Hvorfor er mine strækmærker a-okay, når mine overarme er fjenden?
Jeg synes, det er super interessant at tænke over, hvor vores (kropslige) usikkerheder stammer fra. Jeg er med på, at vi allesammen er vokset op i et samfund med nogle fucked up skønhedsidealer skabt for, at vi netop kan få det dårligt med os selv og dermed bruge penge på at forsøge at komme til at se ud, som vi “bør”. Det har på mange måder været succesfuldt. Jeg har fx været usikker på mine overarme lige så længe, jeg kan huske. Jeg var hestepige, hvilket kræver en del muller, og jeg har håndboldpige-veninder, der var i samme båd. Store overarme var ufeminine og forkerte. Med tiden (og vægten) fik jeg også glæden af det såkaldte vinkeflæsk, som kun yderligere bidrog til skammen. Jeg har et tydeligt minde fra en bytur, hvor jeg var midt i tyverne og spurgte en random pige på dansegulvet, om mine overarme så store ud. Hun var sød og løj, for selvfølgelig gjorde de det, det er de, men det hjerteskærende var, at jeg selv i min salige brandert stadset ud til den store guldmedalje ikke kunne slippe min usikkerhed.
Jeg ved godt, hvor den usikkerhed kommer fra. Den kommer fra at have fået at vide og selv erfaret gennem hele mit liv, at store overarme ikke er smukke. De er noget, man bliver drillet med. Noget, der skal gemmes væk.
Men samtidig er der andre ting, samfundet egentlig på samme måde har dikteret er forkerte, hvor jeg i bund og grund ikke giver en fuck. Jeg er pisseligeglad med mine strækmærker. De har aldrig generet mig. Jeg har dem allermest på maven (et andet ellers skamfuldt område) og på mine bryster, som voksede så hurtigt i mine teenageår, at min hud ikke kunne følge med. 50% af mine bryster er 100% strækmærker. Det er ikke bare et enkelt her og der, det er et heldækkende mønster. Og det er sjældent noget, jeg overhovedet skænker en tanke. Jeg kan godt bemærke dem i spejlet – de er svære at overse – de gør mig bare ikke trist.
Men det kunne sikkert lige så godt have været anderledes. Eller hvad? Hvordan kan det være, at overarmene er fjenden, og strækmærkerne går fri? Hvorfor er jeg super usikker på størrelsen af min mave, men ligeglad med samme på mine lår?
Jeg har et ret langt ar over mit ene øje, der på en og samme tid er nærmest usynligt og (grundet dets placering) rimelig in your face. (I kan se det på billedet overfor, nok især hvis der zoomes). Der var engang en pige i min folkeskole, der kommenterede på det. Det var hendes salige pligt at fortælle mig, at på grund af det kunne jeg aldrig blive model. Jeg kan huske at føle mig helt enormt ramt, selvom jeg aldrig havde haft skyggen af behov for at blive model. Jeg tror, det kom sig mere af, at hun insinuerede, at arret gjorde mig grim. Men det er den eneste negative ting, jeg kan forbinde med det ar. Det og så at det gør det lidt besværligt at lægge øjenskygge jævnt. Ellers tænker jeg aldrig over det. Hvorfor blev det ikke en af mine usikkerheder, mens jeg hele min teenagetid var fuldstændig overbevist om, at jeg skulle have en næseoperation i sekundet, jeg fyldte 18?
Alle de her spørgsmål er selvfølgelig retoriske, for selvom jeg er sikker på, jeg ved indgående psykologisk arbejde kunne nå frem til en forklaring på, hvorfor visse dele af min fysik blev til indædte usikkerheder, mens andre i værste fald er et træk på skuldrene, så er jeg mest ude på at fundere lidt over, hvordan vi rammes på forskellige områder. Jeg har fx en veninde, der i årevis brugte en mindre formue på forskellige olier og cremer, der skulle få strækmærker til at gå væk – til gengæld har hun så aldrig overvejet at begynde at se skævt til sine overarme. Forskellige usikkerheder rammer forskellige mennesker, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er mega fair eller mega uretfærdigt. Måske begge dele.
Det her bliver et af de skriv uden nogen form for konklusion, for jeg har ikke rigtig nogen. Det var bare nogle mandagstanker, jeg havde lyst til at dele, og så er det meget praktisk, at man trods blogmediets dalende popularitet har valgt stædigt at insistere på at beholde sin. 😀
Anne Mette
Du rammer helg rigtigt – og hvor er det spøjst at vi har et ar præcist samme sted! Mit skyldes fangeleg og en frugtskål af metal i børnehaven – hvordan har du fået dit?
MiriamsBlok
Jeg skvattede i vaskekælderen, da jeg var to eller deromkring. Så det har også bare altid været der. 😀
AnNM
Jeg var, i skoletiden i 90’erne, modelagtigt. Højeste i klassen, tynd figur – begge dele arvet fra mine forældre, men så var der alt det andet. Navnet, håret, fregnerne – ja, egentlig blev jeg mobbet og drillet for at se ud som jeg gjorde dvs hele mig og mig som person. Jeg havde ikke selv et problem med mit udseende. Men fik aldrig(!) at vide fra nogen – heller ikke hjemmefra, at jeg var smuk som jeg nu var.
Jeg fik at vide, at det jo bare var sådan vi var – lange og slanke.
Dét ideal lever jeg ikke op til længere – jeg er slank men nærmere tyndfed. Og ved du hvad? Det gør ingen forskel. Folk kommentere enten at jeg har tabt mig(når jeg har) eller taget på(om jeg har eller ej).
Jeg kommenterer A L D R I G på folks vægt – hvad kommer det mig ved? Og hvad betyder det for mig? Det er jo personen indeni der betyder noget!
Folk har så travlt – idealer trukket ned over hovedet – eller ej.
MiriamsBlok
Det der med at kommenterer på størrelsen på folks kroppe – om den har ændret sig eller ej – det vil for evigt være en af mine største pet peeves. WHY?!
Tine
SÅ enig med jer her! Gud, hvor har jeg skullet informeres mange gange om, at jeg er meget lav (noget jeg aldrig selv har set som et problem). Hvorfor er det så utroligt nødvendigt at fortælle mig? “Tak for informationen, det var jeg slet ikke klar over, indtil du fortalte mig det”.
Folk burde bare generelt stoppe med at kommentere på andre menneskers størrelser, uanset om det er lille, stor, høj, lav, tynd, tyk – hvis det ikke er en helt åbenlys kompliment, så lad være med at kommentere. Punktum.
Anne-Sofie
Simpelthen så fint skrevet. Det er jeg overbevist om, at vi er mange der kender alt alt for godt til. Tak!
MiriamsBlok
Tak! Det tror jeg også.
Sidse
Åh hvor jeg kender det! Har altid haft et mega issue med mine store fødder (str 41/42) og har i mange år syntes det var flovt at have store fødder. Men det er jo for fanden noget jeg ikke kan gøre noget ved. Om så jeg havde alverdens penge kan jeg ikke ændre på størrelsen af mine fødder. Jeg har nu lært bare at leve med det, men har stadig en lille frygt for at de bliver større hvis jeg engang bliver gravid eller når jeg bliver gammel.
Og så har jeg issues omkring mit tandkød. Ja, mit tandkød. Jeg har vigende tandkød efter i årevis at have været for heftig med tandbørsten. Og mine løber dækker det fuldstændigt når jeg smiler, men alligevel fylder det for mig. Det virker bare så dumt haha.
Og så har jeg en åreknude og karsprængning på mit ene underben så jeg går helst med lange bukser eller kjoler. Selvom det er en naturlig ting. Til gengæld er jeg ligeglad med mine overarme og mine små bryster, som jeg ved fylder for mange andre 🙂 Det er lidt skørt egentlig.
MiriamsBlok
Der er ingen logik i det. Især når andre så snakker om deres usikkerheder, som man bare overhovedet ikke kan relatere til. Jeg har også altid været ked af mine store fødder, i øvrigt. Der var en periode i mine 20’ere, hvor jeg stort set udelukkende gik med høje hæle, fordi det fik mine fødder til at se mindre ud…
Pernille
Godt du har beholdt den! Er glad for at læse dine tanker, og klikker hver eneste gang der er nyt indlæg 🥰
Jeg brugte mine teenageår på at være meget ked af at have sådan nogle korte, lidt buttede, fingre (??). Som blot en ud af tusind usikkerheder 🥴
MiriamsBlok
Uf, jeg kan nogle gange stadig synes, jeg er fælt usikker i forhold til, hvad jeg burde være, men INTET kommer nogensinde til at være så slemt, som da jeg var teenager!
Julie
Åh, hvor har jeg brugt lang tid på at hade min krop! Den første halvdel af mine 20ere vejede jeg 50kg og syntes det var frygteligt med mine knap 180cm…nu 10 år senere vejer jeg 70kg og er svært tilfreds. Også med mine strækmærker ❤️ (Men stadig ikke helt mine overarme.. Men det kommer..)
MiriamsBlok
Der er på mange måder noget ironisk over, at man begynder at hvile i sin krop i takt med, at den bevæger sig mere og mere væk fra idealet.
Marie
Ja den slags er pudsigt. Jeg er frygtelig ked af mine ben, som har åreknuder, karsprængninger og appelsinhud og er både tykke og korte. Til gengæld er jeg ok med min mave, som er tykkere end nogen sinde. Måske fordi min datter på 8 synes den er det blødeste og rareste i verden? Det hjælper i hvert fald! 😜
MiriamsBlok
Jeg er begyndt at få knyster (tror jeg?), og dem aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med. Synes ligesom benene plejer at falde i den problemfri zone ellers. 😀
Sophie
Det er så ærgerligt, især fordi ens usikkerheder for det meste – eller udelukkende – handler om hvad andre (måske) synes om en. Jeg var glad og afslappet i hele min krop indtil omkring 14-års alderen, hvor min bedste veninde begynder at gøre voldsomt nar af at jeg var og er fladrøvet. Jeg havde aldrig skænket min bagdel en tanke, men selv i dag, 12-13 år efter, er jeg stadig usikker på min manglende bagperron 😅. Det ville være herligt hvis samfundet blev lidt mindre kropsfikseret.
MiriamsBlok
Det er jeg ikke sikker på, jeg er enig i. For jeg var som sagt egentlig jævnt ligeglad med, hvad folk tænkte om mit ar eller andre af de ting, jeg ikke selv er usikker omkring. Jeg tænker mere, det er relevant, hvis der bliver tappet ind i noget, hvor man også selv bliver overbevist om, at det er rigtigt, hvad der bliver sagt. Altså, at det ligesom taler ind i noget, hvor man er tilbøjelig til en usikkerhed – det er så bare de tilbøjeligheder, jeg ikke synes er logiske. 😀
Charlotte
Ikke rigtig relateret til emnet, men mere til din sidste sætning. Oplever du ‘blogmediets dalende popularitet’ primært fra læserne eller bloggernes side? For jeg er stadig ligeså vild med blogs som for et år siden, men oplever at stort set alle de bloggere, jeg følger, er stoppet med at blogge eller gør det meget sporadisk. Og jeg er egentlig ret nysgerrig på, om det skyldes, at der ikke længere er ligeså mange, der læser med, om corona har set en stopper for en stor del af inspirationen eller om det er noget helt tredje, der er på spil?
MiriamsBlok
Jeg tænker, det er en kombination. Dels har mange af fuldtidsbloggerne blogget i virkelig lang tid efterhånden, og nogle er måske ved at være klar til at prøve noget andet. Samtidig kommer der ikke ret mange nye til, som altid var tilfældet før i tiden. Men jeg tænker også, det handler om, at der generelt er væsentligt færre, der læser blogs (Instagram har i høj grad taget over), og det kan selvfølgelig påvirke skriveglæden lidt, hvis man oplever, at interessen for ens skriv er dalende. Jeg oplever selv, at mit kernepublikum er gode til at holde ved (dvs jeg har ikke rigtigt set en ændring i gennemsnitlige læsninger på nye indlæg), men hele browser-folket – dvs dem, der bare kigger rundt på må og få og finder lige interessant hist og her – findes i meget begrænset grad efterhånden. Der kommer med andre ord ikke særlig mange nye til, fordi bloglæsning som ny interesse bliver mindre og mindre udbredt.
Lene
Min højre lægmuskel er større end den venstre – ingen som i ingen ligger mærke til det. Men jeg hader det!!!!!! Dog hindrer det mig ikke (længere) fra at vise mine lange stænger frem🙌🏻
MiriamsBlok
Jeg hader lidt de ting, hvor det kun er en selv, der kan se det, for så ved man bare, hvor irrationelt, det er, men man kan sgu ikke slippe det af den grund.
Ann
Dejligt skriv med ikke-konklusion und alles 🙂 Du må aldrig stoppe med at blogge for dine indlæg og ord kan bar noget!
I folkeskolen havde jeg én enkelt oplevelse, hvor en dreng gjorde nar af den måde jeg løb på pga. mine ret skæve knæ. Den ene oplevelse gjorde, at jeg som voksen stadig ikke har lyst til at løbe ude blandt andre. For det ser ikke så elegant ud, når jeg løber. At jeg så synes, løb i bund og grund er kedeligt, er en anden ting 😉
MiriamsBlok
Jeg har også fået en kommentar omkring mine knæ engang! Det var så for mig en af dem, der endte med ikke at sidde fast, men det er virkelig spøjst, hvor random det er nogle gange.
K.
Som ung havde jeg de rundeste æblekinder. Og jeg hadede dem. Jeg har altid været sporty og slank, men de der elendige æblekinder var jeg så træt af at det var helt forfærdeligt. Syntes jeg så tyk ud.
I dag ville jeg ELSKE at få dem tilbage. De forsvandt, da jeg fik børn og kom aldrig igen og jeg har savnet dem lige siden.
Jeg ville også elske at have muskuløse faste arme, men det har jeg ikke. Jeg ville også elske at være 175 cm høj, men det er jeg ikke. Og jeg kan ikke gøre en skid ved det.
Så jeg vil citere min yndlingsvers fra Halfdan, som jeg lever efter nu hvor jeg er voksen og mere ligeglad med, hvordan man bør se ud:
“Hvis du vil være blid og smuk, så skal du spise morgendug og drikke aftenrøde,
og drysse stjerne i dit hår og gnide dine tynde lår
med måneskin og fløde.
Men vil du være vild og varm, med hængerøv og kæmpebarm
og fuld af narrestreger,
så skal du kigge i et spejl og elske alle dine fejl
og være som du plejer.”
MiriamsBlok
Halfdan var en dejlig mand. <3
J
Her er listen med de blogs jeg følger – arhem jeg føler mig total forladt. Jeg er så glad for du stadig blogger – så har jeg da en eneste tilbage.
Miriams Blok
amarOrama
Annamette Fuhrmann
BLOGSBJERG
C & the City
Den Sure Blog
En studerendes bekendelser
Henkogt Hverdag
HverdagsNadia
hvidkaffe
I carried a watermelon
Idabida
Karriere, kærlighed og krøller
Leckileaks
LORTEMOR
marensblog
marenuthaug.wordpress.com
Marias Maskinrum
MorMedHjertet
nom de mie
Om livet i al almindelighed
Omveje
orddame
Skriblerier
Skøre liv…
Sneglcille
Sofie Ude
sortpahvidt
StineStregen
Superheltemors bekendelser
tegnechristine.dk
The CityGirl
trixyworld
Twinpeaks
MiriamsBlok
Ja, der bliver desværre længere og længere mellem snapsene (snapsene betydende folk, der stadig blogger hyppigt forstås).
Marlene
Sikke et fint tanke-skriv. Og ja det er underligt, hvad der lige præcis gør, vi bliver ramt mentalt på bestemte dele af kroppen.
For mig kan mine knæhaser fylde helt enormt i mit hoved. Jeg har nogle meget tydelige blodårer der. Var overbevist om at det var åreknuder og ville have dem fjernet men det var bare tydelige blodårer. Men de er så vidt muligt dækket til, så den står enten på bukser, strømpebukser eller nederdele/kjoler der dækker dem. Og jeg prøver så vidt muligt at undgå at se på dem, fordi jeg bliver ked af det og de så fylder så meget i mit hoved at jeg nærmest ikke kan tænke på andet.
Det er fuldstændigt fjollet og ved ikke hvorfor de har så stor betydning. Har ingen erindring om at der nogensinde er blevet kommenteret på dem. Har vendt det lidt m psykolog i forbindelse med noget andet og han mente jeg skulle komme ud over det ved at træne at vise dem frem (det er endnu ikke blevet til noget).
Det er så ærgeligt at ting der er så ligegyldige, kan fylde så meget for os. Spild af tid, energi og for mit vedkommende noget, der virkelig har kunnet påvirke mit humør.
Det er blevet nemmere med alderen….det er accepten af kroppen generelt, men væk er det desværre ikke. Og ja, som skrevet før; teenage-årene var da klart de værste med usikkerhed og selvhad…øv.
Heller ingen konklusion herfra…bare lidt tankespind og ønske om en god dag og større kropsaccept 😉
MiriamsBlok
Det er skægt, du har det sådan, for jeg var gennem hele min ungdom virkelig misundelig på folk med tydelige blodårer. Jeg synes, det er så smukt og lidt skrøbeligt og har altid ønsket, mine var tydeligere.
Berit
Jeg har det som dig. Jeg hader mine arme! Jeg er 47 år og først for et par år siden besluttede jeg mig for, at acceptere armene og dermed også gå med korte ærmer om sommeren. Jesus altså! Til gengæld så skænker jeg ikke mine strækmærker en tanke. De er der bare! Et andet issue for mig er min dobbelthage. Da jeg var yngre var en begyndende dbl hage tegn på at jeg skulle tabe mig lidt. Jeg var ligeglad med en topmave, men kom der lidt dobbelthage, så tabte jeg mig til den var væk igen. Nu som voksen hvor det hele sidder noget løsere forsvinder den ikke på samme måde. Nu hænger der nærmest hud. Jeg hader det og tænker jeg skal have gjort noget ved det. Det sidste punkt hvor jeg har været usikker har været mit smil. Jeg viser meget tandkød når jeg smiler. For et par år siden fandt jeg ud af, at det kaldes for gummy smile og kan afhjælpes med botox. Det har jeg fået siden og jeg har aldrig været så glad. Folk omkring mig siger de aldrig har lagt mærke til mit tandkød, det fatter jeg jo ikke!
MiriamsBlok
Jeg har altid hadet mave, men dobbelthagen er mere bar sådan en inkarneret del af mig. Det er sjovt på den måde. 🙂
Sara
Ang. de der overarme; jeg læste for flere år siden, et insta-indlæg af curvesahead (nu:camillas_momenter), som ændrede mit eget forkvaklede forhold til mine overarme. Det var noget i stil med at man skulle tænke over om man nogensinde selv har skænket andres tykke overarme en tanke. Hvis man kommer til den konklusion at andres overarme er no Big deal, så er ens egne overarme nok heller ikke noget andre gider at spilde hjerneceller på. Det lyder måske meget forsimplet, men for mig var det en fin lille tankeleg som forandrede min holdning til mine overarme, som i dag får mere luft end de gjorde for fem år siden.
MiriamsBlok
Problemet der ville nok være, at jeg skænker andre tykke overarme rigtig mange tanker. Meget af det selvfølgelig misundelse over at de tør, men meget af det desværre også noget internaliseret kropshad, der bliver projiceret ud. Jeg bliver simpelthen for forfængelig til at gøre det selv.