Min hjerne er en to-årig, der skal tackles med hippie-metoder

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

Et af mine største gennembrud i terapi har været, da jeg fandt ud af, at jeg skal arbejde med og ikke mod min hjerne, når det kommer til ukontrollerbare, selvkritiske tanker. I stedet for at blive sur og frustreret og slå mig selv oven i hovedet, fordi min hjerne bliver ved med at sabotere mig, så prøve at forstå, hvorfor den gør, som den gør. For hjernen er jo mig. Når man bakser med psyken, kan det godt føles som noget fremmed, der har invaderet en, som man ikke har noget med at gøre. Men gennem en række terapi-sessioner, har min terapeut hjulpet mig med at se, at der er en grund til, at min hjerne gør, som den gør. Den tror sgu, den hjælper mig. Passer på mig. Det gør den ikke rigtigt, men det tror den. Og lige præcis derfor hjælper det ikke noget bare at råbe af den, at den skal holde op. For den gør det jo for mit eget bedste.

Jeg var uforberedt, da jeg gik ned med depression. Der var ingen advarsler, ingen langsom optakt, ingen forberedelse overhovedet. Lige pludselig var alt bare lort, og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle tackle det. Så jeg tacklede det ikke. Og det gjorde alting værre.

Fordi det var så voldsom en oplevelse dengang, er min hjerne meget opsat på, at det ikke skal ske igen. Og derfor bliver den småpanisk, hver gang jeg har det godt. Ser I, hvis man har det ad helvede til, så ved man ligesom, hvor man står. Det kan ikke rigtigt blive værre. Og det er der en bizar tryghed i. Men hvis man er glad, så har man noget at miste. Der er noget på spil. Og det er farligt.

Så det, min geniale hjerne har opfundet som forsvarsmekaniske, er, at den begynder at sabotere mig, hvis tingene går for godt. Det behøver ikke engang være sådan helt flyvende-godt, det kan også bare være hverdagstilpas. Så begynder den at finde tanker frem, der kan få mig til at have det mindre godt. Så vi kommer lidt mere på sikker grund igen. Det kan være dengang, jeg i en brandert sagde noget super pinligt til en mand, jeg aldrig har set hverken før eller siden. Det kan være den der kampagne, jeg lavede på Insta, der ikke klarede sig super godt, så det må betyde, at jeg er dårlig til mit arbejde, og ingen kan lide mig. Det kan være dengang, en sur DSB-medarbejder vrissede af mig, fordi jeg havde Herberts transportboks stående på bordet frem for på gulvet, hvor der ikke var plads, og jeg i al min autoritetstro people-pleaserhed slet ikke kunne være i følelsen af at få voksenskældud over noget, jeg ikke rigtigt kunne lave om på.

Var det bare en tanke hist og her, kunne jeg nok godt deale med det, men nogle gange bliver jeg simpelthen bombarderet fra morgen til aften. Alle mulige forskellige negative tanker og dårlige minder. Nonstop. Som et slideshow der har til formål at suge glæden ud af mig. Få mig til at hade mig selv. For at beskytte mig. Det er på mange måder så ufatteligt dumt. Og det er fucking udmattende.

På et tidspunkt fik jeg det beskrevet for min terapeut som en to-årig, der havde et tantrum i mit hoved. Og det var der, aha-oplevelsen tog form. For ligesom med en to-årig, kan jeg ikke råbe min hjerne til fornuft. Jeg kan ikke diskutere rationelt med den. Den tror, den passer på mig, selvom den i virkeligheden gør det modsatte, og det kan jeg ikke tale den fra. Så i stedet for at kæmpe imod den, skal jeg stryge den med hårene.

Så når min hjerne begynder at plante de saboterende tanker, er min taktik nu at blive utroligt pædagogisk på en måde, som helt sikkert virker lidt langhåret og hippie-agtig, men som er overraskende effektiv. Det er sådan noget med at sige: “Tak, fordi du passer på mig, men det er ikke nødvendigt lige nu. Der er ingen grund til at finde ting fra fortiden frem, vi kan have det dårligt med. Der er ingen fare på færde i nuet. Alt er godt.” Især det sidste kan jeg finde på at gentage som et slags mantra for simpelthen at tage tankeplads fra de andre ting. “Alt er godt, alt er godt, alt er godt.” Vi må godt slappe af, vi må godt hvile, vi må godt bare være. Uden at sætte gang i en masse tvangsbekymringer.

Som med alt andet fuck i hovedet, er det selvfølgelig ikke noget, der gør, at problemet på magisk vis er forsvundet. “Being aware of your crap and overcoming your crap are two very different things”, som mit yndlingscitat fra rollemodellen Cristina Yang lyder. Men det har gjort en vanvittig forskel at forstå, hvorfor min hjerne gør, som den gør, og hvad der er den mest ideelle måde at stoppe den forsvarsmekanisme på. Realiteten er også, at det kræver utroligt meget mental energi at tøjle tanker, der på mange måder sætter ind per automatik. Man skal øve sig i identificere dem hurtigt og nappe dem i opløbet. Og nogle gange har jeg bare ikke den energi, og så får de lov at løbe løbsk og sender mig i en nedadgående spiral, og det er selvfølgelig ikke optimalt. Men jeg øver mig. Øver, øver, øver. Og det er måske kun små skridt fremad, men det er stadig skridt. Fremad. Og det føles fantastisk!

PS og reklame: Min terapeut er Mette Rygaard, og jeg anbefaler hende overordentligt varmt til alle! Hun holder til på Østerbro.

Related Posts:

Kommentarer (16)

  • Anonym

    Tak for dit skriv og tak for åbenhed om emnet. Kæmper selv med depression lige nu, og har også haft det tidligere. Det giver især mening det du skriver med at hjernen prøver at beskytte, men gør det modsatte. Især din langhårede hippiepædogmåde at anerkende det lille lorte barn, hjernen kan være, tænker jeg giver rigtig god mening, og jeg tænker helt sikkert det er noget, jeg også vil øve mig i at bruge fremover, tak.

    • MiriamsBlok

      Jeg er ellers ikke et voldsomt pædagogiske mennesker, men nød lærer og alt det der. 😀

  • Nina

    Tak for at dele. Det er fedt at du bidrager til at tabuet “terapi”, bliver normaliseret. Vi har sgu alle sammen godt af et service eftersyn 💪🏼

    • MiriamsBlok

      Jeg fatter ikke, det stadig skal være tabu. Det er det bedste, man kan gøre for sig selv.

  • Sarah

    Så dejligt og relaterbart indlæg. Og virkelig dejligt at høre, det går fremad for dig! ♥️

  • Sara

    Jeg er så glad for alle, der taler åbent om, at de går i terapi. Jeg er selv lige begyndt igen, og det er godt. Så tak for det!
    Jeg kender selv til det, at min psykiske lidelse kan føles som noget ydre, der overkommer mig. Som om det ikke er en del af mig. Jeg er mig og så er der sygdommen, der nogle gange styrer mig. Måske vil det også være givende for mig at vænne den tanke lidt om. Det må jeg snakke med min psykolog om – godt jeg har hende. Og godt nogen som dig deler deres erfaringer og tanker.

    • MiriamsBlok

      Sådan har jeg det også stadig ofte. Men med logikken ved jeg jo godt, at den er skabt inde i mig, og derfor er det også kun derinde, jeg kan gøre noget ved det. Så gavner det at prøve at forstå hvorfor. Altså, man bestemmer selvfølgelig ikke selv, at man fx bliver ramt af angst eller en depression, men det hjælper til at tackle den, når man forstår ens hjernes reaktionsmønster.

  • Amalie

    Wow et godt indlæg! Tak fordi du deler<3 Jeg kender det godt, for mig er det "gammel angst" der rumsterer i ny og næh og der hjælper det også mig at se det som en "gammel ven" der prøver at passe på mig. Alt er godt <3

Der er lukket for kommentarer.