Jeg glæder mig i denne tid…

Det kan godt virke farligt at tale om at være på den anden side af Corona. Dels fordi store dele af verden ikke befinder sig samme sted endnu, dels fordi den jo ikke som sådan er gået væk, og nogle med garanti stadig har en masse bekymringer på området, og dels fordi vi ad efterhånden adskillige omgange har tænkt, at det nu var slut med det og så er blevet snydt noget så eftertrykkeligt. Så man kan godt blive lidt bange for at jinxe hele lortet ved at proklamere, at vi endelig er færdig med jævnlige tests og restriktioner.

En af de ting, jeg synes var super svært, da Corona var på sit højeste, var, at alting blev aflyst. Alting. Og man kunne ikke planlægge noget nyt, for man vidste ikke, hvornår tingene åbnede op igen. Der gik det virkelig op for mig, hvor stort et behov jeg har for at have større ting at se frem til. Noget at glæde sig til. En ferie. En fest. En koncert. Hvad som helst. Og under lockdown var det bare mig og Herbert og indkøbsture, hvor man talte til kasseassistenten gennem mundbind, hvilket ofte var den mængde social interaktion, det kunne blive til den dag.

Jeg er så glad for at kunne planlægge igen. Ofte er det ikke engang, fordi planen behøver at blive til noget, men bare tanken om at kunne tage spontant til en bountyø i overmorgen er rar at kunne lege med. Det er vanvittigt urealistisk, jo jo, men ikke umuligt! Det er en frihed, der er vendt tilbage, som jeg nok altid havde taget for givet at have.

Lige nu er der især to planer, der får lov til at spille fandango i mit hoved. Den ene er, at jeg i år endelig skal tilbage til USA. Lige nu tænker jeg enten juni eller september, men i de stater, jeg skal til, har de først for meget nylig ophævet fx mundbind-restriktioner, og jeg ved ikke, om de kunne finde på at ændre mening igen, så umiddelbart tænker jeg september for en god ordens skyld. Jeg glæder mig som en gal til at komme tilbage, men jeg vil så vidt muligt have min ferie så almindelig som muligt, og jeg vil ikke bruge så mange penge på to uger iført mundbind.

Den anden ting er, at jeg i år rent faktisk holder fødselsdag. Så’n med fest og shit. Sidste år skrev jeg et indlæg, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg ikke har gjort det længe. Det handlede både om plads og temmelig hys naboer, men i særdeleshed også om bekymringen for gæstelisten, når man har vennegrupper, der stikker i en del forskellige retninger. Hvem søren inviterer man? Det viste sig, at mange af de bekymringer, jeg havde haft held med at stable oven på hinanden i mit hoved, forsvandt med plads-problemet. Jeg har været så heldig at låne en venindes væsentligt større lejlighed, og jeg kan stadig ikke invitere hele verden, selvom det kunne være nice, men jeg kan invitere en del, og en del af den del har også sagt, at de meget gerne vil komme. Så nu tusser jeg rundt og tænker i pynt og planlægger drinks og laver lister over ting, der skal gøres, og det er så hyggeligt. Måske var fest-fri Corona-isolation sågar med til at give mig det sidste skub til endelig at fejre mig selv på ordentlig maner.

Åh ja. Jeg planlægger i disse dage. I det små, i det store, i det både realistiske og sindssygt urealistiske, men det vigtige er, at jeg kan. Og det er dælme rart.