“Hvordan tør du?” – Solorejser, angst og tryghedsnarkomani

Jeg bliver relativt ofte spurgt om, hvordan jeg tør rejse solo. Folk spørger af forskellige årsager. Der er sikkerhedsaspektet i at rejse alene som kvinde. Der er at stå med alting selv, hvis noget går galt. Om jeg ikke bliver ensom undervejs? Hvordan søren man overhovedet kan overveje at kaste sig ud i sådan noget, når man også er velsignet med en angst-diagnose og et nervesystem, der har for vane at blive overbelastet i tide og utide?

Og, well. Jeg vil ikke sige, at det altid går gnidningsfrit. Jeg havde da et solidt meltdown, da jeg skulle til Atlanta og missede mit connecting flight i Fort Lauderdale. Og så stod jeg der. Og skulle fikse det selv. Ingen at snakke situationen igennem med, ingen at råbe “fuuuuck!” sammen med, ingen til at hjælpe med at finde en løsning. Bare mig.

Men der sker et eller andet mentalt, når der ikke er så meget hjælp at hente. Man kan ligesom bare mere selv. Det hjælper selvfølgelig også en hel del på det, at jeg rejser i et land, hvor der tales engelsk. Jeg kan læse alle skilte og forstå mennesker uden en kommunikationsbarriere. Og en løsning når jeg altid frem til.

For at afhjælpe angst og generel tryghedsnarkomani har jeg nogle ret simple regler, når jeg rejser. Jeg er fx sjældent sådan rigtigt ude om aftenen. Jeg kan godt spise aftensmad ude, men jeg ville aldrig tage på bar eller den slags, og jeg er meget obs på området, jeg er i. Hvis det virker lidt sketchy, er jeg ekstra forsigtig. Det er mest i storbyerne, det kan ske. Men decideret utryg føler jeg mig virkelig sjældent. Derudover har jeg også altid planlagt min rute meget præcist og booket mine overnatninger på forhånd. Nogle kan godt lide fleksibiliteten i at køre, indtil de ikke gider mere, og så se sig om efter et hotel, men jeg har behov for at vide, hvor min næste base er, og at jeg altid kan tage derhen, hvis jeg ikke lige kan overskue mere. Og så researcher jeg på forhånd. Sådan helt ned i lavpraktiske detaljer. Vil fx altid google, hvordan man bruger metroen i en by (ruter, betaling, etc) i stedet for bare at gå ned og prøve at finde ud af det. Så føler jeg mig på dybt vand, og det er en af de lidt fjollede ting, der kan trigge min angst. Kommer til at stå med koldsveden løbende ned ad ryggen, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvilket billet er den rigtige at købe. Og det er bare unødvendigt. Forberedelse er min ven. Altid.

Derudover holder jeg mit program meget løst. Det er bevidst. Det er frihed for mig og det, jeg elsker allermest. At jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Da jeg rejse solo første gang, blev jeg helt vildt overrasket over, hvor meget man faktisk går på kompromis, når man rejser med andre. Ofte helt uden at tænke over det. Hvad man skal spise, hvor længe man er i en butik, hvad man ser og oplever. Overskuddet bliver et andet, når jeg er alene. Jeg oplever generelt ikke ensomhed, når jeg er af sted. Måske engang imellem når jeg spiser ude, fordi jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad man foretager sig, når man ikke spiser. Hvad gør man ved sine hænder? Hvor kigger man hen? Og jeg havde et øjeblik i Disney World, hvor jeg tog mig selv i at tænke, at der ville jeg gerne have et menneske ved siden at mig til at tage det hele ind sammen med, men overordnet set er det ikke et problem. Jeg trives i mig eget selskab. Og jeg deler jo med jer, hvilket giver mig enormt meget glæde. Så i sidste ende får jeg det bedste af begge verdener.

Det løse program giver mig også mulighed for at tage hensyn til humør og energi. Hvis jeg har en dag, hvor nervesystemet er lidt presset, så bliver det måske en dag med let program. Hvor jeg kigger i butikker og køber snacks eller bare går en tur i byen. Prioriterer noget med færre mennesker og færre sanseindtryk. Jeg kan lave lige præcis så lidt eller så meget, som jeg har lyst til. Jeg skal ikke noget. Det er min tur og mig, der bestemmer. Kan snildt bruge en halv dag i en T.J. Maxx, og det vil mange mene er spild af ferie, og det er måske spild af deres ferie, men ikke min. Fordi jeg nyder det helt ind i knoglerne.

Selvfølgelig er der angstprovokerende elementer i at rejse selv, men den oplevelse, man får til gengæld, har jeg svært ved at beskrive med ord. Man føler sig så sej. Og fri. Og glad. Sådan en helt boblende glæde inde i brystet hver morgen, når man vågner. Der er få ting i verden, jeg holder mere af, og jeg kan kun anbefale, at man prøver det af, hvis man går med sådan nogle overvejelser.

Der er i dag 11 dage til afgang, og selvom jeg hver dag panikker en smule over, hvorvidt jeg har styr på det hele – fordi sådan er jeg bare indrettet – så er det intet imod, hvor meget jeg glæder mig. Det er altid det værd. Altid.

Comments (24)

  • Jeg håber, du får en fantastisk tur. Jeg har også rejst en del alene. Det kan noget!

    Og så glæder jeg mig til at høre hvilken beverly Hills karakter bilen bliver opkaldt efter denne gang.

    • Det er allerede bestemt, hvad bilen skal hedde! Om end det selvfølgelig kan nå at ændre sig, hvis den er helt off! 😀

  • Word!! Jeg har lige været afsted alene i fem uger, og ELSKEDE det (det meste af tiden, for ensomheden ramte da også lidt!) Jeg fandt ud af, at jeg godt tør gå på bar, hvis det ligger et sikkert sted, tæt på hvor jeg bor, og hvis jeg bare har en historie klar om, at min veninde ligger syg hjemme på hotelværelset, så nu er jeg altså lige ude alene bare i aften. Men ja, jeg anbefaler også altid folk at rejse alene! Det er så lækkert at falde i staver over en flot udsigt helt alene så længe man vil. Og så falder man også bare lettere i snak med fremmede, når man ikke færdes i små grupper hele tiden.

    • Jeg har overvejet det med bar nogle gange, men jeg har ikke heeelt fundet modet eller lysten endnu. Og så er det til dels også for at spare på energi, at jeg tager de meget rolige aftener. Men måske kommer dagen på et tidspunkt!

  • Jeg elsker at rejse med min familie, men nøj hvor gad jeg godt sådan en tur. Ikke at skulle diskutere restauranten og kunne gå i lige de butikker- og lige så længe – jeg ønsker… Det lyder skønt!
    Glæder mig til at følge med herhjemmefra 😊

  • Karina Viki Nielsen

    Det er så fedt at du gør det! Jeg elsker også mit eget selskab og nyder f.eks. at spise ude selv, jeg har gerne en god bog eller et lækkert magasin med i tasken 🙂 Lyder helt perfekt med god forberedelse hjemmefra, med plads til at ændre på planerne efter overskud på dagen ❤

  • Tog min første solo rejse i 2019. Godt nok kun til London, en by jeg har været i en halv milliard gange, og brugte mange af dagene på, at sidde i et stille område ved Themsen, hvor jeg bare nød mit eget selskab og den engelske luft. Intet slår det. Du har været min største inspiration til at tage den tur! Jeg er så glad for at have gjort det. Tak ❤️

    • Det er jeg simpelthen så glad for at høre! Og det er en glimrende idé at tage et sted hen, hvor man også har lidt genkendelighed/tryghed. Det var også en af grundene til, at jeg tog Berlin i sommer. 😀

  • Skønt indlæg med super gode nuancer omkring det at rejse alene og med angst. Jeg synes, du er sej! Jeg ser frem til at være med på rejsen:-) God tur.

  • Jeg elsker at rejse alene, selv om solorejserner pt er på hold pga af små børn og livet generelt. Har præcis de samme erfaringer: Man har en virkelig fed frihed, som man aldrig kan få når man rejser sammen med nogen, og jeg stoler meget mere på mig selv.

    Jeg har heller aldrig helt nailet det at spise ude alene. Det hjælper at tage en god bog med, men jeg synes alligevel jeg sidder på udstilling, som hende, der spiser alene. Hvis jeg kan få et bord i et hjørne, hvor jeg ikke er i centrum vil jeg altid foretrække det 🙂 Kaffebarer, små caféer og udendørs take away til at spise i en park fungerer bedst for mig, men som stor fan af madoplevelser bliver jeg alligevel nødt til at vove mig ind på de finere restauranter.

  • Jeg elsker dine rejse skriv, både før, under og efter ❤️ Jeg ville ønske du skrev en liste med gode køb-med-hjem-ting 🤞

  • Jeg har tit min Kindle med når jeg spiser alene og så læser jeg i den mellem retterne og i anden ledig tid der ikke er optaget af at spise. Ig alt efter hvor let en bog det er læser jeg også nogen gange mens jeg spiser så måltidet tager lidt længere tid.
    Det har desuden den fordel t mænd henvender sig i mindre grad i hotelrestauranter da der ellers kan være en hendes til at enlige kvinder på hoteller er fair game.
    Når jeg går alene på bar sidder jeg typisk i baren. Man bliver lagt an på af flere men det er til gengæld lettere at falde i snak med nogen og bartenderen holder ofte lidt øje med om man er ok.
    Hav en fantastisk tur!

    • Jeg synes nok bare ikke, det er så naturligt at læse og spise samtidig. Så fungerer det lidt bedre med telefonen af en eller anden grund. Men helt komfortabel tror jeg bare, aldrig jeg bliver med det. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.