Tanker fra et deprimeret hoved

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

OBS: Det her er et gammelt skriv, jeg ikke har haft mod på at udgive før. Kæmpe trigger warning om selvmordstanker og psykisk sygdom.

Jeg burde nok ringe til psykiatrisk skadestue. Det er ikke sundt at se selvmord overalt i lejligheden. Over køkkenbordet er der en magnetisk knivholder. Ingen af knivene er så skarpe, som de burde være, for jeg kan ikke finde ud af at slibe dem, men den længst til venstre er nyest og kunne med lidt ihærdighed nok gøre tricket. Alternativt kunne jeg finde et barberblad i kurven på badeværelset. Der er også Panodil, selvom jeg altid har hørt, det skulle være den absolut dummeste måde at gøre det på. Langsomt og smertefuldt og blod ud af øjnene. Jeg kunne også bare hoppe ud fra altanen, men spørgsmålet er, om der er langt nok ned, når jeg kun bor på anden?

Jeg burde nok ringe til psykiatrisk skadestue, men oplevelsen fra sidste gang sidder stadig i mig. Hvordan jeg først talte med en sygeplejerske, som spurgte, om jeg var allergisk over for noget, hvis der nu fx blev bagt kage en dag. Om der var nogen til at passe min kat? Hun var venlig og medfølende. Så blev jeg sendt videre til en læge, der var ung og pæn, og havde jeg mødt ham i byen, havde jeg nok forsøgte at flirte med ham, men nu sad han i stedet og skulle overveje, om jeg var syg nok til at blive indlagt. Det var helt sikkert ikke bevidst, at han fik gjort mig opmærksom på, at psykiatrien jo ikke havde så mange midler, og de derfor ikke havde så mange sengepladser, så de kunne kun indlægge dem, der havde det allerværst. Om det nu også var mig? Det var helt sikkert ikke bevidst, at han fik bekræftet den følelse, jeg havde af at være en uduelig byrde, der ikke engang kunne være syg nok til at fortjene rigtig hjælp. Men det var det, han gjorde, så jeg forcerede igen et smil og lod, som om det ikke var så slemt, og at jeg nok skulle klare mig selv.

Jeg burde nok ringe til psykiatrisk skadestue, men der er ikke mere kamp i mig. Det kræver al min energi at holde mig selv i live, jeg kan ikke mønstre nok til også at skulle forsøge at få det bedre. Det er en uoverskuelig opgave, og der er ingen hjælp. Og jeg vil ikke have nogens hjælp, for jeg vil ikke have folk tæt på mig. Jeg er bange for at komme til at smitte dem med al den råddenskab, der i mit hoved, og det fortjener de ikke. Det er der ingen, der gør.

Jeg burde nok ringe til psykiatrisk skadestue.

Related Posts:

Kommentarer (84)

  • Charlotte

    Sender masser af kærlige tanker din vej og håber du ved du slet ikke kan undværes her i (insta) verden!

    • MiriamsBlok

      Systemet er desværre utrolig fejlbarligt. Jeg kender flere, der ikke har fået hjælp, end der har fået det.

  • Linea

    Kæreste Miriam. Jeg er så glad for, at du er her. Du bidrager med så mange gode ting. ❤️ Hvor er det modigt (og vigtigt), at du poster, og viser den anden side af dig selv, som så mange andre ikke tør!

  • Iben

    Vildt! Det er så svært at forstå, når man aldrig selv har været i nærheden af at have det sådan. Men simpelthen så vigtigt at det bliver skrevet, så man måske bare kan få en lille flig af forståelse.
    Jeg håber aldrig du får det sådan igen!

  • Lis Y

    ♥️♥️♥️ Jeg lærer så meget af dig, for du er så skide modig!!! Tak fordi du deler ♥️♥️♥️

  • P

    Av…. det gør ondt at læse, og ondt at vide andre har haft det ligeså slemt. Modløsheden der ingen ende vil tage- og kampen mod alle kommentarerne fra velmenende typer der mener at “de der lykkepiller aldrig har gjort noget godt”. Der er sikkert ikke to sager der er ens- men uden den medicin der “aldrig har gjort noget godt” var jeg her ikke i dag. Der er så mange der har en mening om og et bidrag til det psykiske (syge) velbefindende – men der er aldrig nogen der kommenterer behandling af et brækket ben.
    Det er faktisk PRÆCIS som du skriver- svært at være patient. Kæmpesejt du deler

    • MiriamsBlok

      Hvis der er ét sted, uopfordrede gode råd især skal skride ad helvede til, så er det, når det kommer til psykisk sygdom!

      • Anonym

        Enig, jeg fik kommentaren “jeg ville ønske, du bare tog dig sammen…”
        Uopfordrede råd og uvidende kommentarer af den slags er simpelthen så frygtelige at få, når man kæmper en kamp mod sygdommen.

  • Johanne

    Som en person, der har siddet i lægens sted, kender jeg kun historien fra den anden side. Jeg ved dog hvor svære disse samtaler er (for begge parter).
    SoMe flyder over med glansbilleder, så hvor er det utroligt vigtigt, at der også bliver delt beskrivelser som denne, selvom det er ubeskriveligt svært.
    Jeg forestiller mig, at du risikerer en masse trælse kommentarer for det her, og at der nok skal 100 positive til at opveje 1 negativ, så det, jeg vil med min kommentar, er bare at sige tak, fordi du har modet til at gøre det!
    Du er pisse sej!

  • Anonym

    Helt skøn timing, det er sådan jeg har det i dag… pp min fødselsdag for at det ikke skulle være morsomt nok i sig selv.
    Tak.

  • Anna-sofie

    Sådan har jeg det også når mit mørke kommer og livet er farveløs.
    Eneste forskel er, at jeg ikke har været på psykatisk skadestue, jeg kan slet ikke overskue,
    at sige grunden dertil mit mørke.

    • MiriamsBlok

      Jeg vil sige så meget, at min erfaring er, at man ikke får det bedre, hvis man ikke søger hjælp. Det offentlige var bare ikke vejen frem for mig. Men det kræver, at man er klar til det. <3

  • Lea

    Av for pokker!
    Stærkt af dig at dele den slags. Og stærkt af dig ikke at være dér mere.
    Igår gik jeg selv og græd på åben gade og tænkte, at jeg godt kunne forstå at man kunne nå dertil, hvor man ikke kunne mere. Det er fandme ikke en fed erkendelse.
    Du er altså sej for at dele.

  • Iben

    Åh, det gør ondt i maven og hjertet at læse. Hvor er jeg dog glad for, at du stadig er her, og hvor er jeg dog glad for, at du har det bedre. <3

  • Yasmin

    Tak fordi du delte det her. Jeg tror det er vigtigt at sætte ord på og finde ud af at man er langt fra den eneste der har det sådan. Man føler sig isoleret, men er man lidt åben så er der som regel folk der ønsker at hjælpe. Det er hårdt at læse, men det er vigtigt. Krammer ???

  • Christina

    Sikke et skriv ? Når man sidder her på den anden side og følger med, er det svært at forstå at du har haft det sådan. Jeg glædes altid over dine opslag og din omsorgsfulde personlighed er bare så lige til. Du oser af godhed – husk at vær god ved dig selv også ❤️❤️❤️

  • Nikoline

    Jeg burde virkelig ikke have læst det her. Jeg sidder med tårer i øjnene og læser det her. Jeg har været nøjagtig samme sted, og sad hos min læge der prøvede at overtale mig til at ringe til psyk skadestue men jeg ville ikke. Det gør ondt helt ind i hjertet at læse om nogle der har haft det på samme måde. Du er så stærk at du er kommet over det!!❤️

  • Tania

    Godt at du tog mod til at udgive det her indlæg.
    Jeg er taknemmelig for at du er her. Du kan ikke undværes❤️

  • Agnethe

    Hvor er det modigt af dig at dele, og hvor er det vigtigt i den ellers så polerede instaverden. Tak for at du sætter nogle ord på det, så det er en lille smule nemmere at forstå for os som er pårørende til psykisk syge ? Hvor er jeg dog glad for at du har det bedre nu.

  • Iben+Signe

    Smukke ord om de sværeste tanker.

    Man skal altid tage på psykiatrisk skadestue! Jeg har været der flere gange. Man skal nemlig ikke finde sig i at være psykisk syg. Man skal hjælpes! Ligesom man behandler kræft og brækkede ben. Man skal have hjælp.

    Gå ikke hjem. Bliv der. Nægt at gå hjem og insister på værdig behandling af den man er.

    Kæmpe råd til alle: tag på psykiatrisk skadestue lige når du vil. Du behøver ikke engang ringe først. Tag derud. Gå ind. Bliv der.

    ❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg forstår, hvad du prøver at sige, men jeg er nok ikke helt enig. Det er for meget at forvente af folk, der er så dårlige, at de er i stand til at advokere for sig selv. Og når man i forvejen føler sig som en fiasko, så får man det kun værre, hvis man får at vide, at man skal insistere hårdere. Det kan man ikke nødvendigvis. <3

      • Iben+Signe

        For nogen er det alt for meget at pålægge dem en forventning om man kan det. Enig! For andre kan det motivere og virke som “noget man selv kan gøre” og det understreger vel kun, at depressioner/angst mv udtrykker sig forskelligt hos mennekser. Selv to personer, der begge har svær depression, kan læse og forstå er råd om at insistere på at få sin selv, vidt forskelligt afhængigt af grundlæggende personlighed.
        Så!!! Alt andet lige! Så virker det motiverende for min type personlighed. Jeg er ikke alene om den personlighed, men jeg udtrykker heller ikke og derfor skal man altid modificere gode råd og vejledninger til den person man selv er ☺️

        • MiriamsBlok

          Jeg er meget enig i den første del, jeg er uenig i den sidste del. 🙂 Når man har med meget sensitive mennesker at gøre, synes jeg, det er absolut det bedste, hvis man har mulighed for at være obs på ikke at komme til at træde på nogen, der har det meget svært. Som sagt, jeg forstår 100%, hvad du prøver at sige, og jeg tror også helt bestemt, du har ret i, at den hjælper nogle personligheder, men din kommentar er også fyldt med bydeforms-verber og “skal”, og jeg blev selv ked af at læse den, for det var ikke noget, jeg var i stand til dengang. Folk gør deres bedste. <3

  • Anonym

    Et råd (ja, jeg ved godt at ingen bad om et råd) fra én der faktisk har været indlagt på psykiatrisk skadestue: Trop grædende op hos din læge (det er det sværeste step, men jeg kunne simpelthen ikke komme igennem på telefonen), fortæl at du har brug for hjælp nu, og at dit hovede er fuld af detaljerede selvmordstanker.
    Min læge kontaktede psykiatrisk, fik mig afsted, med lovning på at jeg IKKE blev afvist, og jeg blev indlagt, stabiliseret og sendt videre til terapeut efter endt indlæggelse. I region hovedstaden.
    Jeg kender desværre også de historier om folk der bare er afvist i telefonen hos psykiatrisk skadestue…

  • Ida T

    Det her, det er måske det bedste du nogensinde har skrevet. Det er melankolsk, dystert, smukt, og lyrisk. Jeg er lige dele bekymret, og imponeret over din tekst. Tak for dig Miriam. Tak for at være en fremmed veninde som er så relaterbar i alle aspekter af livet. Og især, Tak for at vise os sårbarhed og for at dele det her skriv. ❤️❤️

  • Amalie

    Wow. Stærkt indlæg – det kræver mod at dele. Du gør en forskel for mange ved at være så åben og ærlig❤️ Mange kram til dig❤️

  • Camilla

    Det gør så ondt at læse dit indlæg fordi jeg kan mærke din smerte ❤️ ?
    Har selv været selvmords truet i mange år, on off. Havde været i behandling i psykiatrien i lang tid da hun hentyde at andre havde det mere skidt ind mig og efter det stoppede jeg der. Spurgte så hvad jeg gjorde når jeg fik det skidt igen og hun sagde jeg skulle nærmest stå med en sten om benet og springe af broen før jeg kunne få hjælp ? vanvittigt system vi har.
    Jeg har aldrig selv fået læge ordineret medicin men derimod været i årelang misbrug får at overleve, det er jeg ude af.
    Men da jeg en dag igen var fuldstændig nede overvejede jeg får første gang medicin sådan rigtig men bivirkningerne med blandt andet selvmords tanker var for voldsome til at jeg turde. Det virker ulogisk at man tager medicin for ikke at gøre en ende på sit liv og mørke sind for så at bivirkningerne skubber en endnu mere i den retning.
    Sindet er for sindsyg og folk som ikke har problemer med psyken skal virkelig være taknemmelige. Det er forfærdeligt.
    Kram til dig ❤️

    • MiriamsBlok

      De umiddelbare bivirkninger ved antidepressiv medicin er voldsom. Men det reddede mit liv at komme på dem. <3

  • Laura

    Kæmpe kærlighed til dig og kæmpestort undskyld på psykiatriens vegne, hvis den har fået dig til at føle dig forkert, for “rask” eller for besværlig – det er slet ikke meningen med systemet.
    Masser af kram, kærlighed og ønsker om god bedring fra en psykiatrisk sygeplejerske.

    • MiriamsBlok

      Jeg bebrejder ikke psykiatriens medarbejdere, men jeg bebrejder psykiatrien. Det er ikke et system, der virker, som det burde. Desværre. Endnu mere desværre fordi der arbejder så mange gode mennesker der, der virkelig gør deres bedste med de midler, de har. <3

  • Helle

    Kære Miriam.
    Jeg plejer ikke at kommentere, men nu er jeg nødt til det. TAK for at du sætter ord på det forfærdelige mørke man kan befinde sig i, når man er depressiv. Jeg har siden mine teenageår haft depressioner af forskellig grad, og sjældent oplevet den store hjælp eller forståelse fra omverdenen. Heldigvis er der kommet langt mere fokus på at bryde tabu om psykisk sygdom, og dit skriv er så meget med til at informere og oplyse folk.
    Tusind tak for dig og din fantastiske blog ?❤

    • MiriamsBlok

      Jeg ser også, at der er kommet større fokus på det, selvom mange stadig ikke forstår. Men det rykker sig, så forhåbentlig kommer det.

  • Sidse

    Åh, kære Miriam. Ved det er et ældre skriv, men hvor gør det ondt i hjertet at læse det her – men hvor er det modigt af dig at dele.
    Jeg er selv sygeplejerske i en psykiatrisk skadestue og jeg HADER når folk går ud med den følelse. Det skal I ikke. På nogen måde. Ja, der er mangel på ressourcer. Det er ikke jeres skyld. Det er heller ikke altid vi tænker en indlæggelse vil være gavnlig. Det er heller ikke altid vi er enige med lægens vurdering. Noget jeg dog ALTID prioriterer er at gøre det tydeligt overfor den enkelte patient, at de ikke er alene – indlæggelse eller ej. At forklare hvorfor man eventuelt ikke bliver indlagt, på en saglig og ordentlig måde,
    Uden at mennesket skal sidde tilbage med følelsen af ikke at være syg nok og føle sig som en byrde.
    At lægge en plan. Lave alternative løsninger for at personen kan være hjemme. Det værste er hvis der går patienter ud af døren, som man ikke har hjulpet. Historier som din bekræfter mig i at jeg må gøre mit for at arbejde endnu mere ihærdigt for jer der har brug for os. Jeg er meget bevidst om at jeg ikke kan trylle sengepladser og personale frem, men jeg kan gøre meget for at se det enkelte menneske og hjælpe i det små alligevel. Og det er mit ansvar som enkeltperson i systemet.
    Jeg sender kram og respekt for dit mod <3

    • MiriamsBlok

      Jeg har igennem hele mit forløb siddet med en fornemmelse af, at I, der arbejder i psykiatrien, har det enormt svært, fordi I er fanget i et system, der er gennemsyret af problemer, og I er begrænset i jeres hjælp. Det er så brandærgerligt.

  • Sidse

    Og det ER svært at være patient. Tror det er det hårdeste “arbejde” man kan have og hvor er det trist at det skal være sådan. I er seje alle jer der kæmper videre. Som står her endnu. Det er godt I er her ❤

  • Kristina

    Kæreste Miriam

    Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang, som du desværre har været igennem og måske regelmæssigt lander i. Men det gør mig inderligt trist, at det er en del af dit liv, og noget du skal bruge energi med at kæmpe imod. Jeg håber dog, at du har kræfter nok, for jeg ville sørme være ked af at undvære dig virtuelt, og jeg er sikker på, at den rigtige verden også er et bedre sted med dig i den <3

  • Marie

    Hvor er det fint skrevet, så smertefuldt og fint. <3
    Hvor er jeg dog glad for, at du stadig er her.
    Det må være hårdt og ensomt, og jeg ville ønske noget kunne hjælpe så den slags følelser aldrig fandt sted.

  • Mathilde

    Lignende tanker har været en del af mit liv on/off de sidste 10 år – tak for at dele, og kæmpe kram til dig <3

  • Anonym

    Jeg har stået ved ringvejen i Århus, og været tæt på at gå ud foran en bil flere gange. Jeg har skrevet til min eks midt om natten, fordi stemmerne i mit hoved stemte for at ende det hele, og jeg var i tvivl om jeg var stærk nok til at stå imod. Jeg har på en familieferie stået på en bro og overvejet at springe, mens min familie stod lige ved siden af, og der findes billeder af det øjeblik. Jeg har gået til psykolog flere gange, men jeg er aldrig blevet vurderet selvmordstruet. Sidst jeg havde en depression, hørte jeg mig selv sige til min læge, at jeg ikke ønskede at dø, jeg ønskede bare heller ikke at leve mere. Jeg kan stadig stirre på mine håndled og se blodårene, jeg kan stadig overveje hvordan det ville føles, men jeg vil ikke gøre det. Jeg ved at det er min omsorg og empati for mine elskede, som afholder mig fra det og altid har gjort det, men det er jeg også taknemmelig for.

    Det er hårdt at have sådanne tilbagevendende tanker, og det er hårdt at dele det med andre. Min kæreste ved ikke at den slags tanker, er noget jeg døjer med, fordi det er så svært for mig at tale om. Så tak for at dele, også selvom det ikke er sådan du har det lige nu.

  • Mette

    Kære Miriam.
    Din stemme og dit mod til at dele er så sindssygt vigtigt. Jeg lærer vigtige pointer af dig, når jeg læser dine tungere indlæg som dette. Jeg er en af dem, der forsøger at hjælpe og føler frustration over manglende ressourcer i psykiatrien. Dagens lektie for mig i dag: jeg skal aldrig lade den frustration være en byrde for den der søger hjælp hos mig.
    Tak for en påmindelse om det yderst vigtige perspektiv.
    Mange hilsner fra Mette

  • K

    Tak for at dele og virtuel kram til dig <3

    Jeg ved godt alles oplevelser langt fra er ens. Men jeg synes alligevel dit fine og sårbare skriv er et unikt indblik ind i hvordan det føles at have det nærmest uforståeligt svært inde i hovedet. Tak for at sætte ord på det, der er svært til glæde for alle dem der ikke kan og deres pårørende også.

  • Laura

    Tak fordi du deler, og jeg håber du har fået det bedre! Jeg er i bedring, men på dage som i dag føles det ikke sådan, og nogle gange er jeg ikke engang sikker på om jeg virkelig ønsker at blive rask..

    • MiriamsBlok

      Jeg kender det godt, og jeg tror, det er en meget naturlig reaktion. Sygdommen bliver velkendt og tryg, og det er hårdt at få det bedre. <3

  • Anonym

    Jeg håber at dette indlæg og det faktum, at du har det bedre nu Miriam, giver håb til dem, der har brug for det.

  • Laura Mikkelsen

    Det gør det jo ikke bedre, at der er flere af os i et sådan tilfælde, der satses på ikke er syge nok — men ikke desto mindre er det tilfældet. Ordret samme tankestrøm kender mit hovede alt for godt, så tak for at vise, at vi selv der kan vælge at blive; det er jeg glad for, du gjorde!
    Kram!

Der er lukket for kommentarer.