg håber, den følelse kan gå væk. Den gør ondt.

    • Søde dig. Nu siger jeg noget bundærligt, som du helt sikkert ikke kan se lige nu, men som din kommentar SKRIGER til mig: Det er det bedste i hele verden, at du går din vej. Ikke for hans skyld, men for din. Du er på en eller anden måde kommet ind i en tankegang, der hedder, at alt ved dig er forkert, og det lyder nærmest til, at du har forsøgt at lave grundliggende om på dig selv for at gøre ham glad. For vinde hans kærlighed. Og han har bare overhovedet ikke mødt dig i nærheden af midten.
      Jeg kan genkende det her, fordi jeg på et tidspunkt sad hos min psykolog og fortalte hende historien om, hvordan jeg havde fucket så grundigt op, at jeg havde mistet mit livs kærlighed, og selvom det i mit hoved var en historie, hvor jeg var den klare skurk, så hørte hun noget HELT andet. Og det er det samme, når jeg læser din kommentar.
      Hvis det nu ikke var dig, der havde skrevet det her. Hvis du nu ikke havde fået overbevist dig selv om, at “hidsig, utålmodig og utilfreds” er alt, du er, ville du så synes, at kommentarindsenderen havde fortjent sådan et liv? Hvor man for evigt er panisk for at gøre noget forkert og altid går på listefødder? Hvis du er nødt til at ændre dig selv totalt for at være i et forhold, så er det ikke det forhold, du skal være i. Det har INGEN fortjent. INGEN!!! Det kan jeg simpelthen ikke understrege nok. Du har brugt fire år i den sindstilstand, du må simpelthen være så usandsynligt udmattet.
      Jeg tror ikke på, du er en bitch. Der er alt for mange følelser og alt for stor sorg i de ord, du skriver. Men jeg tror, at du har været i en lortesituation i så lang tid, hvor du er blevet fortalt, at du er problemet, og nu tror du på det. Du er så nedtrådt, at selvhadet og selvbebrejdelsen stråler ud af dig. Shit, det gør mig ked af det!
      Din far virker som en klaphat, undskyld mine ord.
      Here’s the thing: Det kan godt ske, du har issues. Det har de fleste af os. Men en god og kærlig partner ville tage den kamp MED dig, ikke gå og vente på, at du tager den, så han måske kan elske dig igen. Det gør ham, PER DEFINITION, til et røvhul. Og det gør helt ærligt jeres forhold hamrende usundt. Det er simpelthen ikke meningen, man skal føle sig forkert og uelsket i en sådan grad, som du gør det.
      Jeg er glad for, du er gået. Så glad! Måske var det ikke lige af den årsag, jeg havde håbet, men nu kan du i det mindste begynde at fokusere på dig selv og ikke på ham. Du skal finde dig selv uden om ham, og det kan sgu godt gå hen og blive noget af et projekt i forhold til, hvor meget det her har fyldt for dig. DU er den mest centrale person i dit liv. Det kunne også godt lidt lyde, som om du skal finde dig en ny psyokolg, men du skal helt sikkert have det her vendt godt og grundigt, og så skal du starte helt fra bunden. Med dig. For DIN skyld.
      Jeg hepper!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.