Det er ikke, fordi jeg har en forventning om, at jeg når alle punkterne på min efterhånden ret lange bucket list. Jeg ved godt, det egentlig er hele pointen med en sådan liste, men jeg har flere punkter, der også skal bruge en hel del held/tilfældighed/skæbneindblanding, før de kan blive til noget. Fx ligger en tur i jule-Tivoli hånd i hånd med en mand, jeg er forelsket i, ret langt
Det er virkelig ikke noget, jeg gør mig synderligt meget i normalt. Altså, hvis man ser bort fra, at mit hverdagsjob består i at få jer derude til at have en eller anden form for interesse i mine skriblerier, og det er i sagens natur ret selviscenesættende. Men hvor flere af mine kollegaer har et semistående forhold til den danske presse, så er det relativt sjældent, at jeg vurderes
Jeg faldt lige over det indlæg, jeg skrev tilbage i september, der handler om, når folk bliver så vrede på mig, at de bevidst sigter efter at angribe mig personligt, og det ikke altid har den ønskede effekt. Altså, at jeg nok i virkeligheden bare synes, de er lidt åndssvage.
For et par dage siden så jeg en video på Youtube, hvor præmissen var, at en masse mennesker delte en ting i deres liv, de fortryder. De hyppigste gengangere var ting som ikke at tage flere chancer, ikke at tilbringe mere tid med en forælder, mens de var i live, ikke at forfølge en ungdomspassion, etc. Men der var selvfølgelig også den håndfuld, der svarede, at de intet fortrød, for
Det er vel omkring 10 år siden, min musiksmag begyndte at gå i stå. Jeg lytter ikke til radio, og jeg har ikke noget fjernsyn, og jeg ved faktisk ikke helt, hvor det er meningen, man skal høre nyt musik henne. Og hvad værre er: Min musiksmag lader til at have truffet en beslutning om, at det ville være bedst, hvis vi holder os til det, vi kender og elsker. Don’t mess with perfection.
Nogle gør i hvert fald. Og de gør det ikke venligtsindet. De synes, jeg er pinlig, de synes, jeg skal blive voksen, de synes, jeg er forkert. Fordi jeg er 33. Jeg burde være vokset fra det. Disney. Harry Potter. Grimme julekugler og -sweatre. Nattøj med Batman. Hjemmesko med enhjørninger og strømper med katte i astronautkostumer.
Here’s the thing: I 10+ år nu har jeg haft en stort
I sæson to af The Good Place, er der en plads på helvedes wall of fame til den første gut, der sagde: “I need a vacation to get over my vacation,” og jeg har måske en kvart snes amerikanerindlæg, jeg har lyst til at bakse sammen til jer, men i dag vågnede jeg, da Herbert satte sig oven på mig i sengen og i processen fik trådt godt på min blære, og da jeg kiggede på mit
Spørgsmålet kom fra min 10-årige nevø, da jeg i går havde taget turen til Køge for at agere barnepige, mens forældrene tog sig en velfortjent aften nede i byen med en øl eller to. Han er meget interesseret i mit arbejde, min midterste nevø. Og jeg kan godt forstå det. Engang sad vi begge i deres stue, hvor min søster bad ham lægge sin telefon fra sig. Han returnerede, at det var
Engang imellem fortæller jeg lidt mere i dybden om de hate-kommentarer, jeg får. Mest når de når ind. Enten fordi der er tilpas mange af dem lige pludselig, fordi jeg er lidt ekstra sårbar, eller bare fordi jeg bliver frustreret over, at der sidder mennesker ude i verden, der har set sig så sure på mig og mine ord, at de reelt har sat sig ned og forfattet en kommentar med det ene formål
Jeg vil gerne shame mig selv lidt i dag. I ved godt, hvordan der er den her stående joke med, at mænd ikke kan finde ud af at være syge og ryger helt i knæ ved det mindste ubehag? Hvis vi ser bort fra anklager om hverdagssexisme og fastholdelse af negative stereotyper, så er det mig. Jeg bliver mandesyg. I morges vågnede jeg med hovedpine og følte mig i det hele taget sådan lidt “tæt”