Da Lækre Marcus (endelig) fandt ud af, at han var lækker

Da jeg startede på universitetet, var mængden af fyre ikke ligefrem imponerende. Fordi humaniora. Der var måske en enkelt gut for hver femte pige. Men der var den her ene fyr på et af holdene, som vi kiggede lidt ekstra efter. Han var sød og charmerende og meget pæn med sine Mads Mikkelsen-kindben. Lad os kalde ham Marcus. Marcus kom hurtigt til at gå under det meget originale kælenavn “Lækre Marcus”. Noget, som jeg egentlig ikke troede, var en hemmelighed og var ganske overbevist om, at han godt vidste. Fordi diskretion ikke ligefrem er en spidskompetence for de fleste mennesker, der først lige har forladt teenageårene.

Flash forward til den første weekend i den netop forgangne sommerferie. Jeg var i byen og på vej igennem en større menneskemængde for at finde mig et toilet, fordi jeg havde drukket i omegnen af tre dark ‘n’ stormy på en time. Og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med Lækre Marcus. Jeg var heldigvis ikke fuld nok til at tiltale ham sådan, men jeg var fuld nok til at tiltale ham ved hans fulde navn. Hvilket resulterede i et meget forvirret ansigtsudtryk på den stakkels mand, for det er 15 år siden, vi gik på uni sammen, vi havde dengang temmelig lidt med hinanden at gøre, og han havde tydeligvis absolut ingen erindring om, hvem jeg var.

Det endte med, at Marcus og jeg slog os ned på en bænk og fik os en nostalgisk snak om uni-tiden. Om undervisere og nedtursfag og vores medstuderende, og i min fuldskab fik jeg også fortalt om mit crush på ham. Det viser sig så, at Lækre Marcus vitterligt ingen anelse havde om, at han var Lækre Marcus, og jeg tror, det har været en udpræget positiv oplevelse for ham, da han pludselig blev informeret om, at det halve af vores årgang havde sendt ham lange blikke, uden han havde den mindste idé om det.

Jeg har nok stadig en lidt naiv forestilling om, at tiltrækkende mennesker selvfølgelig altid ved, at de er tiltrækkende. Hvordan kan man ikke vide noget, der virker så åbenlyst for alle andre? Well, alle bortset fra Marcus’ ven, der muligvis var en my misundelig, eller i hvert fald ikke kunne forstå, hvordan Lækre Marcus kunne være Lækre Marcus, når han “ligner pis”. Mænd er så dejligt opbakkende på den måde, ahem.

Hele oplevelsen fik mig til at tænke på engang for nogle år siden, hvor jeg lidt ved et tilfælde fandt ud af, at en dreng, jeg kendte perifert i min barndom, havde været forelsket i mig i årevis dengang. Han havde syntes, jeg var det mest perfekte væsen, der eksisterede, og jeg havde mest associeret ham med nogle arrangementer, min far tvang mig til at deltage i.

Se, jeg voksede op med en meget tydelig forståelse af, at jeg ikke var den type pige, drengene blev forelsket i. Jeg var ikke lille og yndig og feminin, jeg var kluntet og højrøstet og generelt bare ikke særlig sej. Jeg var 21, da jeg fik min første kæreste. Jeg kunne ikke finde ud af det med drenge, og de lod sjældent til at have en interesse i mig.

Bortset fra at det så på bagkant viser sig, at det var der i hvert fald en, der havde. Og hvor fjollet det end lyder, så rykkede det noget i mig tyve år senere. For måske var mit selvbillede ikke faktisk 100% præcist. Måske var jeg bare for usikker til at overveje, at virkeligheden kunne se anderledes ud. Måske er jeg stadig det nogle gange.

Så jeg er virkelig glad for, at jeg stødte ind i Lækre Marcus, så jeg kunne fortælle ham, at han var (og stadig er, i øvrigt), lækker. For det vidste han åbenbart ikke. Og hold kæft, hvor bliver man altså glad, når sådan et kompliment dumper helt uventet ned i skødet på en. Og hvor bliver man også glad, når man er den, der får lov til at give komplimentet. Har lovet mig selv at øve mig i at give flere komplimenter fremover, for helt ærligt, det kan da kun gøre verden bare lidt bedre.

Comments (12)

  • Jeg synes tit, at keh støder på det her med “være bedre til at give komplimenter”

    Jeg kunne godt tænke mig, at bare en my af de personer også ville tænke
    “blive bedre til at modtage komplimenter”

    For det sejler stadig gevaldigt meget derude. 🙈

  • Hvor har du bare ret!

    Jeg har haft nogenlunde samme oplevelse (både at få og give uventede komplimenter) og overih her efterfølgende i at være bedre til at dele mere rundhåndet ud.

    Indtil videre har det resulteret i ekstremt glade folk, som blev oprigtigt positivt overraskede 🙌

  • Der er faktisk et ordsprog (kan man kalde det det?) Der siger at der altid er 7 personer der er forelsket i dig uden du ved det.
    Det var noget jeg hørte da jeg selv var ung, og i øvrigt selv havde svært ved at tro på at det kunne være rigtigt.

    • Det tror jeg nok ikke på, må jeg erkende. Jeg tror slet ikke, jeg kender 7 mænd (omend det vel teknisk set også kunne være kvinder), jeg ikke er i familie med! 😀

  • Åhh, hvor er det en dejlig historie og så sand ❤️
    Tak for at dele den og hvor er det dejligt at få skubbet lidt til den selvopfattelse ift ikke at være attraktiv.
    Og glæden i at give komplimenter og se lyset i øjnene 😍

  • Jeg læste for flere år siden – hvor henne kan jeg ikke huske – at man altid skal give komplimenter til folk hvis man kommer i tanker om dem eller de pludselig dukker op. Ikke kun fordi det altid føles skønt – både at give og få dem vel og mærke – men osse fordi vi som mennesker som regel har alt for travlt med at slå os selv oven i hovedet og ikke lægger mærke til hvor skønne vi er, hver i sær.
    Jeg har husket på dette lige siden og hold kæft hvor er det et pick-me-up! 🙂

    • Og det er også bare en win-win! Jeg er ikke fantastisk til at tage imod komplimenter selv, men jeg bliver altid glad!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.