Jeg blev aldrig journalist. Det er nok meget godt.

Skrevet d. . Uploaded i Ikke-kategoriseret.

Der var en god, lang periode, hvor jeg overvejede, om jeg skulle være journalist. Det kommer næppe bag på nogen med tanke på mit nuværenede arbejde og min kærlighed til alting grammatisk, og jeg tog sågar en optagelsesprøve et par gange (de bliver gerne lækket, når de har gjort deres pligt) for at se, om jeg mon havde en chance for at komme ind. Jeg tænker umiddelbart, det måske godt kunne have lykkedes. Og jeg boede jo sågar allerede i Århus, faktisk under en kilometer fra skolen, så på mange måder var det ret oplagt. Men så begyndte jeg at kigge lidt nærmere på, hvad man skulle på sådan en uddannelse, og udover frygten for at blive tvunget til at skulle skrive om sport eller politik, så måtte jeg også ret hurtigt konkludere, at der var for meget gruppearbejde til, at det var noget for mig. Jeg afskyr gruppearbejde af hele mit hjerte.

Sidenhen, under mit ganske korte ophold som blogger under Womans fane, er jeg også blevet konfronteret med, hvor dårlig jeg ville være til at have en redaktør, der ligesom skulle give mig feedback. Objektivt er feedback jo et fremragende værktøj, der kan gøre en til en meget bedre skribent, men for mig føltes det mere, som om jeg var til eksamen, og der var et facit, som jeg aldrig rigtigt kunne komme hen til fra starten. Og det er jo, fordi jeg sjældent er en første, andet og tredje udkast kinda gal, men lidt mere “det her behøver ikke være perfekt, det er bare sådan, verden står lige nu.” Derudover vil redaktører tilsyneladende gerne vide, hvad man ligesom har på programmet i den kommende fremtid, og jeg blev bedt om at give dem et skema, så de kunne følge med i, hvad der ville blive udgivet. Og. Well. Udover at min indtjening det sted rimede rigtig dårligt på mine udgifter ved at være i live og shit, så skuffede jeg fælt på skema-fronten. For mig at se er hele styrken ved blogs, at de i høj grad er styret af her og nu.

Og det bringer os frem til, hvad der inspirerede dagens indlæg. For jeg kan godt få lov til at skrive indlæg, der ikke har en rød tråd eller overhovedet handler om noget som helst, eftersom der er ikke andre, der skal sige god for udgivelse end mig. Men journalister? De skal ofte stræbe lidt højere. Stikke lidt dybere. Have en vinkel, et formål, en historie. Og derefter skal de i mange tilfælde finde minimum én person, der ligesom kan hjælpe dem med at få den historie ud. Det er på en måde som at samle meget nichet empiri igen og igen. Og til det formål bliver internettet ofte brugt. Især i de mere, ahem, specifikke, tilfælde. Skal du bruge vegansk nudist? Internettet! Skal du bruge en dame, der er blevet skilt og nu bruger sit liv på at strikke? Internettet! Skal du bruge en kat, der mangler et ben og engang har reddet husets yngste fra en skovbrand? Internettet!

Og hey, gæt, hvem der er en del på internettet? Det er jeg. Og fordi jeg har skrevet om virkelig mange forskellige emner gennem årene, så dukker jeg ret ofte op i journalisters research, når de jagter kilder. Tit kan de ikke helt vurdere, om jeg præcist er det, de skal bruge, og så spørger de selvfølgelig. I dag opdagede jeg fx en besked i min insta-indbakke fra en journalist, der ledte efter nogen, der på grund af oplevelser med psykisk vold havde droppet kærligheden, og om det mon var mig? Tidligere er jeg blandt andet blevet spurgt, om jeg mon var gået fra at være sofavælger til at stemme på DF? Og om jeg har oplevet racisme på grund af mit hår(?!)? Og så var der selvfølgelig dengang, man ville gøre mig til de tykkes stemme i sagen (som der var på det tidspunkt) om, hvorvidt det var okay, at vi skulle betale mere for vores tøj, fordi der jo var brugt mere stof?

Min pointe i alt det her skuddermudder, som helt bestemt aldrig var kommet forbi en redaktør, er, at der er mange gode grunde til, at jeg aldrig blev journalist, og det er jeg ret glad for. Ikke mindst fordi jeg i al min sociale akavethed ville være decideret elendig til at skulle skrive til fremmede mennesker, om de mon kunne passe ind i min artikel og evt også være villige til at deltage? Så kære journalister: Fuck, I er seje! Selvfølgelig på grund af virkelig mange ting, men i særdeleshed på grund af den procedure, som jeg aldrig havde overvejet, da jeg overvejede journalisthøjskolen. Jeg ved ikke, om jeg endnu har oplevet faktisk at passe til det, I har ledt efter, men I bliver bare ved med at spørge. Jeg vil herregerne hjælpe!

Related Posts:

Kommentarer (7)

  • Camilla

    Jeg må altså lige sige at jeg er uenig. Da jeg startede på min uddannelse, så var jeg en “jeg arbejder bedst alene”-kind of girl, men grænser kan rykkes – og for det bedre! Og for at være helt ærlig, så har det være pis’ hårdt, men… Et fagligt samarbejde (peer assesment i akademiske kredse) er komplet anderledes end socialt samvær. Aldrig har jeg rykket mig så meget personligt og fagligt, fordi man møder mennesker med andre kompetencer og andre måder at arbejde på. Jeg er glad for at du er glad, men jeg tror sgu på, at vi gror fast, hvis vi ikke rykker grænser og udvikler os. Og jeg synes “jeg hader gruppearbejde”, “jeg er social akavet” eller “jeg kan ikke håndtere feedback” skal holde nogen fra at tage deres drømmeuddannelse. Igen, respekt for dit valg, men jeg synes du opstiller det alt for sort og hvid, fordi jeg arbejder i branchen (ikke som journalist dog) og jeg arbejder meget selvstændig, til trods for faglig sparring.

    • MiriamsBlok

      Hej Camilla. Din kommentar forvirrer mig meget. Du modsiger nogle ting, som jeg aldrig synes, jeg siger i første omgang. 😀 Jeg kan sagtens forstå, at man kan have (og at du har) et andet syn på et job eller en uddannelse, men jeg giver også kun udtryk for, hvorfor det ikke ville fungere for mig. Det er et gennemgående personligt indlæg med min egen person som omdrejningspunkt. Det er slet ikke min intention at stille det op hverken sort, hvidt eller gråt, det er udelukkende mine egne reflektioner i forhold til min situation. Fx “Og jeg synes “jeg hader gruppearbejde”, “jeg er social akavet” eller “jeg kan ikke håndtere feedback” skal holde nogen fra at tage deres drømmeuddannelse.” Jeg er HELT enig, men jeg synes heller ikke, jeg siger andet? 🙂 Pointen er lige præcis, at det IKKE var min drømmeuddannelse, og at journalistik ikke var mit drømmejob. Jeg lider af social angst, så det havde ikke været en positiv situation for mig, og det havde ikke været et sted, hvor man kunne tale om at rykke grænser på en positiv måde. I stedet blev jeg selvstændig, og er du gal, det har også krævet læring og udvikling, men på en måde, jeg trives i. Så jeg er helt hundrede procent enig med dig i, at det er godt og nyttigt at udfordre og rykke sig selv, men det er meningen, at indlægget skal give udtryk for, at det her bestemt ikke var den rette vej for mig, intet andet. Og så sat på spidsen for humorens skyld, som altid. Måske det alligevel skulle have været forbi en redaktør… 😀

  • Sisse

    Jeg kan relatere, Miriam!

    Jeg gik på den 2-årige uddannelse i journalistik i et halvt år, fordi jeg i starten, som dig, tænkte, at det måske var noget for mig. Jeg prøvede ihærdigt at opbygge et selvbillede, hvor jeg godt kunne være sådan en sej journalist, men det blev ved med at være som om, at noget ikke stemte, og jeg havde det til sidst temmelig dårligt på det studie (selvom folkene var søde). En smule social angst havde jeg nok også dengang, så hver gang jeg skulle ringe til kilder, sad mit hjerte helt oppe i halsen, og det var bare ikke rart for mig. “Men det er jo sundt at rykke sine grænser og udvikle sig personligt.” Helt sikkert. Men det var bare ikke den rette måde for mig at gøre det på. Og det plagede mig egentlig længe, for var det så en slags fiasko? I dag er jeg glad for, at jeg lyttede til mig selv og droppede ud!

    Jeg fandt et mere stille og roligt, langhåret, humanistisk studie.

  • Sofie

    Jeg er journalist, og jeg ELSKER at tale med alle mulige typer for at høre om de vil være kilder. Det er noget af det sjoveste ved jobbet. Hvis man ikke har det fedt med det, så tror jeg bestemt også, at man kan bruge sine talenter meget bedre på noget andet – som fx at skrive en blog 🙂

  • Journalisten

    Bare lige for min egen stoltheds skyld: Videnstesten er blot en ud af fire opgaver kommende journalister skal igennem til optagelsesprøven.
    Mvh journalisten ? (der først alle fire dele i andet forsøg… Men som elsker sit fag!)

Der er lukket for kommentarer.