Sorry, Mini-Miriam, vi er blevet voksen, kedelig og faktisk noget af en bangebuks

Skrevet d. . Uploaded i mig,tilfældigheder.

Da jeg var barn, var jeg 100% frygtløs. Når jeg cyklede ned ad en bakke, var det med så høj fart, jeg menneskeligt kunne opnå. Hvis jeg kom forbi et hegn, skulle jeg altid lige lægge en hånd på det for at mærke, om det mon var elektrisk (jeg sagde, jeg var frygtløs, ikke at jeg var klog). Jeg gik altid hardcore efter den største hest tilgængelig i ridetimerne. Når jeg klatrede i træer, var det så langt op, jeg kunne komme, før grenene begyndte at knage faretruende under mig.

Jeg må nok erkende at være blevet en bangebuks på mine gamle dage. Jeg opdagede først, hvor grelt det stod til for et par år siden, da jeg var i Tivoli og blev lokket op i Det gyldne tårn. Da vi var omkring halvvejs oppe, kunne jeg mærke, at nu skulle jeg ikke bede om mere, tak. Den der kildren i maven, der altid ledsagede mig ved mere eller mindre dumdristige oplevelser som barn, var blevet skiftet ud med en følelse af ren og skær dødspanik. Problemet ved forlystelser i Tivoli er, at der ikke lige sidder en knap under hver sæde, der afbryder turen, hvis man fortryder undervejs, og min stolthed forbød mig trods alt at begynde at råbe eder og forbandelser af den stakkels Tivoli-medarbejder, så i stedet lukkede jeg resolut øjnene og ventede på, at vi kom sikkert ned på jorden igen. Sidenhen har jeg fundet ud af, at jeg stadig snildt kan klare Dæmonen og lignende forlystelser, men det skal ikke være noget, hvor jeg langsomt bliver løftet op til udgangspunktet for min potentielle død og så rigtigt kan sidde og fundere over, hvornår mon maskineriet under mig giver efter. Intet Himmelskib, ingen Ballongynger. Kindly fuck off. I kan finde mig henne ved candyfloss-boden.

Blev dog først for alvor opmærksom på, hvor skidt det går med mig og højder i lørdags. Jeg var til familie-tam-tam i Jylland, og min søster spurgte, om hun skulle tage et billede af mig. Fordi jeg har et lidt mærkeligt job, hvor det er nødvendigt at blive fotograferet nærmest nonstop, og jeg ikke har en ægtemand i baglomme til at gøre den slags. Hun tilbyder tit uopfordret, og det er egentlig nice nok, så jeg slipper for at føle, at jeg kontinuerligt udnytter folk for deres evne til at holde en telefon og trykke på en knap. Anywho, søster foreslog, at vi tog et billede oppe i den koloenorme blodbøg, der var ved siden af bålpladsen, som hele familiens unger havde brugt den sidste time på at klatre stadigt højere op i. Det, syntes jeg, lød som en god idé, så jeg begyndte resolut at klatre op og mindst lige så resolut at få lidt sved på panden. Ikke som sådan fordi jeg havde en forestilling om, at jeg ville slå mig selv helt horribelt, hvis jeg faldt de halvanden meter ned, der var til jorden, men fordi jeg i min lange kjole og afsindigt upraktiske sandaler havde lige præcis ingen kontrol over situationen.

Og jeg tror sgu, det er derfra, min højdeskræk har udviklet sig. Det er den der følelse af, at der er faktorer, der lige kan komme ind fra højre og fucke en op, og det kan de altså ikke i samme grad, når man befinder sig solidt på jorden. Jeg tænker nok, det er af samme årsag, jeg har udviklet en skræk for havet. Ikke strand-siden, hvor man måske nok går længere ud end til navlen på trods af Badeklovnens insisterende instruktion gennem hele 90’erne, men hvor man stadig som regel kan enten nå bunden eller på et halvt minuts tid svømme ind til et sted, hvor man kan. Nej, jeg snakker ikke om stranden, jeg snakker om midt ude på havet, hvor man bare kan stirre ned i noget meget stort og blåt og dybt, og man aner ikke, hvad der gemmer sig dernede, og du skal ikke komme her og fortælle mig, at det ikke er okay realistisk, at der findes sømonstre et sted i dybet, når vi vitterligt kun har udforsket 5% af verdens have. Cthulhu venter bare på sit snit til at poppe op og sige hej.

Kan I huske som barn, hvor man kiggede på de kedelige voksne og lovede sig selv, at sådan ville man i hver fald aldrig blive? Sorry, Mini-Miriam, vi er totalt blevet kedelig. Til gengæld har vi overordnet set færre skrammer på knæene, ikke mistet flere end den der ene fortand, og hvis det hjælper på noget, hvad jeg tænker, det gør, så har vi holdt fast i løftet om at spise is på stort set daglig basis hver eneste sommer. Så alt er trods alt ikke tabt.

Related Posts:

Kommentarer (20)

  • Rikke

    Jeg er så meget med dig mht vandet! Jeg kan ikke li det. Af samme årsag hader jeg at sejle.
    Dybt mørkt og spooky!

    • MiriamsBlok

      Sjovt nok er jeg okay på en færge. Det virker tilpas stor til, at jeg er i sikkerhed. Men de små? Hell no!

  • Louisa

    Jeg har præcis den samme måde som du… Da jeg var lille var jeg også virkelig frygtløs og vild. Nu er jeg 30 år og sindssygt bange for højder og andre ting som jeg ikke var dengang… Du skriver det så godt!

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, vi er mange! Meeeeen lidt mere frygtløshed ville ikke være dårligt! 😀

  • C. Stubbe

    Jeg kender det alt for godt, jeg er frivillig til parkour, og fucking h*ll, hvor de børn bare kaster sig ud i det, hvorimod min hjerne modarbejder mig med “Nej, du brækker benet eller nakken!” 😂😂

  • Anonym

    Kan godt savne den frygtløshed og dumdristighed og optimisme og fandenivoldskhed, man har som barn og teenager og helt ung. Du beskriver det så fint.

    • MiriamsBlok

      Det kan jeg også! Måske ikke HELT så meget, men bare lige en snert mere ville være fint.

  • Caroline

    Jeg flyttede alene til Berlin som 18-årig uden en egentlig plan. Gad godt have lidt af den fanden-i-volds-hed, lettere naive og frygtløse tilgang tilbage i dag, otte år efter 😆I dag bekymrer jeg mig om ALT. Havde præcist samme oplevelse som dig, da jeg var i Tivoli for nogle måneder siden.

    • MiriamsBlok

      Det var godt, vi gjorde nogle ting, mens vi turde! Jeg er alt for kontrolfreak til de fleste ting efterhånden! 😀

  • Malou

    Jeg var verdens mest nervøse barn, turde ikke en skid. Her som voksen er jeg vendt på en tallerken (en langsommelig proces, dog) og er sluppet af med ængsteligheden. Det føles lidt random ift andres oplevelser, men er selvfølgelig glad for det 🙂 hov, bortset fra edderkopper og andet kryb. Det er jeg desværre mere bange for end nogensinde før, aagh

    • MiriamsBlok

      Sejt! Og er i øvrigt på samme hold med edderkopper – dem var jeg aldrig fan af, og det har holdt ved!

  • Josephine

    Det er virkelig godt skrevet!
    Det er nemlig utroligt hvad ens voksen-version er bange for. På godt og ondt. Mange ting skyldes jo selvfølgelig en mere nuanceret forståelse af konsekvenser og ‘det kan ske’, men damn…
    Hvis man i nogle situationer kunne gribe sit indre barn og ‘glemme’ al det der muligvis kan ske. Så ville man nok turde så meget mere 😅
    Modsat må jeg nogle gange erkende, at jeg ER ikke et barn længere. Jeg kan ikke ‘bare’ det samme som mine drenge på 5 og 8.
    Jeg præsterede for nyligt at rutsje på en rør-rutsjebane, som jeg muligvis kunne have sagt mig selv at jeg var nødt til at lægge mig ned i. Selvom jeg kun er 156 cm, var højden ikke til at jeg skulle sidde op.
    Men mine børn gjorde det ikke, så det gjorde jeg heller ikke. Det resulterede i, at mit hoved blev smadret ind i siderne på hele turen. For jeg blev selvfølgelig ikke klogere i løbet af turen. Mine børn kvitterede køligt med et : ‘Far havde altså regnet ud, at han skulle ligge sig ned’.
    Af hjertet tak! Jeg havde oveni hatten tømmermænd, de blev der et par dage ekstra 🙈

    • MiriamsBlok

      Hahah, ja, man kan argumentere for, at der også er gode ting ved at have skillet sig af med den måske lige rigelige mængde dumdristighed! 😀

  • Hemlig-nemlig

    Min datter kan godt lide at sige at jeg er bange for alt – og hun har ret for det meste.

    Jeg er ikke til forlystelser der er hurtigere end minen i tivoli. Jeg skal ikke smage insektsnacks. Jeg skal ikke klatre højt op.

    Jeg har taget den nye krig i det mentale i stedet for højderne, dybderne, farten. Så hvad hun ikke ved, eller overvejer er at jeg nu er begyndt at bade i havet ved stranden igen efter mange år som for body-conscious og bange for alt der kunne være i vandet. Jeg har taget fat i mine barndomstraumer og mine ubehagelige oplevelser. Jeg har fundet ud af hvem jeg er og vil være for mig selv.

    Jeg er okay med at være en generel bangebuks – så længe min selvudvikling bliver ved. Jeg er faktisk ret stolt af mig selv.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes også, det er god grund til at være stolt af sig selv! Og et meget fint perspektiv!

  • Mia

    Første gang jeg prøvede det gyldne tårn, turde jeg ikke skrige da jeg var sikker på at mine indvolde ville flyve ud af munden på mig 🙈 sidste gang rystede hele kroppen 15 minutter bagefter… hvorfor bliver jeg dog ved med at lade mig lokke???!!?!

Der er lukket for kommentarer.