Grammys 2022 ifølge Miriam

Hvis man leder efter smukke kjoler på den røde løber før Grammy-uddelingen, så er der langt mellem snapsene. Det er ikke helt det, der er viben her. Faktisk synes jeg grangiveligt, det ser ud, som om der i år har været et tema: “Klæd dig, som var du en Capitol-borger i Hunger Games-universet.” Så det har folk gjort, og det har de gjort godt!

Mine to favoritter fra aftenen er helt sikkert nogle af de mindst outrerede looks, fordi min modemæssige smag nok befinder sig i den mere klassiske (læs: kedelige) ende. Udover at det ser ud, som om der lige mangler et lag i kjolen lige ved de private dele på Melody Thorton, så kan jeg virkelig, virkelig godt lide hendes kjole. Den er smuk og feminin, men stadig med lidt spræl. Inanna Sarkis giver mig J.Lo i start 00’erne-associatationer, og jeg hader det ingenlunde.

Cynthia Erivos kjole forvirrer mig helt ærligt, for jeg kan ikke finde ud af, hvilken stil den er. Lidt Lady Marian, men også lidt country sanger og lidt disco? H.E.R. er bare gået straight ABBA, men det ved man sgu også, hvad er.

Elle King er i bund og grund personificeringen af min menstruation, når den beslutter sig for at kigge forbi på det mindst praktiske tidspunkt og giver ingen fucks. Lad os i øvrigt håbe, hun ikke kom forbi en tyr på vejen, for that’s a lot of red. (Hvis nogen ødelægger den joke med at fortælle mig, at tyre faktisk ikke går specifikt efter røde ting, så kommer jeg efter jer med en golfkølle). Med det sagt, så er der en del af mig, der ret godt kan lide, hvor freaking gennemført, det er. Cheri Moon har slet og ret klædt sig ud som en Grammy. Manifester dine drømme!

Saweetie er øjensynligt gået efter et moderne Marilyn Monroe-look, og jeg synes hverken, det er fantastisk eller forfærdeligt, men jeg er oprigtigt imponeret over, at der findes en pink, der er så pink, at fotograferingen har fået hele hendes nederdel til at se ud, som om den er photoshoppet ind. Justin Bieber har lånt Shaquielle O’Neals jakkesæt, og det var måske ikke den bedste beslutning i verden, men nu er han selvfølgelig heller ikke blevet kendt på sine gode beslutninger.

Spice har vatpinde hængende fra sin kjole. Det forstår jeg endnu mindre, end jeg forstår det grønne hår. Men af alle ting, jeg ikke forstår, er Li Saumets look allerøverst på min listen. Glem de gule Buffalo-sko og Guiness-rekorden for flest flæser på en kjole, hvad i alverden er den maske der for noget? Den skræmte mig helt ærligt lidt. Jeg var nødt til at google, om det mon var en kulturel ting eller et kunstnerisk kendetegn á la Marshmello, men det er det tilsyneladende ikke. Hun havde bare lyst til at iføre sig en maske, der mest af alt ligner en lolitadukke fra en virkelig dårlig horrorfilm.

Kylie Rae Hall er muligvis gået forkert på vej til settet for Euphoria. Yolas kjole er i min optik ikke så yndig, men heldigvis stjæler hendes pelshandsker med udstikkende kløer spotlightet fra den. Man må næsten antage, at nogen i hendes entourage har fortalt hende, at hun lidt ligner en bjørn, der lige har fået lavet bedazzled akrylnegle? Måske elsker hun det bare? Det ville i hvert fald forklare beslutningen om lige at smide en Wolverine-posering oveni. You do you, girl!

 

Billeder fra people.com

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.