Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Kunne vi skrue lidt ned for snobberiet?

Annonce for Gyldendal.

Jeg bryder mig virkelig ikke om gatekeeping. Det er et relativt vidt begreb, men den kontekst, jeg især har beef med, er, når en person ene mand påtager sig ansvaret for definitionen af en ting og dømmer andre definitioner (og personer, der har dem) forkerte. Det er måske lidt abstrakt, så lad os tage et par eksempler:

Gatekeeping er at påstå, at man ikke kan være “rigtig” fan af fx Ringenes Herre med mindre man har læst bøgerne, besøgt Hobitton i New Zealand og kan sindarin til husbehov.

Gatekeeping er at insistere på, at ordentlig chokolade har et kakaoindhold på minimum 70%, og de, der foretrækker Marabou, ikke kan være med i klubben for chokolade-entusiaster.

Gatekeeping er at råbe, at man ikke er ægte litteraturelsker, hvis man har en forkærlighed for lægeromaner og Dan Brown, fordi det ikke er kvalitetslitteratur og derfor ikke tæller. Eller hvis man – gys! – lytter til lydbøger frem for at læse med egne øjne.

Jeg har elsket at læse lige så længe, jeg kan huske. Jeg kunne bruge evigheder på skolebiblioteket og kom ud med stakke så store, at jeg havde svært ved at slæbe dem hjem. Jeg læste alt, der så bare tilnærmelsesvis interessant ud; det eneste krav var vitterligt, at det vakte min interesse. Det var før, jeg vidste, der fandtes “god” og “dårlig” litteratur. Konfrontationen med snobberiet kom først for alvor, da jeg startede på uni. Det var jo ikke, fordi jeg ikke vidste, at vi nok skulle fokusere mere på forfattere fra James Joyce til Paul Auster, end vi skulle nærstudere Helen Fielding, men det gik ret hurtigt op for mig, at der fandtes genrer, vi slet ikke nærmede os, og som man nok i virkeligheden ikke skulle tale for højt om. I hvert fald ikke i timerne.

Litteratur med værdi var litteratur, man kunne analysere i evigheder. Det finkulturelle. Forfattere, der introducerede nye, litterære virkemidler, lavede referencer tilbage til Milton eller skabte eksperimenterende genrer, der var nærmest umulige at læse, men nyskabelsen gjorde dem interessante. Jeg elskede at sidde og nørkle med den slags, det er slet ikke det, jeg elskede (og elsker!) bare også alt det, der ikke var helt så finkulturelt og dermed noget mindre værdigt i visse litterære øjne. På tredje semester stak det lidt af, da jeg skrev en eksamensopgave om, hvorfor Harold Bloom, anerkendt litteraturkritiker og professor på Yale, altså faktisk var lidt en røv, fordi han hadede Harry Potter. Det var… ikke en god idé. Og heller ikke en god opgave. Det var mest bare en ægte barnefornærmet Miriam, der brugte Gud ved hvor mange sider på i bund og grund at skrive “hvis du ikke kan lide Harry Potter, så kan jeg heller ikke lide dig, nå!” Jeg modtog for den bedrift en karakter, der på ingen måde kunne kaldes prangende, og selv det var vist gavmildt.

I kraft af at det tog mig ni flotte år at få min kandidat i hus (og selvklart også, at jeg læste engelsk litteratur), har jeg brugt rigtig meget tid på at læse den slags litteratur, universitetet var mest tilbøjelig til. Og i min fritid kunne jeg så være alt det fornuftige utro med mere skandaløse alternativer. Som Young Adult. Og thrillere. Og favoritten over dem alle: Chick lit. Åh, hvor jeg dog elsker chick lit.

Prøvåhør, jeg ved jo godt, at den slags romaner er mindre imponerende fra et fancy-schmancy synspunkt, og det er da også beundringsværdigt, at Ian McEwan brugte et par år på at sætte sig ind i, hvordan det er at være neurokirurg, før han skrev “Saturday”, men nogle gange har jeg bare brug for ukompliceret, feel-good underholdning. Hvor jeg kan læne mig tilbage og slappe af og vide, at det hele ender lykkeligt. Det er balsam for min sjæl.

En af de største forfattere på chick lit-området er Sophie Kinsella, der nok er mest kendt for sin Shopaholic-serie, men jeg er af den personlige overbevisning, at hendes enkeltstående romaner fortjener væsentligt mere anerkendelse. Nyeste skud på stammen af danske oversættelser er romanen “Noget for noget”, der i går udkom som lydbog og d. 21. januar kommer i fysisk form også. Som kæmpe blogger-perk har jeg før tid fået tilsendt det færdige manuskript, som jeg forleden slugte på halvanden dag, og hermed følger en lille anmeldelse.

Forlagets resumé af bogen lyder som følger:

“Problemet med mig er, at jeg ikke kan give slip på tingene. Når jeg spotter et problem, får jeg lyst til at fikse det. Det er ikke for ingenting, at jeg har fået kælenavnet Fixie.”

Da en lækker fyr på en café spørger Fixie Farr, om hun vil holde øje med hans computer, redder hun den mirakuløst fra en total katastrofe. Som tak lover ejeren, Sebastian, hende en tjeneste som Fixie selvfølgelig ikke har tænkt sig at indløse. Eller… det har hun i hvert fald ikke, før hendes gamle crush desperat har brug for hjælp, og Fixies eneste valg er at opsøge Sebastian. Det skulle kun have været den ene tjeneste, men én bliver hurtigt til flere, og hun hvirvles ind i Sebastians liv gennem alt fra små ærinder til store livsbeslutninger. Det efterlader Fixie med mange nye følelser og et svært valg.

Fixie er en people pleaser af dimensioner, og det drev mig en lille smule til vanvid i starten af bogen. Højst sandsynligt fordi hun minder om mig selv. Det er underligt forløsende at følge Fixies udvikling, og man hepper så inderligt på hendes kamp for at blive mere selvsikker og for at få det liv, hun fortjener efter at være blevet trådt ned lige lidt for længe. Jeg skal ikke spoile for meget af den nærmere handling, men der er både familie-drama, ekskæreste-drama og ny kæreste-drama for fuld smadder. Bogen har alle de gode ingredienser, der skal til for at gøre en chick lit-fan glad. Der er kiksethed, humor, alvor, misforståelser, konfrontationer og kærlighed. Min fulde anbefaling, men alt andet ville også være mærkeligt: “Noget for noget” er i bund og grund alt det, jeg knuselsker ved genren.

Skulle man være interesseret i andet Sophie Kinsella, vil jeg på falderebet også lige fremhæve:

– “Mit knap så perfekte liv” om Katie Brenner, der virkelig prøver at slippe af med sin landsby-baggrund og blive fancy londoner, men hendes chef er en djævel, og da Katie så også bliver fyret, ender hun i en identitetskrise af de større. En af mine absolutte favoritter fra Kinsellas hånd!

– “Overrask mig!”, der modsat den klassiske chick lit-opskrift har en gift kvinde med to børn som protagonist. Efter at blive fortalt at de med stor sandsynlighed har knap 70 års ægteskab mere at se frem til, panikker Sylvie og hendes mand en anelse og beslutter sig for at planlægge overraskelser for hinanden for at holde kærligheden i live. Det viser sig at være en beslutning, der ikke konsekvent udvikler sig i deres favør.

…Og skulle man nu have lyst til at kaste sig ud i noget højtidssvarende, så er der jo altid “En shopaholics jul”.

Summa summarum på hele ovenstående smøre er, at om du er til lydbøger eller papirbøger, chick lit eller modernisme, kortromaner eller moppedrenge, så er der allervigtigste, at du nyder, hvad du læser. Alle bøger har værdi, hvis de har værdi for dig. (Ja, undskyld den lidt flødede afrunding, men med temaet in mente virkede det på sin plads!)

Kommentarer (53)

  • Sophie Kinsella har også altid været en af mine favoritter. Kan også varmt anbefale Piper Rayne, Elle Kennedy og Kristen Callihan 😊

  • Helt enig. Alle bøger har værdi! Nu læser jeg sjældent en bog mere end én gang (noget med at handling, plot og dialogen ofte sidder fast første gang), men en af undtagelserne er; “Det lille frøken firma”, som er totalt chiklitt. Den står på hylden herhjemme og er indtil videre blevet læst tre gange af mig og om et års tid sætter jeg teenagedatteren i huset til at læse den 😍

  • Amen. Der er lidt Bourdieusk “symbolic violence” over at affærdige Marabou og Kinsella eller at hævde, at vin under 500 kroner pr. flaske ikke er værd at drikke. Hvad nu hvis jeg elsker en vin fra Netto til 50 kroner, men også er en af dem, der på eklektisk vis på reolen mikser Woolf og Shakespeare med lidt letfordøjeligt chick lit? Hvad skal jeg “dømmes” på? Jeg kan godt lide at blande høj- og lavkultur, hvilket bl. a. betyder, at jeg både er glad for DR2 og Xee.

    • Yes, jeg har det på præcis samme måde! Jeg ELSKER svinedyr champagne og Louboutin-sko, men jeg elsker fandme også middelmådig pizza fra den lokale og hyggesokker fra Fakta. 😀

  • Amen!
    Jeg slugte i øvrigt I owe you på engelsk tidligere på året. Skulle slå et par timer ihjel mellem to møder, og så kiggede den på mig i boghallen. Alle de “kloge” bøger blev stående på hylden, dem skal der nok være andre læsere til. (Eller mig selv en anden dag)
    Jeg vil såmænd bare bakke din minianmeldelse op. Og heppe med i koret, der elsker chicklit – i skøn kombination med det mere krævende litteratur. Ikke bedre – bare noget andet, i hvert fald for os, som primært læser for at få en oplevelse.

    • Der er også markant forskel på, hvad det er, man søger at få ud af sin bog, tænker jeg. Hvis man vil tænke og udfordres og blive klogere, så er de “nemme” genrer ikke så tit vejen frem, men hvis man, som du skriver, er ude efter en behagelig læseoplevelse, så er palletten bred!

  • Jeg elsker det her indlæg. Jeg læser selv virkelig blandet. Har de fleste shopaholic bøger stående i reolen (har læst dem flere gange) men læser også krimier, romaner, faglitteratur og har i år været igang med nogle klassikere fordi de stadig bliver omtalt i film og serier og derfor bliver jeg nysgerrig. Så nu har jeg læst “to kill a mockingbird”, den store gatsby, stoner, madame Bovary og onkel Toms hytte og mange flere… målet er 60 bøger i år og jeg mangler 5…

    • Jeg elsker også klassikerne, det skal der slet ikke herske tvivl om, men det er, som om de kræver lidt mere af en som læser, og nogle gange har man bare brug for noget let underholdning. Hvis du mangler inspiration på klassiker-fronten er nogle af mine personlige favoritter i øvrigt “Dracula”, “Frankenstein” og “The Bell Jar”.

  • Jeg er selv vild med shopaholic (de første 3 i hvert fald) og kan også anbefale “Sushi for begyndere” af Marian Keyes – en af genrens bedste.

  • Min specialevejleder (og i øvrigt fagleder på studiet) skrev i en videnskabelig artikel (parafraseret): “Fuck Bloom, Harry Potter fortjener alle sine millioner af læsere.” Du er helt sikkert ikke alene med din Bloom-aversion 😅 Min vejleder har i øvrigt skrevet en lille bog om Indiana Jones og en Tænkepause om serier og vores tendens til at binge dem. Så nice, at der var begge ender af spektret på studiet 🙌

    • Haha, det var præcis mit problem med Bloom. Ikke nødvendigvis, at han ikke brød sig om HP, men at han lige gik skridtet videre og råbte, at bøgerne er så elendige, at han hellere ville have, folk slet ikke læste noget så. Nå nå. 😀
      Og du har ret – der var også popkultur og lignende hos os, heldigvis. På ingen måde lige så udbredt, men det var der dog. Jeg overvejede en kort periode fuldstændig at skifte planlagt specialeretning, fordi jeg spottede, der var en vejleder, der var Disney-ekspert!

  • Jeg vidste sket ikke at det hed chiclit, men jeg kan godt lide det. Jeg kan også lide Netflix julefilm og det er lidt den samme følelse de giver mig. Den der dejlige feelgood følelse.
    Ærgerligt at Kinsellas nye roman ikke kommer inden jul. Det havde været den perfekte julebog, men så snupper jeg shopaholic istedet. Tak for et spændende indlæg. Du kan virkelig noget med ord. Kh. Marianne

    • Ja, præcis! Jeg elsker også julefilm, de giver bare en dejlig var fornemmelse. Der er lige noget med planlægningen i forhold til den nye bog, MEN den kan forudbestilles, hvis man havde overvejet at ønske sig den til jul. 🙂

  • I perioder lytter jeg også Meget til de de FeelGood-bæger hvor man nærmest har regnet hele bogens handling/slutning ud.. Og som Single-pige er det rart, at det altid ender godt og lykkeligt, så føles det lidt ligesom om, at jeg også har det at se frem til❤ Enig med de andre – dejligt indlæg!

    • Forudsigelighed gør mig absolut intet! Det er tværtimod rar nogle gange, at man på den måde kan slå hjernen lidt fra.

  • Min mor havde det rigtig skidt pga. lungebetændelse. Vi taler her om en kvinde, der er sociolog. Som sagt rigtigt skidt…. Hun fik det bedre, da jeg kom med en stak Barbara Cartland bøger, jeg fandt antikvarisk.

  • Er helt enig med dig. Jeg er bogblogger og anmelder mange forskellige genrer. Jeg vil ikke slå mig fast på én gerne, for de har alle noget godt at byde på. Det er ikke genren der gør en bog god. Det er historien. Skrivestilen. Karaktererne. Der er da nogle genrer jeg læser mere end andre, men det er ikke de såkaldt “fine” genrer. Jeg vil læse hvad jeg har lyst til og skammer mig ikke over noget af det jeg læser og elsker. Hader også snobberi. Og jeg mener absolut det er ligeså godt at lytte en lydbog som at læse en fysisk bog. Personligt foretrækker jeg dog det sidste, da det er det som fungerer bedst for mig. I øvrigt er jeg også en sucker for chicklits. Nogle gange er det bare lige det jeg har brug for!
    Tak for dette indlæg.

    • For mig er læsning og lytning to meget forskellige oplevelser, og jeg tager også gerne den fysiske, hvor jeg kan, men på rigtig mange områder er det jo bare hundrede gange nemmere med en lydbog! Når man sidder i offentlig transport eller går en tur eller tager opvasken. Man kan jo lytte med begge hænder fri, så det er meget mere effektivt, hvis man nu ikke lige har tre timer til at sidde med en bog på sofaen.

  • Jeg er så rørende enig, Miriam! Jeg er i gang med min kandidat i kulturformidling, men jeg synes ikke engang at jeg kun oplever gatekeepers på studiet (selvom der er mange). Alt fra hvilken musik man hører, over mode, til det mad man godt kan lide at spise bliver efterhånden vurderet på en usynlig, meget subjektiv smagsdommerskala. Jeg overvejede faktisk på et tidspunkt at lave en app der gjorde op med kultursnobberiet og anbefalede litteratur, musik og andre kulturelle oplevelser til folk ud fra deres personlige smag, og ikke ud fra en vurdering af, hvad der var kvalitet eller skrald. Knus fra en billboardlyttende, chick lit-læsende, nuggetspisende kulturelsker <3

    • Jeg har det helt på samme måde som dig! Jeg owner også at være vild med Knorr og Kinder og Nik & Jay, men det er helt tydeligt, at der nogle usynlige regler for, at nogle ting bare er lidt bedre end andre. Men min tanke er også, at de fleste af os svinger enormt meget i begge retninger. Folk er jo dejligt alsidige!

  • Tak for det her indlæg ❤️ og hvor gør det mig glad at se, at Gyldendal har lavet et samarbejde med dig! Det er da et fremragende match!

  • Jeg elsker, at du har fået dette samarbejde 👏👏 Det er jo lige dig!! Jeg håber, at der kommer flere i samme stil 😊

    • Jeg pønser måske på et indlæg med min yndlings-chick lit! Jeg er jo tydeligvis ikke ene om min begejstring! 😀

  • Det er altså ikke goals, sådan at få lov til af læse Sophia Kinsella før tid! 🤩 jeg takker også hende for at jeg rent faktisk kunne svare på et spørgsmål i bezzerwizzer for lang tid siden – kunne svaret på hvem der havde skrevet Shopaholic (jeg er ellers meget dårlig til at huske navne), og så kunne jeg også spørgsmålet, hvor svaret var glühwein 🎅🏼

  • Jeg kan anbefale Jennie Colgan (mener jeg hun hedder), Isabel Wolff, Jennifer Weiner og Jojo Moyes.

    Jeg er meget glad for bøger hvor jeg kan slå hjernen fra, men heller ikke for meget fra, der skal være lidt bid hist og her. Om det er skrivestil, dialog eller plot er bedøvende.

  • Det er så rigtigt at gate-keeping og kultursnobberi er til at blive skør af. Jeg læser også på uni, godt nok ikke humanoira, men den slags er jo alle vegne. Eftersom jeg primært sidder med næsen i faglitteratur og videnskabelige artikler, så har jeg lavet mig en guilty pleasure-læseliste med en masse fantasy, YA, romantik og andet der ikke kræver for mange analytiske evner og highlights til at kunne læse. Det er en god måde at holde læselysten oppe på <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.