Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Pessimister bliver ikke skuffede, de får bare ret

Foto: Emily Spiro

Annonce for Mofibo

Pessimister har lidt et skidt ry. Det er mere trendy at være optimist, og jeg forstår det godt, jeg er bare ikke sådan vanvittigt god til det, selvom jeg stadig går og øver mig lidt. Det falder mig ikke så naturligt at håbe på det bedste, som det gør at være forberedt på det værste. Og som jeg engang har set det beskrevet omkring pessimister: Enten får vi ret, eller også bliver vi positivt overrasket. Det er træls at blive skuffet. Tag fx til jul. Jeg skulle hjem til mine forældre og nyde en god, lang ferie, så jeg planlagde nøje, hvilke bøger jeg skulle have med mig. Det ene valg faldt på en forfatter, jeg aldrig havde læst før, men som jeg har fået anbefalet adskillige gange, så jeg glædede mig til at komme i gang. Og det var desværre ikke helt som håbet. (Jeg namer og shamer ikke, for jeg spoiler lige om lidt!) Dels havde forfatteren stilistisk valgt at gå med en alternativ sprogform (der ikke var grammatisk korrekt), hvilket jeg havde svært ved at abstrahere fra, og da jeg så kom halvvejs ind i bogen, slog han kraftstejlme historiens søde, dumme, uskyldige hund (som spillede en væsentlig rolle) ihjel. Jeg læste stadig færdig, men det var bare ikke den himmelske læseoplevelse, jeg havde set frem til, og jeg var skuffet.

Heldigvis havde jeg som bog nummer to valgt noget chick lit, netop fordi det altid er en sikker vinder. Plottet er måske sjældent super originalt, men det er dejlig eskapistisk underholdning, hvor jeg ved, hvad jeg får. Humor og kærlighed og feel-good lige ind i sjælen. Ingen døde hunde, men til gengæld altid en lykkelig slutning.

Uden igen at rippe op i hele snakken om litteratursnobberi, så er chick lit bare min go-to genre, når jeg ved, jeg har brug for let underholdning, der ikke skuffer, og af samme årsag var det også mestendels de romaner, jeg pure nægtede at skille mig af med, da jeg for nylig satte nye reoler om og derfor skulle sortere i bogsamling. Jeg bliver ved med at komme tilbage til dem, de holder hver gang.

I dagens anledning har jeg derfor fundet nogle af mine favoritter på området frem, som forhåbentlig kan give lidt inspiration til de af jer, der også har en forkærlighed for lige netop den type litteratur. Jeg har linket til dem alle på Mofibo, men som altid findes de ofte i flere varianter (dansk/engelsk, e-bøger, lydbøger, forskellige oplæsere), så søg evt. selv på titlen, hvis du ser noget godt, men hellere vil have den i en anden form.

Har man ikke Mofibo og kunne man have lyst til at få adgang til over 250.000 e- og lydbøger, kan nye kunder få 45 dages gratis prøveperiode (helt uden binding) ved at bruge koden “MIRIAM” eller ved at klikke lige her.

Og nu til godterne:

Bridget Jones’ dagbog af Helen Fielding. Vi er selvfølgelig nødt til at starte med the OG, den måske nok mest læste bog i min bogreol og nok den mest kendte bog i genren på verdensplan. Det er en klassiker af en grund. Jeg behøver næppe gå i detaljer med plottet, men har du ikke fået læst den, kan det næsten kun gå for langsomt. Opfølgeren er også aldeles fremragende, men jeg ville holde mig fra alt, der kom derefter, niveauet falder desværre en del.

Sushi for Beginners af Marian Keyes. I min optik er det her en af de bedste chick lit-bøger, der nogensinde er skrevet. Keyes holder generelt høj standard, og der er rigtig mange bøger at gå i gang med, hvis man ikke kender hende, men for mig er det her suverænt hendes bedste værk. Vi følger gode, pålidelige Ashling, der lige har fået job på et endnu ikke opstartet modemagasin, hendes chef, Lisa, der er blevet forvist fra glamourøse London til fucking Irland, og hendes veninde, Clodagh, der er ved at blive kvalt i livet som småbørnsmor. Mere vil jeg ikke gå i detaljer med handlingen, men plottet kommer vidt omkring, og den har alt, den skal have af humor, kærlighed og konflikter. Og så er den velskrevet.

Anna og det franske kys af Stephanie Perkins. Det var jer, der gjorde mig opmærksom på den her lille perle for et par år siden. Selvom vi vist mere er ude i noget Young Adult, så var det en roman, der virkelig vakte den der følelse af teenageforeskelse i mig, og den er helt enormt fin og bare virkelig let og feel-good underholdning. Anna bliver mod sin vilje sendt på kostskole i Paris, hvor hun ikke kender et øje og heller ikke kan sproget, men hun får hurtigt nogle gode venner og får også et godt øje til en fyr, der desværre allerede er afsat til anden side…

Mit knap så perfekte liv af Sophie Kinsella. Ingen chick lit-liste uden Kinsella, og det her er en af hendes bedste. Om Katie Brenner, der desperat forsøge at ryste sit liv som provinspige fra sig og få det blærede liv i London, men det lykkes bare ikke rigtigt for hende, selvom hun gør sit bedste for at fake sig til det. Da hun så bliver fyret af sin heks af en chef, der oven i købet knalder hendes crush, går livet da først ned ad bakke. Og så lige apropos romanen, der inspirerede litteratursnobberi-indlægget, så er Noget for noget tilgængelig på Mofibo fra i morgen, og hvis man er Kinsella-fan, er den uden tvivl et læs værd!

Ugly Love af Colleen Hoover. En lidt klassisk fortælling om to personer, der beslutter sig for, at de da sagtens kan have et fuldstændig platonisk, sexbaseret forhold, og de vil da aldrig blive forelskede, og det vil da aldrig blive megakompliceret, især ikke når den mandlige hovedrolle fuldstændig nægter at tale om sin fortid. Der er i øvrigt flere gode fra Hoovers hånd, hvis man skulle blive fan af den her.

Louise-trilogien, aka Til sommer, Nattens kys og Hjertets renhed af Hanne-Vibeke Holst. Hold kæft, hvor jeg har læst dem her mange gange i mine 20’ere. Igen er vi måske lidt mere ovre i noget Young Adult, for vi følger Louise fra teenager til voksen, fra Vendsyssel til København, hendes vilde veninde, Stine, hendes trofaste kæreste, Anders og den nye fyr, der er vild og farlig og frister. Bøgerne er ikke så lange, så man er hurtigt igennem, men det er eddermame kvalitet.

Everyone Worth Knowing af Lauren Weisberger. Weisberger er nok mest kendt for The Devil Wears Prada (som også er fænomenal, hvis man nu kun kender filmen), men hun har faktisk rigtig mange gode bøger i bibliografien. Ikke mindst den her, der handler om 26-årige Bette, som meget atypisk får lavet en jobskifte fra investering til PR og nærmest lidt tilfældigt lander i en helt anden verden, hvor alt handler om prestige og image, og hvor hun pludselig er en af dem, der bliver snakket om i sladderspalterne.

 

Listen her kunne blive evigt lang, for guderne skal vide, jeg har kørt meget chick lit ind gennem årene, men vi kan jo heller ikke blive her hele dagen. Forhåbentlig var der lidt godt til de af jer, der er kindred spirits på det område. Og skulle I have lyst til at anbefale noget tilbage (både til mig og andre læsere), så er det ikke bare velkomment, det vil blive taget imod med kyshånd!

Comments (71)

  • Kan også anbefale God i sengen af Jennifer Weiner, Lykkens café af Judith Ryan Hendricks og The Little Lady Agency af Hester Browne! De er mine faves, har læst alle tre flere gange 😀

  • Jenny Colgans bøger 👍
    Emma Hambergs bøger er også helt fantastiske.
    Tog uger i Toscana af Dominica de Rosa.
    Bogen Glimmerbøsserne af en svensk forfatter.

  • Tak for anbefalinger, jeg manglede noget nyt og gå i gang med. Jeg har altid mest været til krimier, men det kunne være rart med noget mere hyggeligt

  • Cecilia Aherns mange bøger er også noget helt særligt, lidt finurlige og ikke nødvendigvis kun rettet mod kærlighed, men altid med feel-good-garanti, nogen gange næsten for meget, så man skal lige ruste sig 😊 Hvor regnbuer ender er nok min personlige favorit.

    • Enig, hun kan godt gå sukkersød, men det gør mig ikke så meget. Hun skriver også godt, og det sætter jeg pris på!

  • “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov er ret god. Autobiografi, forfatterens forhold til moren og morens kvindeliv. Jeg blev super fanget af den.

  • Flosset og Perfekt af Cecilia Agern.
    Handler om et dystopisk samfund, hvor man skal være perfekt, ellers straffes man og udstødes fra samfundet.
    Og egentlig alt af Cecilia Ahern 😊

  • Jeg er ret sikker på, jeg ved, hvilken bog du blev skuffet over. Jeg havde også glædet mig, for trilogien bliver jo virkelig rost til skyerne, men det var bare meh for mig. Faktisk var den første bog den bedste, de næste to sagde mig endnu mindre. I det mindste var de hurtigt læst 🙂

    • Lige da jeg lukkede den, havde jeg lyst til at gå i gang med toeren, men så gik det op for mig, det var, fordi den sluttede med den ondeste cliffhanger. Det var ikke, fordi jeg egentlig havde lyst til at læse mere. :-/

  • Inden for chick-lit kan Mhairi McFarlane også altid varmt anbefales, hvis du ikke allerede har læst noget af hende 🙂 Og for nylig læste jeg ‘Min bedste fjende’ af Sally Thorne, som også var en pageturner i den genre!

    • Det har jeg ikke, men jeg ved godt, det er ret ringe, for hun kommer altid op i kommentarfeltet, når vi snakker om chick lit. Jeg må lige se at få taget mig sammen!

  • The Simpel Wild af KA Tucker (og der er to mere i serien, men kan sagtens stå alene), som handler om en kvinde der rejser til Alaska for at se sin far efter 24år, da hun finder ud af at han har kræft. Den er rørende, men samtidig utrolig sjov og chicklit let, plus der er den der sure unge pilotnabo, som også er virkelig pæn!

    The Hating Game af Sally Thorne. Kollegaer der ikke kan udstå hinanden, men alligevel indleder et forhold. Sindssygt god, sjov, og steamy!

    The Unhoneymooners af Christina Lauren. De hader hinanden, men ender med at skulle til Hawaii på en honeymoon, som ikke er deres, efter at alle til brylluppet bliver syge (alle andre end dem selvfølgelig).

  • Jeg er ret vild med De syv søstre-serien af Lucinda Riley og det meste af Kate Morton (måske pånær urmagerens datter, der var lidt for rodet efter min smag).

  • Jeg vil anbefale “Hot Mess” af Lucy Vine. Den er SÅ sjov! Den handler om en 29-årig singlekvinde hvis venner begynder at få børn og hvis far er igang med at skrive en erotisk roman med titlen “75 nuancer af Tony”
    Det er én af de sjoveste bøger jeg nogensinde har læst. Den er også skrevet i dagbogsformat som Bridget Jones bøgerne (jeg elsker det format!)

    Mhairi McFarlane skriver også fantastiske chicklits. Har endnu tilgode at blive skuffet af hende.

  • Min favorit chick-lit bog er nok Can you keep a secret? af Sophie Kinsilla. Jeg har ikke læst chick-lit i flere år, men den var bare så god. Jeg læste den på en dag fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Jeg føler lidt at jeg skulle give mig til at læse dem igen for det ER bare feel-good stemning i bogform

    • Jeg har aldrig været den store Moyes-fan, men der er slet ingen tvivl om, at jeg tilhører mindretallet! 😀

  • Bogen ‘Mine hemmeligheder’ af Sophie Kinsella. En bog fra 2005 jeg har læst utallige gange. Den er jeg vild med!

  • Jeg er ikke så meget inde i chick-lit, og kan ikke anbefale noget der.
    Jeg har opdaget din blog for et par måneder siden og er ved at pløje den igennem, da den er ganske fornøjelig læsning. Er i gang med føljetonen om projekt voksenbolig lige pt, men det er jo ikke altid man kommer den direkte vej igennem, da du har så herligt mange afstikkere til alverdens andre indlæg, som man jo også lige bliver nødt til at læse.

    Det korte af det lange er at jeg kan se at du har skiftet billederne med Ballerinaen og de mørke planter ud over sofaen. Er der en grund til det? Synes at Karen Blixen plakaterne er nydelige, men de er jo noget markant anderledes de andre.

    • Jeg ville gerne have noget lidt mere farverigt op at hænge, og så fik jeg et tilbud fra Gyldenldal, der på det tidspunkt havde de nye i sortimentet. Jeg kunne rigtig godt lide de gamle, men jeg synes faktisk, de her er meget mere mig. Jeg elsker dem stadigvæk!

  • Jeg er ved at færdiggøre trilogien A chance og a Lifetime af Kate Clayborn. Den findes på dansk og original sproget engelsk. Bøgerne hedder på dansk Begynderheld, Held i uheld og Held og lykke. Typisk Chicklit.
    Derudover kan jeg anbefale Kræmmerfund og kærlighed af Ewa Klingberg. Svensk Chicklit.

  • Er der mon nogen, der har en anbefaling af en bog i den genre, hvor den centrale kærlighedshistorie er mellem to kvinder? Så ville jeg være meget interesseret i at læse/lytte den 😊

      • Nok mere YA end chick lit, men Becky Albertallis bøger indeholder stort set altid homoseksuelle par. The Upside of Unrequited og Leah on the Offbeat har begge kærlighed mellem kvinder. Men vil anbefale at læse Simon vs. the homo Sapiens agenda først, da bøgerne hænger sammen 🙂

  • Jeg elsker serien “Magi og meloner” (kanon dansk oversættelse af den originale amerikanske “Magic in Manhattan”…..) af Sarah Mlynowski. Nu er det mange år siden, jeg sidst læste dem, men både som 14-årig og som 20-årig var jeg helt vild med dem og har læst dem flere gange. De første tre er oversat til dansk, mens den fjerde kun er på engelsk. De handler om Rachel på 14, som finder ud af, at hendes mor og 12-årige lillesøster er hekse. Og så er der en virkelig lækker fyr, som mit teenagehoved var overbevist om så ud som Joe Jonas.

    • Jeg eeeelskede de bøger da jeg selv var teenager. De var så sjove! Jeg tør dog sjældent genlæse sådan nogle bøger, da jeg nok vil blive skuffet, nu hvor jeg er ældre. Det har jeg i hvert fald oplevet med YA bøger jeg har genlæst, hvor der kun har været et par års mellemrum, så jeg ville slet ikke turde give mig i kast med noget jeg læste som 12-årig

  • Jeg har lige læst Eventyret Slutter Her af Emma Mills, og det er godt nok YA men hold nu fast hvor var den fantastisk! Jeg fik præcis den fuzzy, varme følelse indeni jeg gerne vil have når jeg læser feel-good. Sidste år læste jeg En Sidste Vilje af Beth Corby, som var hylemorsom og helt fantastisk spændende feel-good tilsat et skvæt romance.

  • Jeg blev underligt stolt af at næsten alle dine favoritter, også er mine farvoritter☺️
    JoJo Moyes kan anbefales, jeg synes næsten, at hendes Mig før dig-serie er den svageste del af hendes forfatterskab.
    De Syv Søstre-serien er jeg også utrolig godt lide.
    Derudover er Lucy Dillon, Shari Low, Paige Toon, Jill Mansell og Lucy Diamond mine yndlings.
    Slutteligt vil jeg anbefale Liana Moriarty (Bl.a. Big Little Lies) næsten alt er godt fra hendes hånd.
    Tak til dig, for alt det du gør💙

    • Det kan være, jeg skal kaste mig ud i noget af hendes andet. Mit problem med Mig før dig er at jeg i virkeligheden synes, den er lidt smådeprimerende, og det er ikke det, jeg er ude efter, når jeg vil læse chick lit. 😀

  • Årh! Louise-trilogien. Den har jeg læst SÅ mange gange. Jeg bruger den lidt som opslagsværk ind i mellem, sådan som satc, fordi det er godt at blive mindet om, at man aldrig skal vælge en Gregers. Den overlever alle oprydninger i min bogreol.

  • Jeg ved ikke om det er decideret chick lit – måske lidt ala Outlander, men Labyrinth after Kate Mosse,er så god!
    Og første del i trilogien All Souls, A Discoovery of Witches af Deborah Harkness er også meget fangende. Jeg mangler stadig at komme gennem 2’eren og 3’eren 😅 Pt kører serien på HBO – den er også god 😃

    • Jeg har overvejet A Discovery of Witches, fordi jeg har hørt meget godt om den, men jeg kunne simpelthen ikke engang komme igennem afsnit to af serien. Jeg syntes, den var virkelig kedelig, så nu er jeg lidt bange for, jeg har det på samme måde med bøgerne. 😀

    • Den er eddermame også blevet anbefalet mange gange, det er bare umiddelbart slet ikke min genre, men måske den skal have et skud alligvel!

  • Alle bøger af Emma Hamberg. Især serien der starter med Næste stop Rosengädda. Men også Brunstkalenderen og Svømmeprøven er gode.

  • Altså det er ikke Chick-lit MEN jeg bliver lige nødt til at slå et slag for Sarah J. Maas. Hendes serier “Throne of Glass” (de første 5 ligger på Mofibo) og “Et rige af torne og roser”. Gå kun igang med dem, hvis du ikke har andet på programmet, for man kan ikke rigtig stoppe igen!

  • Ej, hvor er det skønt med både dine anbefalinger og så alle kommentarerne! Tak!

    Jeg er også fan af Jenny Colgan. Elsker hendes måde at skrive på. Altid feel-good, men med noget mere på hjerte.

    Måske en dag af Colleen Hover er også virkelig god!

    Og det er slet ik chick lit, men anbefaler ALTID Ravnenes hvisken, når jeg kan. Fremragende fantasy serie af Malene Sølvsten. Virkelig. Læs den!

    • Maybe Someday er jeg også fan af! Den læste jeg på anbefaling af min søster, faktisk. Jenny Colgan tror jeg ikke, jeg kender, men hendes navn lyder bekendt. Jeg tror også, hun har været anbefalet før!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.