Strong Independent Woman Who Don’t Need No Man

Skrevet d. . Uploaded i brok,mænd,mig,personligt.

hjolpælkjh

Som så mange andre ting i mit liv kan jeg godt lide at pege lidt fingre af min singlehed, men sandheden er – på trods af utallige datingskriverier – at jeg de fleste dage faktisk er virkelig godt tilfreds med min civilstatus. Jeg elsker at være single. Friheden til at være egoistisk og aldrig skulle tjekke med et andet menneske, før man lægger planer. At kunne brede sig i sengen og ikke blive vækket om morgenen af en andens alarm. At kunne dyrke sin Secret Single Behavior hver dag, hele dagen. At kunne flirte og knalde omkring som det passer en.

Uheldigvis sker der ind imellem det, at nogen opfatter min single-selvironi som opgivenhed eller et forsøg på at dække over en form for indre smerte over at være alene. Og så byder de ind med noget trøst eller opmuntring. Og jeg ved godt, det er positivt ment og kommer fra et kærligt sted, men det er samtidig en af mine pet peeves. (Mine pet peeves er tilsyneladende meget folk, der prøver at være rare ved mig, fx ved at komplimentere mine bryster. Jeg er lidt af et røvhul.) Det, der sendes af sted som noget positivt, har en tendens til at blive forvandlet til noget negativt i mine ører. Jeg synes ikke, det er opmuntrende at høre: “Han findes derude et sted”, “nogle mennesker er bare længere tid om at finde hinanden”, “du må væbne dig med tålmodighed” eller lignende fraser, som de fleste singler med garanti på et eller anden tidspunkt har oplevet at lægge øre til. Jeg synes snarere, det er lidt nedladende. Det signalerer en bevidst eller ubevidst antagelse om, at det der med at være i et forhold, det er målet, at man ikke er fuldstændig, når man bare er sig selv, og at ens singletid primært består af at vente på, at Mr. Right på et eller andet tidspunkt dukker op.

Når jeg poster billeder som ovenfor, er det lidt det samme, som når en af mine veninder brokker sig over, at hendes kæreste ikke vil samle sine underbukser op fra gulvet. Det er bare godmodigt brok. Og ligesom jeg ikke hjælper hende ved at hviske: “Nårh, det lyder godt nok træls, men heldigvis slår I nok op en dag”, så får jeg heller ikke så meget ud af at få at vide, at jeg nok skal finde kærligheden engang. For det første aner vi jo ikke, om det er sandt, og for det andet er det slet ikke det, der er pointen. Det er en post beregnet til at fremme en fællesskabsfølelse på samme måde, som når man om fredagen poster et billede et en drink og skriver: “Sku’ vi aldrig være fulde eller hva’?” Det er relateable. Hvis jeg en aften sidder halvsnalret og tuder ned i mit tiende glas rødvin over, at der aldrig er nogen, der vil elske mig, så må (skal, faktisk) man smide trøstende klichéer på banen. Men ikke før.

Jeg synes, det er utroligt svært at kommunikere til folk, at jeg (helt oprigtigt!) sætter pris på tanken bag, men jeg vil helst ikke have deres opmuntring. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det uden at jokke dem over tæerne, som jeg fx gjorde det på instagram tidligere i dag. For de føler, at jeg afviser deres opmuntring eller deres medfølelse, mens jeg føler, jeg afviser deres medlidenhed. Og så bliver det svært.

Mænd kan godt være søde. Og det kan være himlen at være kæreste med en. Men lige nu er jeg altså en strong independent woman who don’t need no man, og det er mindst lige så godt! 😀

Related Posts:

Kommentarer (22)

  • Kirstine

    Well spoken lady! Jeg er i din båd 😉
    Ha’ skønherlig fredag! Jeg skal ud og single den i aften, woop woop

  • Susanne

    Det er helt rigtigt. Jeg var 34 før jeg fandt ham, jeg trives med, og jeg synes, de opmuntrende bemærkninger er nedladende. Der er åbenbart noget i vejen med singler! Det står i total kontrast til alt hvad vi ellers synes at vide om det moderne menneske. Kan faktisk ikke se at de ikke selv kan se hvad det i virkeligheden er, de siger!

    • miriamsblok

      Yes, det er det samme blik, man får, når man udtaler, at man ikke vil have børn. 😀

  • Leni

    Hvor er det befriende at læse dine kloge overvejelser… Jeg er 51 (gys!) og single og følger din blog med stor fornøjelse og stor genkendelse. Problematikken/udfordringen er den samme for mig uanset min alder.
    Hvem f….. skal beslutte at det eneste saliggørende er, at have en fast kæreste for at være lykkelig? Det er kun med få undtagelser sket for mig….

    • miriamsblok

      Øv, hvor er det træls, at det bare bliver ved. Det må vi kæmpe lidt for at lave om på!

  • Kristina

    Alle jeg kender, mener ikke jeg er single-typen, så de synes det er pisse synd for mig, jeg stadig er single i dag. Altså jeg vil gerne have en kæreste, men det skal være med den rette og ikke hvem-som-helst, så imens nyder jeg singlelivet og er dødtræt af folk skal spørge og kommentere om mit singleliv, selvom jeg godt ved de ikke mener det ondt.

    • miriamsblok

      Arhmen, det er det der med, at der overhovedet findes en “singletype”. For det synes folk jo. Det er så træls og stereotypisk.

  • Janne

    Jeg er også så enig her – har prøvet det samme og for mig virkede de nok så velmente kommentarer så nedladende – som om jeg ikke var god nok uden kæreste og bare mig. Det toppede faktisk lidt da jeg mødte en kæreste, og en kollega, da hun hørte det, udbrød – TILLYKKE!

    • miriamsblok

      DET ER DET, JEG MENER! Altså, det er jo fint, hvis man ønsker tillykke med kærligheden, men som regel virker det mere som et tillykke med at du ikke er alene mere…

  • Rose

    Men folk mener generelt at det er helt okay at blande sig andres livsvalg. Jeg er 30, gift og har ingen børn – og som sådan ingen lyst til børn. Bevares, jeg skal da ikke kunne afvise at det kommer, men man skal i hvert fald IKKE tale højt om manglende lyst til at reproducere. “Bare vent, det kommer pludselig” “Dét kommer du nok til at fortryde” “jamen hvad med bare en enkelt?” Bla bla bla! Jeg hat sagt stop! Jeg har simpelthen frabedt mig spørgsmål og kommentarer, fordi jeg ellers bliver sindsyg!

    • miriamsblok

      Oh yes. Jeg har heller ingen planer om at få børn, men jeg får så gerne: ‘det ændrer sig, når du møder den rette’. Suk.

  • L

    Jeg har været single (fraskilt) i snart 3 år og trods mange oprigtige forsøg på at finde kærligheden, er jeg endt ud med at acceptere at jeg faktisk har det bedre som single! Jeg afviser ikke kærligheden, men “dramaet” som man er indskrevet til i tidens måde at date på, det orker jeg simpelthen ikke. Det var altså nemmere for 10 år siden!! Folk opgiver alt for hurtigt: Alle har forventninger til det store dating eventyr med festfyrværkeri fra 1. minut – og hvis det ikke er sådan, så er det farvel med det samme. Hvorfor blev tilgangen “lære hinanden at kende på godt og ondt” pludseligt besværlig? Jeg gider ihvertfald ikke opføre mig som wonder woman, gemme dårlige vaner væk og være usikker på mig selv i flere måneder, fordi jeg ikke skal være alene… nej tak. Så hellere være single og glad 🙂

    Og faktisk er jeg også nået dertil, hvor jeg (helt seriøst) overvejer at få børn alene. Jeg nærmer mig de 30 år og vil ikke sætte mine drømme på standby, bare fordi de sociale normer er at man skal have en kæreste, før ens liv er “rigtigt”. Jeg er en stærk, selvstændig kvinde og en fyr skal ikke definere min lykke. Men hvis den rigtige er derude, skal han da være mere end velkommen til at tilføre lidt ekstra 🙂

  • Em

    Jeg var overbevist om, at jeg ville leve og dø single, indtil jeg for 7 år siden mødte manden i mit liv, den dag han er væk, har jeg stadig ikke planer om en anden.
    Den værste kommentar jeg har fået er, “du ser da meget godt ud, hvorfor har du ikke en kæreste?”
    Svar, hvem gider en kæreste, der kun ser på det ydre

Der er lukket for kommentarer.