Her er fem af mine hemmeligheder

img_2521

Jeg bliver ind imellem spurgt, om jeg også udgiver mine egne hemmeligheder, og det sker, at jeg sniger en af mine egne med. Men jeg tænkte, det var på tide at stå ved et par stykker, så her har I fem styks. 😀

  1. Jeg udgiver som bekendt alle former for hemmeligheder. Også dem jeg bliver irriteret, vred eller forarget over. Men hvis der er en hemmelighed, der særligt går mig på, så “straffer” jeg den ved at skrive den i en grim skrifttype.
  2. Jeg har stjålet noget én gang i mit liv. Eller i hvert fald snydt en butik for penge. Jeg var vel 12 år og havde fået en bog i fødselsdagsgave, men jeg havde bogen i forvejen, så jeg ville bytte den til en anden. Den bog, jeg virkelig gerne ville have, kostede imidlertid 30 kroner mere, og jeg havde ikke 30 kroner, så jeg byttede om på to prismærker, så den kom ned i pris. Undskyld, bogbutik i Veri Centeret! Jeg har virkelig haft dårlig samvittighed gennem årene!
  3. Jeg sked i bukserne for en måneds tid siden. Jeg var vitterligt inde i min stue og nåede ikke de syv meter ud på badeværelset. Det kom som, ja, skidt fra en spædekalv. Tænk Charlotte i SATC-filmen. (Sen karma for tyveri som 12-årig? Also, undskyld for TMI, men det er jo det hemmeligheder er).
  4. Jeg har engang aflyst en date, fordi det pludselig blev godt vejr, og jeg simpelthen ikke orkede at barbere mine ben. Vi skubbede det til en anden dag. Jeg skulle have aflyst den også.
  5. Jeg har lydfiler i min telefon af mig selv, der synger karaoke. Jeg syntes helt ærligt, det var mest fair, at jeg selv skulle lytte til, hvad jeg udsætter andre for. Min stemme i ædru tilstand er okay. I fuld tilstand – not so much. Til gengæld er det gerne der, jeg er sikker på, jeg kan naile en Mariah Carey-sang. (Spoiler: Det kan jeg ikke).

Kommentarer (10)

Der er lukket for kommentarer.