Giver du lige slip igen, tak?

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

Jeg er inde i en lidt træls angst-periode. Det positive er, at jeg efterhånden er så velbevandret i området, at jeg godt ved, hvordan det skal tackles. Jeg kender følelserne. Jeg ved, at det er midlertidigt. Jeg ved, jeg kommer ud på den anden side.

Det frustrerende er, at det er helt enormt drænende at have angst. Og det gør det svært at finde det overskud, der skal for at arbejde på at få den til at lade mig være i fred igen. Når jeg endelig sover, er det let, uroligt og slet ikke nok. Min krop i konstant beredskab. Min nervesystem er på overarbejde. Der er tusinde katastrofetanker og allll of the selvhad kørende rundt i mit hoved nonstop. Det er så uendeligt udmattende.

Der er især én ting, der altid fortæller mig, at nu er den gal. Det er, når jeg ikke har lyst til at være i min stue. For jeg bor i en relativt lille lejlighed, som jeg elsker højt. Den føles som hjem på alle måder. Men når angsten for alvor sætter ind, føler jeg mig utryg, når jeg befinder mig i den stue, der som regel danner rammen om alskens rare ting som læsning og puslespilslægning og venindemiddage og spontane danse-sessioner, mens jeg lægger vasketøj sammen. Men pludselig føles stuen for stor, for åben, for tæt på den virkelige verden. Jeg får al lyst i verden til at gå ind i soveværelset, lukke døren til og isolere mig fra alt, der foregår på den anden side af de fire vægge.

Det skal tages i opløbet, hvis jeg ikke vil sætte gang i en kæmpestor negativ spiral, som er svær at komme ud af igen. En af dem der, der varer måneder (og engang år). Det er den evige balance mellem, hvornår man skal respektere en krop, der siger fra, og hvornår man skal give den et ubehageligt, men nødvendigt skub, før den går i selvsving i en uhensigtsmæssig retning.

Jeg går ture. Det er lort at komme ud af døren, men efter de første ti minutter kan jeg mærke, hvordan det gavner at blive mindet om, at verden også er et rart sted. Solskin og glade børn på legepladser og sirligt passede byhaver og Discovery-æbler på tilbud i Netto. Jeg messer til mig selv, at jeg er okay, der er ingen fare på færde. Alt er godt, alt er godt, alt er godt. Mit slap-nu-fucking-af-lortehjerne-mantra. Det sociale er svært og uoverskueligt, men at mødes med en veninde til en kop kaffe (som dog er en cola for mit vedkommende, for selv efter at have prøvet i årevis, kan jeg ikke lide det stads) og have en samtale med en anden end min konstant paniske hjerne, er med til at give mig en pause. Et åndehul. Sådan går det gerne på de dage, hvor jeg vinder. Det gør jeg ikke hver dag, men ofte nok. Heldigvis.

Og til sidst virker det, og angsten giver slip. Accepterer, at jeg har styr på det, og det nok skal gå, og at den ikke behøver være der eller som minimum i hvert fald kan skrue ned til et niveau, hvor den bare rumsterer lidt i baggrunden engang imellem. Det er en del af det der med at behandle min hjerne som en to-årig. For den prøver i virkeligheden at beskytte mig. Sørge for at vi er i kontrol, at vi er forberedt på kriser. Hvilket så selvfølgelig ender med at være en krise i sig selv, men det fatter den ikke rigtigt. Så jeg gør mit bedste for at arbejde med den og ikke mod den. Anerkende dens følelser. Nårh, du har det lidt svært, stakkels dig. Ae, ae. Og til sidst giver den slip. Nogle gange tager det bare lidt længere tid end andre.

Så jeg venter. Tålmodigt. Lidt endnu. Og faker det bedste jeg har lært i mellemtiden, fordi verden går videre, og I got shit to do. Det skal nok komme. Det gør det altid.

Giv nu slip, dit lille røvhul.

Related Posts:

Kommentarer (18)

  • Betina

    Hvor er det fedt du deler ❤️ jeg har en mand med angst, og det giver mig et godt indblik når du fortæller om hvordan det er for dig 🥰 jeg har fundet en meta kognitiv psykolog til min mand og han er faktisk umiddelbart med på at prøve det, men er så meget i tvivl om, om det kan hjælpe eller der bare er salgsgas når der fortælles om at det kan kurere 80% af alle med angst. Har du mon erfaring med det? Gad virkelig godt høre fra et ægte menneske om det er godt og ikke bare fra diverse behandlere 🙈 for det er jo ikke ligefrem en billig omgang 😬

    • MiriamsBlok

      Jeg kender rigtig mange, der er virkelig glade for både kognitiv og metakognitiv terapi. Altså, hvor det reelt har ændret deres liv. Så jeg tror bestemt ikke, det er gas! Jeg tror, det kommer meget an på, hvilken type person man er. For mig fungerer det ikke, fordi jeg oplever, det er symptom-behandling. Altså, at man prøver at gøre noget ved de udfordringer, man har. Hvilket ikke lyder dårligt, og for mange heller ikke er det, men for mig battede det først, da jeg lærte at forstå HVORFOR jeg har de udfordringer. Hvor de kom fra, hvad der udløste dem. For så kunne jeg begynde at rumme og arbejde med dem i stedet for at give mig selv tæsk for ikke bare at kunne holde op med at have det sådan. Og det blev mit problem med kun at arbejde med situationen som den er nu, i stedet for at arbejde med roden til mine problemer. Jeg skulle dykke godt og grundigt ned i fortiden for at lære at forstå mine reaktionsmønstre. Så det var der, jeg først rigtigt begyndte at føle, at jeg kom nogen vegne. Jeg har stadig både angst- og depressive perioder, men de slår hverken så hårdt eller varer i så lang tid, og jeg føler mig i langt mindre grad magtesløs, når de står på. Jeg har oprigtigt en følelse af, at jeg har lært at leve med dem. Det er stadig ikke sjovt, men det er meget, meget lettere, end det var engang. Så jeg vil næsten synes, han skal give det et skud og se, om det er en terapiform, der funker for ham!

  • M

    Jeg kan ofte se mig selv i dig, på de her indlæg, og det er rart ikke at føle sig alene.

    Jeg har boet i min lejlighed i 3 år, og jeg elsker den, men jeg har svært ved at bruge stuen, den er stor og lys og kan ikke rigtig lave den om til hule, da jeg har et stort ovenlys vindue lige over sofa/tv, og det ikke er muligt at have sofa/tv på andre måde. Jeg gør så meget for at gøre det hyggeligt, stort smart tv, den sofa jeg har drømt om i flere år, pæne farver på væggene, billeder, lyskæder (dog mest anvendeligt om vinteren 😂) osv, men den er bare stadigvæk stor, lys og åben.

    Så de fleste dage gemmer jeg mig i soveværelset, i min hule, hvor jeg føler mig tryg. Nogle dage føler jeg mig ok til at komme ind i stuen, prøver ikke at tvinge det ned over hovedet på mig selv, tager det et kvarter af gangen, et afsnit af en serie af gangen, prøver og prøver men lige pt går det ikke.

    Jeg har overvejet om man skal inventere i et ovenlysvindues gardin, men de koster en formue, og der er højt der op så hvordan jeg skulle få den monteret ved jeg ikke. Måske det ville hjælpe, gøre det mere hule agtig for mig.

    Jeg venter på svar på blodprøver så jeg kan få skiftet min medicin ud da jeg længe har påstået den ikke har virket. Det her år har føltes som en lang depressiv angst rollercoaster, og jeg er træt.

    • MiriamsBlok

      Hvis det er helt gennemgående, at du har svært ved at bruge din stue, så synes jeg bestemt, du skal undersøge muligheden for det gardin der. Man kan vel få dem automatiske, så man kan åbne/lukke efter behov? Så ville du stadig kunne bruge stuen med lys på de gode dage, men som hule på det dårlige? Første skridt kunne i hvert fald være at undersøge, hvad det koster at få nogen til at montere, hvis det kræver hjælp. Så kan du altid tage stilling derefter. <3

  • Mette

    Kæmpe kram du seje kvinde ❤️❤️❤️🫶🏼🫶🏼🫶🏼
    Når min datters angst er værst, så er det som dig soveværelset og ikke stuen i hendes lille bolig der er tryg 🥺.

  • Iben

    Det er så dejligt at læse, at der trods alt er fremgang, selvom du er inde i endnu en periode med angst. Jeg håber, du hurtigt kommer på den anden side af den. <3

  • Cai

    Åh, gud, jeg har aldrig tænkt over, at det var derfor mit soveværelse føltes så sikkert og trygt, da jeg havde depression. Det er jo selvfølgelig fordi den var min hule, og hvor jeg havde mulighed for at lukke lyset helt ude 😅

  • Josephine

    Der gik lang tid før jmdet gik op for mig at jeg også kæmpede med angst. Jeg havde været forbi lægen nogle gange og fik af vide jeg “bare” var stresset.
    Men det var et post du lavet en gang om angst hvor jeg pludselig sad og tænke “det er jo mig”. Jeg elsker hvordan du formoder at beskriver det så godt med ord.

    • MiriamsBlok

      Det er også lidt kludret, fordi der er så mange overlap mellem mange psykiske udfordringer. Og tit følger de også med hinanden, hvilket ikke gør det bedre! 😀

Der er lukket for kommentarer.