Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Fem facerafvisninger

Dracula-No

Der var så, så, SÅ mange facere på Købmagergade i går. De kommer med varmen, hvilket om noget må være en indikator for, at de er i familie med myg. Jeg er ret dårlig til at sige nej, så jeg går som regel i en stor bue udenom i frygt for ellers at være tvangsindlagt til foredrag på længde med et ondt år. Mens jeg lusker langs muren prøver jeg altid at finde på lidt mere kreative undskyldninger end “jeg har lidt travlt”, “jeg er allerede medlem” eller den helt simple “nej tak”. Jeg er selvfølgelig ikke modig nok til at bruge dem, men sådan er der jo så meget… Her er min favoritter:

  • “Jeg er altså ikke fyldt 18 endnu.” Man skal være myndig for at melde sig til eller skrive under på shit i Danmark. Den her er især god, når det er meget tydeligt, at det efterhånden er ret mange år siden, man fyldte 18.
  • “Stemmerne i mit hoved siger desværre nej.” Det gør de. Stemmerne tilhører i øvrigt mest min bankmand, der mener, jeg i forvejen betaler lige rigeligt til Hope for Paws og lignende organisationer.
  • “Jeg er faktisk helt vild med hormonforstyrrende stoffer/kommunale besparelse/hvad de ellers prøver at lokke dig til at skrive under på en protest imod.”
  • “Jeg taler ikke dansk.” Skal siges på pæredansk.
  • “Jeg er helt vildt interesseret i det, du der forsøger at sælge mig, men må jeg først lige spørge, om du har modtaget Jesus Kristus som din personlige frelser?”

Har I nogle gode facerafvisninger?

Kommentarer (63)

  • Jeg gik i en længere periode rundt med en flyer fra den politiske ungdomsforening, jeg var medlem af, og når de så spurgte mig, om ikke jeg ville melde mig ind, hev jeg blot flyeren frem og spurgte jeg dem blot tilbage. Det var yderst effektivt.

    Ellers har jeg haft stor succes med at fortælle dem, jeg meget gerne vil have en hyggelig, personlig samtale med dem, men at jeg ikke orker den distance, sådan en salgstale kan skabe. Det plejer at paffe dem så meget ud, at de ret hurtigt giver slip.

  • HAHHAHHAHAHHAHA!!
    Det er nok seriøst til dato det sjoveste blogindlæg jeg nogensinde har læst!!

    Geniale svar! Dem skal jeg klart afprøve!

    Jeg siger altid, jeg allerede er medlem.. Jeg råber det nærmest 10 meter inden jeg går forbi. Magter dem virkelig ikke.

  • I get you, I really do.
    Som tidligere irriterende myggefacer, vil jeg dog lige hurtigt nævne, at nogle af dem (fx mig) ikke gør det, fordi de er politisk motiverede, men fordi de bare gerne vil kunne betale huslejen. Og at det er pisse hårdt (i hvert fald for mig) at få smidt så mange nej’er i hovedet hver dag. Særligt de kreative af slagsen, der bliver flankeret af spyt og/eller hadske gloser.

    For at få en nogenlunde ordentlig hyre, skulle man have mindst fem tilmeldinger med hjem. Vi havde oftest kun en eller to – efter seks timer på gaden.

    Jeg elsker dine tanker, det ved du! Og jeg er HELT med på, at de fleste facere er pisse trælse at støde på, men jeg plejer alligevel at sige “Jeg er allerede medlem” med et stort smil, fordi jeg ved, de trænger til lidt opmuntring af og til 🙂

    • Nu er det her indlæg jo tydeligvis skrevet med en god portion sarkasme og ikke ment som et oplæg til en seriøs debat. 🙂 Men hvis du vil have min ærlige mening, så synes jeg facere per definition er forstyrrende og grænseoverskridende, og jeg har ikke altid lyst til at give dem et stort smil. Jeg er simpelthen principielt imod det. Hvis man vælger at tage et job, der essentielt går ud på at genere mennesker, så må man altså finde sig i, at de bliver generet og reagerer derpå.

    • Jeg er simpelthen så enig med Miriam i hendes svar til dig.
      Jeg synes også facere per definition er mega grænseoverskridende – især dem, der ikke tager et nej for et nej. Og så synes jeg det er vildt irriterende, når de bliver nærmest bebrejdende over, at man ikke vil støtte, når nu man er født i et så skønt land. Ja, jeg er skide glad for at være født i DK og ikke i et eller andet u-land, men lige nu har jeg problemer med at få min egen økonomi til at løbe rundt, så jeg har ikke lige flere hundrede kroner til at smide efter andre folk.
      Ja, det er da super træls, at man har et job med mange afvisninger, men så må man simpelthen søge noget andet.

    • Her må jeg altså erklære mig dybt uenig med dig Miriam. Som du sikkert godt ved er der (for langt de fleste studerende/gymnasieelever) tre muligheder:
      Facer/telefonsælger
      Butiksassistent
      Tjener
      Alle tre er nogle pisse-lorte-jobs, og typisk ikke et man “vælger”, men nærmere er nødt til at tage. Det er super fint du er imod det, men det har da aldrig taget livet af nogen at give et smil og et pænt “nej tak”. Forstår de så ikke et “nej tak”, så kan man skrue bissen lidt på. Mange facere er der altså ikke af lyst – og synes sikkert også selv at facere er irriterende.
      Min pointe er egentlig bare at man godt kan være sød ved de stakkels studerende, der blev trætte af at slikke røv i et supermarked og endte på gaden…

      • Jeg ser din holdning, og jeg tror, der er mange, der har det på samme måde, men nogle gange er overskudet der bare ikke til at smile og være venlig, når man render ind i en en facer for tredje dag på en halv time. Indlægget her er skrevet med en god portion sarkasme, og jeg er slet ikke kontant nok til ikke at takke venligt nej, men når det så er sagt, så synes jeg, både telefonsælger, butiksassistent og tjener er milevidt bedre en at være facer. For nogle er de nok bare irriterende, men for mig er de enormt grænseoverskridende, og jeg synes, det er decideret ubehageligt at blive fysisk antastet (i modsætning til over telefonen) – også selvom de fleste er søde og forstående. Men under alle omstændigheder er de jo ofte irriterende, og det er det, der bliver prikket til i indlægget. 🙂

    • Elsker din blog og skarpe holdninger, og ser sarkasmen og ironien i indlægget. Men synes det er en meget nedladende holdning at have til andre menneskers job, at man skal genere folk (som du skriver her i kommentar). Facere gør jo en kæmpe forskel for de organisationer, de arbejder for, de sørger for at en hel masse hjælp kan komme ud i verden (og i det store billede hjælper det faktisk også dig og mig i DK, hvis Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe i Syrien , bla bla bla, you get my point), facere er jo virkelig en vigtig del af at skaffe penge i mange NGO’er og de fleste brænder meget den sag, de arbejder for, det er sagen, der er motivationen for netop at vælge et job, som er hadet af mange og MSN afvises igen og igen. Det er ok, at synes det er irriterende, men i min optik aldrig OK at mene nogle skal generes bare for at passe et job (og så endda et hvor man gerne vil hjælpe folk, om det er sygdom eller nødhjælp). Så selvom man ikke kan mønstre et smil, så nøjedes med et nej tak (ved godt det også er det du skriver, du oftest ender med) og lad folk passe deres job. Hvis du synes lovgivningen på området skal ændres, så kast dig ind i kampen på det, det stoppes ikke ved at genere folk, der gør det, de bliver betalt for. God weekend 🙂

      • Jeg tror lige, du skal genlæse den kommentar, du refererer til. Jeg skriver: “Hvis man vælger at tage et job, der essentielt går ud på at genere mennesker, så må man altså finde sig i, at de (dvs menneskerne, ikke facerne) bliver generet og reagerer derpå.” Jeg siger ikke, at facere skal generes, at jeg siger, at DE er generende, og det reagerer folk på. Hvis de bliver generet af, at jeg hypotetisk set kommer med en kæk undskyldning i stedet for bare at sige nej tak, så synes jeg, de skal tage en tudekiks. 😉 Der er som regel tale om sælgere, der uopfordret antaster mig i min hverdag, mens jeg aktivt er i gang med noget andet, og tvinger mig til at afvise dem, hvilket jeg personligt finder meget grænseoverskridende. Hvis man har penge til at ansætte facere, så har man penge til at vælge en anden måde at reklamere på. Så ja, jeg er principielt imod facere som salgsmetode, men kun nok til at jeg vil brokke mig over det på min blog, helt bestemt ikke nok til, at jeg vil bruge tid og energi på at bekæmpe lovgivningen. 😉 Som du selv påpeger, er indlægget skrevet med en god portion sarkasme. Du stiller det i øvrigt også op som om, at facere generelt kommer fra NGO’er, mens jeg mindst lige så ofte oplever, at de er fra telefonselskaber, aviser eller politiske partier, og så bliver verden sgu ikke et bedre sted af, at de render rundt på gaden. 😀

    • Katrine, jeg arbejdede 5 år som tjener, mens jeg læste, og jeg vil gerne have mig frabedt, at det bliver omtalt som ‘pisse-lorte-job’. Det var hårdt og indimellem frusterende, men det var også sjovt, lærerigt og – hvis virksomheden ellers er med i HORESTAs overenskomst – røvgodt betalt. (Der findes selvfølgelig også lortetjenerjobs, men det BEHØVER bare ikke være sådan).
      Butiksassistent har jeg ikke været, men jeg har mødt en del, der gjorde det arbejde godt, og jeg vil til enhver tid mene, at det er et mere givende job end facer.
      Telefonsælger har jeg været i 3 uger, og jeg var dybt taknemlig, da de fyrede mig pga manglende salg – så slap jeg for at invadere folks privatsfære og ringe familier op i ulvetimen for at sælge dem noget, de ikke havde brug for.

      Ja, de ufaglærte servicejobs man må tage som ung er ikke nødvendigvis de fedeste. Men der er altså alternativer til at springe op i hovedet på folk, der går fredeligt på gaden. Jeg giver Miriam og flere her i kommentarfeltet ret: facing (er det et ord?) er grænseoverskridende, anmassende – og grænsende til noget, der burde være ulovligt.

      P.S. Og jeg smiler altid, mens jeg siger ‘Under ingen omstændigheder – og hav en god dag.’

    • Her bliver jeg så også lige nødt til at sige – jeg har været ansat som butiksassistent i flere butikker – H&M, InWear, Bahne, Lisbeth Dahl og et par andre. Jeg var SÅ glad for mine jobs, også selvom jeg engang blev noget paf over de (meget få) kunder, der føler sig berettiget til at kalde en for en kælling eller andet godt.
      Ligeså vel som at jeg bakker ud, når folk siger “Jeg kigger bare”, så forventer jeg også, at facere bakker ud, når jeg siger “Nej tak”. Længere synes jeg ikke den er. Jeg er ligeglad med, om de skal have et vist antal tilmeldinger med tilbage på kontoret – den slags jobs tiltaler mig slet ikke, men derfor er jeg ikke ondskabsfuld overfor facere.

    • Ellers kan jeg anbefale at gå rundt med et nummer af Vågn Op! i tasken.
      Dem der sagde “Jeg vil gerne høre på din sag, hvis du vil høre på min bagefter!” sagde man selv pænt nej tak til 😉

  • Jeg stirrer dem direkte i øjnene uden at fortrække en mine eller sige et ord.. But I am evil like that, virker hver gang. Uden undtagelse:)

  • Et meget bestemt NEJ TAK med det der blik i øjnene, der siger: hvis du forsøger alligevel gør jeg dit liv til et levende helvede, plejer at fungere særdeles godt for mig

  • Jeg prøver som regel at huske på at det bare er mennesker med et skodjob, så jeg forsøger som oftest med en høflig afvisning første gang. Men det er stadig rigtig gode bud og tages helt sikkert i brug, hvis de ikke godtager første høflige afslag! 🙂

  • Brugte også “jeg er ikke 18 endnu” – indtil jeg blev 18. Nu siger jeg altid bare “nej tak” og de er altid søde til bare at være okay med det. Man skal bare sige det bestemt og med et smil, som om man ved hvad de skal til at sige 😉 Det er ikke så svært! Jeg har ALDRIG talt med en facer, og jeg har boet i København hele mit liv 🙂

  • Jeg plejer at sige, at jeg lige er blevet fyret – har engang fået en krammer af en facer fra Folkekirkens Nødhjælp, fordi hun fik så ondt af mig 😀 I’m evil, I know 😉

  • Jeg plejer bare at sige “nej tak” og gå videre. En gang imellem siger jeg, at jeg allerede er medlem – så bliver de så glade.
    Jeg sagde engang til en facer at jeg havde travlt. “Jeg kan godt løbe” svarede han. Og så fulgte han snakkende efter mig hele vejen hjem (Heldigvis kun 2 minutters gang). Da jeg ankom til min lejlighed gik jeg bare ind og efterlod ham dér uden et ord. Jeg synes faktisk at det var lidt ubehageligt, at han på den måde ikke accepterede, at jeg ikke havde tid til at tale med ham.
    Jeg har desuden i et svagt øjeblik sagt ja til at blive medlem hos CARE. Da jeg fortrød sagde jeg bare, at jeg havde glemt mit dankort og derfor ikke kunne udfylde betalingsoplysningerne. Kvinden ringede til mig 5-8 gange… DAGLIGT i tre dage. På tredjedagen begyndte hun at ringe fra et nyt nummer. Jeg var RASENDE.

  • Jeg kigger bare demonstrativt ned i jorden, når jeg går forbi dem. Så længe man ikke får øjenkontakt, kan man som regel nå at slippe væk.

  • Facerne er vildt søde, jeg møder dem hver dag i Fiolstræde.
    De får et stort smil og et nej tak.
    Man bliver ikke tvangsindlagt til noget som helst.

    • Det er desværre ikke alle facere, der er vildt søde. Jeg har også oplevet facere, der ikke vil acceptere et nej, og som både følger efter en og stiller sig i vejen, så man ikke kan gå videre. Men selv hvis de er søde og accepterer et nej, så er jeg per definition imod deres eksistens. Jeg har ikke nemt ved at sige nej til folk, og jeg vil gerne have lov til at kunne gå i fred uden at skulle have paraderne oppe.

  • Jeg mødte engang en facer ved jorcks passage. Han var fra Care. Jeg sagde pænt nej tak. Han returnerede med “du skulle havde været en klat på din mors mave”. Jeg blev sgu helt paf.

  • Sir nej (tak) MEGET tydeligt eller går bare forbi uden at værdige dem et blik.. Er såååå forbandet træt af facere og vi har desværre også vores del her i Aarhus

  • Jeg Har engang sagt: “100kr?! Det kan man jo få 5 kg (øko) tid for!” Måske ikke helt fair,,men det gik ham til at tro på at jeg virkelig er en fattig studerende 🙂

  • Jeg plejer for det meste bare at smile og sige at jeg ikke har tid, så smiler de altid tilbage og siger ha en god dag. Men jeg har også prøvet et par gange hvor de er svære at slippe af med og ikke tager et nej for et nej, det er respektløs syntes jeg.

  • Jeg bor i Italien, og her er facerne endnu mere pågående, end de jeg mødte da jeg boede i København. (Ja det er muligt) Selv om jeg taler udemærket italiensk, lader jeg som om jeg ikke forstår og taler dansk til dem.

  • Siger som regel bare “nej tak”. Hvis de ikke tager et nej for et nej, plejer ” jeg støtter principielt ikke organisationer der (mis)bruger medlemmernes penge på facer” at virke.

  • Jeg er så røvkedelig, at jeg siger, at jeg ikke ønsker at støtte et system, hvor de velgørende organisationer skal bruge deres penge på løn til facere. Men at jeg straks vil gå hjem og melde mig til på deres hjemmeside. (Og det gør jeg så … Ikke )

  • På gaden siger jeg altid venligt “nej tak” og holder tempoet. Har endnu til gode at afprøve det, men jeg hørte engang, at den bedste kur mod telefonsælgere er “tak fordi du ringede, men jeg skal VIRKELIGT på WC!” Har været telefonsælger dengang jeg gik i gymnasiet, kors et skodjob egentligt!

  • Jeg plejer altid at se meget fokuseret ud og undgå øjenkontakt. Hvis det ikke virker, får de et bestemt nej tak -dog med et smil. Og hvis de fortsætter herefter ignorerer jeg dem med god samvittighed. Det sker heldigvis meget sjældent.

    En klassiker jeg har fået anbefalet, men dog aldrig prøvet er “jeg er med de andre” og så bare gå målrettet videre. Det skulle virke særlig godt med amnesty 😉

  • Jeg har virkelig prøvet at være høflig, men jeg har altid for tit oplevet, at facere ikke accepterer mit nej, før jeg nærmest viser dem, at min konto altså står i minus, og at jeg derfor ikke har råd til at hjælpe lige nu. Så nu har jeg skruet bissen på – enten siger jeg bare nej, ellers siger jeg, at min mor har lært mig, at jeg ikke må snakke med fremmede.

  • Jeg arbejdede i en butik, hvor vi havde dem LIGE udenfor døren. Jeg røg på det tidspunkt, så nogle dage kunne jeg gå ud af butikken 6-8 gange (ikke kun for at ryge, men posthus, P-skive, m.m), og de spurgte mig HVER gang!? Nogle gange var det endda den samme, der spurgte hver gang – wtf?? Jeg havde logo overklistret på tøjet, så da det en dag blev mig for meget spurgte jeg: “Kan du se, hvad der står på det skilt? Og kan du se, hvad der står på min trøje? Hvor tror du, jeg arbejder og hvor mange gange tror du, du har spurgt mig idag?” Det vidste han slet ikke, så jeg sagde til ham, at nu ville jeg lige stå lidt foran ham, så han kunne huske, hvordan jeg så ud…den stakkels dreng turde ikke gøre andet end at kigge på mig, haha – på trods af, jeg sagde det pænt. Da jeg gik, sagde jeg, at hvis han nogensinde skulle glemme, hvordan jeg så ud, så kunne han bare kigge ind i butikken. Efterfølgende smilede han og sagde god dag hver gang han så mig

  • Jeg har lagt mærke til, at jeg blev meget mere antastet tidligere end jeg gør nu. Og jeg tror jeg har luret hvorfor. Tidligere, da jeg var studerende og gik i converse, regnjakke og mulepose over skulderen, lignede jeg meget mere en, der havde hjertet på rette sted. I dag når jeg kommer gående i sort trenchcoat og en businessagtig taske på armen, ligner jeg åbenbart ikke en det kan svare sig at prøve at sælge til. Tippet hermed givet videre – prøv det! 🙂

  • Jeg hader at blive antastet af facere så meget, at jeg undgår visse dele af Strøget i Aarhus konsekvent – går ALDRIG længere på Clemens Bro, selvom der faktisk er butikker, jeg gerne ville handle i der.

    Jeg prøver med hele mit kropssprog at signalere, at jeg er det sure løg, jeg er, når jeg møder en facer alligevel, og det virker alligevel ikke særligt tit, men jeg afbryder dem som regel hurtigt og siger kontakt, at jeg ikke er interesseret.

    Førhen har jeg stoppet op og spurgt, hvilken hjælpeorganisation, de var fra, og hvis det var en af dem, jeg betaler penge til hver måned, noterede jeg det ned og fortalte dem, at jeg ville gå hjem og stoppe min indbetaling, fordi jeg ikke støtter organisationer, der støtter systematisk chikane af folk på gaden.

    Nu støtter jeg udelukkende Læger Uden Grænser med det samlede beløb, jeg tidligere støttede adskillige organisationer med, fordi de er de eneste, der ikke har facere eller bliver ved med at ringe og tigge mig om flere penge, selvom jeg har frabedt mig det.

  • Jeg kan helt grundlæggende ikke forstå, at det kan betale sig for NGO’er at benytte sig af facere! Når man tænker på, hvor få, der takker ja, og hvor ubehageligt danskerne synes konceptet er, så må det uden lige være enormt ringe branding for dem!

    Hvor fx Amnesty blev forbundet med noget positivt for bare fem år siden, så er det virkeligt ofte deres facere, der bliver nævnt som noget af det første – og ikke for noget positivt!

    Jeg er også selv blevet meget mere tilbageholdende med at støtte hjælpeorganisationerne end jeg tidligere har været fordi det netop føles som om, jeg ikke kan gå udenfor en dør førend de står foran mig med indsamlingsbøssen. Hvis jeg skal støtte noget, så bliver det af egen fri vilje, og ikke fordi, jeg bliver plaget af en studerende.

    Jeg gad virkelig godt se en opgørelse for, at brugen af facere giver overskud – for jeg tvivler ærligt talt, i hvert fald hvis man tager branding og goodwill i befolkningen med i betragtning.

  • Jeg gik engang over til en lækker en af slagsen og spurgte hvad han hed og rakte hånden frem.
    Han blev kanon forvirret men fik fremstillet sit navn jeg gjorde tilsvarende vendte om på hælen de og gik mig vej

  • Hej Miriam,

    Jeg ved godt, du tit skriver med en stor portion sarkasme og normalt elsker jeg, at læse dine indlæg, men denne gang må jeg faktisk trække en ganske klar og tydelig grænse.

    Jeg har selv været Fundraiser (facer), og det er bestemt ikke et nemt job. Dagligt udsættes vi for sure opstød, at blive spyttet på, få en langefinger og meget andet. Jeg har selv været i MX med min historie, hvor jeg direkte blev udsat for vold og enkelte gange sexchikane, men jeg blev der, fordi jeg tror ret så meget på den der tin, vi i lille Danmark tager for givet, som er menneskerettigheder.

    Jeg vil ikke undskylde på vejen af de facere, der er ubehagelige eller for nærgående, men blot sige: husk, vi er nogle, der elsker vores job og bare gerne vil dele den glæde og vores tro på en sag med andre. Og for mange af os er et simpelt “Tak, men ellers nej tak og ja, jeg er sikker, men hav en god dag!” altså mere end nok.

    Jeg skal ikke belære nogen om, hvordan de færdes i det offentlige rum, men husk lige på, at når facere altså er mere end en kampagneuniform og en sur chef, der skriger “MEDLEMMER!” i telefonen. Vi er mennesker. Og vi tager det med hjem.

    Tak, men ellers nej tak, Miriam. Men hav en god dag alligevel!

    • Jeg forstår godt, hvor du kommer fra, og ligesom du ikke skal undskylde over for de facere, der ikke kan finde ud af at modtage et nej, så skal jeg heller ikke undskylde over for de mennesker, der er grove over for facere. Når det så er sagt, så synes jeg på ingen måde, det er at gå over stregen at komme med en kæk undskyldning i stedet for det sædvanlige nej tak. Så længe man leverer den som en joke og ikke en sviner. Deri ligger sarkasmen i dette indlæg, og den vil jeg ikke undskylde for. Jeg kan godt forstå, du har en sag, som du kæmper for, og det, synes jeg, er ret sejt, men jeg ville ønske, den kunne kæmpes fra et andet sted end på gaden, hvor man antaster folk, der størstedelen af tiden ikke har lyst til at tage en sådan samtale. Jeg er jo ikke imod menneskerettigheder, fordi jeg er imod facere. Jeg synes imidlertid, det er det forkerte sted og den forkerte måde at gribe sagen an på. At du elsker dit job ændrer jo desværre ikke på, hvordan jeg ser det. Jeg synes faktisk hele konceptet er decideret ubehageligt og grænseoverskridende, fordi jeg føler min intimsfære bliver taget fra mig. På en psykisk dårlig dag kan jeg decideret opleve angst for at møde en facer, deres eksistens fucker bogstaveligt talt med mit helbred. Der er jo en grund til, at det ikke er et nemt job, og det hænger sammen med, at folk generelt ikke bryder sig om at blive antastet ud af det blå. Så det er sjældent firmaet/organisationen/selve personen, jeg har et problem med, det er hele konceptet. Jeg opfører mig altid ordentlig over for facere, hvilket jeg også gør opmærksom på i indlægget, men jeg synes ikke, jeg skal undskylde for at ville have lov til at gå i fred i det offentlige rum. Som en anden læser skriver i kommentarfeltet, så synes jeg faktisk, konceptet grænser til chikane – uanset hvor sød eller passioneret faceren så er omkring sin sag.

  • To har altid virket ret godt for mig: 1. Jeg har en and i ovnen. 2. Jeg skal nå hjem og se Beverly Hills 🙂

  • Jeg plejer at sige at jeg har valgt at støtte andre organisationer, men at det er et super godt arbejde de gør og håber de får skaffet mange nye støtter☺️ Man har jo ikke uendelige penge, så de fleste har forståelse for hvis man har valgt at støtte nogle andre, som jo også er tilfældet med dig ☺️

  • Jeg vil ønske, at de (få) facer-forsvarer der er herinde, vil forholde sig til, at mange mennesker går omveje for at undgå facerer og føler ubehag ved at gå ned af gader, hvor man ved, de er. Ja, de irriterende og nærgående typer er absolut de værste, men for mange mennesker, er det at blive stoppet ubehageligt ligegyldigt hvor flink end facer end er. Det er ikke bare at sige pænt “nej tak” og smile, hvis man oprigtigt føler, at det et ubehageligt, og sådan er der altså rigtig mange, der har det. Hvad siger I til det??
    Jeg ved også at mange butikker er rigtig trætte af facere, fordi det er et faktum, at det skræmmer folk væk fra bestemte gader, ligesom man (jeg og mange andre) ikke lige stopper op og kigger på vinduer, hvis der er facere gå meter væk.

  • Hvis du siger, du er registreret ved Riebers og er dårlig betaler, kan du ikke blive skrevet op til en PBS-aftale, som næsten alle NGO’ere benytter. Dette betyder, at de søde repræsentanter fra foreningerne sikkert vil lade dig slippe og lede andre i fordærv i stedet. Samtidig kan du give udtryk for, at du synes, det er en rigtig(!) god sag, og alle går fra samtalen med et smil.

    VH telefonsælgeren (som også brænder for sin sag, og som hellere end gerne tager en snak om projektet for projektets skyld og ikke blot for at hverve medlemmere.)

  • Jeg har det så meget ligesom dig. Det er så grænseoverskridende for mig at skulle afvise dem, særligt når man har prøvet, at de ikke vil accepterer et nej. Har mine små omveje i Aarhus de til de tidspunkter, hvor jeg bare ikke magter dem.

  • Mit råd er at sige, at man er medlem er RKI, da man så ikke kan blive tilmeldt som betalende medlem gennem pbs

  • Jeg er enig med Miriam.

    Jeg oplevede engang, at en facer henvendte sig til mig og jeg takkede pænt nej, hvortil han kiggede på mine shoppeposer og sagde “du ligner ellers en der har råd til det”.!!!
    For mig svarer det til at personale fra Matas står på gaden og stopper mig for at sælge deres varer.
    Jeg ved godt at der er forskel, det støtter ofte et velgørende formål. Men jeg er så udemærket klar over at disse organisationer findes, så hvis jeg vil støtte, skal jeg nok selv henvende mig.
    Jeg vil bruge den sidste afvisning, den er sjov

  • Tak for både seriøse og useriøse kommentarer. Det blev et lidt mere debatterende indlæg en planlagt, men jeg er glad for, at tonen blev holdt pæn! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.