Voksenlisten

Indlægget her er inspireret (læs: skamløst stjålet) af den hedengangne blog S.U.S., som andre, der også er gamle i bloggårde, måske kan huske. Konceptet med indlægget står ret skarpt for mig, men jeg kan overhovedet ikke huske deres liste, så nu laver jeg min egen! Når jeg kigger ud over blogsfæren i disse dage, så føler jeg mig virkelig bagud. Emily er blevet forlovet, Sneglen er gravid igen, og jeg sidder i min sofa og er ved at blive lidt sindssyg over at være adskilt fra Frank på ottende dag. Udover det personlige aspekt, så er jeg også enormt bagud på businesssiden af blogging. Seriøst, I forstår ikke, hvor dårlig jeg er til det. I know nothing, Jon Snow. 

Så for at trøste mig selv over min bagudhed, har jeg lavet en liste over ting, der i min optik betyder, at man er voksen. Jeg har ikke helt styr på, hvor mange point, jeg synes, man skal have, før man når målet, men pt underholder jeg også bare mig selv med at finde på punkter. Både nogle, jeg selv får point for og nogle, jeg næppe nogensinde bliver voksen nok til.

Giv dig selv et voksenpoint hvis du…

  • Har prøvet at lave risengrød uden at brænde den på.
  • Køber ekstra af ting, når du er ved at løbe tør i stedet for, når du er løbet tør, så du pludselig står uden shampoo eller, endnu værre, toiletpapir.
  • Kan holde liv i andre planter end en kaktus.
  • Med jævne mellemrum tager offentlig transport hjem fra byen i stedet for en taxa, fordi that shit is expensive.
  • Ved, hvordan man skifter en sikring.
  • Går i gang med at købe julegaver før d. 22. december.
  • Har flere venner, der får planlagte end uplanlagte børn.
  • Har købt mere end et par sko ud fra kriteriet, at de er ‘praktiske’.
  • Synes deltagerne i rus-ugen ser alt for unge ud til at gå på gymnasiet.
  • Ofte prioriterer Netflix frem for bytur.
  • Læser tilbudsaviser.
  • Har en budgetkonto og ikke stjæler fra den, når der er underskud på lønkontoen.
  • Skifter tandbørste hver tredje måned som anbefalet.

Kommentarer (56)

Der er lukket for kommentarer.