Jeg begyndte at tage SU-lån, da jeg boede i Århus. Det var egentlig ikke strengt nødvendigt, for min lejlighed var lillebitte og huslejen tilsvarende, så jeg kunne godt få det til at køre rundt. Men det var en noget skrabet tilværelse, og livet er nu engang sjovere, når man kan tage i biffen ind imellem eller kigge forbi fredagsbaren. Så jeg begyndte at låne, velvidende at de skulle
(Fingeren er primært til EB. Ikke udelukkende, men primært).
En del af mig er lidt skamfuld over at skrive, at jeg sagtens kunne være kørt videre i den gode sags tjeneste. Aftenshowet ville gerne have mig på i aften, Berlingske kontaktede mig
Selvfølgelig vidste jeg, at det ville give reaktioner at give Politiken lov til at gentrykke mit indlæg fra i mandags. Og det har det givet. Jeg havde egentlig fået forståelsen af, at artiklen kun ville komme i den fysiske avis og ikke online, hvilket stensikkert er min fejl, for
Lad os snakke lidt om angsten, når nu den alligevel har besluttet sig at kigge forbi. Jeg har heldigvis ikke fået flere angstanfald, men det betyder ikke, at den har sluppet taget helt. Når angsten kigger forbi er den ikke bare den der nederen gæst, der dukker op uinviteret, den er også
I forgårs fik jeg et angstanfald. Det burde i sig selv ikke være overraskende i og med, at jeg har en angstdiagnose, men det var det. For min angst har altid været mere lurende end angribende, og i takt med at jeg er kommet i bedring, har der været langt mellem de anfald, der har været. Nu kommer de altid kun, når de bliver direkte provokeret. Som fx hvis jeg befinder mig i et proppet
Klokken er lidt i to. Østerbro er stille som graven, og om et par timer kommer der en taxa og henter mig.
Jeg brokkede mig tidligere i dag. Oprindeligt skulle jeg nemlig først flyve ved middagstid, men de strejker i Frankrig, så mine fly blev aflyst, og i stedet skal jeg nu flyve fælt tidligt om morgenen. Det brokkede jeg mig over. At nogen kvit og frit havde købt mig en flyrejse til USA,
Jeg var 22 år gammel, da min daværende bedste veninder og jeg slog op. Vi havde været veninder i 10 år, gennem tykt og tyndt og flytninger og uddannelser og alt muligt andet. Vi var meget forskellige, men det havde aldrig rigtigt været et stort problem. Indtil det var. Jeg ved ikke, om vi bare var begyndt at vokse fra hinanden, men pludselig var der enormt mange konflikter. Hun kunne ikke
Jeg blev så træt af det. Det evige behov for kassere eller klippe billeder til, så de viste en acceptabel side af mig selv. Så mange billeder, hvor jeg smilede oprigtigt, eller mine omgivelser var fantastiske, hvor enten veninder eller dygtige fotografer havde gjort deres allerbedste, og jeg alligevel kylede resultatet i skraldespanden, fordi det ikke kunne bruges. Maven var i vejen. Maven
Det er noget med, at håbet er det sidste, der dør. Og jeg har altid bag sarkasmen og kynismen vedholdt at være en håbløs romantiker. Men jeg er bange for, at jeg langsomt er ved at nå et punkt, hvor jeg ikke længere er romantiker, men bare håb-løs.
Ser I, det værste ved dating er ikke cringey Tinder-beskeder, uopfordrede dick pics og akavede dates. Det er det, der er sjovest at skrive
