Når hate ligesom bare misser målet…

Skrevet d. . Uploaded i bloggen,mig,sjovhed.

Engang imellem fortæller jeg lidt mere i dybden om de hate-kommentarer, jeg får. Mest når de når ind. Enten fordi der er tilpas mange af dem lige pludselig, fordi jeg er lidt ekstra sårbar, eller bare fordi jeg bliver frustreret over, at der sidder mennesker ude i verden, der har set sig så sure på mig og mine ord, at de reelt har sat sig ned og forfattet en kommentar med det ene formål at gøre mig ked af det. Det vil altid være lidt svært at begribe.

Men heldigvis kommer der også en masse negative kommentarer, som ikke har held med det, de forsøger på. De er nemme at ryste af mig, fordi de er kluntede, usande eller bare decideret absurde, hvilket som oftest betyder, at de faktisk bliver lidt sjove. Som fx i dag, hvor jeg i min story på Instagram udtalte, at jeg synes, det er lidt synd for Peter Falktoft, at han i den grad får smæk for sit samarbejde med SmileBright. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om beslutningen om at reklamere for omtalte produkt, for det er 100% op til Falktoft at bestemme, hvad han føler tryg ved at sætte sit stempel på, men det er lidt op ad bakke at få hug for, at firmaet har vist sig at være nogle fuskere, for det har manden selvfølgelig ikke selv vidst. Han er blevet taget ved næsen ligesom alle andre, og han ligner sgu også en idiot lige nu. Men der er folk, der elsker at ligge på lur og angribe, når nogen træder den mindste smule forkert, og med Falktofts personlighed er der uden tvivl en markant jante-faktor, så nu skal han den ondelyneme have tæsk!

Anywho, det var ikke det, det skal handle om, det er bare baggrunden for den besked, jeg modtog i dag som svar på mine tanker om SmileBright-miseren. For der var en mand, der var meget uenig med mig og derfor også meget vred. Så vred, at han skrev mig en meget lang og flere steder fuldstændigt ulæselig besked om, hvorfor sådan nogle som mig er skrækkelige mennesker. Min favoritdel lyder som følger: “Det er så pinligt at i grammer og hvad i ellers kalder jer. Tror i er så dygtigt, i for følger fordi folk har dårlig selvværd i dag!!! Om 2 år så er der ingen som gider at følge jer!!!” 

Og. Ja. Jeg tænker, det var meningen, jeg skulle blive skamfuld eller ked af det eller deslige, men det skete ligesom bare ikke. Heller ikke efter jeg nogenlunde havde decifreret, hvad han forsøgte at sige til mig. Tværtimod morede jeg mig lidt. Og det fik mig til at tænke over, at det heldigvis ikke er al haderi, der sætter sig fast. Eller, det gør det måske, men ikke med den effekt, afsenderen formodentlig havde i tankerne. I stedet er det mere, fordi de bliver til eddergode anekdoter.

Der var fx pigen, der virkelig havde givet mig en chance. Altså, det havde hun virkelig. For flere af hendes veninder fulgte mig, så hun havde inderligt forsøgt. Men der er jo noget galt med mig. Jeg tuder hele tiden. Jeg må jo have borderline. Jeg burde virkelig opsøge en psykiater. (Den her besked kom, efter jeg tudede, da Brienne of Tarth blev ridder i Game of Thrones, og jeg står herremeget ved de tårer!) Jeg kan godt se, at pigen virkelig forsøgte at ramme mig ved at anfægte min psyke, men sagen er jo ligesom den, at min psyke er monster-fucked i forvejen, og det er slet ikke en hemmelighed. Så selvom jeg ikke rent faktisk lider af borderline, så er det sgu lidt hip som hap. Jeg har så meget andet.

En af mine andre yndlingshistorier er dengang, en virkelig vred veganer stejlede totalt, fordi jeg den ene dag delte en opskrift på fried chicken, og den næste opfordrede til at donere til en indsamling til fordel for hjemløses hunde. Fordi man kan ikke både spise nogle døde dyr og samtidig gå op i, at andre levende dyr har det godt. Jeg gjorde mit bedste for at føre en saglig debat, men det var mildest talt lidt af en udfordring. Efterfølgende begyndte hun at chikanere mig. Instagram og emails kom ind i billedet. Da jeg blokerede hende, oprettede hun bare en ny email. Det var helt crazy. Til sidst måtte jeg true med at melde hende til politiet, selvom jeg er ret overbevist om, at hun i virkeligheden kun stoppede, fordi jeg også truede med at sladre til hendes forældre.

Min absolutte favorit er imidlertid ret kort, men fabelagtigt ironisk. Jeg havde skrevet en typisk sarkastisk kommentar, som en læser havde set sig sur på, og hun valgte derfor at indsende en “hemmelighed”, hvor hun blandt andet skrev, at jeg skulle tage og “blive lidt moden”… Mens hun selv misbrugte min indsendelsesformular, så hun kunne svine mig til anonymt uden at blive konfronteret med sine ord. Pot, meet kettle. Kæft, det var fantastisk!

Så ja, selvom der helt sikkert er tidspunkter, hvor nederen kommentarer gør mig trist og ked af det og frustreret, så er det heldigvis ikke altid tilfældet! 😀

Related Posts:

Kommentarer (22)

  • Sissel

    Jeg forstår simpelthen ikke behovet for, at kritiserer andre bare fordi man kan. ??‍♀️
    Hvorfor ikke bare lade vær med at følge med og så er den skid slået? ??‍♀️ Menneskeheden skræmmer mig indimellem ?

    • MiriamsBlok

      Jeg tror simpelthen, nogle folk finder det nødvendigt sige deres mening. Altså, det er et problem med impulsstyring, når man bliver så irriteret, at det bare SKAL ud!

  • Tania

    Alle græder, men du er så modig at vise det. Jeg tror du er et meget ærligt og følsomt menneske.
    Desuden skriver du fantastisk.

      • Tania

        Ja, det er jeg også overbevist om at det er. Jeg har selv nemt ved gråd, og har det fint med det. Det er så dejlig befriende at kunne græde.

  • Line Facius

    Stemmer for det Monika skrev ?? Og alt love på dig Miriam, jeg anbefaler dig til Gud og hver mand jeg møder, for man ( jeg, samfundet etc.) kan lære så meget af dig ❤️

  • Josephine

    Impulsstyring er nemlig kodeordet, og så er det nemt og omkostningsfrit online at skrive grimme ting. Når det så er sagt, kan selv den bedste sjæl vel føle sig helt irrationelt irriteret på fremmede, men det tjener næppe noget højere formål at give udtryk for ALT, man finder træls, særligt da ikke hos fremmede. Hvis man kan blive SÅ irriteret på en fremmed, må det i højere grad handler om én selv, om en mangel i én selv, som man først opdager, når man møder det hos andre, og fordi det gør ondt, skal det elimineres.

    • MiriamsBlok

      Enig. Plus, rigtig mange mennesker vælger at blive ved med at følge med et sted, de VED, de bliver irriteret. Det er en virkelig sær tendens, at man selv opsøger at blive så provokeret, at man ikke kan opføre sig ordentligt.

  • Trofast læser

    Den med veganeren var god ? Og super godt tænkt at du ville sladre. Tak for tippet, den vil jeg tage med mig videre i livet ?
    Og så synes jeg forresten at du er rigtig sej, og giver mig så meget, så tak for at du er dig med alt hvad det indebærer ❤️

    • MiriamsBlok

      Det virker næsten altid bedre at true med at sladre til mor. Det ville det sgu også gøre på mig! 😀 Og tak for de søde ord. <3

  • Tine

    Miriam, jeg ved godt, at vi kun kender til en brøkdel af dig og dit liv – men du er sgu typen man gerne vil være veninde med. Det skal du bare lige vide.

Der er lukket for kommentarer.