Favoritter for tiden
Jeg bliver ved med at have store planer om at smide de her indlæg ud med jævne mellemrum. Jeg bliver også ved med at fejle noget så grusomt. Men altså. Her er et. 😀
Ravensburger Puslespil. Det er ikke, fordi de billigere puslespil ikke kan lægges. Det kan de snildt, og jeg gør det også tit. Men man skal indregne en masse irritationsøjeblikke, hvor man er sindssygt meget i tvivl om, hvorvidt en brik nu også passer eller ej. De øjeblikke slipper man langt hen ad vejen for med Ravensburger. Overordnet set er kvaliteten bare bedre. Og så har de enormt mange Disney-motiver!
Milka Choko Snack. De var på spot i Aldi, hvor jeg gik og kiggede lidt efter dem, fordi jeg havde fået dem beskrevet som en blanding mellem en Kinder Mælkesnitte og en Kinder Pingui, og det er en beskrivelse, jeg vil videregive, for den er spot on. Og de er fucking geniale!
(Reklame!) Sanzi Deluxe Facial Oil. Min hud har haft det stramt denne vinter, og så får den altid olie. Endnu værre har det dog været for mine læber, som har været så tørre og sprukne, at jeg i lang tid ikke anede mine levende råd. Jeg kunne seriøst skære mig på dem. Så fik jeg den geniale idé at give dem en dråbe af den her ansigtsolie ind imellem, og det fiksede stort set problemet. Jeg har skrevet mere om olien (og min generelle hudplejerutine) i indlægget her, og man kan også stadig bruge koden “Miriam15” og få 15% rabat på hele Sanzis sortiment.
Howard Leight Laser Lite ørepropper. En nødvendighed, efter jeg af Gud ved hvilken årsag (nok angst) er begyndt at sove så let, at der intet skal til for at vække mig. Jeg fik i processen gennemtestet det meste af øreprop-markedet, og Howard Leight tog uden tvivl prisen for bedste mærke. Jeg køber sådan en pakke her eller to engang imellem, og så kører det.
KIMs Snack Chips krydderi. Jeg har købt mit her, men har sidenhen spottet det i både Netto (dog vist som spotvare) og Føtex. Jeg var lang tid om at få det testet, men så havde jeg lyst til popcorn en dag, og nu er min verden for evigt ændret. Hold kæft, det er godt.
Hyggesokker fra Fakta (altså, kan også fås andre steder, ing’?). I skrivende stund kan jeg ikke engang huske, om de koster en tier eller en tyver, men det er i bund og grund det eneste, jeg har på fødderne, når jeg tusser rundt herhjemme. De er så dejligt fluffy, men ikke så kluntede som en deciderede hjemmesko. Jeg ejer flere par, end jeg vil erkende, men jeg fortryder intet.
Maria U
En eller anden fra Århus; vær sød at fortæl, at det krydderi fra Kims også er spottet her i nærheden?? 🙌
MiriamsBlok
Hvis de har det i én Føtex, skulle de meget gerne være i alle. 😀
Signe
Føtex har forskellige sortimentsstørrelser, så det er ikke sikkert. Men fx føtex i Storcenter Nord skulle gerne have det store sortiment inden for alle varekategorier, så hvis man som aarhusianer ikke kan finde den i sin lokale føtex, er det et forsøg værd at tage forbi SN 🙂
Miriam, fandt du den ved krydderierne eller ved chips og snacks? Jeg må også prøve!
MiriamsBlok
Det stod ude midt i det hele, men sammen med andre Kims chips. 😀
Julie
Urgh, må finde en Aldi – nuuu!!
Forklar lige det der snack krydderi… Skal det på popcorn og så smager de af chips, eller? 🙄
MiriamsBlok
Jamen jeg ved lige så meget, som du gør! 😀 Man må helt selv om, hvad det skal på, og det smager bare af det krydderi, der er på Kims Snack Chips. 😀
Louise
Hvad bruger du det der krydderi til, ud over popcorn? 😁
MiriamsBlok
Ikke noget endnu. Måske kartoffelbåde. Pommes. Riskiks. Tuc kiks. Hvad man har lyst til. 🙂
Jeanet
Kryddetiet er SÅ lækkert på en hytteostmad
MiriamsBlok
Det lyder ikke dårligt!
Susan
Kan anbefale Puslespillet Candy favorites Denmark.
Fra spilbræt.dk
Et af de hyggeligste jeg har lagt.
Jeg købte mit i Games.
MiriamsBlok
Det ser fint ud, men til den pris går jeg nok konsekvent Ravensburger. 😀
Norsken
Det der snack krydderi er genialt til pommes og ovnstegte kartofler. Findes også som en “sour cream chips” variant. Børnene bruger dem på alt. ;-P Ps. Kims har en webshop. Pss: Bamsemums fra nævnte webshop er VILDT gode.
MiriamsBlok
Jeg linker netop til Kims webshop i indlægget. 😀 Har også købt det med sour cream & onion, men jeg har ikke smagt det endnu. 😀
Maria
Ravensburger er fine, men Gibson er the shit. Jeg opdagede dem for lige godt et år siden, og de har de bedste brikker jeg nogensinde har oplevet! Ganske vist er der ingen Disney motiver, men et hav af andre hyggelige scener – inkusiv en masse katte!
MiriamsBlok
Når det kommer til kvalitet, har jeg ikke nødvendigvis brug for det bedste af det bedste, tænker jeg. Bare et niveau, jeg er tilfreds med. Så betyder motiv mere for mig! 😀
Mette
‘Eeboo’ puslespil er min klare favorit – de er simpelthen så flotte og en rigtig god kvalitet 🙂
Mette
Så skønt med et tip til puslespilsmærket!
Som inkarneret puslespilentusiast krydser jeg fingre for at du snart laver et helt indlæg om hvilke nogle puslespil du har, og gerne anmeldelser af dem 🙂
MiriamsBlok
Jeg anmelder løbende på Instagram, men jeg tænker ikke umiddelbart, det bliver til indlæg. Mange af dem har jeg ikke så meget at sige om, så jeg tror, det ville blive lidt repetitivt. 🙂