Nogle gør i hvert fald. Og de gør det ikke venligtsindet. De synes, jeg er pinlig, de synes, jeg skal blive voksen, de synes, jeg er forkert. Fordi jeg er 33. Jeg burde være vokset fra det. Disney. Harry Potter. Grimme julekugler og -sweatre. Nattøj med Batman. Hjemmesko med enhjørninger og strømper med katte i astronautkostumer.
Here’s the thing: I 10+ år nu har jeg haft en stort
I sæson to af The Good Place, er der en plads på helvedes wall of fame til den første gut, der sagde: “I need a vacation to get over my vacation,” og jeg har måske en kvart snes amerikanerindlæg, jeg har lyst til at bakse sammen til jer, men i dag vågnede jeg, da Herbert satte sig oven på mig i sengen og i processen fik trådt godt på min blære, og da jeg kiggede på mit
Annonce for GoMentor.
På opslagstavlen ved siden af spisebordet i mit barndomshjems køkken hang der et avisudklip med teksten: “Man kan aldrig regne med, at manden er hjemme.” Min far har altid været en mand med mange jern i ilden, hvilket egentlig er en egenskab, jeg beundrer. Uheldigvis resulterede det for lille Miriam i en følelse af, at jeg skulle konkurrere med hans andre
Angst er en kompliceret størrelse at fortælle om, fordi den er så irrationel, at den ofte kommer til at fremstå lidt fjollet. Som om man overdriver eller skaber sig. Tag dig nu lidt sammen. Du er besværlig. Du er barnlig. Du er pinlig.
I dag vil jeg gerne dele lidt om en af mine hyppigste angst-triggere. Som er noget så hverdagstrivielt som at sætte et vækkeur til tidligt om morgenen.
Hvis nogen skulle være out of the loop, så tilbragte for ganske nylig jeg en god måned med at være syg. Det var mit eget lille helvede. Jeg havde ikke feber eller smerter, men jeg havde blandt andet konstant kvalme og var ør og utilpas. Jeg var elendig. Nogle dage ville der være tegn på bedring, og jeg ville måske være helt funktionabel, og så måtte jeg atter starte dagen efter med
Motivation er en sær størrelse. Hvad, der virker på nogen, virker bestemt ikke på andre, og jeg oplever ind imellem faktisk personligt direkte at blive provokeret af ret mange “motiverende” udtryk. For når man råber ad folk, at de godt kan, hvis de bare vil det nok, så skal jeg edderbrodereme love dig for, at det er nok til at starte en fiaskofølelse af de større, hvis
Jeg vil rigtig gerne skrive mere om selvmord. Om at være suicidal. Men det er svært, for selvmord smitter. Hvis man har suicidale tendenser, kan de let blive styrket af at læse eller tale om emnet. Omvendt synes jeg, det er enormt vigtigt. På et tidspunkt var der en læser, der skrev til mig, at man jo altså ikke bliver ekspert på området, fordi man selv har prøvet at være der, og
Jeg har besluttet, at jeg er voksen nu. Ikke på alle områder og ikke nødvendigvis udpræget succesfuldt på de områder, jeg er, men jeg vil godt owne det nu. Jeg tror, jeg synes, man bliver rigtigt voksen omkring de 30. Eller også er det bare, fordi det var der, jeg blev færdig på uni, og det er svært at føle sig voksen, når man er på SU.
Min suveræne yndlingsting ved at være voksen
“Det føles utrygt at være udenfor.” Jeg tror først, ordenes betydning gik op for mig, da jeg sagde dem. Det var i en telefonsamtale med min mor, da jeg boede i Århus og kæmpede rigtig meget med min depression. Jeg isolerede mig selv en del. Det er vel naturligt, når man skiftevis er ubærligt trist eller håbløst apatisk. Det var det i hvert fald for mig, for selvom jeg er
Jeg har fødselsdag om to dage. Jeg har ingen planer. Det er på sin vis bevidst, for jeg er stadig virkelig kvæstet oven på min tur og har ikke meget energi. Jeg sover stadig helt horribelt meget. Og så falder dagen i år ikke bare på en lørdag, men også midt i påskeferien, så jeg antager ligesom, at de fleste af mine veninder har planer. Men jeg har ikke spurgt. Fordi jeg i bund og