Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Jeg er jo Bridget Jones #474

1. For noget tid siden investerede jeg i en svinedyr kollagen-serum. Og altså, om den virker eller ej, finder jeg muligvis aldrig ud af, for konsistensen på den er helt utroligt klistret, og den er så lang tid om at trænge ind i huden, at jeg hader at bruge den.

2. I torsdags debatterede jeg med mig selv, om jeg skulle tage en aften ude i sandaler, eller om det ville blive for koldt. Endte med at tage et par lærredssko på, og det var helt sikkert den rigtigt beslutning, for da jeg kom hjem, frøs jeg så meget, at jeg var nødt til at tage et langt bad for at få varmen igen.

3. Generelt har vi dog haft nogle dage med temmelig høje temperaturer, og eftersom jeg tackler varme ret dårligt, render jeg i den forbindelse en del nøgen rundt i min lejlighed. Og ja, det er okay akavet at få øjenkontakt med sine genboer.

4. …Lidt i samme dur: Den anden dag gik jeg ud på min altan for at smide en pose affald ned i skakten (dog påklædt, bare rolig!), da det gik op for mig, at min andelsforening havde generalforsamling nede i gården. Som jeg meget bevidst havde valgt ikke at deltage i, men det behøver man jo ikke lige skilte med.

5. Jeg har boet i København i over ti år. I denne uge har jeg stået på Gammeltorv og spurgt min veninde, hvilken retning Rådhuspladsen lå i. (Til de ikke-kendte i området er det måske 200 meter i en lige linje ned ad Strøget).

6. Timehop er en af mine yndlingsapps. Bortset fra når den for tiden minder mig om, at de danske ærter plejer at være alle vegne nu, og jeg gider altså ikke vente mere!

7. Egentlig havde jeg lagt mig 100% fast på, at jeg ikke skulle til udlandet i sommerferien, så det er 100% bare en slags research til langt ude i fremtiden, når jeg søger på charterhørmere i juli. 100%.

8. Det der øjebliks panik, når man er ved at drikke et glas vand med en Treo i, og Herbert beslutter sig for at stikke poten i det for at smage. Jeg kom måske til at råbe lidt for højt, men jeg tænker ikke umiddelbart at Treo er skidesundt for katte.

9. Der er så mange gode is-tilbud for tiden, at det virkede som et godt tidspunkt at rydde lidt op i fryseren. Fandt blandt andet en pose frosne brombær. Jeg kan på ingen måde huske, hvornår jeg sidst har købt brombær, men det er i hvert fald pre-Corona.

10. Som stille protest imod den shopping-tab, Insta indførte på et tidspunkt, har jeg bare nægtet at opdatere min app. På nuværende tidspunkt tænker jeg, at det irritationesniveauet over, hvor buggy app’en er, må være væsentligt højere end det over shopping tab’en ville være, men jeg nægter at give mig!

Comments (6)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.