Jeg forsøger mig med nogle forsigtige sommerdrømme

Skrevet d. . Uploaded i hverdag,mig,personligt.

I dag sad jeg på min altan og nød solen med en skål A38 og tog mig selv i at glæde mig til sommerferien. Og så tog jeg mig selv i at tænke, at det var mærkeligt, jeg glædede mig til sommerferien, for jeg har ikke umiddelbart de store planer, og hvis jeg alligevel bare skal sidde herhjemme og kukkelure, hvordan er det så særlig meget anderledes, end hele 2021 har været indtil nu?

Det er friheden. Det er valget. Det handler om, at jeg aktivt kan vælge at være hjemme i min stue og lægge puslespil i stedet for, at det er den løsning, der gør, at jeg på bedst mulig måde kan komme igennem en måned, hvor jeg ser i alt tre mennesker og derefter er bange for, om det til dels er min skyld, at positivprocenten er steget siden i sidste uge, for kunne jeg måske ikke have nøjedes med at se to?

Det er spøjst at tænke på, at det, der under normale omstændigheder måske ville klassificeres som en “kedelig” sommerferie, nu har forvandlet sig til et slags utopisk håb, der er blevet til virkelighed. At være sammen med gode mennesker, spille kongespil i Fælledparken og køre en semi-seriøs rosé-brandert ind i processen. Så lille en ting, jeg aldrig før havde tænkt over, kunne tages fra mig. Fra os. Nu virker det som topmålet af sommerlykke. I det hele taget rider jeg stadig lidt videre på den lykkebølge, jeg har oplevet på det sidste, og det føles stadig enormt farligt, men jeg er bedre til at hvile i den. Finde tiltro til, at alt måske ikke bliver lort igen lige om lidt og øve mig i at nyde alt det gode, der er lige her. Bevares, hvis der var nogen, der præsenterede mig for en uges all-inclusive i et tilfældigt land lidt længere syd på med middelmådig rødvin ad libitum og ikke andre planer end at dase ved en pool med en bog, så er jeg på ingen måde afvisende, men jeg kan samtidig blive virkelig begejstret for alle de muligheder, der pludselig er tilbage herhjemme. Mennesker og samvær og fællesskab.

Sommeroptimismen er faktisk sågar der, hvor jeg har været inde at swipe lidt på Tinder. Kigget på søde mænd, der måske kunne resultere i date nights, som jeg har brugt timer på at planlægge outfits til, og hvor jeg kan få lov til at støve mine muligvis noget forældede flirte-egenskaber af igen. Vi er der ikke sådan totalt endnu, men jeg tror, det nærmer sig.

Jo jo. Det går godt. Stadigvæk. Men jeg er ikke for fin til at modtage krydsede fingre for, at det fortsætter. Alt det rare, som ikke altid lige er landet i skødet på mig. Måske synes endelig, jeg rent faktisk fortjener det.

Related Posts:

Kommentarer (24)

Der er lukket for kommentarer.