Jeg er jo Bridget Jones #442

1. Jeg skulle cykle til Frederiksberg. Der var lige over syv kilometer, hvilket ikke plejer at være forfærdeligt, men omkring halvvejs derhen prustede jeg som en ølhest og blev overhalet af den ene mormor efter den anden. Drog selvfølgelig straks den konklusion, at jeg i løbet af den sidste uge var kommet i horribelt dårlig form i stedet for at nå frem til det, der altid er tilfældet, når jeg har den her oplevelse med et par måneders mellemrum: Mit bagdæk var stort set fladt.

2. Facebook er begyndt at fortælle mig, når folk har fødselsdag dagen efter deres egentlige fødselsdag, hvilket helt ærligt føles som et forsøg på at sabotere mine venskaber.

3. Min agent, mens vi tog det her billede: “Hvad er det for nogle strømper, du har på?”
Mig: “De er med Bambi!”
Min agent: “Så ser du så tjekket ud fra top til tå, og så har du Bambi-strømper på?!”

4. Jeg er uhyggeligt dårlig til at skrive indkøbssedler, hvilket betyder, at skal jeg have noget ud over det sædvanlige, så får jeg det som regel ikke købt. Som fx en ny opvaskebørste, jævnfør sidste uge, hvor jeg smeltede min gamle.

5. …Kan desuden afsløre, at det er ret besværligt ikke at have en opvaskebørste, når man heller ikke har en opvaskemaskine.

6. Til gengæld har jeg fundet den forsvundne Ritter Sport! Den lå eddermame i vindueskarmen, men under et enkelt stykke papir, der gjorde den fuldstændig usynlig. Takket være det gode vejr har den i øvrigt været smeltet en halv million gange.

7. I går blev jeg bedt om at ændre min adgangskode på et websted, hvilket er fair; de går op i min sikkerhed og shit. Men den nye kode skulle have minimum 18 tegn. ATTEN?! Hvor høje forventninger har I lige til min hukommelse?

8. Den der fatale fejl, når man kommer til at klikke på en reklame, der er absolut uinteressant, og virksomheden begynder at spamme en ned med produktet i håb om, at man køber det. Aldrig, aldrig har der været så mange stofvikler i mit feed. Mon jeg skulle købe en til Herbert?

9. Jeg har boet i min lejlighed i 10 år. Der ligger en kirke omkring 100 meter fra mig, og det tog mig vel tre måneder fuldstændigt at vænne mig til kirkeklokkerne. Bortset fra at min hjerne de sidste par dage har besluttet sig for, at nu skal vi virkelig høre dem, og det driver mig langsomt til vanvid.

10. Denne uge var ugen, hvor en af mine veninder fortalte mig, at jeg havde noget hvidt i håret, som nok bare var tørshampoo, men det var ikke tørshampoo, det var bare gråt hår.