Mig og Marie
Jeg er ret sikker på, at jeg ville være guf for Marie Kondo. Skulle det være gået nogens næse forbi, hvem hun er, så er hun sådan en oprydnings- og organiseringsekspert og har sågar en serie på Netflix, hvor hun gør sig i netop den slags. Hvis jeg havde været den virkelig grundige type, havde jeg nok set et afsnit eller to forud for dette indlæg, men det er jeg ikke, og alligevel kan jeg med relativt stor succes konkludere, at Marie og jeg ikke ville komme fantastisk godt ud af det med hinanden, hvis hun pludselig en dag skulle tackle mit hjem. Jeg holder nemlig overmåde meget af både alle mine ting og alt mit rod. Der er system i mit kaos, og det er der ikke nogen, der skal komme og fucke med.
Det tidspunkt, hvor det er suverænt sværest for mig at finde shit, er, når jeg lige har ryddet op. (Sandsynligvis fordi der kommer gæster). Og det er møgirriterende, fordi mit kamera ligger altid enten i min vasketøjskurv eller står på skænken inde i stuen. Sådan er reglerne. Men hvis jeg har ryddet op, så er kameraet flyttet fra begge sine faste pladser, og hvor Søren besluttede jeg mig midt i oprydningsprocessen for, at det hørte til henne? Og næste gang jeg skal finde mine yndlingsjeans, så når jeg at gennemrode tøjbunken i soveværelset 35 gange, før det falder mig ind, at der er en sandsynlighed for, at jeg rent faktisk har lagt dem sammen og ind i skabet. Det er overvurderet at rydde op. Hellere have tingene ude i det åbne, hvor man kan se dem!
Det samme gør sig altså gældende, når det kommer til at smide ting ud. Især her har jeg på fornemmelsen, at min indre hoarder ville skræmme livet af den søde Marie. Jeg ved godt, at hendes fremgangsmåde er, at ting skal “spark joy”, og hvis de ikke gør, så er de ikke værd at beholde. Men Marie, alle mine ting sparker joy! Jeg sværger! Og så kan det godt ske, der ikke er en chance i helvede for, at jeg nogensinde kommer i den der nederdel i str 40, som jeg købte i et optimistisk øjeblik, fordi den var udsolgt i min rigtige størrelse, men derfor er printet stadig pissepænt, og jeg bliver glad af at se på den. Og det kan godt ske, at jeg har spildt olivenolie ned ad min lyserøde sweatshirt, men en dag gør jeg en indsats for at få den plet af, og så skal du se løjer!
Objektivt ved jeg selvfølgelig godt, at det nok ville være godt for mig at få ryddet og sendt til genbrug. For omkring et år siden smed jeg fx en sort sæk med tøj på loftet, der skulle sorteres i, når jeg lige fik tid, men så glemte jeg alt om den indtil for nylig. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad der er i den pose, men det er tydeligvis ikke noget, jeg har manglet det sidste år. Man kan også argumentere for, at der ikke var den store grund til at holde fast i nederdelen, jeg havde på til gallafest i 10. klasse, i alle disse år, men den kunne jeg alligevel hive frem for en måneds tid siden, da jeg forsøgte at gøre plads til mere sengetøj. 16-årige Miriam havde i øvrigt meget tvivlsom tøjsmag…
Fuck it, jeg har ændret mening. Hvornår kan du komme, Marie?
Astrid
Jeg tror dig og Dana White fra bloggen “a slob comes clean” er et bedre match (hvis du altså vil med på ryd op og smid ud bølgen). Tjek hendes podcast ud. Hun er meget amerikansk, men jeg kan meget bedre relatere til hendes tankegang end Marie Kondos.
Anonym
Kunne være sjovt at se billeder af dit hjem en ganske almindelig dag. For at se hvordan organiseret rod ser ud. Jeg er selv et rodehoved. Men det er ikke organiseret.
MiriamsBlok
Det er jeg vist trods alt for forfængelig til! 😀
Christina
Mit rodehoved finder hende dybt inspirerende – og mest fordi hun ikke mener, at man skal smide ting ud som man er pisse glad for 😀
Har et par leopard-stiletter i en størrelse for stor, som jeg aldrig får brugt og flere stykker +10 år tøj, der på ingen måde matcher min krop – men kæft det er flot og jeg elsker det så højt, at selv Marie Kondo ville sige at jeg skulle beholde det <3
Pernille
Jeg er nyslået Kondo-konvertit og kan bare sige at det har chokeret mig at jeg kunne blive sådan én der bliver helt lykkelig af at åbne en skuffe og se mine kagegafler ligge pænt i ske på stribe….
Giv det en chance – jeg ÆLSKER også alle mine ting, men det viste sig i processen at jeg faktisk kun for alvor elskede måske halvdelen af mit rod…
Liv
“Kagegafler i ske” ?
Anna
Jeg havde en veninde som engang sagde “hellere et rodet system, end rod i systemet”. Jeg synes det var klogt sagt af hende… Ellers er jeg også bare glad for mit rod
Malene | Skabsdiva
Som ivrig fan af Konmari – har for nyligt skrevet et indlæg hvordan jeg på en SU (og beskeden løn) sparede 17 tusind kroner op på et halvt år, noget som virkelig kom bag på mig, når opsparingen ikke havde noget formål. Helt ærligt, takket været af Konmari. Jeg bliver næsten helt kvalm når jeg siger at jeg er vild med Konmari, fordi jeg samtidig også lavede meget sjov med “konmari typerne” inden jeg gik i gang, men guuud! Men læs helt ærligt bøgerne, der er nogle langt ude ting (f.eks. om hvad nattøj man BØR have på) men mange af de ting du skriver om i indlægget, behandler hun også i bogen, så det giver mening. 🙂
MiriamsBlok
Jeg tror, det bliver meget svært at få mig overtalt til at sætte mig ned og læse en bog med det tema. Der er bare virkelig mange andre ting, jeg væsentligt hellere vil læse! 😀
Pernille
Jeg var med Marie Kondo langt hen ad vejen, lige indtil hun begyndte at snakke om at sortere i (=skille sig af med) bøger. Gys!
MiriamsBlok
Nooooooo!!!
Kathrissen
Jep, det ville jeg aldrig kunne gøre. Slut.
Sisse
Jeg mener nu ikke at Marie Kondo siger at det ikke er OK at have mange ting. Så længe det giver dig glæde, så kan du have 3765 ensfarvede ødelagte og gennemkneppede kuglepenne. Det er vidst bare det med at have det organiseret ordenligt der er humlen.
Bare for at være irriterende ?
Konmari fan
Jeg er hoarder og rodehoved og holdt k… hvor jeg elsker Marie Kondo.
Bogen Magisk oprydning fik saftsuseme nogle skæl til at falde fra mine hoardende øjne. Jeg er lillesøster- vokset op med at arve fine ting (sladrer stadig genbrug) og knytte følelser til ting og gaver. Bogen er værd at læse bare for dette afsnit. Jeg skulle værdsætte og endnu værre beholde ting, som jeg aldrig selv ville have købt. Har gemt tøj i 10-15 år min søster (endda køberen) havde kasseret, fordi det var jo et dyrt mærke og jeg ku jo passe den! Men jeg gik ikke med den andet end hver 3. år og der ku jeg jo nok havde påklædt mig noget andet. Jeg havde 14 skjorter for 3 år siden. Beholdt 3 og har nok gået med de to kun siden. Så den sidste må vel videre snart!
Jeg har kun beholdt bøger jeg VED jeg vil læse igen eller mine børn skal læse (vi havde MANGE bøger) – kæft en lettelse og plads der kom. Og nu er der kommet nye bøger til man kan glæde sig til at læse.
Gaver og arvestykker er kapitel for sig. Nu siger jeg “tak for tanken hej hej” og jeg ved jeg ikke elskede min mormor og morfar mindre fordi jeg ikke beholder alle arvestykker. Som sagt man kan tage fotos af tingene og lægge i en kasse, hvis det er.
Smed 2/3 af mit tøj ud og har aldrig set mig tilbage. Har ca halvdelen foldet på kondo måden og elsker det. Var dyrt i skuffe indsatser, men jeg får brugt mit tøj fordi jeg kan overskue alle tee, cardigans, sweatre, strømper, undertøj, strømpebukser (har først lige magtet den skuffe, kæft det blev godt) og sportstøj m.m.
Og mit køkken er nice nu!
Der blev langt, men det er faktisk en befrielse. Vil ikke sige netflix serien kan stå alene. Bogen har noget vigtig “hoarder” psykologi med. Og så skøjter man let hen over afsnittene med hendes lettere ocd/aspergers tendenser ??