Sommerferieplanerne

Vi kan vel kalde det en mini-bucket-list henover en begrænset periode? Min søster er typen, der gerne skal lægge meget specifikke planer i sommerferien. Der skal ske noget. Der skal planlægges nøje. Der skal være et program. Når det kommer til ferier er jeg utroligt “go with the flow”-agtig, men det kan også lidt blive en fælde, for selvom jeg er stor tilhænger af at lave absolut ingenting (og egentlig mener, det kan være ret sundt), så kan jeg komme til at udskyde ting, jeg egentlig gerne vil i jagten på at komme så langt ned i gear som muligt.

Så jeg har lavet mig selv et lille overblik til min ferie, der starter på fredag. Over ting, jeg gerne vil have udrettet eller skal huske at prioritere. En slags guideline om man vil. Lidt praktik, meget fornøjelse, noget en god blanding. Den ser ud som følger:

– Genindføre morgenmadsdessert. Et koncept, jeg normalt arbejder med i julen, men som jeg er blevet enig med mig selv om må høre sommerferien til også. Og lad os bare være ærlige, på dage som i dag, hvor det er 26 grader, så giver det al mulig god mening at runde sin portion A38 med müsli af med en Sun Lolly.

– Planlægge min næste USA-tur. Jeg har lagt mig fast på mine tre stater og satser på at komme af sted først i september, men længere er jeg ikke kommet, og hvis flypriserne ikke skal nå at stikke helt af, så skal jeg videre i processen. Og ferie er bare et godt udgangspunkt til begejstret at kaste mig over rute-planlægning og seværdigheds-googling og gensøge ESTA og all that jazz.

– Tage til tandlæge. Jeg indrømmer, at den her helt sikkert kommer nederst på listen, for jeg synes jo egentlig, en ferie skal være en behagelig oplevelse, men jeg har en knækket tand, som jeg har udskudt at få fikset, og jeg burde virkelig gøre noget ved den.

– Spise carbonara på Piazza Rosso i Berlin. Min mors og min stamrestaurant, som egentlig ligger et super turistet sted og burde være lort, men de har bare så rar pasta, og jeg har ikke spist der i årevis, fordi jeg ikke har været i Berlin i årevis. Men nu har jeg booket mig selv tre nætter, og så skal jeg eddermame tage revanche!

– Få planlagt en gut til at fikse mit soveværelse. Gutten er med stor sandsynlighed fundet allerede, han skal bare lige sige god for opgaven. Jeg er mildest talt elendig til at få den slags arrangeret, men nu har jeg allieret mig med en veninde, som bare får shit gjort, og jeg håber på at få ham ud til et prisoverslag og forhåbentlig et aftalt starttidspunkt. Hvis vi er rigtig heldige, kunne arbejdsdagene falde sammen med, at jeg alligevel er i USA.

– Investere i og lægge et 2000-brikkers puslepil. Har kun gjort det to gange før, og nu har jeg lige sorteret ud i puslepilssamlingen, så jeg lige præcis har plads til dem, jeg ejer, så det virker fornuftigt at shoppe nye. Det bliver skidegodt! Sammen med en lydbog og en kold cola, så er det tæt på den bedste afslapning, jeg kan forestille mig.

– Spise min egen vægt i ærter. Behøver vist ikke yderligere forklaring.

Kommentarer (12)

  • Der er bare lige den ulempe med tandlæger, at de også har det med at holde sommerferie;)
    Men ellers så lyder alle andre mål som en skøn blanding af selvforkælelse og nutids-mig-passer-på-fremtids-mig (en af mine favoritter!).
    Kh Tandlægen 🙂

    • Joeh, men det er vel mest et problem, hvis man har én tandlæge og nægter at gå til andre. Jeg har en fast klinik, der har et væld af tandlæger, så de opererer ikke rigtigt med sommerferielukket. 😀

  • Jeg har også tandlæge på listen, jeg er så en af dem der har lige omkring 100 km til min tandlæge 😅 som er på en klinik og jeg har knækket en kindtand. Og dadaaaaa klikikken har sommerferielukket indtil 5/8!!

  • Æææælsker 2000-brikkers puslespil, når man kan finde et med godt motiv – for det kræver lige lidt mere af motivet når det er så stort. Jeg har to selv og hygger mig gevaldigt med at bygge dem… og det var da egentlig en ganske glimrende ide at finde et til til min sommerferie 😀

    Hyggeonkel – here I come!

  • Morgenmadsdessert er en genial ting 😁. Det koncept vil jeg kopiere 👍.
    Jeg kører også go with the flow modellen, når jeg holder ferie. I forhold til de ting jeg skal have gjort, tænker jeg hver dag manana manana. Og pludselig er ferien gået, og jeg fik ikke nok ud af den. En gylden middelvej må være vejen frem.

    God ferie 🌞

  • Lyder som nogle skønne – og til dels også praktiske – ferieplaner.
    Her står den på projekt have kombineret med børnene i fokus 🤩

  • Sidder lige nu i lufthavnen på vej på mit eget New England eventyr, blandt andet inspireret af dig! 🤩 glæder mig til at høre om din næste tur! Og god ferie!

Der er lukket for kommentarer.