Topmodel Curves – Fuck Yeah!

IMG_2912

Mens de professionelle fotografer udelukkende gik efter pæne, opstillede billeder, gik jeg all in på midt-brunch-billeder. De er så dejligt menneskelige.

Jeg blev så glad, da jeg så deres casting call. (Glad og lidt ked af, at jeg både er for gammel og for lav til at lege modello selv.) Jeg har set alle sæsoner nogensinde af America’s Next Top Model. Mange gange. Og jeg har altid været lidt skuffet over, at Tyra Banks’ egen karriere og holdninger til trods, så har der aldrig været en rendyrket plus size-sæson. Petite-modeller, ja. Mandlige modeller, ja. Men de curvy damer har altid været drysset lidt ud over de andre sæsoner. De er blevet sat op imod den traditionelle model, og de har skullet kæmpe dobbelt så hårdt. Jeg glemmer aldrig i tredje sæson, da Toccara var ked af, at hun altid skulle have det lidt nederen, uklædelige tøj på, mens alle de andre deltagere væltede sig i lækkerier, og stylisten nedladende svarede, at hun skulle være glad for, det overhovedet var muligt at finde tøj i hendes størrelse.

IMG_2905

Så jeg var glad, da jeg fandt ud af, at Kanal 4 til efteråret kører Topmodel Curves. Og jeg var glad, da jeg tog ind på Sult og så pigerne blive præsenteret for pressen. (Ikke mindst fordi det er totalt acceptabelt at spise både røræg og kanelsnegle, når man hylder former.) Og jeg var glad, da jeg så, at pigerne ikke bare var smukke, de var også forskellige. Der var selvfølgelig variation i både højde og etnicitet, men jeg lagde i langt højere grad mærke til, at der var variation i kropsbygning, hvilket betyder, at det er muligt for langt flere kvinder at spejle sig i dem. Som det jo egentlig burde være i modeindustrien.

IMG_2898

De er i Portugal og skyde programmerne lige nu, og det er Lina Rafn, der agerer dansk dommer. Det var jeg lidt skeptisk omkring, da hun lige blev præsenteret, men jeg åd mine ord, da jeg så hendes sko. Hvis jeg ikke var en fremrangende kujon, havde jeg bedt om et billede af dem. Så vidt jeg ved, skal vi vente til efteråret med at se programmerne i fjernsynet, men jeg glæder mig sådan. Det er, som om der er en opfattelse af, at man kun kan blive lækker, fashion eller sexet, når man man ikke er en størrelse 34. Der er en grænse, et øvre rum kun forbeholdt det oprindelige modelideal. Og det er en lodret løgn, som tidligere demonstreret af blandt andre mine forbilleder, Tara Lynn og Denise Bidot. Jeg håber inderligt, at Topmodel Curves kan hjælpe med at udbrede det budskab – det er tiltrængt!

Kommentarer (12)

  • Generelt forstår jeg slet ikke, behovet for at skelne mellem plus size og “almindelige” modeller. Der er jo ingen mandlige modeller, der præsenterer sig som “mandlig model”. Ej heller præsenterer modeller sig med deres etnicitet. Hvorfor skal plus size så defineres efter deres størrelse? Altså, det fremgår jo ligesom ret tydeligt, når man ser på en model, om de er mand eller kvinde, sort eller hvid eller gul eller en blanding, eller om de er større eller mindre end en str. 34.

    • Der er behov for at skelne rent praktisk. Når man er model tilknyttet et bureau, er man inddelt efter størrelse så vel som køn, etnicitet og generelt look. Det er man nødt til, så kunden kan få det, de vil have. Om man vil præsentere sig selv som plus size/curvy/whatever, og om man er fan af udtrykket, det må man selv om, men der er minoriteter i modelverdenen, hvorfor det vakte lige så stor furore, da Ashley Graham var på forsiden af SI, som da Tyra Banks i sin tid var det. Jeg har ikke et problem med at sætte folk i kategorier for praktikkens skyld. Jeg har et problem, hvis ens kategori gør en mindre værd.

  • Hvis du ikke selv har set det på Linas Instagram, så var skoene fra Sophia Webster.. Som laver verdens fineste sko <3

  • Wow, kalder de dét kurvede kvinder? Ja undskyld, men de er da slanke kvinder, er de ikke? Jeg har i hvert fald behov for at starte debatten omkring, hvornår kvinder egentlig er curvy, kan jeg nok mærke 😛

    Men udover det er de vanvittigt smukke, og jeg er klart fan er programmet allerede nu. Især din pointe med, at flere kvinder vil kunne spejle sig i dem, netop fordi de alle har forskellige kropsbygninger.

    • Jeg er helt enig med dig i, at flere af dem er ganske slanke. (Ikke desto mindre er de alle en 42-44, men det kan have lige så meget med højde at gøre.) Jeg synes sagtens, man kan være slank og stadig curvy ,(jeg lægger personligt kropsbygning i ordet,) men jeg er enig i, at der er nogle problematikker omkring navngivningen af modeller i den kategori. For alt, der hedder plus size/curvy er jo sådan set bare et brancheudtryk for modeller, der er over den traditionelle 32/34/36/hvad man nu er som model, og det dækker jo alt fra 38-?. Det er en meget stor kategori, hvilket klart vækker uenighed i folk om, hvad de mener, er en plus size model. Man skal huske på, at der er stor forskel på modebranchen og den virkelige verden, hvor pigerne er helt normale eller til den slanke side, men i modebranchen er de større end modeidealet og derfor får de et mærkat, der kan virke lidt forskruet i vi andres øjne. Så nej, hvis jeg så en af disse piger på gaden ville jeg helt bestemt ikke vurdere dem til at være plussize/kurvede/store/whatever, men det er trods alt en modelkonkurrence, hvor andre (og gerne uforståelige) termer gælder. Ville jeg gerne have haft en tyk pige eller to som mig med? Klart. Men det her er om ikke andet et stort skridt i den rigtige retning. 🙂

    • Modeller er plus size efter en str.36 (måske det er ændret til en 34?), hvorimod man omtaler tøjstørrelser som plus size efter str.42, deraf forvirringen. Så en model i str.38 vil derfor være plus size i forhold til profession, men ikke i ‘almindelighed’.

  • Jeg har altid lært, at punktum skal efter en parentes. Men du gør det altid inde i parentesen. Kan det være rigtig, at du laver en fejl? Findes der undtagelser til reglen. Eller findes reglen måske slet ikke? Gisp…

    Ps. så spørg jeg kun, fordi du jo netop skriver så skide godt. Du må kende svaret.

Der er lukket for kommentarer.