Vabler og højt humør

Jeg ville have skrevet, at jeg er vel ankommet til Chicago, men eftersom jeg lige er vågnet efter min tredje nat, er det lidt halvgamle oplysninger. Turen herover var fin – på de sidste to rejser har jeg oplevet at være så forsinket, at jeg har misset mit næste fly, så på nuværende tidspunkt er succeskriteriet at slippe for at sidde og panik-tude i en lufthavn, fordi jeg ikke aner, hvornår eller hvordan jeg når frem til min slutdestination. At jeg så var så heldig at tilbringe min ti-timers flyvetur ved siden af en baby, det må man tage med. Den havde heldigvis et stort sovehjerte. (Jeg ved godt, man ikke må sige ‘den’ om babyer, men jeg ved altså ikke, om det var en dreng eller en pige, so shoot me! 😀 )

Det tog en time og en formue at komme ind til mit hotel i en Uber. Det var smæk midt i myldretiden, og jeg har for en gangs skyld prioriteret at bo meget centralt. Jeg er ikke sikker på, jeg egentlig synes, det er pengene værd. Man betaler for beliggenheden, og så stor betydning har den tilsyneladede ikke for mig. Jovist, jeg bor i gå-afstand til både Bønnen og Willis Tower, og den del er jævnt nice, men hvis man vil se andre dele af byen, skal man jo alligevel ud i andre transportmidler end sine ben. Det har også sine fordele at bo lidt længere ude – fx hvis man godt kan lide at have et supermarked i nærheden. I mit nærområde er der mest Starbucks og døgnåbne Dunkin’ Donuts. På samme måde, som det er tilfældet i København, så er centrum-centrum måske ikke det mest interessante nabolag, så har man tanker om at besøge Chicago, så tror jeg, jeg ville anbefale at gå efter et mere stemningsfuldt område, som fx Wicker Park, jeg besøgte i går. Det er lidt mere personlighed, men stadig ret kort ind til centrum.

Om tre timer checker jeg ud. Ikke fordi jeg skal forlade Chicago – jeg har to overnatninger mere – men det er i aften, jeg bliver joinet af resten af familien, og til det formål har vi booket et sekspersoners værelse på et hostel. Tidligt mandag morgen flyver vi så til Maine og henter en bil, hvorefter den står på roadtrip for resten af pengene. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke glædede mig til at få egen bil, men det er mest fordi jeg har fået verdens største vabel under højre storetå af at gå byen tyndt. Heldigvis er småskavanker nemme at ignorere, for lidt let brokkeri til trods (jeg er jo mig), så har jeg kæmpe optur over at være tilbage i Staterne igen, og der er så meget at se og opleve (og købe!), at humøret kun kan være i top. Plus, man kan jo altid købe en pakke vabelplaster og/eller et par nye sko, og der ligger en T.J. Maxx lidt længere nede ad gaden, som jeg endnu har til gode at kigge forbi, og som ville være fremragende til det formål, så lur mig, om jeg ikke kan få formiddagen til at gå derinde…