Noget om mandetyper og fantasitænkning

Skrevet d. . Uploaded i mænd,mig,personligt,visdomsord.

Der er mange holdninger omkring, hvordan man bedst dater. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at det på nogen måde kan måle sig med mor-mafiaens diktatur over moderskabet, men jeg har fået min del af meninger, siden jeg begyndte på Projekt Dating herinde. Især lader der til at være en del forvirring omkring min “type”. Flere mener, at det er en lidt nederen slags mand, og jeg derfor burde gå efter noget andet, og de udtrykker det med alt fra undring henover bekymring til belæring. (Lidt apropos dengang jeg skrev om det uvelkomne, gode råd.)

Here’s the thing: Man kan ikke rigtigt styre, hvad man tiltrækkes af. Jeg er egentlig ret fint tilfreds med de kvaliteter, jeg drages til, også selvom jeg er udmærket klar over, at andre drages til noget andet. Different strokes for different folks. Jeg synes, mænd er røvlækre i jakkesæt. Jeg vender mig om efter en mand på gaden, så snart han rammer de 190. Jeg får kriblen i fingrene, når jeg ser McDreamy-hår. Jeg bliver blæst bagover, når en mand har evnen til at holde et helt lokales opmærksomhed med sine ord alene. Jeg klapper i hænderne, når han har et specifikt mål for, hvor han vil være om ti år.

Men det er jo alt sammen relativt overfladiske ting. En person indeholder så meget mere, end hvad jeg med haltende adjektiver kan bruge til at beskrive drømmemanden. Derfor er det heller ikke voldsomt atypisk, at Serienørden afviger på visse punkter. Det er sket før. En del. For i virkeligheden er personligheden i langt højere grad betydningsfuld. At jeg tiltrækkes af en kvalitet, betyder ikke nødvendigvis, at jeg frastødes, hvis samme kvalitet ikke er til stede. Generelt er min erfaring fx, at jeg har mest til fælles med mænd, der har længere videregående uddannelser, men jeg har også datet en musiker, en tjener og en slagter. Jeg har en svaghed for nærmest absurd høje fyre, men jeg har også været forelsket i en på 170. Champagnehader, kattehader, grammatikhader, julehader – det skal ikke skille os ad. Men derfor kan man stadig godt more sig, når man pludselig befinder sig i en helt anden grøft end forventet.

Tiltrækkende kvaliteter er ikke det samme som krav i min verden. Så overfladisk er jeg gudskelov ikke og bliver det forhåbentlig heller aldrig. Det er ren fantasitænkning når jeg beskriver den “type”, min drømmemand er, eller alle de egenskaber han skal have, lidt ligesom når jeg går og drømmer om at hive Tom Hiddleston med i seng. For i sidste ende er man jo heldigvis skideligeglad, når man endelig render ind i ham, fordi der nødvendigvis er det eneste, der partout skal være: The connection. Og så kan man altid tage den derfra…

Related Posts:

Kommentarer (17)

  • Søs / Frk NV

    Jamen selvfølgelig! (Her gik jeg og troede det generelt var underforstået, når man talte om typer? Netop fordi man ofte hører at folk rammer lidt ved siden af, hvor det ender godt.)

    Jeg har kun hørt rygter om mor-mafiaen, og de er skræmmende nok, men en dating-mafia? Håber da aldrig jeg (ubevidst!!) ender med at være en del af den…

  • Johanne

    Jeg har fået den samme belæring fra veninder… Min “type” minder i bund og grund om din, og tit har det resulteret i, at veninder mener jeg vælger fyre der er “for” smarte, og at det er derfor det går galt. “Hvis nu du fandt en lidt sødere fyr, de ville aldrig såre dig”…. Så kan man sagtens sige “ja, det kan jeg da godt prøve”, men man styrer bare ikke rigtig selv hvem man tiltrækkes af og falder for.

  • nanabech

    Altså, jeg var sikker på, at jeg skulle ende med en lyshåret lidt svensker-agtig type. Ikke vildt høj, men måske ok trænet og sportsagtig.. Og nu sidder jeg på syvende år med min meget høje, (meget) slanke mørkhårede kæreste, som elsker computer-dims og synes, at fitnesscentre er roden til alt ondt. Jeg vil ikke bytte ham for noget i verden.

  • Anonym

    Jeg har aldrig rigtig ville dele min type med nogen, for sandheden er at han har lidt “for meget” på sidebenene. Jeg synes at tynde fyrer er noget af det værste, men til gengæld en der kan give et RIGTIGT bamseknus, så bliver jeg glad. Heldigvis er jeg endt med sådan en. At jeg så gerne så at han ikke blev større, det er jo en anden historie… Den rigtige bamse-mand har bare både en øvre og nedre grænse, men det siger jo intet om personlighed.

  • Anonym

    AMEN SISTER! Har det præcis på samme måde. Kan slet ikke klare tynde fyre – selvom jeg selv er petite….

  • Anonym

    Må vi ikke hører hvordan du forbereder dig til en date? 😛 Tanker om ham, dit tøj (sexet, afslappet, farver, stil), din udstråling, hvad i skal og hvordan du kommer i date-mode/humør li før han dukker op 😛

  • Miriam

    Folk har åbenbart så stærk en trang til at være bedrevidende, at de laver mafiaer overalt! Jeg er nok fx skyldig i at være en del af grammatikmafiaen. 😀

Der er lukket for kommentarer.