#MeToo

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

img_1323Jeg har allerede set et par stykker brokke sig over dem. At de er overalt. At man ikke kan slippe væk fra dem. Det er da om noget at misse pointen. Jeg tjekkede hashtagget på Instagram forleden, og det lå på en halv million billeder. En halv million fortællinger på omkring et døgn. Gad vide, om jeg kender nogen kvinder, der ikke kan bidrage? Gad vide, om der findes nogen kvinder, der ikke kan bidrage? Jeg kan i hvert fald. Fx med den her:

Jeg unfriendede ham først et par dage før, hele Harvey Weinstein-skandalen brød løs. Måske var det kismet. I årevis har han bare ligget og ulmet på min venneliste. Skjult, selvfølgelig, for jeg brød mig ikke om at se hans aktivitet. Det gjorde mig utilpas, og jeg fortalte mig selv, jeg ikke vidste hvorfor. Han havde jo ikke rigtigt gjort mig noget.

Bortset fra at det havde han.

Jeg var først i tyverne og boede i Århus, men havde taget toget til København til en fredagsbar med folk, jeg havde kendt i årevis. Nogle kendte jeg bedre end andre. For at det ikke skal være løgn, havde jeg faktisk hørt historier om, at han ved nogle lejligheder var kommet lidt tættere på nogle piger, end de syntes var passende. Jeg slog det hen. Jeg syntes godt om ham. Han virkede fornuftig. Moden.

I takt med at alkoholen kom indenbords blev han noget nærgående hos det andet køn. Jeg undrede mig, for jeg vidste godt, han havde en kæreste. Jeg talte med en af hans gode venner om det, som forklarede mig, at de havde en “aftale” i deres parforhold. Så er det vel okay, ikke? Alle bliver vel lidt ekstra flirtende, når promillen stiger.

Jeg skulle med det første morgentog hjem til Jylland. Vi var ikke mange tilbage. Fire-fem stykker, tror jeg? De besluttede sig for at følge mig hen på Hovedbanen. Jeg var træt, men glad. Det havde været en god aften. Jeg gav dem allesammen en krammer og satte mig ind i kupéen og ventede på, at toget skulle køre, da der satte sig en person ved siden af mig. Det var ham. Han sagde, han ikke mente, vi havde sagt ordentligt farvel. Han ville have et kys, før han gik. Jeg gjorde det tydeligt, at jeg ikke var interesseret, men han pressede på. Jeg kiggede på klokken og blev bange for, at dørene ville lukke, og toget ville køre med ham ved min side. Jeg afviste igen hans tilnærmelser, men han var ligeglad. Han ville have sit kys. Uret tikkede, og tanken om at skulle køre til Jylland med ham fik mig til at gå i panik. Til sidst indvilgede jeg i et tantekys alene af den grund, at jeg ville have ham til at gå, og det virkede til at være den eneste måde, hvorpå jeg kunne få mit ønske opfyldt. Jeg var vanvittigt utilpas i situationen. Hvad fanden gør man, når et nej ikke bliver accepteret?

Jeg spidsede mine læber mest muligt og forberedte mig på at få det overstået, da han masede sin tunge ind i min mund. Jeg trak mig væk med det samme. Han virkede tilfreds over at have fået sin vilje og forlod endelig toget.

Jeg følte mig ulækker og udnyttet. Jeg bildte mig selv ind, at det nok var trætheden, der havde ændret mit humør. Man føler alligevel altid trang til et bad, når man har tilbragt en hel nat omgivet af alkohol og røg. Jeg gjorde ikke noget. Jeg fortalte det til Redaktøren på et senere tidspunkt (i en af vores gode perioder, forstås), men ellers delte jeg det aldrig med nogen. Det var jo sådan en lille ting. Jeg var bange for at skabe konflikt, bange for at blive shamet for at gøre en fjer til fem høns. Der er jo kvinder, som reelt bliver udsat for overgreb, ikke?

Han er sidenhen sporadisk dukket op på min Facebook. Selvom jeg unfollowede ham, så jeg stadig ind imellem hans ord, når han i fælles venners aktivitet dukkede op i mit feed. Som regel i gang med at forsvare den (stakkels!) hvide mand og anklage udtalte feminister for misandri. Han kæmpede for “reel ligestilling”, og jeg var ved at blive kvalt i ironien. En dag var han der igen, og det gik op for mig, at selvom vi ikke har haft kontakt i årevis, så vil jeg gerne have den sidste, symbolske del af ham ud af mit liv. Nu. Så jeg unfriendede. Og det føltes helt rigtigt og alt for sent.

Men som Cathrine beskrev så fint i sit indlæg om samme emne, sidder jeg også alligevel tilbage nu “med en my, en lille bitte my, af dårlig samvittighed over for mine overgrebsmænd. (….) [D]et viser kun hvor graverende, det her er. At jeg ikke engang, med hundrede procents ro i sjælen nu som voksen, kan dele min historie i medierne, fordi jeg er ked af at rippe op i det over for dem, måske gøre dem ubehageligt til mode. Fordi jeg i sidste ende også får et lille stik af “… måske var det også min egen skyld…?”. Det er fanme alvorligt.” Men tænk, hvis der er nogen af vores fælles bekendte, der regner ud, hvem jeg taler om. Tænk, hvis de ikke tror på mig. Tænk, hvis de synes, jeg er åndssvag for at være blevet påvirket af sådan en bagateloplevelse. Tænk, hvis jeg starter alt muligt ballade, fordi tanken om hans tunge inde i min mund stadig får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig… Og tænk, hvis vi bliver ved med at tie på grund af tænk hvis’er.

#metoo

Related Posts:

Kommentarer (80)

  • Linea

    Jeg må indrømme at jeg TROR at jeg er en af dem der aldrig har oplevet noget et form for overgreb.
    Jovist er jeg blevet taget på røven, og jeg ser det også som et symptom på en voldtægtskultur, hvor mænd OG kvinder føler, at de har ret til at tage, det de vil have af andres kroppe, men var det et overgreb? Blev jeg krænket? Jeg ved det ikke og det skræmmer mig, at det er så ALMINDELIGT og okay at røre ved andres kroppe på intime steder helt overlagt og uden accept

    • MiriamsBlok

      Amen. Og ja, jeg vil sige, at hvis du bliver taget på røven af en vildt fremmed eller i en situation, hvor der tydeligvis ikke er konsensus, så er det en krænkelse.

      • Preben Jensen

        Jeg er en gammel stodder fra 1952, og jeg undrer mig lidt over pludseligheden af fremkomsten og den massive mediebevågenhed af “MeToo” bølgen. Det er jo et faktum igennem al historie at mænd både seksuelt og arbejdsmæssigt har undertrykt og fornedret kvinder. Men det er også et faktum, at mænd fornedrer mænd, og at magtfulde kvinder fornedrer mænd. Tænk på Elisabeth Taylor, der holdt mænd, som børn, der holder kaniner.Jeg ser klart vreden, skammen og den urimelige skyldfølelse hos kvinder, mænd og børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb. Når misforstået venskab leder til overgreb. Derudover bør man nok skelne, Et nej til tilnærmelse er et NEJ! En tilnærmelse derudover er mindst en krænkelse. Men når unge mennesker duller sig: gele i håret, farve på læberne for netop at gøre sig seksuelt attraktive og i grunden i håbet om at score. Drikker sig fulde for at komme af med hæmningerne og forbedre chancen for sex, jamen så bevæger man sig ind i et risikoområde. Noget andet, der undrer mig: der var vist ikke ham der kasseassistenten fra Netto, der startede MeeToo-bølgen. Det var vist nogle socialt og økonomisk højtprofilerede kvinder, ikke sandt? Som Benny Andersen skrev: Der findes børn, der må flygte. Proportionerne. En fuldbyrdet voldtægt eller et klask i røven? Et pift på gaden eller familier på flugt. Hvem eller hvad skal have opmærksomheden?

        • MiriamsBlok

          Preben, der får du både victimblamet og kastet med en god omgang whataboutism. Det er ligegyldigt, om man går nøgen ned ad gaden, det er stadig ikke okay at røre uopfordret ved et andet menneske på en seksuel måde. Og det faktum, at der også findes kvinder, der opfører sig upassende over for mænd, fjerner ikke problemstillingen i, hvor udbredt det er, at mænd opfører sig upassende over for kvinder. Det er lige præcis det, #metoo går ud på. At gøre opmærksom på, HVOR udbredt det er. Og så er det i øvrigt fløjtende ligegyldigt, hvilken position, man har i samfundet. Hvad angår din whataboutism, så holder samfundsmæssige problemer ikke op med at eksistere, fordi der er andre, der har det værre. Det er ikke enten/eller. Vi er i stand til at dele vores opmærksomhed.

  • Marie

    Tak for at du deler!

    #Metoo
    Slet ikke en grad som mange andre desværre har været udsat for, men hold op hvor har jeg taget min del af klamme mænd. Nævner i flæng;
    – som 15 årig (på efterskole). På vej til toget. Bliver forfulgt af fyr i sort, sænket audi. Han stopper, ruller vinduet ned og råber “lækker røv, er du til noget?”. jeg ryster på hovedet. Han stiger ud og går efter mig. Jeg løber ind i Fakta og ringer efter politiet. De sagde, jeg overreagerede.
    – som 17 årig gymnasieelev. Venter på bussen. Bliver hver eneste dag forulempet (skældsord, klamme tilnærmelser, et niv i numsen osv.) af mænd i 60’erne, der havde været inde for at bede (ironisk, egentlig).
    – nu som 34 årig. Chef med klamme bemærkninger, nedladenhed overfor kvinder generelt og dem med former/kurver i særdeleshed.

    Bliver man ved med at smile overbærende, smågrine af klamme blondinevittigheder og blot ryste på hovedet af tilråb på gaden, eller lærer man (JEG) at sige fra?
    Jeg siger fra overfor så mange andre ting – hvorfor ikke dette???

    • MiriamsBlok

      Det er det, der er så skræmmende. De helt store overgreb kan vi heldigvis ikke fortælle om, men så mange af os har en lang, lang liste af den type fortællinger der. Og de er heller ikke i orden!

  • Sanne

    Stærkt gået Miriam at du fortæller din historie. Det kan være en inspiration til andre kvinder om at fortælle deres historier og vi har brug at de her historier bliver fortalt.
    Jeg er selv blevet seksuelt krænket/overfaldet af en mand på vej hjem fra byen og skulle igennem hele politianmeldelse-processen.. Det var ikke fedt.. og slet ikke når politiet aldrig fandt ham. Jeg havde slet ikke lyst til at anmelde ham, men jeg havde endnu mindre lyst til at han skulle have muligheden for at gøre det samme mod andre kvinder med mindre styrke end mig til at slå ham væk…
    Så tak fordi du har delt din historie, jeg håber at andre som mig kan finde styrke i dit mod.

  • Camilla L

    Åhh Miriam. Tak fordi du deler. #metoo
    Jeg har aldrig delt. Jeg har følt, at det nok også var min egen skyld. Bare lidt i hvert fald. Og hvad bilder jeg mig egentlig ind at føle mig krænket, når andre har oplevet noget så meget værre end mig!?
    At blive taget på bagdelen i byen har jeg slet ikke tal på hvor mange gange er sket. Allerførste gang var som 17-årig, en tidlig morgen efter en bytur i København. Jeg havde stillet min taske på jorden, og rodede i den efter min trøje. Lige dér blev en stor hånd placeret på min ene balle. Jeg vendte mig om om råbte ham ind i hovedet at dét der – det skulle han ALDRIG gøre igen. Han grinede af mig og signalerede at jeg overreagerede, mens hans ven bad mig slappe af. Måske var det der det startede – det der med at føle at det måske VAR mig der var for nærtagende og følsom, og at det ikke var min ret at føle at min grænse blev overtrådt?
    Senere i mit gå-i-byen-liv på et dansegulv har jeg oplevet at en helt fremmed mand har taget hårdt fat i mit skidt og holdt fast. I øjeblikket fik jeg en pludselig trang til at kaste op.
    Min nyeste oplevelse var en kollega. Vi sås ganske sjældent, men vi var blevet gode venner når vi sås. Han var en ældre herre – tidligere politimand, og vi gav altid et kram ved hej og farvel. En dag vi var alene og sagde farvel hev han hårdt fat i mit bryst mens han kyssede mig og pressede sin tunge ind i min mund. Han skyndte sig at gå bagefter. Måske var det bare lidt min egen skyld at jeg sad i den situation… Jeg var jo selv blevet venner med ham, og havde ladet ham komme tæt nok på til at vi krammede?
    Jeg sætter så meget pris på alle de her historier, for hashtagget rummer så meget – forskellige kvinder med forskellige oplevelser, og ingen af oplevelserne er mindre værd end andre. Selvfølgelig er nogle krænkelser værre end andre, men der er plads til os alle, og det elsker jeg!

    • Kristina

      Camilla. Mit hjerte. Det er IKKE din skyld og har aldrig nogensinde været det. Aldrig. Det er ham og KUN ham der er skyld i hvad der er sket.

      Sender styrke og kærlighed <3

    • Josephine L

      Det kan aldrig nogensinde blive din skyld.! Og et kram er normalt imellem venner, det kan aldrig i sig selv være et signal om at man vil noget mere. Der er intet han kunne fejlfortolke. Det er bare ham der er syg.

  • Anonym

    Din historie fik mig til at huske en episode fra da jeg var omkring 13 år.
    Jeg var på det lokale bibliotek med nogle venner. Vi er opvokset i en lille by og det var der, vi kom efter skole.
    En vens storebror kildede mig uden mit samtykke til trods for protester fra min side. Han ender med at bevidst at tage fat i mit ene bryst og jeg bliver så chokeret at jeg bliver nærmest katatonisk. Ingen af de andre lader til at bemærke noget usædvanligt. Han giver relativt hurtigt slip igen og griner smørret til mig. Som om jeg bad om det eller som om det var vores lille hemmelighed. Jeg får det skidt og går hjem. Jeg fortæller det aldrig til nogen, men gør alt for ikke at være i nærheden af storebroren igen.

    Jeg har stadig mareridt om det #metoo

    • MiriamsBlok

      Det er så groft, og det er jo lige præcis der, det starter. Når de er teenagere og grænsesøgende. Og det er der, de skal lære, at det ikke er okay!

  • Kristina

    Jeg har haft samme tanke: kender jeg overhovedet en eneste kvinde, der ikke på ét eller andet tidspunkt i sit liv har oplevet hvad der kan klassificeres som et overgreb? Jeg tror det ikke og jeg er selv en del af flokken, der har flere #me too-historier i min bagage.

    Det gør mig rædselsslagen ind i knoglerne, for jeg er mor til en 5-årig pige. Tanken om at hun i fremtiden måske krydser veje med en mænd af dén kaliber giver mig lyst til at græde, kaste op og kramme hende uden nogensinde at give slip. Min barndoms advarsler mod børnelokkere synes så himmelråbende utilstrækkelige når en overgrebsmand tilsyneladende findes i samtlige samfundslag og i alle afskygninger.

    Og seriøst? Er der folk der brokker sig? Jeg er målløs…

    • MiriamsBlok

      Puha, det må være hårdt at være mor til en pige på den front. Forhåbentlig er vi kommet lidt længere i den rigtige retning, når hun bliver teenager.

  • Louise

    Jeg har de sidste dage tænkt at det egentlig var heldigt (og utroligt) at jeg aldrig havde været udsat for overgreb. Men samtidig blev en bestemt oplevelse ved med at poppe op i mit hoved. Nemlig den morgen hvor jeg sad i en tom bus, og den næste passager sætter sig ved siden af mig. Pludselig føles det som om at noget rører mit lår, men da manden ved siden af mig holder en avis foran sig, er jeg ikke sikker på om det virkelig sker eller bare er noget jeg tror. Det er først efter et minut eller to at jeg rejser mig op for at flytte mig og manden forskrækket hopper op og løber ud af bussen, at det går op for mig at det faktisk skete. At en fremmed mand helt åbenlyst havde sat sig ved siden af mig og taget mig på låret, i et pænt stykke tid. Men det var jo ikke et overgreb tænkte jeg. Men jeg følte mig enormt krænket og blev ked af det og rystet. Med dit indlæg og de andre kommentarer er det gået op for mig, at dét faktisk var en krænkelse som var langt over stregen. Selvom jeg også efterfølgende tænkte at det også var min egen skyld, da jeg ikke havde reageret tidligt nok. Men jeg frøs simpelthen i situationen. Det er skræmmende at man selv har dine tanker. Så hvor er jeg glad for at have læst det her indlæg og indset at det ikke er mig der er oversensitiv, men den mand som var en klam stodder! Tak for dit indlæg Miriam! Og hvor er det trist at læse at så mange oplever det.

    • Sarah

      I København eller Taastrup? Jeg har prøvet fuldstændig det samme sidste år i toget mellem høje Taastrup og kbh H. Jeg var selv I tvivl alt alt for længe om det var avisen eller et uheld at han fik berørt mig når han bladrede. Det var først da jeg fik lagt min jakke henover mit lår at han lynhurtigt rejste sig og gik at jeg blev sikker på at jeg havde opfattet det rigtigt. Det var meget ubehageligt og jeg reagerede helt anderledes end jeg troede jeg ville, hvilket også chokerede mig. Men utroligt som man kan tvivle på sig selv og sin egen opfattelse af noget der føles krænkende.

      #MeToo. Både der og I mange andre situationer.

    • MiriamsBlok

      Puha, det lyder virkelig ubehageligt. Og jeg bliver mindret om, at jeg har oplevet noget lignende i et tog, hvor en mand sad og nussede mig på knæet, og jeg var kun 15 og turde ikke sige fra. Hvad fanden bilder folk sig ind?

  • Rose

    #metoo
    Jeg er blevet taget på balderne i byen, er blevet misbrugt af en “kæreste”, og har haft en anden kæreste, der forlangte, at vi havde sex, også selvom jeg ikke havde lyst. Voldtægt? Jeg ved det ikke. Og det, at man kan være i tvivl om, hvorvidt man er blevet voldtaget, dét synes jeg er uhyggeligt. Hvis man ikke samtykker, siger “ja”, og er tydelig i, at man gerne vil, så er det altså et “nej tak”.

  • Lisbeth

    Jeg havde en chef der tog mig på brysterne til en julefrokost. Han fik så til gengæld et knæ i skridtet 😊

  • Anna Louise

    Jeg tror også, jeg kan melde mig på banen som én af de overraskende få, der ikke har oplevet overgreb, tilråb eller lignende. Jeg har været vidne til, at flere veninder og bekendte er blevet raget på uden samtykke, men jeg er selv gået fri.
    Jeg har en utrolig stor respekt for alle jer, som har oplevet disse skrækkelige ting, uanset om i deler eller ej.
    Er helt enig med Linda. Det er utroligt hvordan nogle mennesker føler sig hævet over et “nej!”.

  • Rebecca

    Vi har netop talt om det i dag til aftensmaden, med et vennepar. Begge os kvinder har ikke oplevet noget direkte, men den frygt man har som kvinde var vi enige om. Det med at gå hjem fra byen og have knyttede hænder og spændt i kroppen, fordi man tænker man skal slå hvis nogen tager fat i en. Eller man er ude i skoven og løbe, og undervejs fundere over hvordan man kan lave et spor, hvis nogle skulle tage en.
    Og selv nu hvor jeg skriver, bliver jeg i tvivl. Er kommet i tanke om to episoder, hvor jeg har været til fest som teenager. Den ene på efterskolen, og den anden i gymnasiet. Om natten er vi en større flok der overnatter der hvor festen er. I begge tilfælde vågner jeg ved at en af fyrene fra festen (altså mine venner, som jeg kender) er ved at kysse mig. Jeg ligger og sover. Og har ikke kysset nogen til festerne, eller flirtet med vedkommende. Begge gange vender jeg mig blot væk, og der sker ikke mere. Ved begge fester sover vi flere i samme rum, og jeg husker ikke jeg har følt mig bange, mere sådan overrasket og forvirret over hvad der lige skete. Og har næste dag slået det hen med at de var fulde, og har ikke sagt det til nogen.

    • MiriamsBlok

      Det er en skræmmende tendens. Både her i kommentarfeltet og generelt i diskussionen. Kvinder der siger, at de ikke har været udsat for noget, og så kommer i tanke om historier som din, som de affejer igen. Fordi der er sket værre ting for andre. Men de tæller altså også. De er også over grænsen!

      • Marie

        Jeg syntes det er en interessent debat og vigtig snak. I min verden er der en del forskel på folk der tager en på røven uden at spøge og efter et nej. Jeg syntes det er flot folk fortæller om deres oplevelser her, men tror også det er

  • Therese

    Tak for at du deler. Og tak for at folk kommenterer. Det var først da jeg læste Louises kommentar at jeg kom i tanke om en hændelse, som indtil nu ikke var poppet op i mit hoved. Efter en fuld fest på et kollegium, ender jeg med at overnatte hos min projekt-makker, der bor der. Jeg vågner på et tidspunkt ved at han ligger og rører ved mit lår.. yikes! Afsted med mig!! Påtalte det aldrig og har aldrig sagt det til nogen, men gruppearbejdet blev ødelagt lidt.
    Derudover MASSER af catcalling. Da jeg boede hhv. i Asien og i Sydamerika var jeg flere gange udsat for mænd der antog at jeg enten var til salg eller bare meget løs på tråden. Shit hvor er jeg heldig at der aldrig skete mere. Men big time rape culture at jeg aldrig rigtig har fortalt nogen om det.

    • MiriamsBlok

      Der er så meget rape culture, at man først virkelig bliver opmærksom på det, når man læser alle de her historier. Jeg gør i hvert fald.

  • Skalotteløg

    Ååh, jeg kan genkende både dine og Cathrines ord så godt. Jeg skrev jo selv et indlæg om samme emne for noget tid siden, og det var også svært.
    Den ene var jo min kæreste, så måske havde jeg ikke sagt nej tydeligt nok. Den anden var en, jeg mødte til en fest, som fik mig overtalt til at give ham en håndspiller for at komme fri. Den tredje var en ven, som jeg havde sagt tydeligt nej til flere gange i ædru tilstand. Måske ikke tydeligt nok i beruset tilstand.

    Så var der i øvrigt også ham der den nye studiekammerat, som trængte mig op mod væggen i natklubben og stak sin klamme tunge ind i min mund uden at spørge først. Men sluttede af med at sige: Du ville jo selv! Inden han skred. Nej, nej, nej!

    Jeg kan mærke, at jeg stadig er bange for, at nogen peger på mig og siger, at det var min skyld.

    Tak til alle, der deler deres historier ❤️
    #metoo

    • MiriamsBlok

      Det er så skræmmende, at man bliver ved med at sidde med følelsen af, at man skulle have protesteret mere, og derfor sidder man nok med lidt af skylden. ET nej burde være rigeligt!

  • Louise

    To gange er jeg blevet taget på røven i byen. Den ene gang af to fyre, der tilsyneladende havde en konkurrence om, hvem der kunne gøre det flest gange. Jeg fik ikke sagt fra, prøvede bare at danse væk, men min veninde stoppede op og spurgte hvad fanden de havde gang i. Nu tænker jeg på: bliver sådanne typer smidt ud, hvis man finder en dørmand?

    Anden gang var en gang, hvor jeg slet ikke så hvem der gjorde det, men hvor det skete flere gange. Rimelig klamt ikke engang at se, hvem der rager på en. Og et tydeligt bevis på, at man ikke selv lægger op til det og at de heller ikke bruger det som scoretrick (eller hvad deres fucked up undskyldning for det nu er…)

    • MiriamsBlok

      Næh. Som regel gør de ikke. For sådan opfører folk sig i byen. For der er det tilsyneladende okay.

  • bangebuksen

    glad for at se hele #Metoo bevægelsen skylde ind over os, og bryde op med tabuet og faktisk vise hvad der sket.
    Jeg er dog stadig bange. Bange for at fortælle min historie, ikke fordi jeg ikke er vil videre, men fordi jeg er bange for at såre mine nærmeste. Jeg er faktisk hunderæd for, at gøre dem kede af oplevelsen der skete på min krop. Jeg ved det ikke var min skyld, jeg ved jeg intet gjorde forkert, og det var ham. Men det er ikke frygten for ham der holder mig tilbage, det er frygten for blikket i mine nærmestes øjne.

    • Ida

      Du bliver nødt til at sige det til nogen. <3 Måske kan du starte med en god veninde og se hvordan det er at tale om?

    • MiriamsBlok

      Jeg håber, du finder modet til at sige det til nogen. Måske bare en enkelt til at starte med? En rigtig god veninde? For ja, de bliver kede af det. Fordi de elsker dig Men du fortjener ikke at skulle holde på den hemmelighed selv.

  • Caroline

    Jeg føler mig heller ikke decideret udsat for overgreb, må jeg indrømme. Jeg kan godt frygte at hashtagget misbruges, og vi kommer til at klandre alle mænd for bare lige at været lidt for kække. Omvendt ved jeg også godt, at jeg ikke burde finde mig i at få et klap i numsen på dansegulvet eller at at mænd i udlandet siger ting rettet mod mig og mine veninder, som vores guide ikke vil oversætte for os.

    • MiriamsBlok

      Det er et svært emne, ingen tvivl om det, men det skrækkelige er jo netop, at mange af de her mænd bruger netop det argument som undskyldning. At de bare var kække og flirtende. Jeg synes aldrig, vi skal klandre alle mænd, men jeg synes, det er sigende, at stort set alle kvinder har oplevet det med en eller anden mand.

  • Simone

    #metoo
    Som 15-16 årig blev jeg alt for fuld til en fest. Dengang sov de fleste af os der hvor festen blev holdt, og denne gang var ingen undtagelse. Planen var at mig og min daværende bedste veninde skulle sove sammen på et af værelserne, men en af drengene der var der, synes at han skulle sove derinde med mig. Det endte med et fuldbyrdet samleje uden min tilladelse – jeg var simpelthen for fuld til hverken at kunne sige fra eller gøre modstand. Det mest skræmmende er at min veninde bare antog at det var okay med mig at han sov derinde – dertil skal det nævnes at han allerede dengang ikke ligefrem var kendt som typen der respekterede kvinder. I lang tid slog jeg det hen og tænkte at jeg måske også havde lagt op til noget uden at vide det selv..

    • MiriamsBlok

      Hvis man er så fuld, at man knap nok er ved bevidsthed, så er det ALTID voldtægt. Og grov, grov udnyttelse. Og ja, også et voldsomt svigt fra din venindes side.

  • Josephine L

    Jeg har aldrig været en partygirl, og er derfor heldigvis gået fri for ubehagelige oplevelser i nattelivet. Alligevel går jeg altid med frygten, hvis jeg går alene i mørke, for at blive overfaldet. Skræmmende at man skal gå med den frygt som kvinde i et moderne samfund.
    Selvom jeg ikke går i byen, er jeg dog desværre ikke sluppet helt for mænd der tog mere, end hvad jeg havde lyst til at give. Som barn blev jeg kortvarigt misbrugt af en ung teenager i familien. Da jeg endelig turde sige noget, husker jeg at han fik en reprimande (stuearrest tror jeg) og at jeg derefter var tvunget til at se ham (og kramme ham) til familiefester i flere år derefter. Jeg følte mig ikke taget seriøst og det var så grænseoverskridende at jeg blev tvunget til fortsat at have (fysisk) kontakt.
    Derudover har jeg som voksen flere gange ladet mig overtale til sex med min daværende kæreste selvom jeg på ingen måde havde lyst. Men jeg kan stadig blive i tvivl om det reelt var et overgreb, når jeg jo ikke (blev ved med at sige) sagde nej..

    • MiriamsBlok

      Det er der, meget af problematikken ligger. “Boys will be boys”-mentaliteten. Jeg kender en historie lignende din, hvor hun også blev tvunget til at ses og være venlig til familiearrangementer. Det er bare ikke godt nok.

  • Stine

    Jeg får det helt dårligt ved at læse alle de her kommentarer. Bare fordi jeg bliver mindet om en masse situationer, hvor jeg selv har følt med krænket, men som jeg har fortrængt. Men også fordi jeg selv nok er kommet til at overskride nogle grænser… og jeg har ikke overvejet det fr nu?! Hvad er der galt med mig så? Jeg har i beruset tilstand fx rørt ved studiekammerats brystkasse og komplimenteret hans muskler uden at spørge om lov. Jeg har også joket ved at tage på en ven til en fest. Og jeg har taget en kollega på låret, sådan overdrevet og tydeligt for sjov, men jeg havde ikke fået lov, og måske syntes han ikke det var sjovt? … fuck. Jeg skal styre mig. Fra nu af. Sikke en verden vi lever i, at jeg har gået rundt og tænkt, at det bare var helt okay?!

    • Birgitte

      Åh Stine – jeg tænker ligesom dig, at jeg også har overtrådt en masse grænser. Bla. ved (til en julefrokost) at danse alt for tæt med en mandlig kollega, som slet ikke ville have det. Det er sgu ikke i orden – heller ikke når det er fra kvindernes side.

    • MiriamsBlok

      Skidegod pointe. Jeg har tænkt samme tanker. Og i bund og grund handler det selvfølgelig om accept. Er de med på den? Og det kan være meget svært at tolke 100% rigtigt.

  • Anonym

    Jeg blev overgrebet af min kæreste, 2-3 år ind i vores forhold. Vi havde været til fest, hvor vi blev MEGET fulde, og hvor vi kom alvorligt op at skændes (over en åndssvag lille ting). Han styrter ud for noget luft, og jeg ligger og hulker på sofaen. Da han kommer tilbage vil han have mig med ind i seng og han undskylder. Jeg går med i seng, hvor min kæreste gør tilnærmelser som sex. Han presser på, og jeg giver efter. Dog havde jeg tænkt et blidt og kærligt samleje, mens min kæreste tænkte, at vi skulle knalde vreden ud. Så det er meget hårdt sex og analsex, uden jeg bliver spurgt (vi havde prøvet analsex før). Dagen efter tager jeg hjem, og min kæreste er meget ked af det. Og der går år uden vi taler om det – det fylder ikke noget i hans bevidsthed, men det gør det for mig, hver gang vi skændes sådan rigtig (hvilket heldigvis er sjældent). En dag hvor vi skændtes sidste år gjorde jeg min tilnærmelse til at snakke om det. Min kæreste var helt ærlig og direkte, og beklagede så meget den aften, og at jeg havde følt mig overgrebet. Han brugte end selv ordet overgreb, hvilket jeg ikke selv turde. Det lettede virkelig mine skuldre. Vi har det helt fantastisk sammen, og det er den eneste gang noget i den stil nogensinde er sket. Og jeg er ked af, at vi begge to skulle opleve det.

    • MiriamsBlok

      Som jeg skrev længere oppe, så synes jeg, de her historier er virkelig essentielle. Fordi det ikke kun er de store, stygge bussemænd, der gør det her. Det er også alle de andre. Dem, vi kender og holder af. Stærkt at I er kommet igennem.

  • Anonym

    Gud ja. Og så har jeg oplevet, at en dørmand i Spanien strøg mig på maven og sagde “I wan’t to make babies with you!”

  • Maia

    Jeg kan se mange skriver, at de er blevet klappet på numsen i byen, eller der er blevet taget rigtig godt fat. Og jeg kan slet ikke lade være med at tænke, om det så er en form for overgreb, når fremmede mennesker tager på ens gravide mave? Jeg var gravid sidste år, og havde det personligt EKSTREMT svært ved at fremmede mennekser lige skulle røre. Det kan godt være der ikke kan sammenlignes, jeg ved det ikke. Jeg ved bare jeg følte, at min personlige grænse blev meget overskredet. Som om en gravid mave er allemandseje, og alle må mærke hvis de har lyst. Og uden at spørge vel at mærke!

    • MiriamsBlok

      Jeg synes i hvert fald, det er upassende. Og mærkeligt, at man netop synes, at en gravid mave er allemandseje. Men jeg tror, det er sin egen diskussion. Bevæggrunden for det er jo ikke seksuel eller magtudøvende på samme måde.

  • Camilla

    Jeg beskytter ham, der begik overgreb i mod mig og jeg er godt klar over det, selvom det er dumt. Jeg nægter at sige, at han ødelagde mit liv og jeg vil ikke ødelægge hans, igen ved jeg at det er dumt, men han var jo bare en ung dum dreng, der ikke vidste bedre..

    • MiriamsBlok

      Jeg synes faktisk, det er virkelig interessant, hvad du skriver. Fordi det er så relaterbart. Men det viser jo også, hvad problemet er. At det ikke kun er monstre og voldtægtsmænd, der gør den her slags. Det er også “the good guys”. Helt almindelige mennesker og venner og familie. Og det er måske nok det, der er det mest skræmmende.

  • Bee

    Jeg kan også skrive #MeToo, men jeg er ikke klar. Jeg har fået fred, på sin vis med hvad der skete.
    Jeg bliver nød til at have fred med det, da jeg ikke kan undgå vedkommende der forulempede mig. Så skal jeg i hvertfald melde mig ud af familien.
    Men igår, i mit feed på Facebook følte jeg mig forulempet endnu engang. Jeg har en bekendt, en facebook ven jeg engang kendte i et tidligere liv. Han lagde et billede op af en kos liv under #MeToo. Givet at man som veganer også kæmper for dyrevelfærd, og at vores dyr sagtens kan og burde behandles bedre, men at sammenligne de overgreb som kvinder har gennemgået og stadigvæk gennemgår med en ko fik mig virkelig til at føle mig som om at jeg og andre der er har gennemgået overgreb, fysisk og psykisk er ligeværdige med en ko.
    Og jeg fik det skidt af det.. og jeg kunne simpelthen ikke gøre noget. Jeg kunne hverken sige eller gøre noget… Jeg endte bare med at scrolle videre… Fuxk jeg føler mig svag…

    • MiriamsBlok

      Det er misforstået aktivisme. Drønærgerligt og upassende. Det hører ikke hjemme der. Hvis man vil snakke om dyrevelfærd skal man gøre det i dets eget forum.

  • Laura

    Jeg må indrømme, at jeg har det lidt blandet med den her kampagne. Jeg har været udsat for et “rigtigt” overgreb, der har splittet hele min familie ad og haft kæmpe konsekvenser. Og beklager hvis “rigtigt” devaluerer historierne i feeded, men jeg har ikke lyst til at gå i detaljer, men i forstår formentlig hvad jeg mener. Kun min familie og to veninder ved hvad det handler om, ligesom mange andre, der er blevet voldtaget nok heller ikke deler hashtagget. På den ene side er jeg glad for kampagnen fordi det måske et sted handler om det samme: grænser der bliver brudt. Og alligevel har jeg det lidt svært ved det – jeg er i hvert fald ikke klar til at svare på spørgsmål, hvis jeg deler hashtagget. På den anden side er det også skræmmende, at med alle de der har delt hashtagget vil de alvorligste cases formentlig ikke være repræsenteret… Måske føler jeg mig snydt fordi jeg ikke kan dele – eller måske ville jeg bare gerne have været én af dem der “bare” blev taget på røven.
    Jeg kan godt se, jeg slet ikke formår at forklare min ambivalens omkring det…

    • C

      Jeg er mere end enig. Jeg synes på sin vis at kampagnen er fantastisk, og så alligevel.. så føler jeg at den er langt mere møntet på dårlige oplevelser i nattelivet o.lign. Ikke at det på nogen måde er okay. Men det er altså bare ikke det samme.

      Jeg er virkelig ked af hvad du har oplevet. Alt godt til dig i fremtiden <3.

    • MiriamsBlok

      Jeg kan sagtens forstå, at det må være hårdt, Laura. Og jeg kan også godt forstå, du ikke har lyst til at dele. Men jeg opfatter kampagnen som netop gørende opmærksom på, at det ikke KUN er de store, livsændrende overgreb, der finder sted og fylder, men at der også er problematikker i hverdagssexisme og opvelser, der ikke nødvendigvis giver kroniske ar, men stadig er svære og ubehagelige at komme over. Jeg synes ikke, det behøver være enten/eller. Man devaluerer i mine øjne ikke de rigtig grove overgreb ved at fortælle om de andre. Der er så mange, der er uvidende om, hvor udbredt det er. Og selvom det er en bred sag med mange nuancer og synspunkter, så tror jeg på, den gør noget rigtig godt. Også selvom de, der er udsat for de groveste tilfælde, måske ikke har lyst til at stå frem.

  • P

    Jeg har hele formiddagen tænkt og tænkt over hvor mange oplevelser jeg kunne tælle sammen. Og der var en del, men jeg kunne mærke at det ikke var dem der gjorde mig ubehageligt til mode. Nu læste jeg lige en af kommentarerne her og så kom det til mig – en meget ubehagelig oplevelse, som jeg havde fortrængt. Jeg sidder med tårer i øjnene og ondt i hjertet over det nu. Men jeg har det som flere andre også sådan ‘men det kunne da have været meget værre’. Og i virkeligheden bør intet af det jo finde sted og det er vel det hashtagget bidrager til opmærksomhed om.

    • MiriamsBlok

      Lige præcis! Jeg synes på ingen måde, man devaluerer de virkelig grove overgreb ved at tale om problematikken i alle de andre også.

  • Lisa

    Jeg har ikke lyst til at dele det hashtag. Jeg har hverken skammet mig over det der skete, da jeg var yngre og heller ikke følt at det nogensinde var min skyld. Føler ikke at det for mig personligt bidrager med noget nyt.
    At nogle folk ikke har respekt for kvinder og personlige grænser siger noget om hvor afstumpede og blæste i hovedet de er.
    Fyren fra min egne oplevelse blev bidt lige i røven af karma få år senere. Og nej jeg havde ikke ondt af ham. Jeg har ikke ondt af den slags typer. Har ikke lagt skjul på at den episode fandt sted, sagen er dog den jeg for evigheder siden har bearbejdet den.
    Støtter op omkring det og er glad for at dialogen nu er reelt i gang hos flere, men jeg har talt om hvor f*cked den slags opførsel er hele mit liv og hvor f*cked det er at så mange kvinder oplever det.
    Tvivler dog på at der er specielt meget der kommer til at ændre sig lige foreløbigt, da den slags udvikling tager tid, især når det omhandler noget der er så giftigt og gennemsyrer alle samfund.

    • MiriamsBlok

      Jeg tror ikke, skam har noget med bevægelsen at gøre i det hele taget. Efter min opfattelse handler det mere om at gøre uvidende opmærksomme på, hvor udbredt et problem, det er, og hvor mange kvinder rent faktisk indretter deres liv efter det. Det er en lang og sej kamp, og jeg tror heller ikke, det er noget, der ændrer sig over night, men jeg er glad for, at det bliver taget op.

  • Lea

    Hvor er det flot, at der er så mange kvinder, der viser styrke og deres opbakning i denne vigtige sag. Tak for din historie og for at belyse emnet, Miriam.
    Jeg har selv oplevet forskellige grader af overgreb.
    – blive tungekysset og krammet hårdt af min 78 årige bedstefars bror som 13 årig. Vågnede også en nat ved at han rørte mig på mit lår.
    – blive raget mellem benene i fuld næsten bevidstløs tilstand. Ved ikke hvem det var.
    – blive taget hårdt på røven til en koncert. Så ikke hvem det var.
    – blive voldtaget af en, jeg troede var en ven.
    – tilråb fra biler.
    – en jeg så en overgang, valgte at overhøre min besked om at vi skulle bruge kondom. Han var generelt respektløs og ville ikke forstå et nej.
    #MeToo. Det er aldrig i orden, uanset hvilken form for overgreb.

    • MiriamsBlok

      Jeg er så glad for, at du har skrevet ting i varierende grad ned, for pointen i kampagnen (set fra mit synspunkt) er nemlig, at alle har oplevet det i varierende grad, og ingen af dem er okay. Uden at de bagatelliserer hverken de store eller de små sager.

  • R

    #metoo
    Studenterfest efter jeg var blevet student. Stod bare på gulvet oppe ved baren tror jeg nok.
    En fyr fra en anden klasse (spillede guitar i band og fik et “ugens uundgåelige” moment på P3 noget tid efter) kom pludseligt hen og tager mig vildt på røven. Helt ud af det blå! De gik bagefter væk uden et ord. Det føltes som mobberi og ydmygende. For jeg stod bare der. Passiv – noget, som blev gjort mod mig. Ingen form for interaktion i øvrigt. Havde intet haft med ham og den anden at gøre før.
    Min reaktion? Jeg gik hen og gjorde det samme ved ham. Fulde nar.

  • R

    …nåh ja. Havde helt glemt:
    – blev som ca. 16-årig klappet bagi af mandlig efterskolelærer (ja jeg var hans elev)
    – blev taget hårdt fat i af en flok drenge til en byfest som ca 13-årig. De prøvede at slæbe mig og nogle veninder med. Prøvede at kysse os. Vi sled os fri og løb væk.

  • Anette

    Jeg var igang med at tage kørekort hos en mandlig kørelærer. Jeg havde lige været ude og køre, og jeg skulle have mine ting, som lå bag i bilen. Da jeg står uden for bilen, og bukker mig ind i bilen for at få fat i mine ting, giver min kørelære mig i røven.

  • Sofie

    Jeg tror nærmest alle kvinder har prøvet at blive befamlet af mænd, når de har været i byen. I hvert fald alle kvinder, jeg kender. Og dét er fandme uhyggeligt! Til introfest i 1.g tog en fremmed dreng mig på røven. Og ikke bare tog mig på røven, han skubbede sin hånd helt op imellem mine baller. Jeg vendte mig om og sagde “hvad fanden laver du?!”, hvortil han svarede “hovsa… ups!”, og så var ham og hans venner ellers flade af grin. Viiirkelig sjovt. Jeg sad også engang på en bar og snakkede med en fyr i selskabet, som jeg absolut havde ingen seksuel interesse i, og stemningen havde på intet tidspunkt været flirtende. Alligevel lægger han pludselig hånden på mit inderlår og fører den op mod mit skridt. Jeg skubber hans hånd væk og fortæller ham, at det der skal han stoppe med lige nu, hvortil han kigger forundret på mig, nærmest medlidende, og siger “aaah, okay. Du har en kæreste?”. Det havde jeg ikke. Jeg havde bare fucking ikke lyst til at have en fremmed mands hånd på mit inderlår! Han fattede simpelthen ikke, at det var upassende at rage mig på låret – men hvis der derimod var udsigt til at forulempe en anden mands ejendom, se SÅ var det en anden sag. Heldigvis (og desværre) har jeg aldrig taget de her oplevelser med mig videre eller haft følelsen af, at være blevet forulempet. Jeg har aldrig følt mig bange i situationerne eller følt, at jeg ikke havde kontrol. Men det er sgu da alligevel uhyggeligt, at vi lever i et samfund, hvor de her ting er så normalt, at jeg ikke engang har lagt noget i det efterfølgende, men i stedet forsvaret det med, at mændene var fulde og dumme og drengerøvsagtige. Hvad fanden sker der egentlig for dét?

  • Helle

    Da hashtagget kom frem tænkte jeg at det havde jeg aldrig oplevet, altså ikke sådan hvor jeg havde følt mig utilpas i situationen… efter at have tænkt over det går det op for mig at jeg 1 gang med sikkerhed har følt det som et overgreb.. jeg var omkring 13 år, på ferie i Østrig med mine forældre og har været til noget underholdning på en restaurant. De østrigske dansere kom og sad ved vores bord og snakkede. Vi sad i sådan noget kupeer med bænke ind mod en væg, hvor jeg sad inderst og en af de mandelige dansere satte sig ved siden af mig. Efter noget tid begyndte han at køre sin hånd op og ned af mit inderlår, mens han snakkede med mine forældre om at han havde en ferielejlighed vi kunne leje året efter! Jeg følte mig fanget, men formåede at sige at jeg skulle på toilet så jeg kunne komme ud af krogen. Da jeg lige havde sundet mig gik jeg ind og fortalte det til min mor, der blev rasende og sagde det videre til min far så vi rejste os og gik. Vi sagde ikke noget til dem, men ud fra de andre danseres ansigtsudtryk, tror jeg alligevel de forstod hvad der havde foregået.
    Det uhyggelige ved historien er at jeg aldrig har fortalt nogen om det ud over mine forældre og at jeg idag som 25årig kun husker historien pga. Et hashtag – så “almindeligt” må hverken “små eller store” overgreb blive, at vi slår det hen!

    • MiriamsBlok

      Det er næsten det, der er det mest skræmmende. At så mange siger, de ikke har noget at bidrage med, fordi det er blevet så normaliseret, at de slet ikke tænker over, hvor upassende det er.

  • Cecilie / nysognuancer

    Der er så uhyggeligt at der er så mange af de her historier. Og endnu mere skræmmende er det, at mange af overgrebsmændende i realiteten ikke ved, at de har gjort noget forkert. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet taget på numsen i byen hvortil jeg har vendt mig om og sagt med uomtvistelige alvorsord at det absolut “ikke er okay!” De fleste af gangene er jeg blevet mødt med direkte overraskelse over min reaktion. Vi bliver simpelthen nødt til at lære folk hvad der er okay og hvad der ikke er. Slut.

Der er lukket for kommentarer.