Min helt personlige Morten Korch
Jeg er glad for min lokale Aldi. Deres osteboller, deres discount-Magnum, og det faktum at de modsat min Netto aldrig har udsolgt af tomater. Det sidste års tid (måske mere?) har der stået en hjemløs mand ude foran min Aldi på semi-daglig basis. Han taler ikke dansk og kun sparsomt engelsk, så jeg ved ikke, hvad han hedder, men han ville altid lette på hatten, når jeg gik ind. Det er træls at være hjemløs i et kontantfrit samfund (og i det hele taget, gætter jeg på), men havde jeg lige en tyver eller en flaskebon, så gav jeg det altid til den høflige mand. Og så ville han sige “thank you, lady. Have a nice day!” og jeg ville sige i lige måde og gå derfra med et smil på læben. Grundet mandens særlige høflighed endte jeg med i mit hoved at døbe ham Morten Korch. Det er så oldschool på den fine måde at lette på hatten, når en dame går forbi, og jeg er næsten overbevist om, at vi ville være Des, hvis han vidste, hvad det var.
Nogle gange, når jeg kom fræsende fem minutter i lukketid, ville jeg møde Morten Korch inde i butikken. Det gjorde mig altid lidt glad, for så må der være nogen engang imellem, der har en mønt. Og så ville vi gå rundt mellem hylderne, og jeg ville købe mælk og tomater (for de er aldrig udsolgt), og han ville købe rugbrød og dåsetun. Hvis vi forlod butikken samtidig, ville han igen lette på hatten til afsked og ønske mig en god aften.
Det sidste stykke tid, jeg har set Morten Korch, har han været foruden sit trofaste papkrus. Han ville aldrig ryste med det eller aktivt bede folk om noget, han stod bare med det, så man vidste, at en lille donation var en mulighed, hvis man havde lyst. Men en dag var kruset væk. Jeg gav stadig en skærv fremover, når jeg havde en, nu fik han den bare i hånden. Jeg overvejede, om nogen måske havde klaget, siden kruset var væk. Den tanke kom jeg aldrig meget videre med, for selvom jeg måske lyder lidt skinhellig i den her fortælling, så fyldte Morten Korch ikke så meget i mit liv med undtagelse af mine regelmæssige ture i Aldi.
Og så en dag var han væk. Jeg tænkte, at jeg nok bare havde fanget ham på en “fridag”, men han var der heller ikke næste gang. Eller gangen efter. I skrivende stund er det faktisk nok en måneds tid siden, jeg har set ham. Og det her kommer til at lyde mærkeligt, men jeg savner ham lidt. Hans letten på hatten og hans ‘thank you, lady’ og hans dåsetun. Jeg var altid lidt gladere, når vi havde hilst.
Så kæreste Morten Korch. Hvorend i verden De nu befinder Dem, så håber jeg, De har det godt. Tak for hilsenerne.
Isa Larsen
Han lyder som en rar mand… Det minder mig en del om noget fra mit eget liv. Hele min barndom stod den samme hus forbi sælger ude foran vores superbest (som det jo så fint hed engang;)), han smilede altid og kunne altid genkende mig når vi så hinanden. Han har virkelig set mig vokse op fra at have været en lille bitte pige på 3-4 år, til en at være en værre pre-teen på 11-12 år. Og så en dag var han også bare væk, lad os bare håbe at min superbest mand og din Morten Korch hygger sig derude et sted:)
Isabella
Ej en fin historie… <3
Er sikker på at han har sparet op og købt en togbillet til Spanien hvor han nyder solen 🙂
Det samme tænker jeg i hvertfald om “godmorgen manden” der står ved Rema1000 ved Forum.
Han ser lidt tjavset ud, men står der troligt HVER morgen og siger “godmorgen” til alle cyklister der kommer cyklene. Underligt nok kan det være grænseoverskridende at sige der igen der på cykelstien kl. 8 om morgenen, men jeg gør der fordi det da er sødt af ham at stå der og hilse og sprede god morgenenergi.
Han gør det jo tydeligvis ikke for at tigge om penge (lidt en dårlig strategi i hvertfald med den fart der er på cyklister i KBH).
Jeg har nu ikke set ham i en mdr. tid og tænker på ham hver morgen jeg cykler forbi.
Det er sket før at han har været væk og er kommet igen, men måske har han den her gang fået sin billet til Spanien…
Amalie
Jeg kender det, jeg har snakket med skøn dame med hang til øl med meget stærke procenter mange gange i flere år og vidste hvad hun hed, indtil hun pludselig ikke var der mere.
Indtil den dag år efter hvor jeg så hende igen.
Jeg håber din Morten kommer igen.
Lige nøjagtig den Aldi er et godt sted at stå fordi radiatoren i mellemgangen kan lune våde handsker ✨
Peter
For nogle år siden var der en storskægget Hus Forbi-sælger med fast morgenvagt på Nordhavn. Og så var han væk.
Jeg havde også en fast lokal bænk-alkoholiker, jeg hilste på på Melchiors plads. Hun forsvandt lige så pludseligt.
De har hårde, korte liv. så må vi prøve at forsøde den en smule med en skærv og en hilsen, mens tid er.
(Sidstnævnte mødte jeg dog et par år senere, da jeg kom ud fra ‘din’ Aldi med barnevognen. Hun ønskede mig tillykke med datteren.)
Sus
Ham kender jeg også. Har heller ikke set ham det seneste stykke tid, men indimellem står han også ved Trianglens 7eleven.
S
Jeg boede for nogle år siden på falkoner kollegiet på Frederiksberg. Fra mit vindue kunne jeg kigge udover pladsen ved Frederiksberg bibliotek. Det var her jeg første gang så manden med hatten. En (hvad jeg formoder) hjemløs ung fyr med stort hår og en hat udover. Han havde altid en rygsæk og en sovepose på ryggen og en kop kaffe i den ene hånd. Jeg så ham ofte foran biblioteket eller henne ved metroen når jeg var på vej i skole. Pludselig gik det op for mig at jeg ikke havde set ham længe og jeg spejdede ekstra efter ham i en periode. Jeg så ham aldrig igen – manden med hatten. Men jeg håber stadig den dag i dag, ca. fem år senere, at han har det godt.
Kirsten
Jeg bliver altid så glad når jeg cykler ved Hovedbanen eller går en tur ned af Strøget. Der er en mand med en blokfløjte, som efterhånden er blevet en så fast del af København for mig som Rundetårn. Manden kan ikke spille blokfløjte og har altid en eller anden dyrehat på. I lang tid var det en pandahat med lange ører. Jeg så ham i løradags igen – denne gang med en elefanthat – og blev så glad.
Jeg tror det er vigtigt at vigtigt at vi hilser på de udsatte mennesker som vi ikke kender og ved så lidt om, men som på en eller anden måde betyder noget.