Hvornår blev “offer” et fy-ord?

Skrevet d. . Uploaded i debat,visdomsord.

Det her indlæg er en af de kladder, der har ligget i min backend i lang tid og er blevet skrevet og slettet og skrevet på med jævne mellemrum. Jeg har været lidt bange for at gå videre til udgivelsesstadiet, fordi det måske godt kan træde på nogle ømme følelser uden egentlig at være det, der er min intention. Så det her er jeres standard-disclaimer om, at hvis jeg får formuleret mig lidt kluntet, så er det altså ikke gjort bevidst.

Det er ikke, fordi “offer” nogensinde har været et fedt ord, for hvis der er et offer, er der i sagens natur også som regel en modbydelig gerning. Men det er, som om det henover de sidste par år har fået nogle fælt negative konnotationer, som jeg i hvert fald personligt ikke har forbundet med det før. Faktisk har jeg kigget forbi en ordbog for at få bekræftet, at den originale betydning stadig holder stik. Og det gør den: “Offer. Substantiv, intetkøn. Person der (uforskyldt) udsættes for død, smerte eller anden lidelse.” Det var især ordet “uforskyldt”, jeg var ude efter at finde. For på en eller anden måde har “offer” fået en klang af en form for ynk. Af skyld og skam og noget, man bare ikke vil associeres med.

Måske hænger det sammen med ordet “offerrolle”, der med bravur har gjort sit indtog i den danske debat (og som jeg hader som pesten, hvis nogen skulle have misset det), for det er virkelig ikke noget, man ønsker at blive anklaget for. Måske er det derfor, jeg oplever så mange mennesker italesætte uendeligt tydeligt, at de i hvert fald ikke er et offer?

Det er her, jeg skal være forsigtig. Jeg er ikke ude på at fratage nogen måden, hvorpå de tackler deres traume, det kan jeg ikke understrege tydeligt nok. Jeg er på mange måder interesseret i at blive oplyst. For jeg kan kun forestille mig, hvor traumatiserende det kan være, uendeligt modvilligt at være blevet placeret i en situation, hvor man i hvert fald med semantiske øjne er blevet et offer. Og det er min forståelse, at mange vælger at identificere sig med ord som fx “overlever” for at tage en magt tilbage, det føles, som om er blevet frataget dem. Og den del kan jeg sagtens forstå.

Men jeg bliver også lidt bekymret for dem, der har behov for at mærke, det gør ondt. Som har behov for at føle og acceptere, at noget er blevet gjort imod dem og at skulle bearbejde de følelser ved at være i dem. For mig at se er der sket det med ordet “offer” nu, at det bliver sidestillet med at være svag, hvilket ikke er en betydning, jeg før har associeret med det. Og jeg synes virkelig, det er en ærgerlig udvikling. Fordi den her ihærdige afstandstagen fra ordet har den bivirkning, at hvis man ikke er i stand til i et vist tempo at forlade sin “offerrolle”, så kan man nemt få indtrykket af, at man på en eller anden måde fejler som menneske. Det er den evige tendens i vores samfund til at ophøje mennesker, der ses som “stærke” og se ned på dem, der fungerer på en anden måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange oplever det som værende en inspiration. At tage kontrollen over sit eget liv. Men jeg kan ikke undgå at få et stik i hjertet, når jeg læser folk proklamere, at de i hvert fald ikke er et offer. Ikke fordi jeg på nogen måde skal bestemme, hvordan de har det, men fordi det insinuerer meget kraftigt, at der er noget galt med at være et offer. Det kam nemt (bevidst eller ubevidst) blive en udskamning af ordet og dermed også af de mennesker, der identificerer sig med det. Og det er der, man taber mig lidt. Jeg får den samme følelse, som når der bliver brugt “inspirerende” udtryk som “du skal bare ville det nok” og “hvis jeg kan, kan du også”. Fordi det er bullshit. Alle mennesker kan ikke alting. Og det er en helvedes masse salt i et meget åbent sår, hvis man kæmper hver eneste dag og får at vide af en kæk dame på Instagram, at hvis man fejler, er det bare, fordi man ikke vil det nok.

Jeg tror godt, jeg forstår, hvad det er, man forsøger at opnå, når man tager afstand fra ordet “offer”. Men som udefrastående lader det umiddelbart til at have den bieffekt, at ordet går hen og bliver skamfuldt. Hvilket er topærgerligt, når dets (oprindelige) betydning i bogstaveligste forstand er, at man ikke har gjort noget forkert, men tværtimod har været udsat for, at noget forkert er blevet gjort mod en.

Er der andre end mig, der har lagt mærke til den her udvikling, og har I i så fald nogle tanker om det?

Related Posts:

Kommentarer (45)

  • Louise

    Jeg har længe siddet med præcis de samme tanker som dig. “Offer” er blevet et fy-ord, på samme måde som “krænkelse” er blevet maltrakteret af den offentlige debat, som ellers var (syntes jeg – og synes jeg egentlig stadig) et rigtig godt ord for en form for overgreb eller chikane mod en person. Jeg synes det er SÅ ærgerligt. Får ondt i maven, hver gang jeg læser kommentarer a la “lad være med at trække offer-kortet” ☹️

    • MiriamsBlok

      Ja, godt eksempel! “Krænkelse” er nærmest blevet et ord, der ikke kan bruges længere uden at lyde sarkastisk, fordi det altid bliver hevet frem – som regel når der skal gøres nar af nogen. Det er virkelig frustrerende.

  • Pernille

    Jeg har tænkt de samme tanker som dig – bare formuleret mere kaotisk i mit hovede ? Virkelig godt indspark, og præcist (be)skrevet!

    • MiriamsBlok

      Ej, det har jeg slet ikke set! Det trækker også tråde tilbage til mit gamle indlæg omkring offerrolle-anklagen. Men jeg er ikke overraskende enig med ham. Det er jeg i øvrigt som regel.

  • Berit

    Helt enig. Men måske handler det om, at man oprindeligt har kæmpet mod at være i offerrollen HELE TIDEN. At man har prøvet at få omgivelserne – og sig selv – til at se, at man også stadig er andet og mere. Som i: “Ja, jeg blev kørt ned af en spritbilist og mistede den ene arm. Men jeg er stadig hende den platfodede, sentimentale og sjove – ikke kun hende det enarmede offer.” Og det budskab er så lynhurtigt blevet headlinet ned til “Jeg er ikke et offer.”

    Dit indlæg minder mig i øvrigt om bogen “Jeg vil ikke tage det flot” af Anne Bredahl, hvor hun fortæller om, hvordan det var for hende at få diagnosen sklerose. Meget tankevækkende og genkendeligt, når man selv slås med kronisk sygdom. Kan stærkt anbefales.

    • MiriamsBlok

      Det giver så god mening. Det må også være røvirriterende at blive reduceret til at være et offer og ikke andet, for man er jo stadig en person, der rummer alt muligt andet også.

    • Caroline

      Anne Bredahl er super god! Og den bog er fantastisk! Jeg læste den kort efter at min ældste søn havde fået kræft (han har det fint i dag).

  • Signe

    For mig er det især, når det bliver beskrevet som en offer-rolle, for en rolle er jo noget man spiller og ingen spiller jo offer? Enten er du et offer eller også er du ikke. Nichts weider!

    • MiriamsBlok

      Det er vel egentlig også sagens kerne: Når nogen siger “offer-rolle”, så mener de ikke, der er tale om et reelt offer, men noget man faker for at få et eller andet. Ugh, jeg hader virkelig det udtryk.

  • M

    Jeg er SÅ enig! Jeg er så træt af at høre nedladende kommentarer om offerrolle/offerkortet (for ikke at nævne krænkelsesparat/krænkelseskultur). Den der holdning om at man f.eks bare kan vælge ikke at være offer for sexchikane ved at sige fra -vupti, så går det helt væk! Not how it works.

  • Nadia

    Jeg som har været udsat for sexuelle krænkelser som barn og teenager ser lidt anderledes på det måske – jeg tænker faktisk, at man er “offer” i gerningsøjeblikket, lige i det øjeblik dét sker. Men efterfølgende er man “surviver”- man skal overleve at, dét du blev udsat for er, noget du skal have med dig altid, på et eller andet plan. Jeg er ikke offer nere fordi nu skal jeg overleve dét i livet efterfølgende.

    Men jeg har så også tænk over at juridisk set, så hedder det den “forudrettede” og ikke “offer”, eller “gerningsmand” og ikke” krænkeren”

    • MiriamsBlok

      Jeg kan godt forstå. hvad du mener, men det er måske i virkeligheden mere semantik? For som du ser på det, er der stadig ikke den der negative konnotation tilknyttet ordet, selvom du ikke længere ser dig selv som offer. Og det er på mange måder den, jeg er frustreret over.
      Juridisk sprog er generelt bare lidt off i forhold til hverdagstale, tror jeg. Det kan virkelig være en jungle at hitte ud af, hvad fanden de mener nogle gange.

      • Nadia

        Det kan jeg godt se også fra dit synspunkt – men referencen til det juridiske var mere, at man KAN godt finde andre ord istedet for selve ordet “offer”, Måske ordet “offer” has run it course. Tiderne forandrer sig jo. Og debatterne rundt omkring kan tyde på, ar der skal findes andre termer for “offer”.

        Dét juridiske sprog ER også kringlet indimellem. Dét kan vi vist alle godt blive enige om.

        • MiriamsBlok

          Arh, så er jeg med. 🙂 Men jeg er ikke sikker på, det samme ikke bare ville ske med det næste ord, der blev valgt? Min umiddelbare tanke, at det ikke så meget selve ordet, men det, ordet dækker over. Altså, at det er “konceptet” offer, man tillægger noget negativt og derfor ikke vil associeres med. Men du har helt sikkert ret i, at det kan være svært at vinde et ord tilbage, når det pludselig bliver knyttet til en masse negative ting. Det har vi jo set nok så mange gange før.

  • Alexandra

    Jeg havde præcis denne samtale med min veninde i går, som sagde mange af de samme ting til mig, som du har skrevet her.
    For mig blev ordet “offer” til sidst så negativ præget, at jeg blev nødt til, at tage afstand fra det. Det var blevet en del af min identitet, og ikke på en god måde. Det blev en undskyldning for alt, hvad jeg syntes der var galt i livet, hvad jeg ikke havde opnået osv. Det kan være svært at forklare, for det handler meget om en følelse.
    Jeg var et voldtægtsoffer, det blev jeg i det sekund det skete, og i tiden efter. Men for mig kom det over i en offerrolle, som ikke var sund. På et tidspunkt, vil man bare gerne være “mig”. Det er en del af min historie, og det har været med til, at forme mig som menneske. Men historier har mange kapitler, og på et tidspunkt, var det på tide, at skrive et nyt.

    Jeg håber det giver mening 🙂

    • MiriamsBlok

      Det giver super god mening. I det gamle indlæg, jeg linker til, har jeg også skrevet lidt om det der med “offerrollen”. For den er jo et reelt begreb, der findes, og som kan låse en fast i en usund mentaltilstand – det er bare som regel ikke i den sammenhæng, det bliver brugt i debatter. Der er det bare en retorisk taktik til at træde folk ned. Men som en anden også har skrevet her i kommentarfeltet, så giver det rigtig god mening at have et ønske om at distancere sig selv fra det ord på et tidspunkt.

  • Anonym

    Super indlæg. Har observeret den samme semantiske udvanding og skævvridning af ordet offer. Udtrykket “at trække offerkortet” har også slået rod i det danske sprog, hvilket har nogle kedelige konnotationer.

  • Maria

    Synes dit indlæg rammer fuldstændig plet! Jeg er “offer” for adskillige lægefejl, der medførte et langt mere alvorligt sygdomsforløb end det havde været hvis jeg var blevet taget seriøst de første 20+ gange jeg henvendte mig til min læge. Men det er som om, at det fra mange i min omgangskreds, nærmest er et fy ord, når jeg ind i mellem synes det er vildt synd for mig, at jeg skal leve med store konsekvenser som følge af fejl min læge/r begik. Får netop af vide at jeg skal smide offer rollen, men for mig kan man sagtens være stærk og handlekraftig, samtidig med at jeg giver plads til de andre og knap så acceptable følelser. Tak for at sætte ord på det<3

    • MiriamsBlok

      Ja! Det er lige præcis min pointe! Heling er jo sjældent lineær. Selvom man føler, man får bearbejdet nogle ting og bevæger sig fremad i sit liv, så kan der sagtens være nogle konsekvenser, man skal leve med. Og det er svært. Jeg synes virkelig, man skal have lov til at synes, det er svært.

  • F

    Tak for det indlæg!!! Er desværre forfærdeligt mange gange blevet kaldt offer (sarkastisk), altså at jeg ‘går i offerrolle’/‘spiller offer’, pga. min angst som hæmmer mig meget i nogle perioder. Det er så problematisk, for netop med angst kan man jo ikke lægge beviser på bordet for, hvordan det rammer én. Det føles også forfærdeligt at skulle overbevise andre om hvor dårligt man har det, og at der mellem linjerne ligger en forventning om hvad er ‘dårligt nok’ til at være et offer.
    – Og jeg synes det er så fint at du forsigtigt har våget dig ud i dette indlæg, med henblik på ikke at træde nogle over tæerne – for jeg tror netop ikke, at folk som kalder andre for ‘offer’ tænker over, hvordan det kan træde andre over tæerne.

    • MiriamsBlok

      Det er det, der er min bekymring. At det bliver enormt svært at tale om, når man har det svært, fordi man pludselig skal stå skoleret for sine følelser. De bliver nærmest uacceptable at have, og det er fandme farligt territorium.

  • Nana

    Helt enig og virkelig godt skrevet indlæg! Jeg synes ikke det skal gøres til noget skamfuldt at være offer – det er jo som du så rigtigt skriver en uforskyldt situation! Og jeg er også helt okay med, at nogle ønske ikke at blive omtalt sådan, for at distancere sig fra hvad der hændt én.

    I samme dur har jeg det også svært med ‘du er din egen lykkes smed’. Jeg ved godt den kan tolkes på flere måder, men for mig er den netop også med til at kaste sår i et åbent sår, som du skriver. Så hvis jeg ikke er lykkelig, er der fordi jeg ikke har skabt den lykke, og så er det i bund grund min egen skyld. Den sætning, mener jeg, tager ikke højde for personlige omstændigheder og priviligerier. Men hold da ferie jeg hører den tit. Ikke at alt altid er andres skyld, men av den gør ondt, når livet ikke har været god mod én (ofte også med ting man ikke selv er herre over) og så får man den smidt i hovedet.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes, de der udtrykt sætter det hele meget sort/hvidt op. For selvfølgelig kan man træffe aktive valg for at leve et liv, der gør en så glad som muligt, men jeg ville være markant lykkeligere uden at skulle leve med angst – og det kan jeg altså ikke ville væk. Så havde jeg gjort det for længst!

  • K

    Jeg er rørende enig. Jeg har tænkt det selvsamme, men jeg har ikke kunne formulere det som du. Jeg har tænkt et andet ord der er i samme boldgade, at blive krænket. Jeg er både et offer og er blevet krænket seksuelt, og de to ord kan man ikke bruge i dag uden at lyde, ja svag. Det er udover ærgeligt en farlig diskurs i min optik. Tak for et vigtigt blokindlæg.

    • MiriamsBlok

      Ja, “krænket” er et godt eksempel på et ord, der har lidt samme skæbne og derfor har mistet sin originale betydning. Problemet er, når vi ikke har et alternativ, så hæmmer det samtalen gevaldigt.

  • Bella

    Hej Miriam. Jeg har et bud på, hvornår ordet blev et fyord – som jeg har oplevet det, er det især i kølvandet på historiker Henrik Jensens bog “Ofrets århundrede”, som kom i 1998. (Her er link til en omtale: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/1998/11/situationen-haabloes-alvorlig). Jeg har ikke slev læst bogen, men frit erindret efter debatten dengang er hans argument, at den velmente og grundlæggende rigtige omsorg for ofre risikerer at kamme over i en fastholdelse af mennesker i en passiv tilstand, hvor de fratages muligheden for selv at være aktive og handlende i deres eget liv. Han fører det tilbage til tiden efter 1. verdenskrig og den måde, man dengang prøvede at forstå det nye fænomen “granatchok” (som vi i dag ville kalde PTSD). Tak for en god blog 🙂

    • MiriamsBlok

      Den kender jeg slet ikke, tak for indspark! Jeg er ikke nødvendigvis uenig i, at der er en problematik der, men jeg er uforstående over for, hvorfor et neutralt ord som “offer” skal brændes på bålet i kampen mod risikoen for at skabe en sådan situation. Jeg kan ikke forestille mig, at et ord alene bærer den problematik? Min anke er, at diskursen lider, når vi bliver frataget ord, der jo i princippet skulle være neutrale. For mange at se, er “offer” jo nærmest blevet et skældsord, og det kan jeg ikke se, hvordan gavner nogen. Men det er en interessant samtale, ingen tvivl om det. 🙂

  • Kristine

    Jeg er helt opløftet over at læse de mange kommentarer – udover dit glimrende indlæg Miriam. Altså opløftet på den måde, at jeg har tænkt præcis det samme med både ordet offer og ift. krænkelse. Vi er tilsyneladende en del, der synes at brugen af ordene har taget en uheldig drejning. Tak for dine gode ord!

  • Caroline

    Forresten: kan du ikke sende dit indlæg om offerollen til Pia Kjærsgaard. Efter hun i debatten sagde til Sofie Linde “nu skal du ikke være sådan et offer” (frit citeret efter hukommelsen)

    • MiriamsBlok

      Jeg har generelt et indtryk af, at en debat med Pia Kjærsgaard ville være ret frugtesløs. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvordan Sofie Linde ikke eksploderede.

  • Lotte

    Kære Miriam

    Det er præcis indlæg som disse, der gør dig til min all time favorite blogger.

    Du skriver og (ikke mindste) tænker så fint.

    Tak for et super godt indlæg. Og så er jeg i øvrigt fuldstændig enig med dig !

    God weekend

  • Hemlig-nemlig

    Efter mange år hvor jeg ikke har haft lov til at være i mine traumer og hvor det at være et offer blev set ned på og gjort grin med, så har jeg nu svært ved at gå ind og arbejde med traumerne eller bare mærke mig selv (tak for linket til Mette – hun er fantastisk).

    Jeg har simpelthen så svært ved at indrømme at jeg har været et offer, at jeg ikke overdrev noget og jeg er ikke stærk nok endnu til at være “overlever”. Jeg sidder fast i ingenkvindesland og det hæmmer sjovt nok mere end noget andet.

    Derfor reclaimer jeg offer-ordet lidt efter lidt og når jeg er klar, så kan jeg blive en “overlever” – lige nu er jeg mest en der er i live men ikke lever fuldt ud.

    Jeg hader inderligt “offerrollen” og ordet “forurettet” for det er blevet nævnt så mange gange som en “tag dig nu sammen”. Det er fandeme svært at tage sig sammen når ens traumer ikke er blevet anerkendt og bearbejdet.

    • MiriamsBlok

      Åh, hvor er jeg glad for at høre, at Mette hjælper dig! Jeg er også ved at bearbejde traumer (mine er barndomsrelaterede), og det er simpelthen så vild en oplevelse at sidde over for en, der ikke trækker på skulderen eller synes, man skal tage sig sammen. Der virkelig anerkender, at der er sket noget lortet, og det har påvirket en helt ind i sjælen, og at det faktisk er ganske naturligt, at det er sådan. Det er virkelig en alenlang aha-oplevelse for mig! Hvor gør det mig glad, at du også oplever fremskridt, selvom det godt nok er en lang og sej kamp. <3

      • Hemlig-nemlig

        Mine er også barndomstraumer, som har ledt til voksentraumer. Bare det at få anerkendt af en professionel at det der skete var langt fra i orden og at jeg selvfølgelig har ar fra det. Vi tager det lidt af gangen, men jeg kan mærke hver gang at noget løsner sig. Denne gang var det stort, andre gange er det småt, men det løsner sig stille og roligt.

Der er lukket for kommentarer.