Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

En bøn


Der er lutter lækre mænd på bloggen i dag!

Som blogger er det ikke rigtig badass at indrømme, at man holder øje med sit antal af followers på Bloglovin. På trods af at der er rigtig mange andre måder at følge blogs på og rigtig mange læsere, der benytter sig af disse, så er Bloglovin så populært et redskab, at man alligevel godt lidt kan måle sin fremgang derigennem. Men det er ikke meningen, at man skal gøre det, sådan officielt. Man skal helst bare en dag udgive et indlæg á la: “Guuuud, jeg opdagede lige, at jeg nu har 3.000 følgere på Bloglovin…” Helt nonchalant.

Sandheden er imidlertid, at jeg ikke bare holder øje med mit tal derinde, jeg stalker det. Hver dag, hele dagen. Jubler hver gang en ny kommer til, sørger, hver gang nogen forlader mig. Heldigvis sker det første langt oftere. Indtil for nylig, altså. De sidste to ugers tid er der rigtig mange, der lige så stille er gået deres vej. Helt uden at sige farvel. Og det gør unægteligt lidt ondt. Selvom man ikke må sige det højt.

Som udgangspunkt er jeg ikke rigtig den type blogger, der forventer, at alle vil kunne lide min blog. Jeg mener, der findes utroligt mange afsindigt gode blogs derude, som jeg ikke følger, fordi de ikke interesserer mig. Blogs om boligindretning eller børn eller helsefreaks. Så jeg går ud fra, der ligeledes findes folk, der ikke interesserer sig for Frank og sko og mit halvkiksede forsøg på at være voksen.

Men det er noget andet, når nogen beslutter at forlade én. For det betyder, at de godt engang kunne lide én, men nu ikke kan det mere. Og det kan jeg ikke helt finde ud af at tackle. Ligesom når jeg viser fremmede mennesker billeder af Frank, og de reagerer med et ret ligegyldigt: “Han er da meget sød.” HAN ER DA SÅ MEGET MERE END BARE “MEGET SØD”!! Anyway, fordi jeg er blevet Bloglovin-forladt så meget på det seneste, så ville jeg lige høre jer ad, om I har bemærket en radikal ændring på bloggen på det seneste, som jeg ikke har været opmærksom på? For den logiske del af min hjerne er begyndt at kræve svar.

Derudover, to ting:

1. Hvis I er hører til dem, som er ret begejstrede for bloggen, og en dag beslutter jer for, at nu er den blevet for fesen, smider I så ikke lige en omgang konstruktiv kritik, når I går? Det gør jeg altid selv, og det plejer at blive pænt modtaget. Altså, hvis man hører til gruppen, der ved, hvad “konstruktiv” reelt betyder. Ahem. 😉

2. Hvis I har forslag til, hvad I gerne vil se (mere af) på bloggen, så den ikke bliver så fesen, at I skrider, så må I selvfølgelig også gerne råbe op i kommentarfeltet.

Det er ikke rigtig velanset at skrive sådan nogle tudeindlæg her, men jeg er efterhånden heller ikke rigtig en velanset blogger, så fuck it! 😀

Kommentarer (78)

  • Din blog er og bliver perfekt! Og nej den har ikke ændret sig det seneste stykke tid, så det må være nogle onde mennesker, som har forladt dig.. Men vi kan da altid bruge mere Frank?
    Keep up the good work!

  • Er ny læser og synes din blog er super 🙂 hvordan kan man ikke holde af en blog som har noget dybde i sig og som ligger billeder op af Dean <3

  • Jeg vil bare hive mig på bølgen og si “ingen klager herfra”. Mere Bridget Jones dog;)

    Og nej.. jeg tror ikke jeg ville si “farvel” i den forstand om jeg unfollowed en blog!

  • Jeg kan stadig godt lide din blog (og 'kan godt lide' er nok den jyske måde at sige det på – jeg elsker den her blog!). Og jeg kan ikke se, at noget skulle være radikalt forandret. Keep up the good work – jeg lover at blive hængende! Også på bloglovin! På spejderære.

  • Jeg synes måske, der har været lidt flere negativt ladede indlæg end normalt. Måske fordi du er i en periode af dit liv, hvor du ikke selv er på toppen? Det er i hvert fald det indtryk, jeg har fået. Jeg har dog ikke tænkt mig at forlade dig af den grund, for dårlige perioder skal der også være plads til 🙂
    Synes måske også indlæg med sko og mode er blevet lidt sparsomme. Men igen, hvis man er inde i en periode, hvor man ikke har råd til så meget, så kan jeg godt forstå, man ikke har lyst til at torturere sig selv med at finde lækre ting på nettet, man kan vise på sin blog.
    Derudover kan jeg som de andre også altid bruge mere Frank 😀
    Mvh. Julie

  • Jeg kan nu meget godt lide bloggen, som den er. Det er et sjovt indspark i hverdagen, og det er sjældent jeg ikke klikker ind, når jeg ser et nyt indlæg fra dig på Bloglovin' 🙂

  • Jeg er max doven med bloglovin og bruger det ikke. Har en bogmærke-mappe med mine favorit bloggere og dér ligger du! 🙂 Jeg tjekker dig FLERE gange dagligt (Safari har endda puttet dig under foretrukne) og er vild med din blog, din vibe og ''din personlighed'' (Gåseøjne fordi jeg ikke rigtig kender dig..). Jeg føler bare virkelig jeg kan relatere til lige præcis DIG. Jeg har ikke en krop som Marie Jedig, men har tilgengæld flere sko end Sillewho har skinny jeans og så har jeg sgu også en British shorthair. Hæhæ. Så mere af dig og dit ærlige sind <3 Og så går jeg altså lige ind og får puttet dig på min bloglovin ja.

  • Jeg er jo relativt ny læser (har nok fulgt med en god måneds til), og er ret vildt med din måde at skrive på! Absolut ingen klager herfra 🙂

    Når jeg har kigget lidt på dine ældre indlæg lader det dog måske lidt til, at der var flere mode/sko-indlæg “før i tiden”, men næsten ingen for nylig… Jeg er personligt meget glad for det, da jeg klart er mere interesseret i de personlige indlæg (og synes det er det ALLERBEDSTE i verden, at man får et skud Dean så tit!), men jeg kunne forestille mig, at der måske er nogle, der har fulgt med for modens skyld, og de er måske ikke længere så hooked.

    Er helt overbevist om, at jeg kommer til at hænge ved i lange til endnu 🙂

  • Jeg er personligt ved at være ret træt af billeder af katte og kan mærke at det gør, at jeg kigger forbi sjældnere, men jeg er (modsat resten af verden, åbenbart) heller ikke specielt begejstret for dyr.

  • Umiddelbart kan jeg ikke sætte fingeren på noget der skulle ha ændret sig. Din blog er for mig lidt et “blog”-fristed (på den gode måde), fordi den er ærlig og fordi der ikke bliver gået uden om den varme grød, men i stedet lige til. Og det er rart, at din blog ikke er som de gængse – som du selv siger, så er der mode, dullegrej, sundhed og en masse andet, men din er lidt af det hele og lidt af det bedste fra alle dele. Og det er jeg glad for!

  • Håber virkelig ikke at dette indlæg kommer til at virke alt for negativt, for det er bestemt ikke sådan ment!
    Men for at det ikke skal være løgn, så sad jeg så sent som igår og overvejede, om jeg skulle give dig lidt konstruktiv kritik, netop fordi jeg sad og overvejede at unfollowe dig igen.. Men jeg kunne ikke rigtigt komme i tanke om, hvad jeg skulle skrive, da jeg egentlig ikke kan sætte en finger på, hvad det er der har ændret sig. Måske synes jeg at der mangler lidt af den positive karma, som jeg synes har været herinde tidligere. Lidt mere humor og lidt mere gak og løjer. Jeg kan godt nogle gange tænke, at der er mange af de dersens “kritik af andre bloggere”-indlæg, og i mine øjne kommer du til at fremstå en smule.. hmm.. arrogant!? eller bedrevidende…(det er virkelig ikke ondt ment, håber ikke du tager det sådan!)
    Ellers vil jeg egentlig gerne bare tilslutte mig det Julie M skriver længere oppe..
    Oooog afsluttende vil jeg tilføje, at jeg ikke er en af dem, som er stoppet med at følge dig, og at der i virkeligheden højst sandsynligt skulle en del mere til, før jeg ville blive træt af dig 🙂
    Frank-indlæggene er dog heller ikke rigtigt mig

  • Jeg har absolut intet konstruktivt at sige.. for jeg ELSKER altså din blog! Bare lige så du ved det! Jeg kan ikke få nok af Kendis-Frank, plus at jeg føler mig enormt meget menneskelig af at læse dine Bridget Jones-indlæg. Så er jeg da bestemt ikke den eneste, der render rundforvirret omkring, og laver mystiske ting. I lurve it!

  • Helt rigtigt, at det er blevet sparsomt med modeindlæg, det bemærkede jeg også selv for nylig. Det er slet ikke bevidst, det er, som du selv siger, lige præcis fordi økonomien er rådden, så jeg simpelthen ikke besøger webshops og derfor ikke bliver inspireret til at skrive indlæg. Men helt bestemt noget, jeg vil være obs på i fremtiden – for dem savner jeg også at skrive! 🙂

    Med hensyn til negativiteten har du nok også ret. Det kommer sig, som beskrevet, af ændringen af vejret. Jeg ønsker ikke, at bloggen skal have en overvejende negativ vibe, så det vil jeg lige have in mente, men jeg cutter dem bestemt heller ikke helt, for så ender jeg netop ovre i noget candyfloss, og det ville være ret dobbeltmoralsk! 😉

  • Jeg tror, du har ret. Som skrevet længere oppe hænger det sammen med, at min økonomi ikke rigtig tillader shopping, og det smitter lidt af på bloggen.

    Men er glad for, at du er glad! Og Dean er røvlækker! 😀

  • Jeg er også ret optaget af mine antal følgere. Så meget at jeg ikke tør ændre min URL, selvom jeg virkelig gerne vil ha' et nyt navn. Er simpelthen bange for at Bloglovin ikke kan rykke de 170 følgere med, som jeg har kæmpet hårdt for at få!!!
    Jeg kan ikke umiddelbart komme på noget, du gør anderledes. Jeg har fulgt dig i nogle måneder, og du er (sammen med Hverdagsjunkie) min absolutte favorit. Nogle nævner at du har været lidt 'negativ' på det seneste – det synes jeg personligt er ret forfriskende. Hader når alt skal males lyserødt med hundehvalpe på! Så for mon skyld skal du ikke ændre på noget.
    Ps. Har fundet en app så man også kan se, hvem der unfollower (kan man sige det??!) på Instagram – virkelig deprimerende app….

  • Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg skal ærligt indrømme, at det nok ikke er noget, der kommer til at ændre sig, fordi jeg netop er dyremenneske, og Frank fylder så meget i mit liv. Plus, som du kan se på de øvrigt kommentarer, så er han også meget populære blandt mange læsere. Men det er selvfølgelig helt op til dig, om du gider glo på ham. Jeg har det på præcis samme måde med bloggere, der flasher deres børn hele tiden. 😉

  • Jeg er helt enig i, at der heller ikke skal gå candyfloss i den, så behold endelig lidt af de negative indlæg 😉 Det er jo netop det fede ved din blog. Du er ærlig! Også selv om livet går imod dig ind i mellem.
    Synes bloggen er super, som den er, og som sagt smutter jeg i hvert fald ingen vegne, selv om du er lidt trist for tiden, men ovenstående kunne være en forklaring på at andre er smuttet.
    Men helt ærligt, hvis det skulle være grunden, skal du ikke være ked af det. Kan de ikke tåle at læse lidt om livets til tider sure tider, så bør de nok finde sig en candyfloss blog i stedet 😉

  • Det her er netop konstruktiv kritik, og dens slags er HELT velkommen. Tvivl aldrig på det. 🙂

    Jeg kan godt følge, hvor du kommer fra, men samtidig er det også svært at finde en balance, fordi der er rigtig mange, der læser med netop på grund af de kritiske indlæg. Jeg har ikke noget imod at fremstå arrogant eller bedrevidende i de indlæg. De er ofte ment som værende satiriske og sat meget på spidsen for at skabe debat. Derudover så er jeg sgu nok lidt arrogant fra tid til anden, fordi candyfloss-bloggere i min optik fremstiller sig selv som virkelig overfladiske og havende en temmelig lav IQ. Og det pisser mig på mange måder af, selvom det overhovedet ikke rager mig. Og så bliver jeg spids i mine formuleringer og fremstår arrogant. Jeg er helt med på, hvor du kommer fra, men jeg er usikker på, om det er noget, jeg kommer til at ændre. 🙂

    Kritik-indlæggene er dog meget adskilte fra restens af bloggens vibe (eller det er i hvert fald meningen, det skal være sådan), så man kan jo altid bare springe dem over. 🙂

    Mht til Frank, så kan jeg snildt forstå, at han er mega uinteressant, hvis man ikke er katte-/dyremenneske. Samtidig får jeg bogstaveligt talt på daglig basis opfordringer på mere Frank, så han forsvinder nu nok ikke sådan lige. 😉

  • Det var faktisk Fie-indlægget, der i sin tid gjorde, at jeg opdagede denne blog. Jeg er SÅ taknemmelig. Tænk hvis jeg aldrig havde fundet Miriams skønne blog univers! Katastrofe!! Så havde jeg heller aldrig set nuttede Frank billeder :-O Gys

  • Det kan faktisk snildt være forklaringen. Der har været et par ret personlige, nedtursagtige indlæg på det sidste efter en længere pause, så måske har du ret. Over i candyflossland med dem! 😉

  • Jeg tror altså bare, de ændrer URLen på din Bloglovin-side i stedet for at flytte dine følgere med over på en ny side. Altså, du må ikke hænge mig op på det, men det tror jeg. I øvrigt, da Trines Wardrobe skiftede URL, der fulgte alle hendes 10.000 følgere med, så det BURDE kunne lade sig gøre.

    Men helt ærligt, jeg er også ved at bakse med nye side og nyt URL, og jeg er også helt fucked på, hvordan man gør alt det der lort… 😀

  • Tænke tænke tænke 🙂

    Jeg kan mærke din humør har ændret sig, din måde at skrive på, og dine emner. Men som du selv siger, vejret har en stor indvirkning på dit humør. Og ærlig talt, har jeg også bare lyst til at råbe pik og gå tilbage i seng disse dage 😀

    Jeg øver mig selv rigtig meget i at sige pyt, f.eks i forhold til bloglovin er jeg også den sygeste stalker, og tar´det meget personligt.. Men kommer dog over det igen, når en læser forlader mig 🙂

    Måske kunne det være noget du skulle øve dig i at sige pyt? Vi elsker alle din blog fordi du er dig, og med 582 følgere så må der jo være noget om snakken.

    Der skal være plads til at være sur, glad, røvsyg, og flabet. Det er trods alt din blog.

    Jeg håber du kunne bruge min pædagogiske hippie ævl til noget, ellers er det helt fair at be´ mig om at lukke røven..

    …..Doktoren er ude

    (Er gået ind for at se Supernatural)

  • Jeg ELSKER din blog med alt der følger med. Sure opstød eller ej. YES. Du er den eneste jeg læser fast. Og har ikke tænkt mig at forlade dig! Jeg bruger slet ikke bloglovin, er dog “fast læser” 😉 Og vil jeg blive ved med at være til du selv lukker og slukker – hvis det sker. Og som de andre siger – mere Frank vil ikke skade nogen!

  • Først og fremmest Miriam – stor ros til din blog, den er et frisk pust i et, til tider, lidt forstokket blogland! Jeg nyder din ærlighed og et indblik i din ikke-så-perfekte-men-til-gengæld-menneskelige-hverdag:)
    Når det så er sagt, synes jeg nogen gange, at tingene løber lidt over ende for dig. Don't get mig wrong – jeg synes, som ofte, at dine indlæg om candyfloss-bloggerne er ustyrlig morsomme, og det er fedt, at der i hvert fald er én, der tør tage bladet fra munden.
    Men, here it is, personligt er jeg ved at være lidt træt af, at du føler dig nødt til/ har ret til at rende rundt at lege politibetjent i kommentarfelterne i blogland. JA. Det kan måske undre, at jeg skriver det her, da det jo som sådan ikke har noget med siden eller indholdet hér at gøre. Men du skal huske på, at hver gang du smider en kommentar, linker du jo til din egen blog. Jeg synes nu, at jeg har set det op til flere steder, at du tordner frem over kommentarer, dig ikke lige passer dig – dvs. på de pågældende blogs LÆSERE. Jeg vil dog slå fast at alt mundl*rt og upassende kommentarer selvfølgelig er fuldstændig uacceptabelt, der er vi helt enige!
    Men ja.. det kan selvfølgelig godt være, at jeg uheldigt har ramt et par tilfælde, men tanken “Årh der er den sure pegefinger igen” har altså strejfet mig flere gange. Hvad du gør her på Shoe-in-shoes er op til dig selv, men hos andre bloggere er du gæst – lige som os andre.
    Ja.. jeg ved ikke om det her er brugbart. Brug det eller lad værre. Nu valgte jeg at tage bladet fra munden, som jeg ellers ikke gør så tit:)

    Hilsen en ellers meget trofast læser! Keep up the good Work:)

  • Jeg vil sige det sådan her: jeg synes, din blog er så befriende ærlig og sjov, at jeg helt kommer til at lede efter Miriam-stilen i de øvrige blogs, jeg læser. Du skriver autentisk og virker tro mod dig selv. Og du får mig til at grine. Det er virkelig lækkert. Faktisk er det altid dine indlæg, jeg læser først. For en sprognørdet dansklærer som mig er det virkelig også lækkert, at dine kommaer sidder lige i skabet. That's just me. Og hov, så kan jeg godt lide hele din sideopsætning også. Minor detail. Men mine øjne bliver glade herinde 🙂

  • Hej Janni. 🙂

    Jeg forstår, hvad du siger, men jeg synes ikke politibetjent er det rigtige ord. I mine øjne fungerer et kommentarfelt på mange måder som et debatforum. Hvis man vælger at smide en kommentar, må man samtidig forvente at kunne modtage respons på den kommentar. Jeg kommer med min personlige holdning, jeg leger ikke moderator. Når jeg går ind og blander mig, er det som oftest, fordi jeg føler mig provokeret af en læsers formulering og føler, at bloggeren bag det oprindelige indlæg bliver angrebet ufortjent. Dels er det altså for at forsvare den ramte blogger (som, indrømmet, måske ikke er mit sted, men jeg bliver glad, når nogen gør det for mig!) og dels er det mine egen debatlyst. Nogle gange responderer jeg hårdt, det indrømmer jeg gerne, men jeg kan altid stå ved mine ord.

    Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at jeg er “gæst” hos andre blogs og derfor skal blande mig udenom. Når en læser fx anklager Cathrine fra RockPaperDresses for at glorificere lægeskræk med en indlæg om hendes brystkræft-scare (som jeg går ud fra er et af eksemplerne, du tænker på?), så synes jeg faktisk, det er enormt vigtigt, at andre læsere bryder ind og gør hende opmærksom på, at det ikke er Cathrine, der er lorten i den situation. Det er kun dem, der siger noget, der bliver hørt. Og et indlæg som det er pissevigtigt, og skal roses, ikke rakkes ned. Ligesom jeg synes, Cathrine fortjener at få at vide, at den holdning ikke er den gængse blandt hendes læsere.

    Jeg er virkelig aktiv kommentator i blogland generelt, og langt størstedelen af mine ord er roser, humor og velvilje. Det er faktisk kun på seriøse, debatoplæggende indlæg, det sker, at jeg til tider hidser mig op. Men vælger man at poste en radikal holdning, så må man også forvente reaktioner.

    Jeg har som sådan ikke et problem med, at de omtalte kommentarer linker tilbage hertil. Jeg står som sagt altid ved mine ord, både på og uden for bloggen. 🙂

    Jeg sætter pris på dit input, jeg er glad for, at du er ærlig og tog dig tiden til at skrive det, og jeg lover at tænke over det, men som sagt synes jeg umiddelbart ikke, der er noget galt i en gang debat i andres kommentarfeltet. Hvis man ikke ønsker sig den slags, så må man være mere påpasselig med, hvad man skriver… 🙂

  • Ha! Har også lige fået mega foredrag af min mor om, at man ikke kan gøre alle glade, og jeg skal tage en kiks! 😀 Normalt er jeg egentlig også ret god til at ryste det af mig, når der ryger en læser. Men der plejer måske at ryge én om ugen, og når der så pludselig ryger to om dagen, så er det altså svært!

    Men jeg lover at øve mig i at sige pyt…

    (Nyd Jensen…:D)

  • Uha Miriam, jeg er virkelig ikke typen, der kan lide at kritisere andre og jeg er faktisk follower på Bloglovin' og kan normalt rigtig godt lide din blog, men må indrømme at jeg også har overvejet at droppe den her på det seneste.
    Okay, jeg håber virkelig ikke, du vil tage nedenstående som en kritik, for du virker virkelig skøn – ellers ville jeg ikke tage mig tid til at komme med konstruktiv kritik 🙂

    MEN det virker som om du er inde i en lidt negativ periode. Som flere skriver, har tonen på bloggen ofte været ret negativ og jeg kan godt forstå, du ikke gider pakke dit liv ind i candyfloss, men det er jo bare et psykologisk faktum at folk søger mod glade, positive mennesker og væk fra negativitet. Jeg bruger blogs som en slags overspringshandling når jeg sidder med opgaver og så har negative indlæg desværre ikke den store interesse. Så jeg forstår fuldt ud din holdning, men samtidig tror jeg, du må acceptere, at du kommer til at miste læsere.

    Når det så er sagt, så er det noget andet, der har gjort, jeg ligefrem har overvejet at unfollowe – og det er alle de indlæg om blogning og bloggere. Jeg kan da godt se, at man som blogger interesserer sig for mediet og andre bloggere, men for mig har det været FOR meget 😉

    Og så tror jeg måske bare, det er blevet lidt ensformigt. Tænk på Gina-Jacqueline – med hende ved man aldrig hvordan næste indlæg bliver eller hvad hun nu har oplevet, og det er fascinerende som læser. Du virker som en rigtig sød pige, så lad da vær med at sidde hjemme i din lejlighed og tælle læsere med Frank ved din side – tag ud og nyd din ungdom og kom ud af din comfort-zone! 😀 For du skriver jo godt, måske mangler du bare lidt nyt at skrive om? 🙂

  • Tak for din meget fine og konstruktive kommentar. 🙂

    Den med negativiteten har jeg fået flere gang nu og er bestemt noget, jeg vil tage til mig. Det kan tydeligvis mærkes meget mere, end jeg var klar over, og det skal der laves om på. Der skal være plads til øv-perioder, men de skal ikke være altoverskyggende!

    Den er værre med blogland-kritikken. Fordi der ligesom er er to sider af bloggen: Den sjove og den seriøse. Hvis man mest læser med for sjovhedens skyld, så kan jeg snildt se, man ikke gider alt den bloglandssnak, men omvendt er der også folk, der læser med, der er her for debatterne, og de vil have mere af den slags. Og så er det pinedød svært at gøre alle tilfredse. 😉

    Jeg er lidt usikker på, hvad du mener med ensformigt? Med undtagelse af de faste koncepter som Bridget og generelle liste-indlæg, så synes jeg, meget få af mine indlæg ligner hinanden, så det må du meget gerne uddybe. 🙂

    Jeg kan godt se, det ville være mere spændende, hvis jeg levede det vilde liv, men det er for det første ikke rigtig bloggens koncept og for det andet desværre ikke rigtig muligt for mig at komme så meget ud, da jeg lever med et ret begrænsende sygdom. 🙂 Men jeg lover at være mere obs på det. 🙂

  • Jeg har bare lige en kommentar til ovenstående anonymes kommentar. Jeg synes, at det er virkelig rart, at du ikke er en af de der bloggere, der konstant er til et eller andet fancy event eller lever et helt crazy liv. Synes at det er virkelig rart, at du på mange måder er en almindelig studerende, ligesom alle os andre. Som derfor har tid til at se serier, sove længe, stene på nettet osv. Det er jo også sådan alle os andre studerende lever. Derfor er det meget nemmere at relatere til din blog, synes jeg, end mange af de andre større blogs. Din blog er min yndlingsblog, og synes også de mere triste indlæg er spændende at læse, da jeg tror de fleste af os har oplevet noget lign. i større eller mindre grad. Jeg tror også, at grunden til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til din blog er fordi den er så personlig. Kort sagt: Din blog er fantastisk og for min skyld skal du ikke ændre noget 😉

  • Nå ja, og hvis jeg skulle komme med en enkelt lille bitte idé til forbedring på bloggen, så synes jeg, at det ville være federe, hvis du var lidt bedre til at svare tilbage på kommentarer:)

  • Hej Miriam og Frank.
    Jeg er stor fan af jer begge og tager mig i, hvergang der er et nyt indlæg fra dig her eller nyt på Instagram, at jeg virkelig ville elske at have dig, som veninde.
    Vi ligner hinanden af sind og vi følger åbenbart også nogenlunde samme cyklus med op og nedture i humøret.
    Jeg er sygemeldt fra uni og kæmper lige så meget som dig med SU og derfor elsker jeg at du står ved, hvor hårdt det kan være at balancere liv og røvdårlig økonomi

  • Jeg er relativt ny læser, så jeg kan ikke udtale mig om, om noget har ændret sig. Men din blog er virkelig en af mine yndlings for tiden. Synes der er en god portion blanding af det hele – jeg elsker de personlige indlæg og de kritiske, der skaber debat – og dem om andre bloggere. For der er bare ikke rigtig så mange andre, der tager det op.. jeg synes personligt ikke, at din blog er for negativ – den er bare ærlig. Nå, jeg læser sgu gladeligt med 😀

  • Hm min Tlf driller vidst.. Så jeg fortsætter min smøre her 🙂 Jeg elsker samtidig, at din blog er det sted, hvor det er okay at komme med en kritik af andre bloggere, for der er brug for et virkelighedstjek ind i mellem 🙂
    Nå men.. Hvis du engang får lyst til en penneven fra det østjyske, som ud fra bloggen, kunne være din tvilling så husk på mig 🙂 ( fuck det her lyder så Stalkeragtigt 😉 jeg er virkelig ikke så uhyggelig i virkeligheden)
    Indsæt selv kommaer efter behov 😉

  • Don't change a thing. Jeg kan sagtens håndtere lidt moodswings. Seriøst, jeg har intet at udsætte. Følger med til den bitre ende, er jeg sikker på. Elsker jo præcis, at du er så ægte – at man kan mærke DIG derinde bag skærmen. Derfor har jeg ingen krav til, at du(/bloggen) skal være på en bestemt måde – du skal bare være naturlig, hvis du forstår. Kan jo lige præcis relatere til dig og dit liv, fordi det ikke er ren candyfloss, det og du er ikke perfekt. Dét er din styrke – at du ikke redigerer dig selv!

  • Jo, et råd, på menneskeligt plan, ikke som læser —- lad være med at gå op i om der falder en læser eller to fra indimellem. Det er den der med det halvtomme eller halvfulde glas. Fokusér på de læsere du har, og ikke på dem der smutter!

  • Jeg har slet ikke tænkt over, at der var en negativ stemning herinde. Jo vist har du lige pms't og vejret er en cunt, men jeg synes ikke der generelt er dårlig stemning. Jeg tjekker i hvert fald stadig ind to-tre gange om dagen.
    Jeg er en kæmpe nørd og er faktisk ved at læse bloggen igennem fra start til nu, som en slags godnatlæsning. Hvor bliver mandagsskoen af? Men udover at det handlede meget om sko, og du shoppede en del, så synes jeg ikke der er den store forandring. 🙂
    Ps. det eneste kritik jeg kan komme med, må vel være noget med din manglende aktivitet i kommentarfeltet her på din egen blog.

  • Det kan godt være du ikke er så nervøs for at jeg forlader dig..(12 år):-) Men bliver altså ærgerlig over hvis noget ændres, grundet få kritiske stemmer, da ikke alle er enige! Vh din største fan Janni P

  • Jeg kan ikke få for nok indlæg om din søde Frank.
    Hvis du lavede en blog kun om ham, ville jeg være en kæmpe fan af den blog.
    Jeg tror, det er, fordi han ligner min Simba så meget, at det er sjovt at se, hvordan de ligner hinanden.
    Fx de gange du har vist et billede af, at Frank sover på en sjov måde, det ligner bare min Simba så meget.
    Og så er din Frank bare så dejlig at se på(:

    Din blog kan som regel altid få mig i godt humør.
    Hvis jeg lige er lidt trist, og jeg går ind for at læse indlæg, så læser jeg altid dit indlæg først, fordi jeg bliver i godt humør af den måde, du skriver på(:
    http://www.dyreglad-pige.blogspot.com

  • Ved godt indlægget her måske er lidt outdatet, men kan da lige så godt lige give mit besyv med.
    Jeg er utrolig glad for din blog, og gider egentlig ikke lige pointere hvad det er der er godt, for jeg kan godt lide det hele.
    Men, som nogle nævner, så har jeg faktisk også tænkt over, at du er meget lidt aktiv i dit eget kommentarfelt (især når man tænker over, hvor aktiv du ofte er på andre). Du kan jo gøre, som du har lyst, men jeg tror det der trigger mig som læser er, at man nogle gange ikke føler sig 'nødvendig', 'set' eller 'hørt', når du ikke 'svarer' – hvis du forstår? Der bliver på en eller anden måde lidt et kommentarhieraki, hvor kun nogle læseres kommentarer er gode nok til at få et svar – resten gider du ikke bruge tid på (jeg er helt sikker på, at det ikke er den argumentation, der går gennem dit hoved – til gengæld er det desværre bare sådan, jeg opfatter der udefra som læser). Og det er bare så ærgerligt!! For læsere vil gerne læse en fed blog, men de (jeg) vil også gerne have respons på deres respons – giver det mening?
    Det er en lille ting, og er det din stil, er det jo bare sådan det er 🙂 Tænkte bare at du måske ikke havde tænkt på det på den måde før.

  • Uhh, kunne ikke have sagt det meget bedre selv!
    1: alt den snak om blogland og andre bloggere er for mig bare ikke så interessant. Jeg er ikke selv blogger, men udelukkende bloglæser (og endda næsten udelukkende kun her hos dig), så jeg interesserer mig bare ikke så meget for kritik af candyflossbloggere osv. Det betyder ikke at der er noget galt i den slags indlæg, men måske er det samme type læsere som mig, som falder lidt fra?
    2: har faktisk også tænkt, at det er ærgerligt du ikke et bedre til at svare tilbage! Du laver så mange gode indlæg som sætter gode debatter i gang, men nogle gange er det som om der mangler en form for opfølgning, istedet for at emnet bare ligesom får lov til at hænge i luften!
    Men når det er sagt – tak for en super god blog, som giver anledning til mange gode grin 🙂

  • Jeg svarer faktisk på alle kommentarer, jeg svarer bare på de, der “haster” først. Dvs, dem hvor der bliver stillet et reelt spørgsmål, eller jeg regner med, at vedkommende, der har skrevet den, forventer et svar. Det er rigtigt, at jeg er ååååndssvagt langsom til at svare på de øvrigt kommentarer, og det er også noget, jeg arbejder på, men svarer, det gør jeg altså. 🙂

  • Elsker altså også din blog!! Og skriv om det du vil,men lav ikke noget om,fordi nogen hopper fra.Det er vel naturligt at en blog ændrer sig,for det gør personen bag bloggen jo også.Og vi bliver jo inviteret ind i dit liv(ihvertfald den del du skriver om )Og jeg synes der er rart!!

  • Jeg kan godt lidt lide stillen i dit blog, der må gerne være mix af mange ting. Tøj, sko ,vejret og verdenssituationen eneste (+) beskæftig ikke kun om tøj som masser andre bloggere og heller ikke kun frank.

  • Åh Miriam, nu gik jeg ikke alle kommentarene igennem for for pokker der er mange! Men den med at du måske skulle komme lidt mere ud og leve din ungdom gjorde mig godt nok sur. Nu har jeg selv været rigtig syg og ved hvordan det kan begrænse en. Din blog skal jo reflektere dit liv, man skal jo ikke leve et liv for at kunne blogge om det så den omgang synes jeg simpelthen ikke du skal tage ind- Jeg synes netop det er rart at du viser du er præcis ligesom os andre, uden diverse vilde events og vilde liv hvor der sker noget nyt og spændende hver gang. Det er ikke sådan livet er og ifølge mig heller ikke sådan det skal være. Hvis der skete noget hele tiden, hvordan skulle vi så kende forskel og glædes ved når der skete vilde/interessante ting?

    Jeg har ikke bemærket nogen synderlig ændring som har fået mig til at tænke jeg ikke skulle følge. Nu bliver jeg også selv så helvedes påvirket af vejret og i år; 1 september BANG så kom det. Jeg fulgte dig aldrig pga. din mode del herinde, men fordi jeg synes du som menneske – det du viser her – virker virkelig sjov, interessant, spændende og så elsker jeg jo din ærlighed, at du både kan tage debat indlæg op og næste dag smide billeder op af en lækker mand du savler over.

    Du kan ikke gøre alle glade, og hvis man har en holdning, hvis man har temeprament og kæfter op, skal man også regne med at ikke alle kan li' det og nogle vil råbe tilbage at det er forkert/for meget-what-so-ever, men så kan de bare læse nogle candyfloss blogs eller du kan – som du så flot også gør her i kommentarfeltet – tage den op med dem for du tager simpelthen kritik så flot. 🙂

    Jeg nyder at følge med herinde og ville ønske jeg selv kunne være ligeså sarkastisk, ironisk, ærlig, sjov og debat-optagende (findes det ord). Jeg drikker gerne et-eller-andet med dig en dag og så kan vi sgu tage billeder af det og lege candyfloss bloggere i et andet liv. 😉

    Hils Frank!

  • Dét er jeg glad for at høre! Jeg bliver nogle gange i tvivl, om bloggen er for meget all over the place, men det kan jeg egentlig godt lide, så det er dejligt, at andre også kan det!

  • 2 x anonym: Tak for jeres feedback! Jeg er opmærksom på, hvor enormt rådden jeg er til at få svaret på kommentarer. Jeg arbejder på det, I promise!

    Mht blogland: jeg forstår virkelig godt, at det er super uinteressant, hvis man ikke er blogland-beboer, men som svaret længere oppe, så er der mange der læser med netop fordi, jeg er kritisk på det punkt, og jeg kan også godt lide at lave lidt rav i den, så det forsvinder nok ikke helt. Men jeg har det lige i baghovedet. 🙂

  • I know, I know. Normalt varer skuffelsen også kun et par sekunder, og så ryster jeg det af mig, men den her gang var det virkelig mange på virkelig kort tid, og jeg kunne bare ikke forstå det! Det er dog heldigvis gået over igen. 😉

  • Jamen, jeg eeeelsker jo mandagsskoene, men det var bare lidt, som om ingen andre gad dem, s jeg droppede dem lidt igen.

    Jeg arbejder på kommentarfeltet, jeg lover det!

  • Jeg skriver ikke sådan voldsomt meget om min sygdom, så det kunne jo være, hun ikke vidste det, og så kan man ikke rigtig bebrejde hende. Bevares, jeg kunne da også godt ønske, at jeg var Gina Jaqueline-sej, men det er jeg bare ikke. Og så kan jeg faktisk godt lide, at bloggen er mere sproglige fornøjelser og livets små ting frem for se-på-mig-indlæg. Det duer jeg ikke til. Jeg er for stor en kike. 😉

    Du er altid så sød ved mig, Michelle. Er ikke sikker på, jeg nogensinde har fået at vide, at jeg er god til at tage imod kritik før. Jeg plejer mere at bliver sur, gå i fornægtelse og kalde folk grimme ting. Men jeg arbejder på det! 😀

    Du har helt ret i, at man ikke kan gøre alle glade. Det var jo også bare, fordi der var en masse, som godt kunne lide mig før, der pludselig ikke kunne lide mig mere. Og det kunne jeg ikke lide. Men sådan er det, når man både kæfter op og samtidig gerne vil være elsket af alle. Det passer ikke rigtig sammen! 😀

    Det kan være, jeg kigger ind i din Matas en dag og siger hej. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.