Noget om de svære fortællinger

Skrevet d. . Uploaded i Ikke-kategoriseret.

For nogle uger siden skrev jeg et af de der blogindlæg, der kommer rigtig tæt på. Det tog lidt tid at få følelserne ned på papir. Få formuleringerne præcise. Jeg nørklede en del med det, fordi det var sårbart. Og da det var færdigt, og jeg var tilfreds, læste jeg det igennem en sidste gang, og så blev det flyttet over i kladdemappen.

Jeg havde ikke planer om at udgive det. Og det er ikke første gang, det sker.

I indlægget fortalte jeg om en virkelig skidt, om end enormt effektiv copingmekanisme, jeg havde for en del år siden. Savnet til den. Lysten til at samle den op igen, der stadig dukker op. Og jeg blev pludselig meget bevidst om, at jeg har et ansvar for de ord, jeg udgiver. Jeg har ikke lyst til ubevidst at komme til at inspirere andre til at give sig i kast med samme copingmekanisme. Inspirere nogen på den værst mulige måde – som var det, der i sin tid skete for mig. Og jeg gjorde det en del dengang. Samlede virkelig rådne vaner op fra andre mennesker, der heller ikke havde det fedt.

Det er en rigtig udfordrende balance nogle gange. For det er også vigtigt, at svære historier bliver fortalt, og at vi ikke bliver (mere) berøringsangste. Så hvor går grænsen?

Jeg tænkte meget over det i forbindelse med serien “13 Reasons Why”. Til de uindviede handler serien om en pige, der begår selvmord og efterlader en bunke kassettebånd til de mennesker, hun i bund og grund beskylder for at have ansvaret for hendes død. Og så sidder de tilbage med dem. Og skyldfølelsen. Hun har fået den ultimative hævn. Og selvom mange af karaktererne er røvhuller, og selvom serien øjensynligt er sensationslysten, og selvom voksne mennesker godt kan skelne fiktion fra virkelighed, så gjorde efterdønningerne af den serie indtryk på mig. Dels fordi den faktisk havde held med at puste til mine egne latente suicidale tanker, og dels fordi den helt konkret resulterede i, at selvmordforsøg blandt 10-17-årige steg markant i måneden efter seriens udgivelse. (kilde)

Hvordan dælen fortæller man de tunge historier uden at komme til at påvirke nogen negativt? Er det overhovedet muligt?

I forvejen er det ikke nemt at fortælle svære historier, fordi det er en udfordring for mange mennesker at rumme den slags følelser. Når vi fortæller, er det ofte med et ønske om at dele, oplyse, måske endda udvide horisonter. Og reaktionen på, hvad vi fortæller, kan have stor betydning for, om vi har lyst til at dele en anden gang. Jeg oplever til stadighed at blive mødt med forfærdelse, bekymring og mest af alt et ønske om at fikse mig. Få det til at stoppe. Nu. Hvilket er velmenende, men sjældent gavnligt. For hvis det var så nemt, havde jeg selvfølgelig selv stoppet det. Når nogen i bund og grund siger: “Nej, sådan må du ikke have det”, så kommer man til at føle sig forkert. Hvilket er lidt træls, når man netop lige havde taget sig mod til at dele. For det betyder helt sikkert, at man tænker sig om en ekstra gang, før man deler igen.

Når man lægger de to ovenstående punkter sammen med, at der findes mennesker på internettet, der elsker at bruge ens mest sårbare fortællinger mod en som en form for ammunition, hvis de beslutter sig for, at de ikke kan lide en, så skal man i hvert fald have en dag, hvor man føler sig robust nok til at håndtere alle former for reaktioner, før man beslutter sig for at trykke “udgiv”.

Men det er klart den første, der fylder mest for mig. Hvis folk skriver træls ting til mig, så skriver de jo træls ting til mig. Men tanken om, at jeg ufrivilligt kan have en voldsom negativ indvirkning på et andet menneskes liv. Det har jeg ikke lyst til. Så nogle emner har jeg holdt for mig selv. Jeg går ikke i detaljer, når det kommer til emner som spiseforstyrrelse, selvskade, etc. Det er der, jeg har valgt at sætte en grænse. Men jeg bliver ofte i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige beslutning. Jeg har jo sat grænsen, hvor jeg personligt er mest komfortabel med, at den er. Spørgsmålet er, om det er det rigtige sted. Om mine ord også kunne gavne. Men hvis de nu både gavner og skader, er det så gavnen værd? Er det nok at smække en trigger warning på og lade folk træffe en beslutning selv?

Jeg ved det i sidste ende ikke. Det er en debat, jeg har oppe at vende med mig selv jævnligt, og jeg har ikke et svar. Jeg tror ikke, der er et. Men jeg tænkte, jeg ville dele lidt om, hvordan det er at dele.

Related Posts:

Kommentarer (30)

  • Gitte

    Det giver så god mening og hvor er det dejligt du tager det op.
    For ja, hvis et menneske bliver inspireret men 2 mere oplyst og måske derved bedre til at håndtere hvad tæller så højest?
    Det er nemt at sige at hvis man vil inspireres så finder man det bare et andet sted for sværere er det ikke men at oplysningen fra et ægte menneske kan være sværere at finde men puha… det er tunge emner og vigtige snakke.
    I nyhederne henviser de til Livslinjen hvis de skriver om selvmord eller tanker omkring det og det er godt men mon det reelt gør en forskel?
    Og samtidig er det så vigtigt at få viden og af tabuisering af fx selvglade ud til et bredere publikum…
    Det er svært men det du gør nu sætter jo fokus og snakke igang ❤️ tak

    • MiriamsBlok

      Jeg tror helt ærligt ikke, det med Livslinjen virker. Det ser bare pænt ud. Og så er det jo nemt at sende lorten videre. Og ærligt – og det virker måske mærkeligt – jeg kan godt blive lidt provokeret af det. Det føles næsten lidt nedladende på en måde. Jeg er et voksent menneske, jeg ved godt, hvor der er hjælp at hente, hvis krisen virkelig kradser. Og der er forskel på at have suicidale tanker og aktivt at planlægge at tage livet af sig selv. For mange depressive er de tanker bare en del af hverdagen. Og det ville være så rart at kunne snakke om det også – uden at der bliver råbt babuh og “du skal indlægges på psyk NU!” Men igen. Alt er en balance. For selvfølgelig er der også tidspunkter, hvor det netop er det, der skal til.

  • Johanne

    Det er sværere og vigtige overvejelser. Dejligt at du deler dem også.
    Jeg har stor respekt for det du allerede deler og forståelse for alt det du ikke deler.
    Du er med til at udvide min horisont om sårbare og følelsesmæssige emner og det er så sundt for mig.

    • MiriamsBlok

      Det er det, der er hele humlen! Nogle af de her ting ved mange mennesker ikke noget om, fordi det har været så tabubelagt. Men jeg har jo desværre ikke rigtigt mulighed for kun at dele med dem, jeg ved, kan håndtere at læse de ting, der kunne “smitte”. Jeg må vel bare forsætte med at gøre mit bedste. 😅

  • Isa

    Virkelig fint skriv og gode tanker. Selv er jeg en af dem der i mine teenageår blev inspireret af at læse om spiseforstyrrelser og selvskade. Havde jeg ikke læst/set/hørt om det, var jeg nok stadig endt i det, for jeg tror ikke det er selve det at høre om det der gjorde det, men måske, for mig, bare det der fik mig ud over kanten. Hvis det giver mening. Omvendt kan det måske også inspirere folk til netop ikke at blive inspireret tin at handle på det man læser. Jeg synes der skal være plads til at dele det hele, men jeg kan sagtens se det er en svær beslutning.

    • MiriamsBlok

      Jeg ved bare af erfaring, at jeg selv er blevet “inspireret” både af generelle og mere specifikke ting. Og det har jeg bare virkelig ikke lyst til at være skyld i sker for andre.

  • Line

    Tak for at dele! Det er virkelig fine overvejelser du har, og det er smukt at læse, hvor reflekteret du er i din tilgang til deling.
    Der er ofte, tror jeg, en heling i at dele. For mig selv, er der en heling i at skrive. Men bare fordi noget er nødvendigt at skrive, er det vel ikke sikkert at det er nødvendigt at det bliver læst? Skal man dele, bare for at dele?
    Ja, vil nogle sikker sige til begge dele, men jeg elsker at se, at du rent faktisk mærker efter og debattere med dig selv inden! Du er så sej of din ærlighed, gør det vidunderligt at følge med!

    • MiriamsBlok

      Der er sindssygt meget heling i at skrive. Det er også derfor, jeg stadig skriver indlæg, som jeg allerede fra start ved, jeg ikke kommer til at udgive. Det er en god måde at give slip på.

  • Linda

    Jeg synes personligt din grænse lyder til at være det rigtige sted. Er mega nysgerrig og min hjerne forsøger at forestille sig hvad det er du har gjort og samtidig ved jeg også at hvis det er noget jeg så får at vide og synes er vildt, så bliver det liggende i baghovedet. Så tænker du har valgt rigtigt. Tror letpåvirkelige ser en trigger warning som en slags udfordring til om de tør læse videre.

    • MiriamsBlok

      Ja, jeg tror nemlig også, en trigger warning ofte kan have den omvendte effekt. Enten fordi man er nysgerrig, eller fordi man ofte direkte (eller indirekte) leder efter inspiration, når man har det svært.

  • Yasmin

    Jeg forstår hvad du skriver. Man kan altid sige at folk bør have ansvar for sig selv, men sociale medier har også bare ændret lidt på verden. Personligt er jeg typen der godt kan lide at se de svære ting delt. Det bunder nok ud i at jeg kæmper meget med at føle mig alene i mine tanker og følelser. Der kan det at se st jeg netop ikke er alene med dem hjælpe til trods for jeg godt kan have ondt af at andre skal det samme lort igennem.

    • MiriamsBlok

      Og det er lige præcis det, det bliver en balancegang. Jeg er nået frem til, at det føles mest rigtigt for mig at dele nogle ting og ikke andre. Man kan også tale om svære ting uden at gå i de detaljer, der kan komme til at inspirere negativt. Så taler man stadig om det, men det bliver mindre voldsomt.

  • Anne

    Kære Miriam,
    Jeg er så enig i dit skriv. Tak fordi du deler.
    Personligt ser jeg en stor ambivalens i at møde uvidenhed og nysgerrighed, når det kommer til de her emner. Derfor er jeg blevet En Af Os-ambassadør.
    Jeg er selv ramt af psykisk sygdom og har en ambition om at møde mennesker, der mangler viden om mennesker som mig med nysgerrighed, for at kunne forstå. Det kan man også kun, hvis vi tør åbne op og dele vores fortællinger – selvfølgelig ikke til mindste detalje, det er et spørgsmål om grænser – og dele de budskaber, som er forhåbningsfulde, skaber transparens og afstigmatisere.
    Jeg håber det giver mening…
    Tak for mennesker som dig ❤️

    • MiriamsBlok

      Ja, det er der, den svære balance kommer i spil. For selvfølgelig skal vi fortælle og hjælpe med at gøre folk klogere. Men der er måske grænser for, hvor meget man skal gå i deltaljer – i hvert fald når man taler til et større publikum og ikke sidder face to face.

  • Matilde

    Tak for et virkelig spændende indlæg, med meget vigtige refleksioner. Jeg tænker på om det evt. ville give mening at få nogle af de organisationer der arbejder professionelt med psykisk sygdom med, fx ved at udgive gennem dem. Så kan du stadig være med til at tale åbent om vigtige emner, men hjulpet af deres ekspertise fx En af os, eller landsforeningen for spiseforstyrrelser.

    • MiriamsBlok

      Det er slet ikke en dårlig idé, men jeg er nok i virkeligheden ikke interesseret i at udgive andre steder end her på min egen blog. 🙂

  • Ditte

    Tak for din ærlighed og for at give et lille indblik i dine overvejelser bag de ting du deler.
    Jeg er også selv blevet trigget og inspireret af andre på de sociale medier, men i mindst ligeså høj grad ude i hverdagen, og endnu mere på psykisk afdeling. Uanset hvor meget man end passer på, tror jeg aldrig, man helt kan undgå den del, hvis man ønsker at dele. Men nu giver de historier og fortællinger mig håb, men mest af alt en følelse af ikke at være så forkert og anderledes, som det til tider kan føles, når tingene holdes overfladiske. Det går lige i hjertet, både fordi når man selv ved, hvad det kræver at kæmpe sig op og holde sig over vande og fordi man endelige føler sig set og hørt.
    Og tak for den kommentar om, at suicidale tanker kan være en del af en depressivs hverdag, men ikke er lig med, at man skal på den lukkede. For så længe de to ting forbindes, tør man ikke fortælle om dem. Og hvor er det ensomt, at skulle lade som om.
    Tak igen Miriam 🤍 du gør en forskel.

    • MiriamsBlok

      Det er en svær balance, men jeg tror godt, man kan have held med at fortælle om svære ting uden nødvendigvis at inkludere de detaljer, der er “værst”. Hvis vi tager en spiseforstyrrelse som eksempel, kunne man fx fortælle, at man gjorde sit bedste for at skjule det for sin familie uden at komme med detaljer omkring, hvad man præcist gjorde for at holde det hemmeligt, så andre ikke kopierede ens metoder. Men det er svært at finde ud af, hvad der skal deles, og hvad der ikke skal.

Der er lukket for kommentarer.