Daddy-issues, ekskæreste-issues og verdens mest nederen forsvarsmekanisme

Skrevet d. . Uploaded i personligt.

Annonce for GoMentor.

På opslagstavlen ved siden af spisebordet i mit barndomshjems køkken hang der et avisudklip med teksten: “Man kan aldrig regne med, at manden er hjemme.” Min far har altid været en mand med mange jern i ilden, hvilket egentlig er en egenskab, jeg beundrer. Uheldigvis resulterede det for lille Miriam i en følelse af, at jeg skulle konkurrere med hans andre projekter, og at de ofte vandt. For jeg var jo ikke spændende, jeg havde i bund og grund ikke andet at tilbyde end, at jeg var hans datter. Når noget var vigtigt for mig, hvor jeg gerne ville have min fars hjælp eller tilstedeværelse, så var det ikke en selvfølge, at han var der. Følelsen af at befinde mig et par pladser nede på prioritetslisten, den har jeg taget med mig helt ind i mit voksenliv.

Det har højst sandsynligt også bidraget til den voldsomme reaktion, der kom på, at min ekskæreste i sin tid gik fra mig. For der jeg havde endelig fundet en mand, jeg i den grad følte, havde valgt mig. Helt frivilligt og uden familiær tvang. Og så valgte han mig alligevel fra. Alle mine møjsommeligt begravede følelser af svigt og mindreværdskomplekser svømmede lykkeligt op til overfladen og eksploderede i hovedet på mig.

Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. Jeg har været lukket lige siden.

Der er enormt meget skam forbundet med de her følelser, hvilket også er en af grundene til, at jeg lige nu kæmper lidt med at få ordene ud og ned på digitalt papir. For guderne skal vide, at jeg ikke er den eneste, der føler sig svigtet eller har fået sit hjerte knust. Og alle andre synes at komme videre på et eller andet tidspunkt. Så hvad er der galt med mig? Det påvirker ikke det liv, jeg har. Men det påvirker det liv, jeg kunne have.

Da jeg først fortalte historien til min terapeut, reagerede hun meget empatisk. Hun anerkendte mine følelser. Hvortil jeg reagerede med at stortude. Jeg var så lettet over, at hun ikke bare skrev, at jeg skulle tage mig sammen. Som jeg så mange gange har fortalt mig selv, men som sjovt nok ikke har været så effektivt. I stedet fortalte hun mig, at det lød hårdt. Og at det må være svært. Og at vi sammen skulle gøre et forsøg på at komme til bunds i mit følelsesliv og forhåbentlig komme videre.

Sagen er den, at de der år, jeg tilbragte i min seng, hvor hver dag var en kamp for ikke at tage mit eget liv og dermed slippe væk fra mit personlige helvede, de år startede, da min ekskæreste gik. For mig er de to ting for altid knyttet sammen, selvom jeg selvfølgelig godt objektivt ved, at bruddet kun var en katalysator. I dag er jeg rædselsslagen for at ende i samme position igen. Og den risiko vil altid være der, hvis jeg giver slip på kontrollen og tildeler en anden magten til at såre mig. Det er sandt for alle, der har fået deres hjerte knust. Men jeg er ikke bange for hjertesmerten, jeg er bange for, at hjertesmerten sender mig ned i hullet igen. Det slog mig næsten ihjel første gang, og jeg er relativt sikker på, at det anden gang ville have succes. Og deri ligger sagens kerne. Hvor fjollet det end lyder, er det en forsvarsmekanisme designet til at holde mig i live.

I ugevis har jeg nu vendt og drejet den her situation med min terapeut. Jeg får ikke altid skrevet til hende dagligt, men hun er der altid på en studs. Stiller nysgerrige og ind imellem provokerende spørgsmål, der skubber mig til at se på mig selv fra andre vinkler. Det er faretruende let at tænke sig selv i smadder, når man kun betragter sit eget perspektiv. For mit vedkommende fx at holde fast i alle de ting, der kan gå galt i stedet for at se på nogle af de ting, der kunne gå godt. Når jeg holder fast i kontrollen, holder jeg også fast i frygten. Det er en mangeårig vane, jeg skal prøve at lære at bryde, og Jesus Kristus, det er fucking svært. Mine nerver føles fuldstændig flossede. Men det hjælper at have hjælp. Det hjælper at snakke med en, der kan se tingene udefra, og som har en uddannelse i at guide folk som mig i den rigtige retning.

Jeg snakker med min terapeut via GoMentor, som til de, der ikke ved det, er en online terapiservice, hvor man kan skrive sammen med psykolog, terapeut eller coach. Jeg har det abonnement, som hedder GoMentor 24/7, hvor man altså kan skrive til sin mentor lige så tosset, man vil, og man får altid svar inden et døgn. (Lyder det interessant, kan man få 10% rabat med koden “Miriam10”, som gælder frem til d. 30. november). Dette er mit andet forløb, og jeg kan ikke anbefale det nok. For mig er der enormt meget værdi i at have vores samtaler på skrift, så jeg har god tid til at tænke over mine egne ord og de ord, jeg får tilbage – og i øvrigt altid kan gå tilbage og læse dem. Der tilbydes også videosamtaler, hvis man har gavn af direkte samtale, men for mig er det ikke nødvendigt.

Selvfølgelig ville jeg ønske, jeg kunne runde indlægget af med en lykkelig slutning, men det her kommer stensikkert til at tage mig lang tid. Til en start arbejder jeg på en lidt mindre skala. Min terapeut har bedt mig om at øve mig i de små ting, så jeg kan få nogle succesoplevelser og lære, at der også kan være positive konsekvenser ved at kaste sig ud uden sikkerhedsnet, og at kontrolfrigivelse ikke altid ender i bål og brand. Det er enormt grænseoverskridende, og hver en fiber i min krop råber på at gå tilbage til trygheden, men jeg er der, jeg gør det, og en eller anden dag satser jeg på at blive modig nok til igen at lægge mit hjerte i en andens hænder.

Jeg skal nok give lyd, når det sker.

Related Posts:

Kommentarer (81)

  • Josephine L

    Tak for et rigtig fint og modigt indlæg. Det må være virkelig sårbart at dele de sider af dig selv, som normalt er forbeholdt terapeuten. Jeg ville helt bestemt ikke turde, selvom jeg i øvrigt ikke har et problem med at tale om mine issues. Forskellen er nok bare at jeg jo i de tilfælde sidder overfor den person jeg deler med, og er forholdsvis sikker på at blive mødt med kærlighed. Den sikkerhed har du jo på ingen måde, og jeg synes det er så flot at du gør det alligevel. Din ærlighed, også på de svære emner, er en af grundende til at jeg har fulgt din blog så længe ❤️

    • MiriamsBlok

      Tusinde tak for de søde ord. Da jeg besluttede mig for at skrive det her indlæg, troede jeg heller ikke, det ville være så svært, som det var. Fordi det den her gang ikke er noget, jeg ligesom er kommet ud på den anden side af. Så jeg er noget mere sårbar, end jeg normalt er. Men jeg håber virkelig, det kan gøre noget godt.

  • Katrine

    Kram og god karma sendes fluks i din retning.. og kæmpe skulderklap for at dele ud af alt det svære❤️

  • Louise

    Du er så sej at dele med os andre. Af hjertet tak, så føler man sig på en eller anden måde ikke alene.
    ❤️

  • N

    Tusinde tak for det fantastiske indlæg!!! Tak for at dele, tak for at fortælle og tak for din ærlighed. Det der med at være modig, det vil jeg bare lige sige dig at JEG synes du er!! Om det så er at skrive et hudløst ærligt indlæg, rejse rundt USA alene eller alt det andet fantastiske du gør, så synes jeg at du er SEJ!!! ?

    • MiriamsBlok

      TAK for den reminder! Nogle gange stirrer man sig så blind på et sted, hvor man ikke synes, man er god nok, at man glemmer, man godt kan andre ting.

  • Mette

    Uhhh hvor kan jeg dog følge dig , vores opvækst ligner meget hinanden, hold da op, så god man bliver til passe på sig selv, kroppen er underligt indrettet, nogle gange er det godt, andre gange knap så godt.

    Kæmpe respekt for du arbejder målrettet med det, og endnu større respekt for du trods alt, stadig åbner op for dig, for jeg ved, hvor sårbar man er, og hvor svært det kan være, du er sgu sej !!

    Kæmpe kæmpe krammer til dig <3

    • MiriamsBlok

      Den her har jeg virkelig haft tvivl om at dele, fordi jeg ville være helt blottet, hvis nogen gik til angreb. Heldigvis har folk været så søde indtil nu.

  • Marie

    Lige dér, lige der er grunden til jeg følger dig. Ikke fordi er smerteligt eller “saftig sladder” – men fordi det er ærligt, jordnært og personligt.
    Må du en dag finde en, som vil passe på dit hjerte på allerfineste vis. Heldigvis har kærlighed ingen alder.

  • Ruth

    Så fantastisk at du tager os med helt derind hvor det ikke altid er lykkeligt og lyserødt. Kæmpe applaus til dig❤️

  • Diana

    Jeg tænkte godt på forhånd, da jeg læste overskriften, at det her nok ville være noget jeg kunne relaterer til…
    Nåede til sætningen ‘når jeg holder fast i kontrollen, holder jeg også fast i frygten’, – og tårene har trillet siden.
    Det tænker jeg ikke er dårligt! Det er bare så stærkt og ærligt det du skriver, og så ramte det noget dybt i mig (her på den anden side af skærmen, i den anden ende af landet)

    • MiriamsBlok

      Tusinde tak! Jeg er virkelig glad for, at du får noget ud af mine ord – også selvom det betyder, du også er et lortested. Krammer. <3

  • L

    Så fint, ærligt og modigt et indlæg! Tak fordi du snakker (skriver) højt om sådanne ting. Jeg kan genkende mange af dine følelser. Jeg har selv været dernede, og er altid bange for at slippe kontrollen på mine tanker og følelser, i frygt for at ende dernede igen. Men kontrollen forhindrer mig også i at leve et “fuldt” liv.

  • Ditte

    Du er simpelthen enestående fin, Miriam. Tak fordi du giver indblik, der åbner andres udblik. ❤️ Og så dertil mange varme kram og tanker

  • Marianne

    Hvor er du modig og hvor er det et smukt billede af dig. Stor respekt for at du åbner op. Vh. Marianne

  • Ida

    Du er et forbillede for os, der har kæmpet en kamp – eller stadig kæmper ❤️
    Du skriver så fint om de svære emner, så man sagtens kan trække paralleller til ens egen situation, selvom man ikke lige kæmper med de samme ting, som du gør ❤️ Stor respekt herfra!

  • C

    Hej Miriam.

    Det her er nok det af dine indlæg, jeg kan spejle mig mest i. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år gammel, men selv før det har min far altid været fraværende – det blev dog væsentligt værre efter skilsmissen. Jeg oplevede gang på gang at blive valgt fra: at det ikke var vigtigt for ham at deltage til forældremøder, gymnastikopvisninger, mine fødselsdage (da jeg blev 20 stak han mig en 200-lap i hånden, uden kort og sagde at det jo måtte være godt nok) koncerter med det tamburkorps jeg spillede i – til gengæld kunne jeg se, hvordan han velvilligt tog med til alle de tilsvarende ting, som handlede om min søster, og det har lagt et ekstra lag smerte ind. At være vidne til den favoritisering og aldrig at føle sig god nok, aldrig at kunne opnå samme kærlighed som hun fik fra ham. Udover det har jeg levet med, at han er yderst manipulerende og altid har fået vendt alle situationer til nogle, hvori han er offeret – at han i hvert fald ikke har gjort noget galt, og hvis jeg bare opførte mig bedre og holdt kæft og gjorde som der blev sagt, så ville det hele blive bedre og han ville blive glad. Det skete jo så aldrig, for han fandt altid noget, jeg ikke gjorde godt nok. Han kom også (og gør det til dels stadig) med kommentarer om, at det ville være lige meget hvis han døde, for vi kan jo alligevel bedre lide vores mor. Der er så meget mere til historien, men pointen er, at det har været sindssygt hårdt, og jeg har endnu ikke lært at håndtere alt den skyld og skam der er blevet implementeret i mig.

    Tak for at vise, at jeg ikke er alene, omend vores historier er forskellige.<3

    • MiriamsBlok

      Puha, jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være med den forskelsbehandling oveni! Kæmpe krammer til dig. <3

  • Nanna

    Fuck du er sej fordi du deler så meget ud Miriam! Hatten af for at fjerne det negative ved at gå til psykolog/terapeut og det stigma der er med en psykisk sygdom.

    • MiriamsBlok

      Væk med det stigma-lort. Der er alt for mange mennesker, der undgår at få hjælp, fordi det er “pinligt”!

  • Camilla

    Tak, tak og atter tak! Jeg har i nogle uger nu gået at funderet over om jeg skulle bruge penge på at gå til psykolog igen, men samtidig også haft lidt tvivl fordi skulle jeg så fortælle det til mit arbejde og familie osv?
    Nu kan jeg gøre det helt uden at folk umiddelbart bemærker det! Så det var et guld tip du gav videre der! Kæmpe kram og tak fordi du altid inspirerer, giver stof til eftertanke eller lignende! <3

  • Cecilie

    Av den ramte et ømt punkt! ? men shit hvor er du sej, og det er virkelig rart at du deler. Det bedste i verden er, at man ikke føler sig alene. Jeg kender både til udfordringer fra barndommen med senfølger, hjertesorg fra tidligere kærester og mønstre. Af hjertet tak! ?

    • MiriamsBlok

      Det er både nice og unice at være fælles om noget lortet. Mest unice, fordi man jo ikke ønsker det samme for andre. 😀

  • Trine Bean

    ‘Tis better to have loved and lost than never to have loved at all.
    – Alfred Lord Tennyson

    Miriam, du er et varm og givende menneske ❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg er sgu ikke helt sikker på, jeg er enig med den gode Tennyson der, men kærlighed ER dejligt. <3

  • Katrine

    Tak!
    Jeg er selv lige startet til psykolog, og synes det er en kæmpe hjælp at man kan læse opslag som dette! Det får mig til at have nemmere ved at acceptere at det er okay at have det svært, og at jeg ikke er alene❤

    • MiriamsBlok

      Det er SÅ okay. Og det er så NICE at få hjælp, så man rent faktisk kan udvikle sig og komme igennem!

  • Ina

    Du er et af mine største girl crushes, og det her indlæg giver mig lyst til at give dig et kæmpestort, virtuelt kram! Du har SÅ mange seje facetter og midundelsesværdige kompetencer – og så er du tilmed irriterende likeable! 🙂
    Du har så meget kørende for dig, så den dag du giver dig selv lov til at lukke nogen tæt på, vil de stå i kø! Jeg synes, du er herremodig sådan at byde os indenfor i dit liv, også i de rum, der er rå og sårbare.
    Xo

  • Marlene

    Tak for dig, Miriam.
    Jeg har været i samme situation som du, og ikke turdet kærlighed. Imod alle odds fandt jeg den rigtige mand, min soulmate, som kan tackle og acceptere alt mit crazy og være mit modspil på den positive måde.

    Jeg elsker at læse dine indlæg, både de hårde og de sjove. Du har min dybeste respekt for din ærlighed og dit mod. For mig sætter det ting i perspektiv, og som nu, minder det mig om hvor langt jeg selv er nået.
    Jeg glæder mig til en dag, Måske om kortere tid end forventet, måske først om mange år, at læse indlægget hvor en forelsket Miriam har turdet åbne op. Den ultimative romantiske happy ending. Og, ja. Jeg ved godt man ikke behøver have en kæreste/mand for at blive lykkelig. Men lykke – det er hvad jeg ønsker for dig.

    • MiriamsBlok

      Man behøver slet ikke en mand for at blive lykkelig, men den slags kærlighed er alligevel noget helt særligt. <3

  • Mette

    Hvor er du mega sej og modig. Kæmpe respekt! Jeg er sikker på, at du hjælper og inspirerer andre ved dette indlæg. Virkelig flot og tusinde virtuelle krammere herfra. 🙂

  • Sissel

    Så fint et indlæg ❤️ Og så vigtigt! Jeg tror på, at det er vigtigt at dele de her slags indlæg, fordi det er vigtigt at vi taler højt om, at være syg i psyken. På den måde afmystificere vi det og det tror jeg på vil hjælpe nogle flere til at søge hjælp.
    Jeg synes du er modig og skøn, fordi du deler! ❤️ Jeg ved, hvor svært det er at gøre sig selv endnu mere sårbar når man i forvejen føler sig hudløs. Respekt ??

    • MiriamsBlok

      Jeg er så enig! En af grundene til, at det har været en udfordring at skrive, er jo netop, at det er så “farligt” og tabubelagt, at jeg er nervøs for folks reaktion.

  • Wolffaith

    Hold nu op, hvor rammer det her indlæg noget i mig! Både fordi du skriver så fantastisk godt, men også fordi jeg selv bøvler en masse med hovedet. Som barn og teenager var min far også en travl mand. Han er handymandstypen, han er skidegod til elektronik, og han arbejdede døgnvagter (det gør han i øvrigt stadig). Det betød, at han ofte var ude at hjælpe andre, i gang med diverse projekter eller simpelthen bare på arbejde. Når jeg stolt ville vise ham noget, jeg havde lavet, fik jeg aldrig at vide at “nøøøj, hvor var det flot!” men fik i stedet en slags, formoder jeg, anerkendende “hm-hm”. Det slog hårdt, og jeg holdt efterhånden op med at forsøge at vinde hans ros. Da jeg som 12-årig stolt kom hjem med huller i ørerne, var hans eneste kommentar “Det dér! Det er ulovligt!” fordi *han* ikke havde givet sin tilladelse. Men ærligt talt, det er altid min mor, der har støttet mig og været der for mig.

    Tak, Miriam! Din hudløse ærlighed har altid rørt mig meget. Du er ekstremt modig og min yndlingsblogger af blandt andet den grund. Tak for dig. <3

    • MiriamsBlok

      Med fare for at generalisere, så tror jeg også, en stor del af issuet er, at der er en hel generation (eller flere) mænd, der har lært, at de ikke må vise følelser, og derfor heller ikke har lært at udtrykke stolthed eller kærlighed på en måde, deres børn higer efter. Det forekommer mig i hvert fald at være en udbredt tendens.

  • Line

    Du er så fucking stinkende sej! Selvfølgelig skal dine følelser have plads, lyttes til, foldes ud og mødes lige som de er. Kun på den måde kan de sommetider pakkes væk for at give plads til nogle andre.

  • Maja

    Det må være enormt rart, det med at kunne vende tilbage og se tingene på skrift. Jeg oplever ofte, at det kan være svært at recall’e pointer efter samtaler med min terapeut. Så sidder jeg tilbage med følelsen af, at der er noget vigtigt, som er undsluppet mig, og befinder sig lige netop så langt foran mig, at jeg ikke kan nå det med fingerspidserne.
    Super fedt, at du åbner op og italesætter det svære. Det at have det svært og at være psykisk sårbar er helt klart et tabu, som vi skal have udryddet, og gerne indenfor den nærmeste fremtid. Kommer man tæt nok på/dybt nok ned, så er vi alligevel alle sammen fucked, der er bare forskel på hvordan.

    • MiriamsBlok

      Det er også en af de ting, jeg er gladest for! Især når det er øvelser og sådan, så er det virkelig rart at have helt klare instrukser. Og når det er beroligende eller trøstende ord, så hjælper det enormt at kunne læse dem igen og igen.

  • Tina

    TAK for et fantastisk indlæg! Det er netop derfor jeg aldrig bliver træt af at følge med hos dig. Du er så ægte, og netop dét er der i den grad brug for i det polerede univers de sociale medier bidrager til at opretholde. Jeg hepper på en happy ending for dig – jeg tror på dig – jeg ved du kan!

  • Trine

    Jeg har netop selv fået mit hjerte knust. Igen. Og jeg har endnu engang måtte lukke ned. Min veninde har givet mig en notesbog til at nedfælde tanker i, store som små. Jeg har netop skrevet en halv side i den, med udpluk fra dette indlæg. Det med kontrollen, magten og frygten ramme spot on. Tak for at sætte ord på ❤️

  • Ann

    Tak fordi du deler det her. Jeg tror virkeligt på, du er med til at rykke nogle grænser og bryde nogle tabuer med blogindlæg og spons som dette. Jeg får i hvert fald så meget ud af at læse det, og du giver mig mod til at gå igang med mit eget forløb ved GoMentor. Jeg håber på, min oplevelse bliver lige så indsigtsfuld (god virker som et forkert ord) som din.

    • MiriamsBlok

      Tusinde tak! Det er lige præcis håbet! Og jeg håber også, du får noget rigtig godt ud af dit forløb. <3

  • Anne

    hej

    jeg går og skrumler med ideen om at prøve GoMentor – hvordan kan man undgå at skrive verdens LÆNGSTE beskeder til den mentor i starten i håbet om at forklarer og give dem et nuanceret billede af det hele ?

    • MiriamsBlok

      Det ved jeg ikke, om man kan. Ligesom når man går til en terapeut ansigt til ansigt, så skal der jo være en introduktion, hvor man sætter terapeuten ind i, hvem man er, og hvorfor man er der. Alternativt kan du vælge et videomøde i starten, det går unægteligt lidt hurtigere at snakke. 😀

Der er lukket for kommentarer.