Babynavne, bedrevidenhed og barnfri tilværelse

Skrevet d. . Uploaded i personligt,visdomsord.

Hver gang jeg skal snakke om børn (og det er et emne, vi runder semi-jævnligt), føler jeg behov for at komme med en disclaimer om, at nej, jeg har ikke ændret mening. Der er ingen frosne æg eller søgen efter baby daddy på vej, det er stadig ikke noget, jeg ønsker. Men det betyder ikke, at der ikke er en form for afsavn ved det fravalg. De ting, man giver slip på ved at blive mor (frihed, fleksibilitet, stabil nattesøvn, etc), beholder jeg selvfølgelig, men jeg får omvendt heller ikke lov til at opleve de positive ting ved at blive mor. Det er en af de der beslutninger, hvor man skal gøre op med sig sig, hvilken vægtskål er tungest, og træffe det valg, der giver mest mening for en personligt. Og selvfølgelig er det okay dertil trods at se lidt nysgerrigt over til den anden side ind imellem. Selvom man vælger jordbærisen, vil man vel gerne vide, hvordan den med chokolade mon ville smage. Det tror jeg egentlig er meget naturligt.

Jeg kom til at tænke på det i weekenden, hvor jeg besøgte min søster, svoger og ungerne i Køge. Min søster skrev nogle dage før, om jeg havde et ønske til aftensmaden, og som æresgæst var det også mig, der fik lov til at vælge lørdagsfilmen. (Gik med The Princess Bride, fordi det føltes nødvendigt at introducere næste generation til det mesterværk). Det var lidt ligesom at have fødselsdagsprivilegier i mit barndomshjem. Dejligt velkendt. De gamle traditioner med filmvalget, der går på omgang, og faste pladser i sofaen med en hjemmebagt fastelavnsbolle på skødet. Pludselig var jeg en del af en børnefamilie. Det føltes både lidt nostalgisk og meget hyggeligt, og jeg kunne mærke, der var en del af mig, der tænkte over, at det aldrig er noget, jeg bliver en integreret del af igen. Sådan fast. Hvis I læser den sætning og føler nogen form for medlidenhed, så kommer jeg efter jer med en stegepande, for det er ikke sådan ment. Jeg hviler i mit valg, det gør mig glad og tilfreds. Det er det rette for mig.

Men derfor kan jeg da godt blive småmopset over, at de børnenavne, jeg har tænkt på de sidste 20 år (før jeg vidste, man overhovedet havde muligheden for at vælge børn fra), aldrig kommer i brug. Eller at jeg ikke bliver indlemmet i moderfællesskabet og dermed knækker koden til, hvordan man kan snakke om børnehaveindkøring eller tigerspring i tre timer uden at blinke. Jeg kan godt finde på at overveje, hvordan det mon ville være at genkende mine ansigtstræk eller dårlige vaner i et lille menneske, og om de mon ville arve min manglende forståelse for folks avokado-entusiasme. Og så føler jeg mig på mange måder lidt udenfor helt samfundsmæssigt, fordi det stadig virker som en ting, der er obligatorisk, hvis man skal leve efter normerne. Ofte falder det slet ikke folk ind, at det er noget, man kunne finde på at vælge fra.

Hvilket bringer mig til næste punkt: Min største anke ved det at være barnfri har nemlig slet ikke noget med børn at gøre, den kommer udelukkende fra de voksne. Det er nedladenheden omkring det. Medynken. Folk, der føler, jeg går glip af meningen med livet ved aldrig at reproducere og ganske ublu giver udtryk for det. Det er også derfor, jeg i løbet af de sidste 500 ord har cementeret omkring femten gange, at mit valg stadig er det samme, og jeg ikke er i tvivl om, at det er det rette for mig. Jeg er sgu lidt træt af den insisterende bedrevidenhed på mine vegne. For here’s the thing: At børn er meningen med dit liv, betyder jo ikke, at de er meningen med mit. Det betyder nok bare, at vi er forskellige mennesker med forskellige ønsker for, hvordan vores eksistens skal se ud.

Plus, som bonus betyder det selvfølgelig, at mine babynavne, David og Ella*, er til fri afbenyttelse, hvis nogen nu selv skulle være helt på bar bund. Jeg er serviceminded på den måde.

 

* En del af mig føler behov for at understrege, at Ella ikke var trendy, da jeg var 12 år og kom på det. Der var det sådan noget, kun bedstemødre hed. Og så hende den seje på rideskolen. Hvorfor det altså endte på min liste. 😀

Related Posts:

Kommentarer (92)

  • Anonym

    I hear you. Jeg var i tvivl i mange år og undersøgte alle muligheder og der var også perioder hvor jeg håbede det ville ske. Til sidst gav jeg mig selv en frist. Når jeg blev 36 skulle jeg have besluttet mig for det med børn. Og dagen oprandt, jeg følte mig på ingen måde klogere på emnet. Jeg vaklede mellem at jeg jo ikke savnede børn og at det ligesom var forventet, at mine forældre skulle have børnebørn og den slags.
    Pludselig en aften tænkte jeg tanken at jeg på et eller andet punkt da nok gerne ville børn, men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke bare være mor for at være mor. Hvis jeg skal have børn skal det være fordi jeg møder en sød mand og vi beslutter os for at blive forældre. Sammen. Have nogen at dele op og nedture med. Og måske ændrer jeg mening om et par år. Og måske ender jeg med at fortryde at jeg ikke fik børn om 10 år. Men jeg har et godt og fint liv med dyr og masser af børn i familien så jeg savner det ikke. Men jeg var lidt ærgerlig da min eneste allierede pludselig skød en baby ud og nu selv bruger sætningen “du ved slet ikke hvad du går glip af”. Men på den anden side. Jer med børn.. I skulle bare vide hvad I går glip af 😁

    • MiriamsBlok

      Det er så træls med de der “gå glip af”-replikker, hvis man ikke har en interesse i noget, går man vel ikke glip af det? Så er det måske lidt mere JOMO end FOMO. 😀

  • Julie jensen

    Hvor er det fint skrevet❤️ Jeg har tre små drenge og de er meningen med mit liv- NU. Havde jeg ikke fået dem havde meningen med mit liv været en anden, men mindst ligeså meningsfyldt , hvis det giver mening😊 jeg kender flere som har fravalgt børn, både yngre og en del ældre end du , og kæmpe respekt for det valg! At sætte børn i verden er en kæmpe ting og skal overvejes nøje, og lige netop det har du gjort. Jeg er vild med dig❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, du har så evigt ret. Man har jo langt hen ad vejen indflydelse på, hvad der skal være meningen i ens liv. Og du har så sandelig også ret i, at det er en stor beslutning. Jeg vil hellere være på den sikre side end fortryde at have fået dem – for det går jo mindst lige så meget ud over dem som mig.

      • Stine

        Jeg er helt med på valget om ikke at få børn – har selv tænkt meget over, om det nu var det rigtige for mig. Og tror bestemt heller ikke, at livet med børn er mere lykkeligt end uden – MEN du skriver i en kommentar, at det ville være synd at sætte børn i verden, hvis du nu fortrød – og det gør man altså ikke, vil jeg vove at påstå. Altså fortryder dem, når de først er der. Så er der jo et lille menneske, som man kommer til at elske. Uagtet hvordan man så føler omkring al leverpostejen og de søvnløse nætter og tabet af frihed. Ikke en argumentation for, at man skal vælge børn til, bare at man ikke skal være bange for at fortryde dem, hvis man er i tvivl og ender med at vælge til

        • MiriamsBlok

          Jeg ville ønske, det var sandt, men mængden af mennesker i mine hemmeligheder, der – oprigtigt og ikke bare som resultat af et øjebliks frustration – bekender, at de fortryder at have fået børn, er desværre overraskende høj. Det er (selvfølgelig) bare noget, der er utroligt skamfuldt og tabubelagt og derfor ikke bliver talt om. Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke elsker sit barn, men det er bestemt muligt, at man efterfølgende kommer til at sidde med en gennemgående følelse af, at man ikke bryder sig om at være mor og hellere skulle have ladet være.

  • Cille

    Super fint skriv! Kan fortælle at man ikke slipper for bedrevidenheden, bare fordi man har TILvalgt børn. Barn skulle jeg nok skrive. For vi vil “kun” have det barn vi allerede har fået og dét sætter mine medmødres sind i kog på samme måde. “Aarh I bliver klogere! Selvfølgelig skal I da have en mere! Du vil fortryde senere i livet” osv. osv. osv. SUK!

    • Louise

      Jeg plejer at sige at jeg synes det er værre, når man kun vælger at få ét barn, end hvis man vælger slet ikke at få nogen. Når man har fået ét, så får man nemlig også en regulær udskamning med, over at man ikke vil have flere.
      ‘Ønsker du ikke at dit barn skal have en søskende?!’
      ‘Men kan du ikke lide at være mor, da?’
      ‘Kan du ikke lide dit barn?’
      ‘Fortryder du at du fik et barn?’
      ‘Hvad så når I dør, så skal han/hun bare være helt alene?!’
      Nej, jeg hader ikke mit barn og jeg fortryder absolut ikke at jeg fik hende. Jo, jeg kan godt lide at være mor – jeg kan bare også godt lide at være andet end det. ‘Mor’ er ikke min primær-identitet. Og jeg ved at det vil være mig selv, jeg går på kompromis med, ved at få flere. Det er jo ikke fra børnene tiden går. Det er fra den tid du har til dig selv – og der er jeg nok bare mere egoistisk end jeg troede, for jeg har brug for stadigvæk at have noget frihed og tid til mig selv – og det tror jeg ikke at jeg ville kunne få sammen med to eller flere børn. Det er der nogen der kan og det synes jeg er flot. Det virker ikke sådan hjemme hos os og med den måde jeg er mor på.
      Desuden plejer vi bare at sige at det er vores bidrag til klimaet :D.

      • MiriamsBlok

        Uh, jeg synes ikke, vi skal gøre det til en konkurrence om, hvem der får flest nederen kommentarer – lad os hellere slå os sammen og være enige om, at det ville være rart at slippe for dem! 😀

  • M

    Min kæreste og jeg er også frivilligt barnløse (som i forevigt). Vi lever egoistiske liv, hvor børn ikke passer ind – og liv vi ikke vil opgive ‘bare’ for at få børn. Min hjerne har stadig svært ved at rumme, når folk siger ‘bare vent, I skifter mening’, for NEJ, vi skifter IKKE mening – børn er ikke for alle!

    • MiriamsBlok

      I realiten er det sikkert et misforstået forsøg på venlighed (at de ønsker det godt for en, i.e. at man ændrer mening og får børn), men det virker bare lidt respektløst.

  • Susanne

    Well, amen! I de første 33 år af mit liv troede jeg ikke, at jeg skulle have børn (nu har jeg en pige på 1,5 år – og sådan har man et standpunkt til man tager et nyt), men indtil da.. jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker (kvinder) der har blandet sig i mit valg. Om jeg ikke syntes, der manglede noget mellem mig og min kæreste, om jeg VIRKELIG var sikker på det, og hvordan kunne jeg gøre det imod min kæreste (der i øvrigt heller ikke ville have børn på det tidspunkt). Skyld og skam. Det er kommet fra min svigermor, bekendte og totalt fremmede. Når man ikke passer ned i folks/samfundets åndssvage firkantede kasse, der dikterer, hvad “man” gør, så er man åbenbart mål for nedladende og bedrevidende kommentarer. Og det stopper jo ikke der. Hvornår skal I have nummer to? Jeg fik barn som 37-årig, og de fleste i min omgangskreds har børn på 8-10 år. Derfor kan jeg heller ikke tale med der om skolegang, fritidsaktiviteter osv. Så godt nok er jeg med i en klub/moderfællesskab, men ikke lige den rigtige klub, fordi vi var lidt længe om at nå frem til det at få et barn. Det er fandme ikke nemt, ha ha! 😉

    • MiriamsBlok

      Det er en sær form for underligt acceptabel blanden sig. Jeg håber virkelig, den snart uddør, jeg synes da, der er kommet mere fokus på den om ikke andet. Ligesom at spørge kærestepar, hvornår de skal giftes. Og derefter have børn. Altså, er det ikke en lidt privat ting?

  • Nina

    Jeg kan godt lide navnet Ella.
    Kunne nok også godt finde på at navngive min datter det, hvis jeg får en pige en dag.

    Magiske Ella er en skøn film. Meeen der er heldigvis også noget magisk over Miriam og hendes ord! ❤️

  • Annemarie

    Jeg sidder her med mit tredje barn, og synes du er super sej at du står ved din mening. Hvor ville det være kedeligt, hvis vi alle var ens. David er naturligvis er fantastisk navn, det hedder min førstefødte. Jeg er også vild med Ella, mest fordi jeg var vild med magiske Ella da jeg var teenager🙈

    • MiriamsBlok

      Jeg tror måske, David kom af en af mine barndomsforelskelser. Jeg var i hele taget ret forudsigelig lige der. 😀

  • Maria

    Som en fellow frivilligt barnefri kan jeg virkelig relatere (ikke mindst til det med omgivelserne!). Jeg hviler ikke helt så meget i mit valg som det lader til at du gør (ligger nok omkring 80/20) og den tvivl jeg har bliver kradset op som et åbent sår igen og igen når omgivelserne ikke rigtigt accepterer ens valg. Og det er da helt naturligt at overveje hvordan andre livsvalg havde været og præcis som folk med børn kan savne alt det de har fravalgt ved at vælge deres vej uden derfor at ønske det anderledes kan man jo også sende en lille tanke mod det man har valgt fra ved ikke at formere sig 🙂 Tak for at italesætte fravalg af børn, det er dejligt ikke at føle sig ene i den båd, hvilket jeg ellers ofte gør ❤️

    • MiriamsBlok

      Nej, man bliver virkelig ofte gjort forkert på bekostning af sådan en beslutning – som i forvejen sgu kræver lidt mod at træffe. Man kan jo ikke gå på kompromis på det område. Det er enten/eller. Så lidt opbakning ville være rart.

  • Stine

    Åh, min oldemor hed Ella og den stod højt på min liste da jeg var gravid. Fik en søn så den gik ikke. Vi har valgt, også stik imod normerede, kun at få ham. Han er 3 år. Gæt hvor mange gange jeg skal svare på om han ikke snart skal have en lillebror eller søster. .

    Jeg har også stadig navne på listen jeg kan ærger mig over ikke at skulle bruge. Men så er det jo tragikomisk at når man har hund, så skal de jo skiftes ud en gang hver 15. år og så kan navnene blive brugt dér 🙈

    • MiriamsBlok

      Ahahaha, åh, jamen jeg ville jo have Herbert til at hedde Flemming, fordi det var Franks rigtige navn. Så jeg havde samme taktik! Men så var Herbert bare slet ikke en Flemming, og så døde konceptet lidt…

  • Tine

    Jeg elsker mine børn op til månen og tilbage igen. Men jeg tror måske, at jeg havde været præcis lige så lykkelig uden dem. Bare på en anden måde. Jeg ville nok tænke over de samme ting som dig, i forhold til hvad jeg havde valgt fra. Men at være mor er det hårdeste følelsesmæssigt og psykisk for mig. Nogen gange så hårdt, at jeg kan tænke, at det havde været bedre at lade være. Men jeg har så heller ikke fået kontinuerlig ordentlig nattesøvn i noget der minder om 6 år, så måske ender jeg med at synes, det er 100% the bomb at have børn når de engang begynder at sove 😂

    • MiriamsBlok

      Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er uendeligt hårdt. Og derfor skal man jo virkelig ville det. Ville rollen som mor og børnene og både det sure og det søde. Og når jeg i princippet slet ikke har en interesse i det søde, så virker det dumt at skulle have det sure med også. 😀

  • Hanne

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi er nogle stykker (jeg KAN ikke være den eneste) som misunder din børnefri hverdag en smule. Jeg elsker – selvfølgelig – mine børn og jeg ville – selvfølgelig!!! – ikke bytte dem for noget som helst. Men for ind i hel…., hvor er der bare meget arbejde med dem. Både praktisk og mentalt. Mange ting skal gøres, ordnes, planlægges, tørres op, vaskes af. Mange beslutninger, mange tanker, mange fryg-te-li-ge bekymringer. Og selvfølgelig er der the Grand Price: den endeløse kærlighed, de små hænder der holder på en og de små hjerter som elsker en så tillidsfuldt. Ville ikke undvære det for noget. Men jeg ville saftpetervæltemig sætte pris på et frikvarter en gang i mellem, hvor AL ansvar for andres eksistens og velbefindende forsvinder for et øjeblik. Og lige på det punkt misunder jeg de selvvalgt barnløse.

    • MiriamsBlok

      Græsset er altid lige en snas grønnere lige der, hvor man føler sig mest kvast. Jeg har dælme også ønsket, at jeg havde haft det anderledes og siddet med en lille familie under Corona. Men overordnet set vinder det barnfri hver gang!

  • Camilla

    Jeg er så simpelthen den person der SLET ikke forstår at folk der selv har børn IKKE forstår at der findes folk der ikke vil have børn?
    Jeg har et barn, der i høj grad var ønsket, er sund og rask, sød og dejlig og virkelig sjov. Og fylder min dag med glæde. Men jeg kan da stadig drømme mig tilbage til hvordan det var inden jeg blev mor.
    Jeg ville ikke undvære mit barn for noget i verden – nu. Men kunne jeg tage tilbage i tiden og besøge mig selv da jeg var single og rendte rundt og var skruk og stressede over om jeg nogensinde ville blive mor, så ville jeg fortælle mig selv at jeg ville blive lige så lykkelig uden et barn, som med et barn. Bare på 2 forskellige måder.

    • MiriamsBlok

      Det er jo uden tvivl to helt forskellige livsstile. Men jeg tror måske også ofte, mødre har lidt lyserøde briller på i forhold til fortiden. For der er jo også alt muligt lort ved at være ung/single/barnfri. Lidt ligesom når folk i forhold elsker at swipe på min Tinder. 😀 Moderskab er nok på mange måder en ekstra dimension i livet, hvor altid bliver markant hårdere – men hvor man også får lov til at opleve noget helt enestående.

  • Camilla

    Jeg har børn, en skæver da jævnligt til mine barnløse medmennesker og funderer over, hvordan det mon er, og på ugentlig basis er jeg da ligefrem misundelig. Alle valg giver også fravalg. Jeg tror, der var flere, der burde overveje, om de nu var helt sikre på, de skulle have børn. Mig selv inklusiv.
    Tak for et fint og velfunderet indlæg.

    • MiriamsBlok

      Det er faktisk også et af de argumenter, jeg har lyst til at bruge ofte, men som regel lader være med, fordi man virkelig kan komme til at ramme noget ømt i folk. Og så meget går jeg heller ikke op i børnediskussionen. Jeg har haft den over halvdelen af mit liv efterhånden. Men ja, jeg er enig. Det er jo langt hen ad vejen børnene, der lider de værste konsekvenser, når forældre af den ene eller anden grund nok ikke skulle have været forældre.

  • En mor

    Sikke nogle dejlige børnenavne… især pigenavnet, som er min datters navn 🙂 Og nej, Ella var heller ikke helt oppe i tiden (troede jeg), da min mand og jeg faldt for det. Men det må man sige, vi fandt ud af, at det var, da hun startede i vuggestue på Vesterbro. Efter vi flyttede ud af byen, er vi ikke stødt på det lige så ofte. Til gengæld er her mega mange med storebrors navn 🙂

    Og dit liv, dine valg. Kunne ALDRIG i mit liv finde på at stille spørgsmål ved andre menneskers valg af børn/hvor mange børn/ingen børn. Det er SÅ super individuelt, hvad der føles rigtigt for én. Vi har fx to børn og kan ikke tælle, hvor mange gange vi er blevet spurgt om en 3’er. Det kan måske føles som et lille uskyldigt spørgsmål, men for mig er det ret grænseoverskridende og personligt at få sådan et spørgsmål.

    • MiriamsBlok

      Jeg var faktisk lidt sur, da det blev moderne. Fordi det altid havde været mit hemmelige navn, som ingen så fidusen i. Men nu har en af mine bedste veninder en Ella, og så føler jeg på en måde, jeg alligevel lidt fik det brugt af omveje. Det er ret hyggeligt.

  • Mille

    Ingen skal blande sig i et valg, der ikke kommer andre ved end dig 🤗🤗
    Og som frivillig barnløs (og snart steriliseret), så hører jeg også selv mange af fordommene.
    Så jeg forstår dig så udmærket!
    Det er SÅ trættende at få alle de der formaninger med, at man ikke er en rigtig kvinde, hvis man ikke får børn og man lærer ikke at elske rigtigt, før man er blevet mor ….. ugh…..

    Men udover det – skønne navne!! 🥰🤩

    • MiriamsBlok

      Åh ja, det der med at være en forkert kvinde, det pisser mig om noget af! Men det forekommer mig heldigvis, at feminismen er ved at få udryddet det, det hører jeg mindre og mindre.

  • Julie

    Ved ikke at få børn minimere du din risiko for, at blive pruttet i hovedet om natten betydeligt. Med mindre Herbert selvfølgelig er behjælpelig med det..
    Point for at vælge The Princess Bride 👏👏

    • Åse

      Jeg siger det bare… i går sked mit barn på mig, og min kat fes mig i hovedet. Som i – katterøv helt op i hovedet på mig.
      Jeg har åbenbart en vibe omkring mig?

      Nå. Jeg ville egentlig heller ikke have børn. Men åbenbart heller ikke en abort. Og heldigvis er han da ualmindelig kær og jeg elsker ham. Men vi ved simpelthen ikke hvad han skal hedde. Så jeg havde håber på en del flere bud i kommentarerne. Katten hedder Ludvig – så det er taget!

  • M

    Det er helt vildt skørt, for jeg har aldrig tænkt at frivilligt barnløse gik glip af noget. Og jeg måber til stadighed over at læse og høre hvad barnløse får smidt efter sig. Men jeg tror, trods mine to børn, heller ikke på at meningen med livet er børn. Meningen med livet er jo, efter min bedste overbevisning, at man lever det præcis som man vil. Solo, sammen, m/u børn/dyr/kombi. Der ligger så meget styrke i ordet mening, og helt ærligt, hvad så med de ufrivillige barnløse, lever de så et meningsløst liv også? Det er ikke fair at skyde den efter nogen, der sikkert allerede føler det. Godt skrevet – også på vegne af dem der ønsker sig børn, men som ikke kan, tænker jeg ❤️🙌🏼

    • MiriamsBlok

      Jeg ved slet ikke, om jeg tror på en decideret mening med livet. Men jeg tænker bestemt, det optimale er at få det allerbedste ud af det, man kan, og det inkluderer bare ikke en livsstil med børn for mig.

  • Charlotte

    Hold op hvor er det velskrevet, Miriam! Hurra!
    Jeg har netop bragt yngel nummer 2 til verden, og jeg elsker dem ubetinget. Men jeg har kæmpe forståelse for, at det ikke er meningen med alles liv. Havde jeg valgt ikke at få børn, ville mit liv havde været mindst ligeså godt – bare anderledes (og mere med søvn og frihed)

    • MiriamsBlok

      Nej, jeg kender faktisk også flere, der har det sådan. At de er så glade for deres liv og deres børn, men det havde ikke været verdens undergang, hvis det var gået en anden vej. Det gør faktisk, at jeg føler mit valg lidt mere valideret. Dermed ikke sagt at andres mening selvfølgelig skal fylde det hele, men det er svært ikke at blive bare lidt påvirket, når man i en sådan grad bliver mødt med skepsis og fordømmelse.

  • Louise

    Åh hvor befriende et indlæg – tak❤️ Jeg har heller ikke planer om at få børn, lysten er ligesom aldrig kommet. Tilgengæld hedder min hund Ella, så jeg har nappet “dit” pigenavn, helt uden at vide det.

  • Lene

    Godt indlæg, og hvor bliver jeg glad af at læse de fine kommentarer fra kvinder med og uden børn. Forståelse, der går begge veje, det er lige sådan, det skal være.

    Er 36 og stadig uafklaret omkring, hvorvidt det med børn er noget for mig. Lige nu er det et klart nej, og så længe det er det, vil jeg ikke kaste mig ud i det udelukkende af frygt for, om jeg ellers fortryder det senere. I et afsnit af ‘Om Søndagen Græder Vi’ talte de om, hvordan de frivilligt barnløse skal forsvare sig med sværd imod samfundets skepsis. Det kender jeg kun alt for godt. Så dejligt at det ikke er tilfældet i denne tråd. Jeg tror, vi går en tid i møde, hvor det bliver oplevet som mere acceptabelt frivilligt at fravælge børn. Flere og flere yngre kvinder, jeg møder, er helt afklarede omkring, at de ikke ønsker at få børn. Mødre eller ej, vi er lige så meget værd, lige så kvindelige og skaber hver især egen mening i vores liv.

    • MiriamsBlok

      Jeg har virkelig gode læsere på den front, der er (oftest) åbenhed og plads til forskellighed. Det er jeg sgu glad for. Og jeg har oplevet samme tendens – at det bliver mere og mere almindeligt og acceptabelt at vælge børn fra. Eller i det hele taget at træffe beslutninger i sit liv, der ikke følger det klassiske livsmanuskript til punkt og prikke.

  • Helle

    Hvor lyder det bekendt! Er 40 og bliver stadig mødt med spørgsmål og undren.
    Har været på min arbejdsplads i knap 5 år og flere tilkomne nye kollegaer har spurgt, om jeg har børn og sågar også “Hvorfor ikke”? Hvad svarer man lige?
    “Joh, ser du. Jeg smed sådan set p-pillerne da jeg blev 28 og havde været sammen med min dengang kæreste i 4 år. Nu er der gået 12 år og jeg har tisset på en pind 2 gange.”
    Naturen har ikke villet os det og vi har ikke været hooked nok på at forgrene til, at vi har søgt hjælp.
    Med 40 år på bagen tænker jeg heller ikke, at det sker – og skulle det ske, tager vi den derfra!
    Men jep – vi er jo helt forkert på den. For meningen er jo, at vi skal have børn – siger andre!

    Jeg tillader mig at nyde den frihed til dovenskab og frihed til selv at gøre barnlige handlinger, som de manglende børn giver os mulighed for. Jeg kan nogle gange godt tænke tanker, at der er mange ting, jeg ikke får del i – men jeg har så sandelig også en frihed og egoismetid, som ALLE forældre misunder.
    Eneste der nogle gange gør mig trist er tanken om fremtiden: Der er ingen til at arve os, ingen til at lægge os i graven og på et tidspunkt heller ingen at holde jul med.
    Men mit liv er simpelthen for kort til at gå og dvæle i tristhed!

    • MiriamsBlok

      Det er så bizart for mig, at nogle mennesker ikke kan se, hvor enormt upassende og invaderende de der spørgsmål er. En ting er jo, hvis man sidder og har en seriøs samtale med en god veninde, og det kommer på banen, men det ryger ofte ind og skal forestille at være decideret smalltalk, og det kan jeg simpelthen ikke arbejde med!

  • Kat k

    Min kæreste og jeg har været sammen i otte år. Jeg har ALTID vidst at jeg ikke skulle have børn. Har simpelthen bare grundlæggende ikke lyst. Jeg har oveni det nogle psykiske og fysiske diagnoser, der gør, at det nu er mejslet i sten, men det var det egentlig også før. Det har jeg været helt ærlig om fra starten af vores forhold, selvom vi var meget unge der.
    Det gik op for ham, at han slet ikke havde overvejet, at man ikke partout SKAL have børn. Nu er han nærmest mere sikker end jeg er.
    Det er enormt grænseoverskridende at folks kommentar til os primært er “Hvornår skal I så have børn og giftes?”. Som om “SKAL I have børn og giftes?” ikke var grænseoverskridende nok. Tænk hvis vi gerne ville men ikke kunne?
    Egen tallerken. Nu.

    • MiriamsBlok

      Samme her. Altså, jeg har noget med helbreddet, der gør, at jeg simpelthen næppe ville kunne magte den kæmpe opgave, det er at blive mor. Men det er ikke den primære grund til, at jeg har valgt det fra. Det er slet og ret, at jeg ikke har lyst.

  • Kristine

    Altså. Folk skal bare i det hele taget stoppe med at øse holdninger ud, uden de er blevet spurgt. Bum.

    jeg er ufrivilligt barnløs single, der har været længe i fertilitetsbehandling. Og den næste, der uden at blive spurgt spørger mig, om jeg ikke gerne vil have børn. OG påpeger muligheden for at få dem selv. De får en stegepande mellem øjnene. Eller jeg spørger dem, om de har overvejet at dyrke mere kinky sex med deres mand.

    Så. Lad os prøve at lade være med at behandle singlers privatliv som noget, alle må have en mening om. Bum.

    • MiriamsBlok

      Ja tak! Og du har helt generelt ret. Det samme sker jo for ufrivilligt barnløse par, og det er altså noget super ømt at jokke rundt i, når man lige så godt kunne lade være.

  • Maria

    Jeg ELSKER disse indlæg! Tak, Miriam!

    Som selvvalgt frivillig barnløs er det især også omgivelser (især familie men også mange andre) der ikke forstår mit valg… den evindelige snak om du ændre mening, bare vent, du skal bare finde den rette at få dem med….. bla bla bla og min bare r*v. Jeg er så træt af at høre på det og gang på gang skulle forsvare mig selv over for mine egne valg. Ville ønske at jeg havde en rap replik til lige at få lukket næbbet på dem med… men det har jeg desværre ikke.. så det bliver den samme karusseltur hver gang snakken ender på børn. Argh.. frustrerende som en i helved. Så derfor, igen, er jeg taknemlig for at kunne følge dig, som ved liiiige præcis hvordan det er, og formår at beskrive det så præcist… tak..

    • MiriamsBlok

      Jeg vil sige, at især venner og familie er blevet markant bedre til at acceptere mit valg i takt med, at jeg er blevet ældre. Jeg tror, mange bare føler, det er noget, man automatisk får lyst til på et tidspunkt – og sådan er det jo også for nogen. Bare ikke for mig. 🙂

  • Maria

    Jeg har altid undret mig lidt over “jeg har altid vidst…..at jeg skulle have børn/ikke have børn”. For mig har det hørt til i forskellige perioder af mit liv.
    Men sådan har vi jo ale sammen noget vi ikke helt begriber. Derimod er jeg helt på linje med, at den her debat børn/ikke børn skal nuanceres og gøres mere ufarlig. Det flerstemmige klasserum bør praktiseres noget mere irl 😉

    • MiriamsBlok

      Altså, jeg har aldrig haft et tidspunkt, hvor der på nogen måde var en alvorlig overvejelse om, at jeg skulle have børn. Det har bare aldrig været en lyst eller et behov. Mere en reel frygt for, at det var noget, jeg kunne blive nødt til, fordi det var det, man skulle. Og så blev jeg heldigvis gammel nok til at vide, at det kun er mig, der skal træffe den beslutning.

  • Hanne

    Man kan aldrig vinde på børnefronten. Jeg har avlet 3 lækre drengebørn, og er mange gange blevet spurgt om ikke vi også skal have en pige. Det er åbenbart mest rigtigt at have begge slags.

  • Anne R

    Når jeg læser jeres fortællinger om, hvad folk siger til jer uden børn, bliver jeg totalt paf. Er det for real?? Siger folk helt seriøst, at man ikke er en rigtig kvinde, ikke kender til kærlighed, hvis man ikke får børn!? What!?
    Det fatter jeg ingenting af. Folk må jo være sindssyge.
    Jeg har børn. Det er super for mig det meste af tiden. Men jeg er da komplet ligeglad med, om andre får børn eller ej (altså, medmindre de ønsker sig børn og ikke kan – så krydser jeg fingre og hepper).

    • MiriamsBlok

      De tilhører heldigvis ofte flertallet – i hvert fald de grovere af dem. Det er jo lidt et spektrum. Fra småstikken til full on angreb. Men ja, det er desværre ret udbredt.

  • Mathilde

    TAK! for dig, Miriam. Du rammer, som altid, hovedet på sømmet. Jeg er frivilligt barnløs og har ikke planer om at ændre på det. Jeg har simpelthen ikke lyst til at stå med dét ansvar. Jeg vil hellere “nøjes” med at være tante for fremtidige nevøer og niecer – så kan jeg aflevere dem igen 😉

  • Caroline

    Jeg forstår slet slet slet ikke hvorfor folk har en holdning til hvad man vil i livet.
    Lige nu lever min kæreste og jeg også et ret egoistisk liv, men måske vi en dag ændre mening. Men det skal ikke være andre der udefra presser på <3
    Tak for dig og dine ord. Kram!

    • MiriamsBlok

      Jeg tror måske, det for nogle handler om, at de føler, deres valg bliver gjort forkerte, fordi andre vælger anderledes. Især hvis man nogle gange er lidt i tvivl om, hvorvidt man valgte rigtigt – og den går begge veje. Men det er måske også der, man skal holde den på egen banehalvdel.

  • Line

    Jeg har 7 år mellem mine to børn. Fra den største var 1½ år gammel, og til vi fik nr. 2, har jeg svaret på spørgsmålet ‘om ikke vi snart skulle have nr.2’ 17 millioner gange. Lige indtil jeg opfandt en fiktiv alvorlig underlivssygdom, så jeg måske slet ikke ville kunne få flere børn. Så vendte billedet. Og nej, man skal ikke spøge med sygdom, men man skal heller ikke spørge folk om så private ting.

    • MiriamsBlok

      Det er så frustrerende, når folk blander sig på den måde og ikke bare vil tage et nej for et nej. Jeg synes slet heller ikke, det er noget, der kvalificerer som smalltalk, men det er der tydeligvis delte meninger om.

  • Julie

    Fedt skriv. Vi har selv to ønskebørn efter fertilitetsbehandling og jeg elsker dem (og deres far) overalt på jorden men altså, de er ikke meningen med mit liv (ikke alene ihvertfald). Meningen med mit liv er kærlighed, fælleskaber og at gøre det rigtige (hvad så end det måtte være) og det er jo ikke kun mellem mennesker der er ophav til andre mennesker, det er også til mine veninder, søskende, forældre og mange andre man krydser veje med i livet. Jeg har massere mening i mit liv, sågar også på arbejdet, jeg kan slet ikke se det så snævert at det kun skulle være børn. At elske og opdrage vores børn er nu en af mine vigtigste livsopgaver og det er jeg taknemmelig for, det er skønt og opslidende, men det må da ikke være den eneste mening. Hvis det var, hvad så når børnene flytter hjemmefra? Jeg har børn men de er jo kun til låns❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg har faktisk et par veninder, der omtaler det at få børn og være mor som den primære mening med deres liv. Det synes jeg ikke, der er noget galt med. Vi finder jo alle det, der giver mest mening for vores liv. For mig er det så bare noget andet. 🙂

  • Camilla

    Tusind tak (som altid, men særligt denne gang) for dine fantastiske formuleringer og tanker.

    Jeg føler mig personligt ofte meget alene (udover min mand) med min situation:
    Har været gift med min eneste ene i over 15 år, og har egentlig altid troet/regnet med, at vi på et tidspunkt skulle have børn. Men der har bare altid været noget andet, der var mere spændende/vigtigere, som skulle “ordnes” først eller føles for vigtigt at : Uddannelse, arbejde, flytning til udlandet, rejser, fredagsdrinks, weekender uden at skulle noget 😉
    Nu er jeg så 39… Ved ikke om det overhovedet er muligt længere, og har stadig alle de samme årsager til ikke at ville have børn, men kan alligevel ikke heller få mig selv til AKTIVT at sige: Vi skal ikke have børn. Det føles, som om mit hjerte græder ved tanken om endeligt at træffe den beslutning.
    Jeg tror reelt, at jeg altid vil være i tvivl – nu har tiden så måske nok “valgt” for mig – hvilket jo så reelt er mit eget valg 😉
    Anyway, det var mest for at fortælle, at der måske er andre end mig, som aldrig er helt sikre hverken den ene vej eller den anden. Men i sidste ende, så er jeg uendeligt glad for at have aktivt tænkt (og tænkt og tænkt!) over hvorvidt vi skulle have børn – det er nemlig voldsomt følsomt, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at mange mennesker desværre vælger det per automatik, som i nogle tilfælde hverken er det rigtige for dem og slet ikke deres børn.
    Alle valg er valide. Jeg ønsker bare for alle, at de tager sig tiden til at træffe valget 🙂

    • MiriamsBlok

      Jeg tror desværre også, der er (eller måske i højere grad har været) en tendens til, at nogle folk vælger at få børn, fordi det er det, man “skal”. Og det er deres liv ikke nødvendigvis blevet hverken værre eller bedre af, men jeg synes, det er fedt, at der bliver åbnet op for, at det faktisk er et valg, man kan træffe, og at det ikke er forkert at takke nej.

  • Trine

    Du skriver simpelthen så fint og nuanceret, Miriam – og sikke et skønt kommentarfelt også. Jeg synes, det er så rart at læse forskellige overvejelser om valget om at få børn eller lade være uden, at nogen “skyder” på andres valg eller motiver.

    Jeg har altid ønsket mig børn og føler mig uendeligt heldig og taknemmelig for de to, jeg har. De er ikke meningen med mit liv, men de er med til at give det mening. Men det er også vanvittigt hårdt (for mig) at være mor, man nedprioriterer sine egne behov, og man er utrolig meget på. Jeg kan sagtens forstå, at man bare ikke har lyst til at få børn, og det er godt at få mere opmærksomhed på, at det ikke behøver at være en selvfølge, at børn skal være en del af pakken.

    • MiriamsBlok

      Jeg har af gode grunde ikke mærket det på egen krop, men det er helt tydeligt for mig, at det ikke er en nem opgave at være mor. Og når man heller ikke rigtigt har en interesse i de positive ting ved det, så ender det med at være et let valg. 🙂

  • MsB

    Shit mand, der var mange kommentarer at komme igennem for at komme ned til det sted, hvor JEG kunne skrive. 😆 Sådan, Miriam. 💪🏼
    Lang historie kort; min mand og jeg havde fravalgt børn, men det havde oprindeligt været et stort ønske for os begge at blive forældre. Midt i 30’erne blev jeg så pludselig gravid (mod alle odds), og vi fik en dejlig dreng. Min mor spurgte et års tid efter fødslen, om jeg ikke måtte indrømme at mit liv nu pludselig gav mening. Og selvom jeg er afsindigt glad for at være blevet mor, så måtte jeg altså meddele hende, at mit liv nu blot giver mening på en anden måde, end da jeg ikke var mor. Det er noget mærkeligt noget, men jeg havde altså også et meningsfyldt liv, før jeg blev mor. 😉

    • MiriamsBlok

      Ja! Tak! Det er på mange måde enormt provokerende at få at vide, at ens liv ikke har mening, fordi man har fravalgt børn.

  • Maj-Britt

    Det må være så træls at skulle forklare og forsvare hvorfor man ikke vil have børn. Bliver næsten træt på dine vegne, du ønsker ikke børn og det må vel være din egen sag, folk har så travlt med ting der ikke kommer dem ved. Når folk siger til mig de ikke vil have børn, så tænker jeg aldrig at de går glip af noget eller fortryder nærmere tværtimod.
    Jeg synes du er fabelagtig og god til at formulere dine tanker om emnet. Jeg synes ikke det er synd for dig, men glæder mig på dine vegne over at du har en søster der kan få dig til at føle dig lidt som barn igen.

    • MiriamsBlok

      Det er utroligt udmattende. Det føles ofte, som om min mening simpelthen ikke respekteres på sådan en “du ved ikke bedre”-måde.

  • Pernille

    Jeg er sikker på at din søsters børn elsker at have en moster der KUN er der for DEM. Mine børn har sådan en Moster. Det er næsten bedre end en mormor, for man har hende længere ❤❤❤

  • Laura

    Jeg har stor respekt for dit valg, og at du tør stå ved det – selvom du føler dig nødsaget til at forsvare det. Hvis det gør dig glad, kan jeg fortælle, at jeg har en lille Ella (opkaldt efter Olde) med små mørke krøller og stærke meninger!

  • Kirstine

    For mig er det en kæmpe sorg at vide jeg aldrig skal have børn. Men alle omstændigheder i mit liv lader bare ikke børn i fremtiden være en realitet. Der er mange årsager og først og fremmest er det mig fysisk umuligt. Men selv, hvis dét ikke var en del af problemet ville jeg aldrig sætte børn i verden. På trods af, at jeg virkelig ville ønske det. Og netop derfor er det mest af alt aldrig noget der bliver en realitet. Fordi det ville være et ualmindeligt egoistisk valg overfor det barn. Jeg er simpelthen bare ikke et følelsesmæssigt stabilt nok menneske til at skulle sætte børn i verden, være deres trygge afsæt til en skræmmende verden og opdrage dem, give dem sunde værdier og hvad har vi. OG jeg er faktisk overbevist om, at jeg ville bukke under meget hurtigt og måske endda ikke være i stand til at elske dem. Derfor føler jeg en kæmpe sorg; over at jeg ikke er som de fleste og kan formå at magte dét liv. Fordi jeg synes livet uden børn og partner er noget så ensomt.

    • MiriamsBlok

      Hvad du skriver, er jo faktisk endnu en god pointe i forhold til hele snakken om at blande sig i andres beslutning og de uopfordrede kommentarer. Man kan så nemt komme til at jokke i noget ømt, og du bør aldrig være nødt til at dykke ned i den smerte for at forsvare din beslutning. Kram til dig. <3

  • Tenna

    Hvor er det godt skrevet!
    Selv er jeg 39 og har på intet tidspunkt i mit liv haft en lyst eller et ønske om, at få børn..Jeg skulle bare blive ret meget over 25 før jeg fandt ud af, at der ikke er noget galt med mig – fordi jeg ikke har lyst! Eller vil. Og før jeg stod ved mig selv, og landede i at Hey, det kan man faktisk godt have lov til, at vælge fra!
    Tak til mig selv, for at nå frem til den accept. For faktum er, at det i vores samfund er “almindeligt” at ville have børn. Så meget at det ikke altid virker som er aktivt valg, til forskel fra fravalget. Giver det mening? Der er squ aldrig nogen der stiller spørgsmålstegn ved, at en kvinde vil være mor.
    Jeg er så sent som i forgårs blevet spurgt af en spritny kollega: har du børn? Hvorfor vil du IKKE DET?! Til det får jeg jo bare lyst til at svare: hvorfor VIL du?
    Mængden af spørgsmål i samme type er enorm gennem tiden, og denne her gang blev jeg dybt provokeret. Hvad kommer det egenlig et helt fremmet menneske ved, ærligt talt? Det er da ligeså intimt som at spørge: Hvorfor vil DU gerne have børn?

Der er lukket for kommentarer.