Ønskesedler (min og Herberts)

Jeg skal først og fremmest afkræve min velfortjente ros for at være gået ud på det store internet og have lokaliseret den her aldeles fremragende ramme til at pimpe mine ellers virkelig håbløse photoshop-evner. Sikke en tid, vi lever i, hva’?!

Jeg synes, det er så svært at komme på julegaveønsker, hvilket er en af mine eneste klandringer ved den ellers så søde juletid. Fordi. Hvis jeg mangler noget grelt i mit liv til en pris på omkring det traditionelle julegavebudget, så køber jeg det jo til mig selv. Se, hvis nogen nu gik og havde lyst til at forære mig gaver til et par tusinde, så skulle jeg da snildt få smækket nogle ønsker på den seddel, men som tingene nu engang er, er jeg lidt udfordret. Egentlig har jeg mest lyst til at sige til folk, at de skal købe mig lige præcis, hvad de har lyst til, jeg skal have (kæmpe win på overraskelsesmoment!), men det er også lidt strengt at give absolut ingenting at gå ud fra, så her er min liste for i år.

Der er også en fra Herbert, fordi I’m that girl.

Min ønskeseddel:

L’Oreal Million Volume Lashes So Couture – Navnet er en mundfuld, men det er ikke desto mindre den mascara, jeg har svoret til i årevis nu. Den koster 139 kroner i Matas som standardpris, men man kan ofte finde den billgere. Fx er den lige nu helt nede i 74 kr. på Cocopanda. (reklamelink)

Disney+, når det engang når her til lands. (Jeg er ikke VPN-typen).

Gode, store håndklæder. For nogle måneder siden fik jeg en recept på en medicinsk shampoo, der viste sig at have den mindre bivirkning, at den blegede mine håndklæder. Lidt en downer. Nye ønskes.

Knivsliber. Jeg er en kæmpedør til at slibe knive. Jeg har brug for en idiotsikker dims, der kan gøre det for mig. (Om det der er den bedste, ved jeg ikke, jeg googlede bare ‘knivsliber’).

Lancôme Bocage deodorant. Det er den bedste, der er, men den er smådyr, når den ikke er på tilbud. Det er den dog heldigvis ret ofte – også lige nu. (reklamelink).

Lyskæde til min altan. Det er så dumt hyggeligt, jo. (Den viste er fra Jysk, men jeg ønsker mig en, der er noget længere).

Aktivitetslegetøj til Herbert. Jævnfør Herberts punkt tre. Burde måske være på Herberts ønskeseddel, men det er 100% en gave til mig, hvis han kan underholde sig selv på de mere ubelejlige tidspunkter! 😀 Den viste er fra Zooplus. (reklamelink)

Genanvendelig vandflaske fra Eva Solo. De var faktisk så søde at forære mig en tidligere på året, og jeg var afsindigt glad for den. Men så glemte jeg den i Vermont og købte i stedet en Ben & Jerry’s termoflaske, som er meget fin, men dybt upraktisk, fordi den er alt for tung, og man ikke kan se, hvor meget indhold der er tilbage.

 

Herberts ønskeseddel:

Ny vandskål, der vejer mindst 100 kg. (Ok, også mest en gave til mig, men jeg har købt adskillige vandskåle til ham nu, så den her må simpelthen stå for egen regning).

Godbidder – især alt med kylling fra Trixie.

At jeg står op tre timer tidligere og underholder ham.

Vatpinde.

At jeg vil lade ham beholde det tæppe, Juna forærede mig i adventsgave, som han indtog med det samme og nærmest ikke har forladt siden.

Kommentarer (20)

Der er lukket for kommentarer.