Den rare, trygge, overskuelige, skamfulde boble

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

Hvordan går det? Et spørgsmål, jeg så vidt muligt forsøger at undgå for tiden, men som er rimelig standard og som regel følger lige i røven på “hej”, når man snakker med andre mennesker. Jeg har lyst til at sige, at det går godt, for jeg synes egentlig, det mestendels er sandt. Men jeg kan også konstatere, at jeg har taget rimelig mange forholdsregler for, at det kan være tilfældet. Det egentlige svar er nok, at jeg som så mange andre er ved at være ret udmattet af den her underlige virkelighed. Og for ligesom at holde hovedet oven vande, har jeg skruet gevaldigt ned for alle former for krav til mig selv, for mit mentale overskud ligger på et ret lille sted, og der skal ikke så meget til at vælte læsset.

Alt, der ikke partout skal gøres, bliver ikke gjort. Jeg tager ikke til tandlæge, selvom de i december sagde, jeg skulle bestille tid i februar. Den tiltrængte sortering af køkkenskabet er udskudt på ubestemt tid. Jeg vasker tøj, når det er absolut nødvendigt og ikke et sekund før. Jeg sætter sjældent mit hår eller tager makeup på. Hver dag laver jeg bevidst en to-do-liste, der er så kort, som det kan lade sig gøre, for at hverdagen kan fungere. Det har været sådan i et stykke tid nu.

Jeg er træt. I kroppen, i hovedet, af det hele.

I disse dage er jeg også utroligt opmærksom på (og taknemmelig for) det privilegie, det er, at jeg bare er mig. Jeg skal ikke tage hensyn til nogen andre end mig selv. Og Herbert, selvfølgelig, men han er relativt nem. Og god. Jeg leder efter det rette ord til at beskrive, hvordan jeg har det, og jeg tror, ordet er sårbar. For hvis jeg bare holder mig i min lille boble med de faste, daglige gøremål, adspredelser med puslespil og bøger, et stille og roligt tempo, så synes jeg oprigtigt, jeg har det ret fint. Godt, sågar. Men jeg er samtidig meget opmærksom på, hvordan det ikke burde være sådan. Hvordan jeg savner at have lyst til, at der skal ske mere. Projekter og fester og ambitioner og planlægning. Drømme. Men jeg kan ikke overskue noget af det. Der er ikke plads i mit hoved. Der er kun plads til boblen.

Jeg kan fornemme en form for dårlig samvittighed ligge og lure et sted i baghovedet. Skam måske også. Over på sin vis at trives udmærket i det her sære trummerum, jeg har skabt for mig selv, der indeholder så lidt. Men jeg gør samtidig mit bedste for at lade det være okay. Det er det, jeg kan lige nu, og det er vel egentlig i det store hele en succes, at jeg har fundet en måde, hvorpå jeg holder hovedet nogenlunde højt og ikke er ved at falde fra hinanden. Også selvom det indebærer, at der er skruet så langt ned for blusset som overhovedet muligt.

Boblen og jeg. Vi har det godt. Det har vi virkelig. Men jeg håber alligevel, der kommer et tidspunkt inden for en nogenlunde overskuelig fremtid, hvor vores veje atter skilles. Det er vist bedst i længden for os begge.

Related Posts:

Kommentarer (34)

  • A

    Hej Miriam
    Jeg har det faktisk også rigtig godt. Intet socialt pres, færre aftaler, aftener hjemme, hjemmearbejde osv. har bare givet en helt anden form for ro. Tror faktisk at 2020 har været det år hvor jeg har haft det bedst.

    • MiriamsBlok

      Det lyder dejligt. Jeg tror også, der er mange, der har det som dig. Min reaktion er lidt anderledes – jeg mistrives rigtig meget ved hele Corona-situationen og har så været nødt til at trykke på nogle knapper for ligesom at holde mig oven vande. Men det er ikke ideelt for mig på lang sigt. Det er mere en overlevelsesstrategi, end det er noget, jeg føler er gavnligt for mig i længden. Nok desværre tværtimod. Men det er en her-og-nu-løsning, jeg er lettet over, ser ud til at fungere udmærket. 🙂

  • Maria

    Tror det er en meget almindelig måde at have det på i øjeblikket. Corona fatique. Jeg er der i hvert fald også – 100%. Generelt klarer jeg mig ok, men så sker der et eller andet mikroskopisk… en god kollega er syg og kommer ikke på kontoret den ene dag om ugen vi må være der, f.eks. – og så falder korthuset sammen og jeg sidder og tuder. Og jeg sørger STADIG over en dårlig nyhed jeg fik for 9 måneder siden, fordi tilværelsen ikke tillader mig at komme videre. Det stinker, og gør bare at boblen bare er så vigtig… men samtidig ved jeg også at den gør mig en bjørnetjeneste.

    Sårbar er et godt ord for det. Vi er sårbare lige nu, og har brug for at være pakket ind.

    • MiriamsBlok

      Ja, jeg mærker det samme. Der skal så lidt til at irritere eller gøre mig ked af det. Jeg holder mig simpelthen fra alt, der kan vække store følelser. Jeg magter dem ikke.

  • Maria Mailand

    Jeg har det godt, trives med hjemmearbejdet, får gået en masse ture osv. Jeg nyder det måske ligefrem. Men i takt med at dagene, ugerne og månederne går (har været hjemme siden starten af december) sniger en lille følelse sig ind af: Jeg har det godt, fordi det er jeg nødt til. Jeg er nødt til at synes det er okay, for der er IKKE andre muligheder. Men det tænker jeg ikke så meget, det tør jeg ikke. Vi er jo ikke færdige med at være hjemme endnu.

    • MiriamsBlok

      Sådan tror jeg slet ikke, jeg har tænkt på det, men jeg tror, du har ret. Det er automatisk survival mode. Og så gør man det bedste med, hvad man har. Og det er ikke dårligt. Men nok mest fordi man prøver på ikke at tænke på alt det, man går glip af.

    • Line

      Som kronisk syg, der har været ud og ind af hospitaler og helt invalideret af smerter og sengeliggende de sidste tre år (hvorfor Corona ikke rigtig har haft nogen effekt på mit liv eller hverdag udover ikke at må få besøg på hospitalet) og uden udsigt til at blive rask(ere), kan jeg virkelig nikke genkendende til det, du skriver, Maria. At man egentlig sådan i øjeblikket er glad nok, men at det også kan være hårdt at indse, at det er fordi, man ikke har noget valg. Naturligvis med det kæmpe privilegie og held ikke at få en depression, hvad end det er pga. nedlukning eller sygdom.

    • S

      Wow Maria! Tror du ramte helt plet. Jeg fungerer også fint, savner naturligvis mange ting, men overordnet set er alt faktisk rigtig fint. Men hvis jeg begynder at tænke over at jeg ikke har set hverken min familie eller venner i snart 2 år (jeg bor udenlands, og timing og alt det der), og at vi i vores tosomhed er ret ensomme, ja så begynder snebolden at vokse i hovedet. Så er det bedre bare at være “tilpas” og lade toget køre – du har ret, hvilke anden mulighed er der. Av, du ramte plet!

  • Anonym

    Lever også fint nok i boblen, sammenbidt besluttet på at få det bedste ud af det, for denne tid skal nydes, ikke spildes. Dog mærker jeg begrænsningernes snærende bånd i min sjæl, og det trods at dagene statistisk set for en stor dels vedkommende er fyldt ud med arbejde, søvn, spisning. Bevidstheden om, at man ikke “bare” kan gøre, som man har lyst til. Jeg kan godt lide din strategi om at give dig selv lidt løse tøjler, lidt spillerum. Jeg synes, at vi her i livet har en forpligtelse til at gøre livet så let for os selv som overhovedet muligt.

    • MiriamsBlok

      Jeg er ikke sikker på, jeg er enig i det med nydes og ikke spildes. Jeg oplever ofte bare et ønske om, at tiden går, så jeg kan nå frem til en anden virkelighed. Jeg prøver mere at komme igennem, end jeg prøver at nyde. Det vil jeg ikke påtvinge mig selv, for ofte er det simpelthen ikke muligt. Men det er dejligt, når det sker!

  • Anno

    Jeg er træt. Jeg får ikke gået ture eller bevæget mig generelt. Medmindre det er fra sofa til stol, til madras på gulvet. Jeg var hjemsendt fra skole. Men det var en dagligdag jeg holdt af! Som introvert og sensitiv, var det fantastisk at jeg styrede mine indtryk og jeg kunne slukke for stimuli og tage den velfortjente pause.

    Nu er jeg tvunget i skole igen. Og jeg er træt, sur, ugidelig, magtesløs, frustreret, forvirret og mit nervesystem føles crashet.

    De lukkede skoler op igen pga. mistrivsel blandt unge. Og JEG mistrives nu… :’/

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, der er mange meget introverte, der har det som dig. Samfundet er på mange måder indrettet efter ekstroverte – og A-mennesker, kapitalister, neurotypiske, etc. Der er desværre mange, for hvem det bare ikke er det ideelle.

  • Johanne

    Så sindssygt fint et indlæg. Mennesket er i sandhed et ret forunderligt væsen, når man på den måde kan gå i en slags dvale, mens stormen står på. Og faktisk trives i det, fordi man skal.
    Jeg arbejder i sundhedsvæsnet og har faktisk kørt almindelig hverdag siden dag 1. Den eneste forandring er vel visirer, mundbind og tørre sprithænder. Men jeg savner at have noget at se frem til. Noget, der får det til at kilde i maven. En fest, en flirt og rødvinssnakke. Jeg har lagt mærke til, at jeg omvendt gør mig helt vildt meget umage på mit arbejde med mine kolleger, fordi jeg har overskuddet til det. Så corona har virkelig styrket mine bånd til mine kolleger og faktisk alle de få, jeg ser. For jeg gør mig virkelig umage den sjældne gang!

    • MiriamsBlok

      De der små lyspunkter er virkelig på mange måder forsvundet. Og dem mangler vi virkelig. Men jeg føler også, der er kommet gode ting ud af det. Det er, som om man (jeg) er blevet bedre til at mærke sig selv. Fordi man har tiden til det. At jeg så hellere ville mærke efter under andre omstændigheder, det er en anden snak!

  • Anni

    Det ER fandme også en succes at kende sig selv godt nok til at skabe en overlevelsesboble i den her situation !😘
    Og der er ingen skam over trummerum – der er vist ikke rigtig nogen som har andet nu om dage …..så friske Herbert videoer ligger faktisk i den høje ende af event-barometret for tiden 😜

    • MiriamsBlok

      Nej, jeg tænker, du har ret. Jeg er næppe ene med mit trummerum. Der følger unægteligt bare en skam omkring, hvor meget mere man BURDE. Gøre, tænke, lave, have lyst til.

  • Sofie

    Vi har været hjemme siden marts 2020 (et års jubilæum, hurra!), og har fået besked om, at vi tidligst er tilbage på kontoret til sommer. Så måske ender vi med 1.5-2 års konstant hjemmearbejde. Ikke en eneste dag på kontor siden marts 2020, så det er blevet normalen her. Men jo, vi er også godt brugte, det må man sige. Små ting kan vælte korthuset og vi tager hver dag ganske roligt, for der er vitterligt intet vi skal nå …. Udover bare at fortsætte, fortsætte fortsætte. På nogle måder er det “godt” at USA aldrig fik en pause for Corona, vi havde fx aldrig en god sommer eller efterår med færre restriktioner. Alt er ligesom bare én lang affære, så man mærker ikke så mange afsavn længere, fordi det hele bare er det samme. Det er virkelig den nye normal herovre

    • MiriamsBlok

      Det er også virkelig crazy, som USA har håndteret (eller ikke) hele situationen. Det må også være svært med sådan et stort land, hvor folk i mindre ramte områder ikke forstår, hvorfor det skal gå ud over det – og hvordan reglerne er så forskellige fra stat til stat.

  • Rutsje

    ❤❤❤ jeg kan så meget genkende mig selv i det, har bare svært ved at holde hovedet ret meget oven vande. Kram!

  • Maj

    Jeg er super introvert, og jeg har elsket at være hjemme med mand og børn. Jeg hader smalltalk og bryder mig ikke om at konversere med mennesker, jeg ikke kender. Jeg har få, tætte veninder, som jeg går tur med. Det har været og er – nok for mig.

    • MiriamsBlok

      Ja, det lader til, de introverte mestendels trives. Jeg har også normalt tendenser til den side, men det her er lige voldsomt nok for mig.

  • Tine

    Jeg er også introvert (omend selektivt ekstrovert i bestemte sociale omgivelser) og nyder at arbejde hjemmefra og trives også fint med ikke at se mennesker hver dag. Jeg bor alene, men min kæreste bor i nærheden, så det er helt perfekt for mig.

    I nedluksperioden har jeg i endnu større grad end til daglig haft fokus på nydelse og selvforkælelse, så jeg har bestilt lækker take away flere gange om ugen (dyrt, ja, men pga. nedluk har der været råd til det i stedet for restaurantbesøg, byture og rejser), gåture i skoven, surf/SUP med veninder (fordi man kan holde afstand med disse sportsgrene), hjemmebag og seriekigning liggende i ske med kæresten på sofaen.

    Til gengæld savner jeg også ting meget! Så jeg glæder mig helt enormt til festivaller, byture med dans og cocktails, rejser ned til varmen, gourmetmad uden for hjemmet og ping-pong face to face med kollegerne. Men indtil da har jeg samme filosofi som en læser skriver ovenfor: At få det bedste ud af nuet. Ikke spilde livet, for vi kan ikke planlægge alting i livet… <3

    • MiriamsBlok

      Jeg har nok lidt et problem med udtrykket “spilde livet”, fordi det insinuerer, at man gør noget forkert, hvis man ikke agerer på en bestemt måde. Hvordan vurderer man, om nogen spilder deres liv? Vi gør jo alle vores bedste – og hvis man nu ikke har det mentale overskud til at gøre mere pt end bare at komme igennem, så synes jeg også, det skal bydes velkommen med åbne arme. <3

      • Tine

        At få det bedste ud af nuet for ikke at spilde livet er nu ikke ment som en kritik af nogen. Men det handler meget om mestring og accept af tingenes tilstand (var det ikke Kierkegaard, der havde en fin teori om det? Noget med at det ikke kan betale sig at gå og være konstant negativ over ting, man alligevel ikke har indflydelse på at ændre, men at man bliver et mere tilfreds menneske af bare at favne tingenes tilstand).

        Ift. egne valg mener jeg, at det er frugtbart at have den indstilling uagtet ens handlinger. Selvfølgelig synes vi alle, at tingene er noget lort af og til, og nogle dage får man bare ikke slæbt sig ud af sengen. Det er vel en del af at være menneske, at vi har ups and downs. Men hvis man undgår en generel destruktiv indstilling til nuet og ikke kun lever for fremtiden, tror jeg personligt, at man nemmere kommer igennem kriser som den her… Det handler ikke om at gøre noget forkert eller at leve op til krav, det handler om at træffe et valg om indstilling.

        • MiriamsBlok

          Jeg er nok ikke helt enig. Jeg tror ikke på, det er så let som at træffe en beslutning om at have en bestemt indstilling. Men jeg er nok også farvet af at have et par psykiske diagnoser, hvor jeg i årevis har fået at vide, at jeg “bare” skal træffe en beslutning om at være positiv/glad/optimistisk, og hvis det havde været så let, så havde jeg gjort det som det allerførste! 😀 Det er ikke fordi, det ikke er sandt, hvad du skriver. At det er en mere konstruktiv levemåde. Det er det uden tvivl. Men jeg er ked af signalet det sender, når nogen siger, at det er et valg. For mange er det ikke et valg, de har mulighed for at træffe, fordi det kræver enormt meget styrke og overskud og arbejde, som alle bare ikke har.

          • Tine

            Jeg tror, du misforstår mig lidt – jeg mener absolut ikke, at man bare kan træffe et valg om at være glad, og dem der tror, at man kan fikse psykisk sygdom på den måde, ved nok ikke specielt meget om psykiatri 🙂 Følelser er ikke noget, man selv vælger.

            Til gengæld mener jeg, at man godt kan træffe et valg om livsanskuelse. Det er ikke nødvendigvis nemt, men jeg synes eksempelvis at Emily Salomon er et godt eksempel – hun har selv haft sine kampe her i livet, men hun har i mine øjne valgt at fastholde fokus på de gode ting i livet selv i de sværeste tider 🙂

          • MiriamsBlok

            Jeg er enig til en vis grad. Man har mulighed for at aktivt vælge at sætte pris på nogle af de ting, man har. Men jeg tror også på, mange ting ligger integreret i ens personlighed – om man fx er pessimist eller optimist. Og hvis bekymring ligger til ens personlighed og psyke, så kan man ikke vælge ikke at bekymre sig, også selvom man måske ved, det ikke altid tjener en alt for godt. Dermed ikke sagt, at man ikke kan øve sig. Men jeg tror ikke personligt på, at man kan ændre fundamentalt på sin personlighed. 🙂

  • Rose

    Ca. 60 procent af ens mentale disposition er nedarvet. Som en professor i psykiatri plejer at sige til sine studerende, skal man vælge sine forældre med omhu 😊. Naturligvis kan man tale med en psykolog, få kognitiv terapi, gøre alt i ens magt for at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre, det kan også være nogle omstændigheder, der skal ændres, men ofte er det et livsvilkår.

    • MiriamsBlok

      Tak for informationen, jeg kendte ikke til det procenttal. Jeg bliver støt mere opmærksom på, hvor lidt man i virkeligheden har kontrol over, og hvor meget der bestemmes enten af genetiske eller samfundsmæssige faktorer. Det er lige dele frustrerende og fascinerende.

  • Anne Sofie

    Jeg kan virkelig relatere til dette indlæg. Jeg har det også “godt” i boblen – men det skyldes da også kun, at jeg ikke bliver udfordret i min angst eller at der sættes særlig store krav til mig. Det er en underlig følelse, som er tryg og uvelkommen på samme tid.

Der er lukket for kommentarer.